Ungdomsuddannelsesprogrammet er velmenende og ordrigt, men går på linje med de andre politiske partier uden om det grundlæggende problem. SE HER:
Jævnligt drøftes restgruppe-problemet: En stor gruppe unge falder ud af uddannelsessystemet.
Lige nu er der stille om sagen, så det kan måske være en anledning til at tage den op.
Igennem et halvt århundrede har problemet eksisteret og meget er forsøgt, men udelukkende i småtingsafdelingen. At op imod ¼ eller mere falder ud af uddannelsessystemet rokkes der ikke ved.
Men nervøsiteten over de mange forsømmelsers politik begynder at brede sig.
“Manglen på kvalificeret arbejdskraft har vi i Dansk Metal, og ofte sammen med Dansk Industri, længe råbt højt om. Og der ligger da også et erklæret politisk mål om, at 30 procent af en ungdomsårgang skal vælge en erhvervsuddannelse i 2025.
De seneste tal fra Undervisningsministeriet viser dog, at kun 18,5 procent af afgangseleverne fra folkeskolen i år har søgt ind på en erhvervsuddannelse. … Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd kommer de danske virksomheder i jern-og maskinindustrien til at mangle 30.000 faglærte allerede i 2025. Og den økonomiske gevinst ved at undgå denne mangel er betragtelig.
Rådet vurderer, at manglen på faglærte vil koste Danmark 26 milliarder kroner om året på BNP,” skrev cheføkonom i Dansk Metal, Thomas Søby, i september.
Hovedårsagen til miseren, har man ikke villet røre ved: Den danske skolestruktur. Den har sin rod i den sorte skole med almueskolen i bunden og latinskolen i toppen. Almueskole er blevet til folkeskole, men det er stadig tilegnelsen af det boglige, der styrer. Denne ensidighed er roden til meget.
En 4. klasse holder juleafslutning.
En af klassens faglærere kommer på visit, mens eleverne er godt i gang. Især en af drengene tiltrækker lærerens opmærksomhed. Drengen spiller på sin violin, så det er en lyst. Tonerne lyser fra ham; han udstråler kunnen, selvtillid og livsglæde. Læreren kender ham fra et fag, hvor det vigtige er ord og bogstaver. Dem har drengen det ikke har det så godt med. Med greb om violinen er han helt i sit es.
Vi befinder os på en Steinerskole. Her ved man, at musikken former og danner og kan løfte de bogligt svage. Den pædagogiske forskning både her og i udlandet har for længst påvist, at tager vi en time fra dansk og matematik og bruger den på musik, er det ikke bare sådan, at eleverne nu også lærer musik; de bliver ikke svagere i de fag, hvor timerne hentes, tværtimod. Endnu bedre bliver det, når vi føjer flere kunstneriske og praktiske fag til skolepaletten.
Den danske folkeskoletradition bygger på mere af “det onde”. Har eleven det svært i dansk, skal eleven have mere danskundervisning. Med den metode er der fremkaldt oceaner af skoletræthed. I disse år, hvor kursen er blevet skærpet med test- og konkurrenceræset, leverer skolen i voksende grad input til psykiatrien.
Som altid er det de svageste, der bliver ramt. De andre klarer sig - på trods af skolens ensidighed, selv om de også begrænses af den.
“Den snævre boglige tilgang og udgrænsningen af andre fagligheder hæmmer social mobilitet og fremmer uddannelsessnobberiet,” skriver SFI-direktør Agi Csonka i sin nyligt udkomne ‘Hvordan får vi mere lighed i uddannelse?’.
Agi Csonka konstaterer, at hvis vi vil have flere - og gerne flere fra de øvre sociale lag - til at søge mod erhvervsuddannelser, så må eleverne erfare, “at formgivning og bearbejdning af den fysiske verden tages lige så alvorligt som den boglige tilgang … de veluddannedes børn får aldrig “prøvet af, om de skulle have klogere hænder end hoveder.
