Kære medlem af Alternativet – giv os dit input.
I Alternativet står medlemsdemokratiet i centrum.
På Alternativets sommergruppemøde den 29. og 30. august er vi 45 politikere, tillidsfolk og ansatte i Alternativet, der med jeres input, skal udarbejde Alternativets fælles proaktive målsætning frem mod kommunalvalget.
Vi skal definere, hvordan vi allerhelst vil se Alternativet som politisk parti og organisation, når kommunal- og regionsvalget udskrives om cirka 14 måneder.
For at alle Alternativets medlemmer kan få mulighed for at deltage i processen, får du naturligvis muligheden for at give dine indspark.
Vi vil bede dig skrive to-tre linjer om, hvad du, når kommunalvalget bliver udskrevet, allerhelst vil sige om vores parti og organisation, samt hvad du er mest stolt over, at vi er nået frem til.
Meningen med denne øvelse er at sætte fokus på de ting der vil føre os frem til et godt kommunal- og regionsvalg i 2021.
Sætningen skal altså kunne siges om ca. et år og starte således:
’Jeg er stolt af at være med i Alternativet, fordi…’
Eksempel på hvordan en proaktiv målsætning kan se ud:
“Jeg er stolt af at være med i Alternativet, fordi, det er lykkes at brede vores nationale politik ud til kommuner og regioner, fordi vi stadigvæk har folketingets grønne førertrøje på, fordi vi er et socialt retfærdigt parti, og fordi konflikter er blevet erstattet af trivsel”
På Sommergruppemødet arbejder vi alle forslagene sammen til én proaktiv målsætning, som skal geare Alternativet optimalt til kommunalvalget.
Hvis du vil give dit input, så skal du skal gøre følgende:
- Finde din storkreds’ side via Dialog, hvor din storkreds har oprettet en tråd/samtale. Se links i bunden af mailen.
- Her skal du skrive de to-tre linjer, som er din proaktive målsætning for Å.
- Når du har skrevet dine linjer, så skal du trykke “hjerte” ved de bedste forslag fra andre medlemmer i din storkreds.
Sidste frist for indsendelse er torsdag d. 27.08.2020. Herefter tager din storkredsrepræsentant de 3-5 mest populære forslag med til Alternativets sommergruppemøde. Her koges forslagene sammen til én proaktiv målsætning for Alternativet.
Blandt de indkomne forslag trækker vi lod om en gratis billet med overnatning til landsmødet i Odense 26.-27. september.
Den fælles målsætning for Alternativet, som vi laver på sommergruppemødet, vil danne fundament og grundlag for det kommende arbejde i Alternativet, herunder de debatter vi skal have om Alternativets politik på det kommende landsmøde den sidste weekend i september.
Vi håber, du vil deltage med dit input via Dialog.
Grønne hilsner
Torsten og Josephine