Vision for ungdomsuddannelser - overordnet

HVILKET POLITIKOMRÅDE HØRER FORSLAGET IND UNDER?

Skole, Uddannelse og Forskning


NOTE: Vi har valgt at supplere den overordnede vision, som er kogt ned til maksimum anslag med delvisioner under denne digitale høring Det har vi gjort, fordi vi gerne vil sikre, at den måde visionen fortolkes i delvisionerne også indgår i den demokratiske samtale og feedback fra medlemmerne. Vi håber at I vil gå ind og deltage i alle opslagene, da de skal ses i sammenhæng. Delvisionerne vil blive skrevet ind i en revideret udgave i et endeligt visionsforslag som vil møde de fastsatte kriterier, så jeres kommentarer kommer med videre på den måde. Vi ved med andre ord, at vi evt. udfordrer formatet lidt, dog med godkendelse fra POFO koordinationsudvalget.


Overordnet vison for ungdomsuddannelserne
Alt starter og slutter med eleven. Når et ungt menneske vælger ungdomsuddannelse er det afgørende, at det er elevens evner, nysgerrighed og drømme som er bestemmende for, hvilken vej der vælges.

Uddannelse skal åbne døre, ikke lukke dem. Den enkeltes valg af ungdomsuddannelse skal ikke afhænge af karakterer, men derimod være baseret på lyst, evner, engagement og drømme. Der er brug for et opgør med uddannelsessnobberiet.

Vi vil skabe de bedste vilkår for meningsfuld læring. Den meningsfulde læring foregår i meget forskellige hastigheder. Den handler om at fordybe sig, være undrende, stille spørgsmål og søge svar. Det er en dannelse, der sætter os i stand til at være deltagende, kritiske og empatiske medborgere i demokratiet.

Det forudsætter, at ungdomsuddannelserne ikke kun har fokus på elevernes faglige, men også personlige udvikling. Derfor skal ungdomsuddannelserne skabe forudsætningerne for: De lærende unge, der med udgangspunkt i nysgerrighed har plads til at lære frem for at præstere. De kritisk empatiske unge, der kan stille spørgsmål ved samfundets normer, diskutere etiske spørgsmål og evne at rumme forskelligheder hos andre og i dem selv. De skabende unge, der er bevidste om egen ret til og rolle i at deltage i samfundet og en bæredygtig fremtid.

I dag har vi et uddannelsessystem, der er målrettet efter ét bestemt aspekt af vores samfund, nemlig den økonomiske gevinst på arbejdsmarkedet. Uddannelsessystemet og forskningen bliver strømlinet, hvor fokus overvejende er at sikre økonomisk vækst i Danmark. Men uddannelse er meget mere end økonomisk gevinst. Det skal skabe de bedste forudsætninger for det gode liv.

Det kræver bl.a., at vi skal have skabt et frirum, hvor der er plads til, at de enkelte uddannelsesinstitutioner kan skabe rammen om den gode uddannelse. Politisk skal vi sætte rammerne for en demokratisk og faglig styring på de enkelte institutioner. Det betyder at styringsdynamikken mellem staten og institutionerne skal nytænkes.

At blive klogere på sig selv og verden kræver trygge rammer, inspiration, og et personligt møde med de mennesker, der skal overlevere læring. Det opnår vi blandt ved at investere massivt i de personer, der udgør systemet, nemlig de ansatte. Det er dem, der inspirerer, udfordre og viser de studerende vej i de mange måder, man kan opnå læring på. En læring, der både skal sikre et fundament af viden, og styrke de studerendes forandringskompetencer og mod til at være medskaber af et godt liv og et bæredygtigt samfund.


EKSEMPLER PÅ KONKRETE FORSLAG TIL AT UNDERSTØTTE VISIONEN

Se delvisionerne 1, 2, 3, 4, 5, 6 og 7.


BAGGRUND FOR VISIONEN

Baggrunden for visionen er, at vi gerne vil videreudvikle Alternativets uddannelsespolitik, fordi vi synes at i praksis er den eksisterende vision ikke omfattende nok, til at agere progressivt i den parlamentariske arena.


HVORDAN ER VISIONEN UDVIKLET?

Udviklingsarbejdet med ungdomsuddannelserne er delvist initieret på Christiansborg, og delvist af, at Alternativet i Aarhus valgte at afholde en POLA på området. Vi har afholdt 4 Politiske Laboratorier på 4 forskellige ungdomsuddannelser i Aalborg, Kolding, Herning og København. Ca. 120 unge har deltaget i den del af processen, samt ca. 25 voksne, ansatte og frivillige. Derudover har Alternativet Aarhus afholdt en POLA omkring ungdomsuddannelser, hvor omkring 20 personer deltog.


MULIGE ULEMPER

Det vil vi gerne høre jeres bud på!