Politikerne nøjes med, som hun skriver, at “tale erhvervsuddannelserne op ved festlige lejligheder”. Csonka vil bruge den understøttende undervisning til at dreje skolen i den musiske og praktiske retning.
Glimrende.
Men rækker det? For hvordan får vi has på det uddannelsessnobberi, som politikerne har fodret gennem generationer?
I de mest sårbare ungdomsår skal de unge vælge uddannelses- og livsvej. Dette valgcirkus cementerer de sociale forskelle og burde for længst have været opblødt.
I dette forløb ofrer man endnu engang de svageste, som gennemgående har det svært i hele folkeskoleforløbet. Og når de - helt forudsigeligt falder ud af ræset - parkerer man dem i særordninger, der ikke fjerner problemet og derfor jævnligt nyindrettes, som de politiske vinde blæser.
Drenge, der udviser en efter alderen naturlig adfærd og ikke kan leve op til stillesidning og den forcerede læseindlæring i indskolingen, diagnosticeres af psykologen og medicineres af lægen. Dermed prædestineres de til at tabe i uddannelsesræset.
Nok så meget erhvervs- og uddannelsesvejledning i 7.-9-klasse kan ikke kompensere herfor. Hele vejledningscirkuset er underlagt den nedsivede overklassenorm: gymnasiet er det rigtige.
Det forcerede og unaturligt frempressede valg af livsvej i de sårbare ungdomsår er som skabt til at gøre ondt værre. Al denne forcering undergraver børns og unges selvtillid og underminerer deres muligheder for at klare sig senere i livet. Det er utroligt, at skiftende ministre kan blive ved med at undre sig over, at op imod ¼ af en ungdomsårgang falder ud af systemet og kræve handling - af alle andre end dem selv.
Folkeskolereformen skulle gøre skolen mere alsidig, men intet lykkes ved at gå diktatvejen.
Dertil kommer, at reformen kun er halv eller kvart eller endnu mindre. Der er jo ikke gjort op med den faglige ensidighed. Praktiske, håndværksmæssige og kunstneriske fag placeres fortsat i anden række.
Folkeskolen er skruet op på, at der skal vælges livsvej i 9. klasse.
Valget bliver selvfølgelig forældrenes. De sociale skævheder bekræftes. Dette forlorne valgcirkus er et løbende overgreb på de svage unge.
Overklasseungerne ved jo godt , at gymnasiet er skabt til dem.
Dertil kommer, at man over lang, lang tid har holdt liv i det særligt udviklede forhindringsløb, som venter dem, der vælger en erhvervsuddannelse. Tænk hvis det var overklasseungerne, der blev stoppet på deres vej gennem gymnasiet, fordi de ikke kunne få en praktikplads!
Sikke et ramaskrig fra veletablerede forældre og politikere.
Det problem ville hurtigt blive løst.
”Men jeg kunne ikke få praktikplads, og så kunne det ligesom være lige meget,” udtalte en erhvervsskoleelev til Politiken. Mange skifter spor eller ender i lediggang.
Gennem årtier har der været ævlet - rent ud sagt - om hvordan flere kan bringes til at vælge en erhvervsuddannelse samtidig med, at man lader det uløste praktikpladsproblem lægge gift for sagen.
Der har været talt og talt om skævheden i uddannelsessøgning og manglen på praktikpladser.
Men de gymnasiefikserede politikere har ikke villet gøre noget ved sagen.
”Det mest brændende spørgsmål i den danske uddannelsespolitik lyder: Hvad skal der gøres ved, at hver femte elev farer vild på vejen fra skolen til en uddannelse? … Problemet er gået i arv fra regering til regering og har gjort målsætningen om uddannelse til alle til en smuk hensigtserklæring, som aldrig har været i nærheden af at blive en realitet. … Fandtes der en snuptagsløsning, var den grebet for længe siden,” skrev Politikens Jacob Fuglsang 22/1-2016. Han havde fuldstændig ret - bortset fra sidste sætning.