FORSLAGSSTILLER

Amalie Villesen, amalie.villesen@ft.dk


FORSLAGSSTØTTER

•	Amalie Villesen, amalievillesen@gmail.com 
•	Carolina Magdalena Maier, carolina.maier@ft.dk
•	Søren Frederik Hansen, sorenjoren@gmail.com 
•	Jakob Gorm Andreasen, jakobgorm@gmail.com 
•	Sidsel Toft Petersen, sidsel_toft@hotmail.com
•	Lene Kirkeby Brogaard, lene_brogaard@hotmail.com
•	Fanny Broholm, Fanny.Broholm@ft.dk
•	Rune Langhoff, Rune.Langhoff@ft.dk 
•	Rebecca Helena Berthelsen, r.berthelsen@hotmail.com
•	Tilde Schmidt, tilde.schmidt@gmail.com

Jeg synes overordnet det er en udemærket vision. Relativt værdiorienteret og lidt unkonkret, men den sætter en retning.

Jeg synes dog med fordel man kan undlade at nedgøre karakterer og tale om uddannelsessnobberi. Det er ladet og kan være lidt en put-off - og jeg kan ikke se at de bidrager med noget konstruktivt. Mit forslag vil være blot at undlade at nævne disse ting og fokusere på den positive vision.

Jeg kan ikke rigtig se, at man nedgører karakterer. Måske man snarere skal se det som et opgør med karakterer og de problemstillinger, de medfører.

Jeg er dog enig i, at det med ‘uddannelsessnobberi’ i sig selv kan lidt snobbet.

Kommentarer til visioner om uddannelsespoltik.
Jeres begrundelse for at redigere det nuværende materiale i partiprogrammet er at videreudvikle og gøre materialet mere progressivt skriver I.
Det er fint hvis visionen kan blive mere brugbar i det parlamentariske arbejde.
Jeg synes, I har mange gode tanker og overvejelser, det er dejligt.
En overordnet kommentar kunne dog være, at de mange forskellige forslag gennemgående bærer præg af, at I har fokus på, hvad de kommende generationer skal lære, frem for hvorfor de skal lære det. Det kan hurtigt gøre det uoverskuelig og vanskeligt at prioritere imellem de mange forslag og visioner.
Hvis man i stedet begynder med at spørge til formålet med uddannelse – altså hvad skal de lære for at være forberedt til at leve i fremtidens samfund – så er det nemmere at diskutere de forskellige forslag i forhold til hinanden.
Altså handler det efter min mening om at spørge: Hvad er det for mennesker vi ønsker de kommende generationer skal være, og i hvilket samfund skal de leve og hvordan skal de leve sammen med andre? Hvad er relevant arbejdskraft i fremtiden, og hvad skal de kommende generationer lære for at være rustet til fremtidens arbejdsmarked?

Det gælder både for ungdomsuddannelse og videregående uddannelse.
Mon ikke almendannelse og professionsdannelse bliver vigtigere i fremtiden. Almendannelse handler om at blive menneske i og gennem samfund og fællesskab, professionsdannelse handler om at kunne forholde sig professionelt i sin profession. At kunne mere end sin faglige viden og faglige kompetencer. Kreativitet er en vigtig del og derfor vigtig at fremme i uddannelsessystemet. I har joj fat i det, hvis I kan lægge det ind i ideen om hvorfor, tror jeg, det kan blive mere klart?

Et umiddelbart bud kan I finde i linket her.
http://www.dlf.org/media/949499/pjece_2013_dannelsenetudgave.pdf

”Hvilken dannelse skal der til for at blive et livsdueligt menneske i fremtidens samfund? Hvilken uddannelse skal der til for at blive en relevant arbejdskraft på fremtidens arbejdsmarked? Der er de spm. linket behandler og som jeg mener kan være styrende for udarbejdelse af visionen. I har jo allerede mange elementer med, så der er stof nok tror jeg.”

Håber det kan være en inspiration for jeg og ønsker jer fortsat god arbejdslyst.
Venlig hilsen Ruth Johnsen medlem af Pofo

2 Likes

Jeg synes, det er rigtig interessant at se på en progressiv videreudvikling af Alternativets uddannelsespolitik, og at der er mange fine konkrete forslag i delvisionerne, men jeg synes ikke, at visionsforslaget(ene) samlet er mere progressivt end uddannelsespolitikken, som den står i partiprogrammet. Enten svarer den til det, I skriver, eller også synes jeg, den står mere progressivt og klart i partiprogrammet. Det betyder ikke, at der ikke er mange gode tiltag og ideer i de nye visionsforslag, men jeg synes, det er oplagt at tænke dem sammen med den eksisterende politik, så man ikke mister de gode og klare elementer i det nuværende.
De nye visioner bliver for mig desuden overordnet en smule uklare, fordi de er baseret på meget brede begreber som ’det gode liv’ og ’meningsfuld læring’. Ingen kan være uenig i det, men hvad betyder det? Det kan betyder meget forskelligt.
Spørgsmålet er for mig at se, hvordan vi får omsat og konkretiseret uddannelsespolitikken, så vi får flyttet uddannelsesudviklingen i praksis – så jeg støtter intentionen i at videreudvikle uddannelsespolitikken, men synes som nævnt, at det vigtigt at fastholde de progressive elementer i den politik, som allerede ligger.
Nedenfor går jeg lidt mere i detaljer og forsøger at dele mine kommentarer ind i fire grupper: 1. De progressive elementer fra den nuværende politik. 2. De sammenfaldende visioner 3. De konkrete nye forslag i de nye visioner (jeg inddrager her alle delvisionerne) opdelt i 3.1:Progressive nye forslag og 3.2: Forslag der udgør revisioner af det eksisterende system og som delvis allerede er i spil i det politiske liv og 4. Forslag til, hvad jeg kunne se som mere konkrete progressive forslag og konkret videreudvikling

  1. De progressive elementer fra den nuværende politik: A. Tydelig markering af et paradigmeskifte fra det 20. århundredes industrisamfunds-uddannelse til det 21. århundredes iværksættersamfunds-uddannelse. B. Vægter valgmuligheder. C. Tydelig vægtning og opskrivning af håndværkmæssige uddannelse. D. Fokus på sårbare unge. D. Fremskrivning af det informelle uddannelsessystem
  2. De sammenfaldende visioner: A. Tillid til elever og lærer. B. Fokus på elevens personlige udvikling og uddannelse til livet. C Innovation og kreativitet.
  3. De konkrete nye forslag i de nye visioner. Overordnet er det nye et fokus på opgør med økonomisk gevinst som mål for uddannelse.
    3.1 Progressive nye forslag
    Formalisering af livslæring. Medborgerskab på tværs af alle ungdomsuddannelser. Bæredygtige rammer. Bæredygtighed på skoleskemaet.
    3.2 Forslag der udgør revisioner af det eksisterende system og som delvis allerede er i spil i
    det politiske liv
    Bedre individuel vejledning. Brobygning styrkes. Opgør med forceret uddannelse: Muligheden for at gange sit gennemsnit fra gymnasiet op skal væk. En ny evalueringskultur: Vi ønsker meget mere formativ evaluering. Mentorordninger mellem unge. Det sociale fællesskab skal sikres gennem ekskursioner eller temadage. Alle uddannelsesinstitutioner skal formulere en ekstern netværksstrategi
  4. Forslag til, hvad jeg kunne se som mere konkrete progressive forslag og konkret videreudvikling: A. Vi skal arbejde på et grundlæggende paradigmeskifte i uddannelsessystemet fra en standardiseret industrisamfundsuddannelse til et mangfoldigt og dynamisk entreprenant uddannelsessystem (vs. reparerer på det eksisterende), som har til formål at uddanne demokratiske, ansvarlige og entreprenante borgere, der kan indgå i sociale og faglige fælleskaber og dannes til selvvirksomhed, selvforvaltning og selvforsørgelse. B. Vi skal udvikle enkle faglige nøglekompetencer som fælles faglig basis. C Håndværksfærdigheder skal ligestilles med boglige færdigheder i hele uddannelsessystemet. C. Det nye system skal udvikles igennem EKSPERIMENTER i uddannelsessystemet, der alle skal styrke følgende:
    • De unges AUTONOMI og udvikling af individuel excellence
    • De unges frie læringsvalg, igennem
    o Uddannelser der er består af valgmuligheder
    o Muligheder for at sammensætte uddanneler på nye måder
    o Uformelle uddannelser, der sammensættes ad hoc efter de unges behov
    • Projekt- og iværksætterorganiserede uddannelser (uden skemaer, samarbejde med omverden og ledet af selvstyrende lærerteams).
    • Udviklingen af håndværkerspor i alle uddannelser
    • Udvikling af faglige excellence i håndværksfag
    • Udvikling af medbestemmende og samarbejdende læringskultur
    • Fagdidaktisk udvikling af fag fra standarter til muligheder
    • Faglige basisfærdigheder som er relevante for eleverne i deres livsforståelse
    Bh Helle M Davidsen, medlem af politisk Forum
1 Like

Jeg har med meget stor interesse læst visionen og især Ruths og Helles kommentarer. (Fantastisk arbejde) Jeg er meget enig med dem. På den baggrund og på baggrund af drøftelser i Nordsjælland med POFO medlemmer og suppleanter, har jeg selv skrevet nedenstående Vision, som gælder både ungdomsudd, og videregående uddannelser. I kan plukke så meget I vil ved nyskrivning af visionen.