For løsningen ligger lige for.
Og har ligget der i over 40 år.
Sidste gang den blev præsenteret var i Informations kronik den 11. Februar 1981.
Overskriften var “Gymnasiet må væk”.
Forfatteren var Danmarks førende uddannelsesforsker, Erik Jørgen Hansen (1935-2017), der skrev: “… jo før gymnasiet ryddes af vejen desto bedre. Gymnasiet fastholder en ulighedsskabende sondring mellem teoretisk og praktisk arbejde (og) blokerer for en styring af uddannelserne i retning af de samfundsmæssigt nødvendige kvalifikationer …”
Forslaget blev ignoreret. Folketingets sammensætning siden jordskredsvalget 1973 var ikke til ægte reformer på uddannelsesområdet og sådan har det været lige siden.
1973-valget satte punktum for den socialdemokratisk-radikale dagsorden: større lighed gennem uddannelse.
Bestræbelserne begynder i 1930’erne med den radikale undervisningsminister Jørgen Jørgensen (1888-1974) og fortsatte i hans anden periode fra 1957.
Resultatet var skoleloven af 1958, der skabte lighed mellem land og by og tog et første livtag med overklassens uddannelsesprivilegier. De konservative var rasende, men Jørgen rejste landet tyndt og talte sin sag med samme rolige stemmeføring i mange ophidsede forsamlinger. Hans genistreg var at sikre et bredt forlig ved at inddrage skolemanden, den senere statsminister Poul Hartling (V). Det var før afviklingen af Højskole-Venstre.
De konservative stod som altid uden for skoleforlig. De kom først med, da Venstre med den nationalkonservative Anders Fogh Rasmussen i spidsen skippede Venstres skolepolitik og gjorde fælles sag med de konservative i kampen for den sorte skole.
Med 1958-skoleloven blev der taget et afgørende skridt i retning af større lighed, idet den tidlige deling efter 4. eller 5. klasse efterhånden faldt væk. Reformværket blev videreført af Jørgensens efterfølger fra 1961, K. Helveg Petersen(1909-97) med tilnavnet “Unge Helveg” (“Gamle Helveg” var hans søn Niels).
Næste skridt på vejen mod folkets skole blev taget af Knud Heinesen(S), der i sin undervisningsministertid 1971-73 fik udvidet undervisningspligten fra syv til ni år. Men Heinesen havde videregående planer. Under ledelse af den socialdemokratiske nestor og uddannelsespolitiske pioner, undervisningsdirektør Sigurd Højby, afgav det såkaldte Højbyudvalg i 1973 betænkning om en gennemgribende reform af skolestrukturen. Skoleforløbet skulle gøres 12-årigt med en bred vifte af uddannelsestilbud til de 16–19 årige. Hensigten var at fjerne det skarpe skel mellem grundskole og ungdomsuddannelser og skabe balance mellem teoretiske og praktiske uddannelser.
Jordskredsvalget satte bom herfor.
Heinesens og Højbys reformværk kunne have løst restgruppeproblemet, inden det blev rigtig alvorligt, ved at nærme sig en 12-årig undervisnings/uddannelsespligt. I stedet frøs uddannelsespligten fast ved de 9 år.
Forklaringen på den misere er, at borgerligheden frygtede for sit kære, elitære gymnasium, som af samme grund mistede sit elitære præg og blev en alt for opreklameret fortsættelse af den faglige ensidighed, der præger folkeskolen, der af samme grund er blevet belastet af en voldsom konkurrencekultur, som videreføres i gymnasiet - til skade for de unges alsidige udvikling og almene dannelse.
Snuptagsløsningen findes, og det har den gjort i over fyrre år.