Vision om ungdomsuddannelse/ videregående uddannelse
Ungdomsuddannelse er de uddannelser, der tilbydes i Danmark efter 9års skolegang. I Danmark kan man dog også tage en ungdomsuddannelse, selvom man er blevet voksen.
Ungdomsuddannelserne skal bygge ovenpå den primære skolegang ved at tilbyde mulighed for læring, dannelse og specialiseret faglighed, hvadenten det drejer sig om håndens eller åndens faglighed. Ungdomsuddannelserne skal være til rådighed for alle, der vil. De, der mangler mod og eller vilje skal have adgang til støttende og udviklende brobygningsforløb. Ungdomsuddannelserne skal kvalificere til de videregående uddannelser eller tages i tilknytning til disse.
Uddannelse skal tilgodese samfundets behov for vidende og handlende mennesker, og befolkningens behov for viden, færdigheder og mod til at handle i et globalt og mangfoldigt samfund, der udvikler sig hastigt og hurtigere og hurtigere, og hvor ingen kan sige andet om fremtiden end, at den er anderledes end i dag. Vi ved dog, at den bliver mere teknisk og digital, og at fremtidens arbejdspladser er at finde indenfor specialiseret håndværk, handel og service, hvor service er et utrolig bredt begreb. Egentlig produktion og meget vidensarbejde er allerede på vej til at blive overtaget af robotter.
Ungdomsuddannelserne bør derfor ændre karakter og bl.a. indgå i et naturligt forløb med de videregående uddannelser, som en slags basisuddannelse . Opsplitningen i gymnasier og erhvervsuddannelser, korte, mellemlange og lange videregående uddannelser bør derfor tænkes anderledes. Ligesom fagligheder bør kunne indgå i mangfoldige sammensætninger og på flere niveauer samtidig. Virksomheder fra oplandet bør indgå i undervisningen på nye måder. Praktisk og teoretisk uddannelse kan foregå både på Uddannelsesonstitutionerne og i virksomheder.
Uddannelsesinstitutionerne bør derfor fysisk og/eller administrativt ligge sammen i campuses, hvor det også er muligt at bo.
Uddannelse/efteruddannelse og opstart af virksomhed/ansættelse i virksomhed.
Kravet om livslang læring tilsiger, at en uddannelse aldrig bliver færdig, men at uddannelse og arbejde –selvstændigt eller som ansat- indgår i en vekselvirkning livet igennem. I nogle livsfaser arbejder man og tjener peng, i andre livsfaser uddanner man sig fuld tid, og i atter andre indgår man i vekselforløb.
Det vilkår efterspørger god vejledning, hvor vejledning er hjælp til valg, livet igennem.
Unge og voksnes Valg af læringsmål og faglighed.
På baggrund af den læring, der er foregået i børneskolen, og den viden om karriereveje – forstået som udviklingsmuligheder på arbejdsmarkedet – der er opnået gennem faget job og uddannelse og evt forskellige praktikforløb, bør alle unge have mulighed for at foretager oplyste og bevidste valg om studieretning og sammensætning af fag – teoretiske såvel som praktiske. Dette kræver samarbejde af kompetente ungevejledere i skolerne og kompetente studievejleder fra udd. Institutionerne.
Voksne bør ligeledes have mulighed for at få karrierevejledning af uvildige kompetente karrierevejledere livet igennem.
(Et konkret forslag er at styrke den statslige e-vejledning og også tilbyde fysisk møde på bibliotekerne, i kulturhuse, i storcentre etc. For alle, der vil videre. Der skal selvfølgelig også være kompetent studievejledning på Campus)
Undervisernes og vejledernes kompetencer.
Der skal opbygges faglige miljøer på Campus på tværs af niveauer, så alle ved, hvad der foregår på de lavere og de højere niveauer, og eleverne/ de studerende oplever overgangene meningsfulde. Underviserne skal have mulighed for at undervise på tværs af niveauer. Underviserne skal have tid til samarbejdet som en del af deres forberedelse. De skal selvfølgelig være fagligt vel rustede.
For vejledningens vedkommende ville det være hensigtsmæssigt, at den nuværende diplom i uddannelse – erhvervs- og karrierevejledning og masteuddannelsen i vejledning blev suppleret af en egentlig professionsuddannelse på bachelor og kandidatniveau. (Der eksistere allerede forskning på området) I en kompleks og foranderlig tid, hvor udviklingen går hurtigere og hurtigere er det afgørende for et velfungerende samfund, at borgerne har adgang til kompetent karrierevejledning.
Styring og økonomi.
Det nuværende taxametersystem for de statslige selvejende uddannelsesinstitutioner fokuserer på mængden af gennemførte studier. Systemet er en del af NPM-tankegangen. Dette skal der gøres op med. Alle institutioner bør have en basisøkonomi til driften på baggrund af befolkningsunderlag o.a., der suppleres med måling af trivsel blandt undervisere og elever/de studerende og graden af planlagte innovative projekter/ Udviklende eksperimenter etc. Campus kan også drives og ejes som Andelsvirksomheder, hvor Andelsforeningen ejer bygningerne og driver uddannelserne under et selvforvaltningsprincip, hvor Uddannelsesministeriet ”kun” udstikker læringsmæssige mål for de enkelte fag/studieretninger. Andelshavere kan være medarbejdere og elever, virksomheder og enkeltpersoner. (Andelstanken har brug for drøftelser af fordele og ulemper!)

Kære alle,

Tak for de grundige kommentarer.
@rolf. Det kan du egentligt godt have en pointe i. I stedet for at reagere på det vi synes findes, så fokusere på det vi godt kunne tænke os. Men hvad tænker du med karakterer? det er nemlig ikke et afklaret punkt som vi gerne vil dykke mere ned i. Synes du det skal helt væk fra teksten, og vi ikke skal udvikle forslag til det, eller hvordan?

@anonym22 Ja, det med at præcisere det samfund, som man skal lære og blive deltager og medskaber af er en mangel jeg også hørte på det faglige laboratorier. Det skal skrives mere op. Spørgsmålet om uddannelsens formål var faktisk udgangspunktet i de politiske laboratorier, men der blev svarene mere fokuserede på at læring har en værdi i sig selv, og åbenheden om hvad man kunne lære til en uvis fremtid blev understreget. Jeg kan dog godt se din pointe, det virker for uklart, og kan blive en tand apolitisk uden de klare visioner (som vi jo faktisk har andre steder!)

@hellemdavidsen Tak for en meget struktureret feedback. Jeg skal lige være sikker på, hvad nr. 3 præcist dækker over? for jeg har lidt svært ved at tolke det - formatet driller lidt her.
"De konkrete nye forslag i de nye visioner (jeg inddrager her alle delvisionerne) opdelt i 3.1:Progressive nye forslag og 3.2: Forslag der udgør revisioner af det eksisterende system og som delvis allerede er i spil i det politiske liv "
Særligt, hvad mener du med 3.2 - hvad dækker den helt præcist over?

@Christa - tak for et godt oplæg, der er mange gode ting! Jeg vil lige høre, om du vil uddybe den her:

Hvad tænker du mere specifikt her, når du (I) ønsker en ny model?

Og, så ville jeg høre hvad du (I) mener med: basisøkonomi til driften på baggrund af befolkningsunderlag
Jeg tænker at det ville skabe nogle meget små uddannelser i de områder, hvor der ikke er befolkningsunderlag i dag, og på den måde konservere den fordeling af mennesker og resurser vi ser i Dk i dag. Hvad tænker du?

Hej Amalie!
Først - Tak for din respons. Jeg håber, jeg forstår korrekt, hvad det er, du efterlyser, ellers må du vende tilbage. Når jeg mener, uddannelsessystemer bør tænkes anderledes, er det for at opnå en fleksibilitet, som ikke eksisterer i dag og samtidig tænke, hvordan vi kan komme snobberiet mellem erhvervskoler og gymnasier til livs ved at eleverne få fælles referencerammer og dermed måske kultur. Den eksisterende Mulighed for en 5-årig erhvervsuddannelse med gymnasiale fag, der giver adgang til f.eks ingeniørstudiet er et godt eksempel. Men uddannelsen ligger stadig fysisk på de tekniske skoler - langt fra gymnasierne. Et andet eksempel: så vidt jeg ved, kan du ikke tage nogle fag på akademiniveau og andre på kandidatniveau. Bl.a fordi det er to forskellige uddannelsesinstitutioner, der både fysisk og administrativt herunder økonomisk er adskilt.
Derfor kommer jeg med Campus tanken (kald det noget andet) Det er en fordel, at du kan have alle niveauer og fag samlet på samme - enorme - sted for fleksibilitetens skyld En hel uddannelsesby med eleverne/de studerende cyklende rundt mellem undervisningsstederne. Hvilket også er ulempen. Superuddannelsesbyer som Supersygehuse!! Men Campus kan vel også blot være administrative fællesskaber med fælles økonomi, hvor det er muligt at tage dele af en erhvervsuddannelse samtidig med at du læser gymnasiale fag på gymnasiet. Man skulle vel nok kunne flytte sig rundt i Aarhus fra teknisk skole til gymnasiet, eller fra VIAUC til UNI. Der er rigtig meget, der skal gennemtænkes før en model for fleksibilitet kan blive til at håndtere. Derfor skriver jeg blot, at den skal tænkes anderledes, og Campusmodellen er en kendt måde at tænke anderledes.
Med hensyn til basisøkonomi på baggrund af befolkningsunderlag, kan det godt være, at det er en dårlig ide. En Campus på Lolland ville vel have et befolkningsunderlag med hele Sydsjælland op til Næstved og Præstø. Men det er vigtigt, at taxametersystemet bygges ovenpå en basisøkonomi, der modvirker utryghed og dermed gør, at man trygt kan tænke innovativt
Bedste hilsner, Christa