Den kunne have været virkeliggjort, men det langvarige politiske mudder, der blev følgen af jordskredsvalget 1973 ,umuliggjorde det stabile uddannelsespolitisk flertal, der kunne have båret løsningen igennem. I stedet blev uddannelsespolitikken til markeringsfelt for politikere på jagt efter billige point, og efter 1982 blev uddannelsespolitikken offer for Bertel Haarders ideologisk bestemte påfund og finansministeriets økonomistiske vildfarelser af nyliberalistisk aftapning.
De uddannelsespolitiske særinteresser blomstrede. Det gør de stadig; man kan altid enes om én ting: Der findes ingen snuptagsløsning, for gjorde der det, var den grebet for længe siden.
26/1-2016 satte V-regeringen tal på miseren.
”Unge, der hverken er i uddannelse eller i arbejde, koster statskassen milliarder.”
Skønnet var 15 milliarder årligt.
Endnu engang kunne en fremtrædende politiker finde de store ord frem. Social- og indenrigsminister Karen Ellemann erklærede:
”Vi står på en brændende platform. Vi har som samfund ikke råd til, at så mange mennesker står udenfor. Det er en enorm økonomisk og menneskelig pris, vi betaler.”
Det menneskelige kommer med på en flot andenplads - efter pengene.
Og hvilken løsning præsenterede ministeren?
Hør blot:
“Nu må forældrene tage ansvar!”
Ministeren befandt sig åbenbart godt på sin brændende platform, som hun gav videre til efterfølgeren.
Der er ingen nem løsning, ynder politikere, eksperter og kommentatorer at sige. Men løsningen ligger lige for, selv om politikerne har brugt over 40 år på at overse den. De foretrækker at bruge tiden på at beklage de mange symptomer på et dårligt fungerende ungdomsuddannelsessystem og rette hist her med ”reformer”.
Jævnligt er der fokus på, at erhvervsuddannelserne savner status:
”Forældre presser unge i gymnasiet. Der er mere status i gymnasiet end i en erhvervsuddannelse,” skrev Politiken 16/11 2012.
Politikernes påfund var at bruge karakterkrav til at vanskeliggøre adgangen til erhvervsuddannelserne og dermed øge tilgangen til restgruppen.
Hvis vi skal løse problemet, må vi finde en vej uden om uddannelsessnobberiet.
Alle ungdomsuddannelser må sikres samme status.
Gymnasiets attråværdighed har sin rod i dets historiske funktion som eliterekrutteringens hovedvej. Men i dag, hvor gymnasiet ikke rummer ca. 2 % af en ungdomsårgang som i begyndelsen af det 20. århundrede eller ca. 8 % som i 1960’erne, men ca. ½ af en ungdomsårgang, er situationen en anden. Gymnasiet forsyner os med et uddannelsesproletariat, som havde været bedre hjulpet med en erhvervsuddannelse.
En ny skolestruktur med en 12-årige uddannelsespligt ville sikre, at langt færre faldt ud. Det ville ikke være nødvendigt at fremtvinge tidlige erhvervsvalg til skade for især de usikre og svage.
I ungdomsårene skal fagudbuddet være bredt, valgene skal være glidende; det skal være muligt at skifte retning uden postyr og tab af tid.
Forældres gymnasieambitioner vil få sværere ved at hindre en ung i at sigte mod en attrået erhvervsuddannelse.
Når 12. klasse er afsluttet vil langt flere end i dag være godt i gang med en erhvervsuddannelse; andre vil være pænt studieforberedte, og flere vil kunne gå videre med et solidt fundament af selvtillid, kunnen og almen dannelse.
Med den 12-årige uddannelsespligt kan al ungdomsuddannelse samles under én og samme studenterhue.
Valget kan falde på den med størst prestige.
Kald bare det hele for gymnasiet, hvorved ordet nærmer sig sin oprindelige betydning: en træningsplads med vægt på fysiske færdigheder.