Kære alle
Vi har haft et møde i Nordsjælland med deltagelse af Pofo-medlemmer og suppelanter. Vi har følgende kommentarer: Først vil vi sige tak for det store arbejde, som I har lavet :slight_smile:
Dernæst vil vi foreslå, at man reviderer strukturen på selve forslaget. Det kan godt formuleres på mindre plads, og i en vision skal der primært være fokus på det man vil og mindre på det man ikke vil, eller synes er dårligt.
Det er vigtigt, at mærkesagerne tager sit udgangspunkt i en viden om, hvad der allerede er sat i værk, så man ikke kommer med noget ´’nyt’, der ikke er nyt.
Vi synes, at man skal definere sin vision ud fra de behov og ønsker der er samt inddrage hele det område, som omhandler ‘læringslivet’ efter niende klasse - også voksne.
Vi synes, at man godt kunne inddrage Alternativets tanker om 4.sektor-virksomheder.
Alternativets holdning til økonomien (taxameter) kunne også være med.
Knus fra Nordsjælland <3

1 Like

@Amalie vedr. 3.2 Jeg kan godt se, at det er lidt kryptisk formuleret, men med 3.2 (Forslag der udgør revisioner af det eksisterende system og som delvis allerede er i spil i det politiske liv) mener jeg, forslag som udgør reformer af det eksisterende system (fx mere uddannelsesvejledning) og som ikke ændrer ved det, men blot udvikler det, og som også ofte er forslag, som ligner noget, vi allerede kender eller som er del af den eksisterende uddannelsesdebat (fx noget som andre partier også arbejder for).

@Christa. Super spændende idé, der ligger i dit Campus-forslag. Det er en enkel, men radikal, idé, som vil bryde den eksisterende stive struktur op og skabe langt flere valgmuligheder. Jeg tror, der er et enormt innovativt potentiale i at blande praktiske færdigheder/erhvervsrettethed og videregående uddannelser/akademisk viden
(hvorfor har vi fx ikke videregående maduddannelser, der integrerer iværksætteri, innovation, produktudvikling, kulturforståelse, design etc. Som kok kan du slet ikke få videregående uddannelse i DK).
Jeg tror også, at det på ungdomsuddannelsesniveauet er vigtigt at få de forskellige uddannelser til at befinder sig fysisk samme sted, så der også kan udvikle sig en ny og fælles ungdomskultur (som i dag er meget opdelt). Måske skal der ikke laves ’super-campus’er’, men jeg synes godt, at man kan få uddannelsesområdet til at fylde og lyse op – meget gerne på en mangfoldig og innovativ måde. Faktisk burde uddannelsesinstitutionerne stå som symbolske kulturelle fyrtårne mindst på niveau med andre centrale kulturinstitutioner – og det kunne være interessant med noget eksperimenterende arkitektur her.

Til spørgsmålet om karakterer: Jeg synes, at Alternativet skal arbejde for at genindføre den gamle karakterskala, som belønnede originalitet og selvstændighed og som åbnede mulighed for, at man kunne præstere på mange niveauer (og ikke kun et, som nu: 12). Før kunne man være lidt selvstændig og få 7, eller lidt mere original og få 9, 11 eller 13. Man kunne også i varierende grad være reproducerende og få 6,8 eller 10. Karakterskalaen bør under alle omstændigheder tilføjes muligheden for at blive praktisk dygtig (dvs. der skal gives karakterer i praktiske færdigheder på linje med boglige færdigheder)

Og til slut et tillægsforslag: Jeg synes, at Alternativet skal arbejde for at lave pop-up uddannelser i landområder med langt til uddannelser (men i samarbejde med dem). Hvis man fx kan samle 5 unge, der vil være kok, tømrer, lærer eller andet kan man lave en uddannelse lokalt tilpasset dem – og i samarbejde med lokale virksomheder og institutioner.

1 Like

I forhold til det med karakterer, så er jeg enig i, at karakterskalaen mangler nuancer. Når man vil et opgør med karakterer så er det fordi de fylder for meget i undervisning og fordi forskningen viser, at karakterer ikke gør noget godt for læringen. Det gør andre evalueringsformer til gengæld som vi gerne vil fremhæve.

Ungdomsuddannelsesprogrammet er velmenende og ordrigt, men går på linje med de andre politiske partier uden om det grundlæggende problem. SE HER:

Jævnligt drøftes restgruppe-problemet: En stor gruppe unge falder ud af uddannelsessystemet.
Lige nu er der stille om sagen, så det kan måske være en anledning til at tage den op.
Igennem et halvt århundrede har problemet eksisteret og meget er forsøgt, men udelukkende i småtingsafdelingen. At op imod ¼ eller mere falder ud af uddannelsessystemet rokkes der ikke ved.
Men nervøsiteten over de mange forsømmelsers politik begynder at brede sig.
“Manglen på kvalificeret arbejdskraft har vi i Dansk Metal, og ofte sammen med Dansk Industri, længe råbt højt om. Og der ligger da også et erklæret politisk mål om, at 30 procent af en ungdomsårgang skal vælge en erhvervsuddannelse i 2025.
De seneste tal fra Undervisningsministeriet viser dog, at kun 18,5 procent af afgangseleverne fra folkeskolen i år har søgt ind på en erhvervsuddannelse. … Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd kommer de danske virksomheder i jern-og maskinindustrien til at mangle 30.000 faglærte allerede i 2025. Og den økonomiske gevinst ved at undgå denne mangel er betragtelig.
Rådet vurderer, at manglen på faglærte vil koste Danmark 26 milliarder kroner om året på BNP,” skrev cheføkonom i Dansk Metal, Thomas Søby, i september.

Hovedårsagen til miseren, har man ikke villet røre ved: Den danske skolestruktur. Den har sin rod i den sorte skole med almueskolen i bunden og latinskolen i toppen. Almueskole er blevet til folkeskole, men det er stadig tilegnelsen af det boglige, der styrer. Denne ensidighed er roden til meget.

En 4. klasse holder juleafslutning.
En af klassens faglærere kommer på visit, mens eleverne er godt i gang. Især en af drengene tiltrækker lærerens opmærksomhed. Drengen spiller på sin violin, så det er en lyst. Tonerne lyser fra ham; han udstråler kunnen, selvtillid og livsglæde. Læreren kender ham fra et fag, hvor det vigtige er ord og bogstaver. Dem har drengen det ikke har det så godt med. Med greb om violinen er han helt i sit es.
Vi befinder os på en Steinerskole. Her ved man, at musikken former og danner og kan løfte de bogligt svage. Den pædagogiske forskning både her og i udlandet har for længst påvist, at tager vi en time fra dansk og matematik og bruger den på musik, er det ikke bare sådan, at eleverne nu også lærer musik; de bliver ikke svagere i de fag, hvor timerne hentes, tværtimod. Endnu bedre bliver det, når vi føjer flere kunstneriske og praktiske fag til skolepaletten.
Den danske folkeskoletradition bygger på mere af “det onde”. Har eleven det svært i dansk, skal eleven have mere danskundervisning. Med den metode er der fremkaldt oceaner af skoletræthed. I disse år, hvor kursen er blevet skærpet med test- og konkurrenceræset, leverer skolen i voksende grad input til psykiatrien.
Som altid er det de svageste, der bliver ramt. De andre klarer sig - på trods af skolens ensidighed, selv om de også begrænses af den.
“Den snævre boglige tilgang og udgrænsningen af andre fagligheder hæmmer social mobilitet og fremmer uddannelsessnobberiet,” skriver SFI-direktør Agi Csonka i sin nyligt udkomne ‘Hvordan får vi mere lighed i uddannelse?’.
Agi Csonka konstaterer, at hvis vi vil have flere - og gerne flere fra de øvre sociale lag - til at søge mod erhvervsuddannelser, så må eleverne erfare, “at formgivning og bearbejdning af den fysiske verden tages lige så alvorligt som den boglige tilgang … de veluddannedes børn får aldrig “prøvet af, om de skulle have klogere hænder end hoveder.
Politikerne nøjes med, som hun skriver, at “tale erhvervsuddannelserne op ved festlige lejligheder”. Csonka vil bruge den understøttende undervisning til at dreje skolen i den musiske og praktiske retning.
Glimrende.
Men rækker det? For hvordan får vi has på det uddannelsessnobberi, som politikerne har fodret gennem generationer?

I de mest sårbare ungdomsår skal de unge vælge uddannelses- og livsvej. Dette valgcirkus cementerer de sociale forskelle og burde for længst have været opblødt.
I dette forløb ofrer man endnu engang de svageste, som gennemgående har det svært i hele folkeskoleforløbet. Og når de - helt forudsigeligt falder ud af ræset - parkerer man dem i særordninger, der ikke fjerner problemet og derfor jævnligt nyindrettes, som de politiske vinde blæser.

Drenge, der udviser en efter alderen naturlig adfærd og ikke kan leve op til stillesidning og den forcerede læseindlæring i indskolingen, diagnosticeres af psykologen og medicineres af lægen. Dermed prædestineres de til at tabe i uddannelsesræset.

Nok så meget erhvervs- og uddannelsesvejledning i 7.-9-klasse kan ikke kompensere herfor. Hele vejledningscirkuset er underlagt den nedsivede overklassenorm: gymnasiet er det rigtige.

Det forcerede og unaturligt frempressede valg af livsvej i de sårbare ungdomsår er som skabt til at gøre ondt værre. Al denne forcering undergraver børns og unges selvtillid og underminerer deres muligheder for at klare sig senere i livet. Det er utroligt, at skiftende ministre kan blive ved med at undre sig over, at op imod ¼ af en ungdomsårgang falder ud af systemet og kræve handling - af alle andre end dem selv.

Folkeskolereformen skulle gøre skolen mere alsidig, men intet lykkes ved at gå diktatvejen.

Dertil kommer, at reformen kun er halv eller kvart eller endnu mindre. Der er jo ikke gjort op med den faglige ensidighed. Praktiske, håndværksmæssige og kunstneriske fag placeres fortsat i anden række.

Folkeskolen er skruet op på, at der skal vælges livsvej i 9. klasse.
Valget bliver selvfølgelig forældrenes. De sociale skævheder bekræftes. Dette forlorne valgcirkus er et løbende overgreb på de svage unge.
Overklasseungerne ved jo godt , at gymnasiet er skabt til dem.

Dertil kommer, at man over lang, lang tid har holdt liv i det særligt udviklede forhindringsløb, som venter dem, der vælger en erhvervsuddannelse. Tænk hvis det var overklasseungerne, der blev stoppet på deres vej gennem gymnasiet, fordi de ikke kunne få en praktikplads!
Sikke et ramaskrig fra veletablerede forældre og politikere.
Det problem ville hurtigt blive løst.

”Men jeg kunne ikke få praktikplads, og så kunne det ligesom være lige meget,” udtalte en erhvervsskoleelev til Politiken. Mange skifter spor eller ender i lediggang.

Gennem årtier har der været ævlet - rent ud sagt - om hvordan flere kan bringes til at vælge en erhvervsuddannelse samtidig med, at man lader det uløste praktikpladsproblem lægge gift for sagen.

Der har været talt og talt om skævheden i uddannelsessøgning og manglen på praktikpladser.

Men de gymnasiefikserede politikere har ikke villet gøre noget ved sagen.

”Det mest brændende spørgsmål i den danske uddannelsespolitik lyder: Hvad skal der gøres ved, at hver femte elev farer vild på vejen fra skolen til en uddannelse? … Problemet er gået i arv fra regering til regering og har gjort målsætningen om uddannelse til alle til en smuk hensigtserklæring, som aldrig har været i nærheden af at blive en realitet. … Fandtes der en snuptagsløsning, var den grebet for længe siden,” skrev Politikens Jacob Fuglsang 22/1-2016. Han havde fuldstændig ret - bortset fra sidste sætning.

For løsningen ligger lige for.

Og har ligget der i over 40 år.

Sidste gang den blev præsenteret var i Informations kronik den 11. Februar 1981.

Overskriften var “Gymnasiet må væk”.

Forfatteren var Danmarks førende uddannelsesforsker, Erik Jørgen Hansen (1935-2017), der skrev: “… jo før gymnasiet ryddes af vejen desto bedre. Gymnasiet fastholder en ulighedsskabende sondring mellem teoretisk og praktisk arbejde (og) blokerer for en styring af uddannelserne i retning af de samfundsmæssigt nødvendige kvalifikationer …”

Forslaget blev ignoreret. Folketingets sammensætning siden jordskredsvalget 1973 var ikke til ægte reformer på uddannelsesområdet og sådan har det været lige siden.

1973-valget satte punktum for den socialdemokratisk-radikale dagsorden: større lighed gennem uddannelse.
Bestræbelserne begynder i 1930’erne med den radikale undervisningsminister Jørgen Jørgensen (1888-1974) og fortsatte i hans anden periode fra 1957.
Resultatet var skoleloven af 1958, der skabte lighed mellem land og by og tog et første livtag med overklassens uddannelsesprivilegier. De konservative var rasende, men Jørgen rejste landet tyndt og talte sin sag med samme rolige stemmeføring i mange ophidsede forsamlinger. Hans genistreg var at sikre et bredt forlig ved at inddrage skolemanden, den senere statsminister Poul Hartling (V). Det var før afviklingen af Højskole-Venstre.

De konservative stod som altid uden for skoleforlig. De kom først med, da Venstre med den nationalkonservative Anders Fogh Rasmussen i spidsen skippede Venstres skolepolitik og gjorde fælles sag med de konservative i kampen for den sorte skole.
Med 1958-skoleloven blev der taget et afgørende skridt i retning af større lighed, idet den tidlige deling efter 4. eller 5. klasse efterhånden faldt væk. Reformværket blev videreført af Jørgensens efterfølger fra 1961, K. Helveg Petersen(1909-97) med tilnavnet “Unge Helveg” (“Gamle Helveg” var hans søn Niels).
Næste skridt på vejen mod folkets skole blev taget af Knud Heinesen(S), der i sin undervisningsministertid 1971-73 fik udvidet undervisningspligten fra syv til ni år. Men Heinesen havde videregående planer. Under ledelse af den socialdemokratiske nestor og uddannelsespolitiske pioner, undervisningsdirektør Sigurd Højby, afgav det såkaldte Højbyudvalg i 1973 betænkning om en gennemgribende reform af skolestrukturen. Skoleforløbet skulle gøres 12-årigt med en bred vifte af uddannelsestilbud til de 16–19 årige. Hensigten var at fjerne det skarpe skel mellem grundskole og ungdomsuddannelser og skabe balance mellem teoretiske og praktiske uddannelser.

Jordskredsvalget satte bom herfor.

Heinesens og Højbys reformværk kunne have løst restgruppeproblemet, inden det blev rigtig alvorligt, ved at nærme sig en 12-årig undervisnings/uddannelsespligt. I stedet frøs uddannelsespligten fast ved de 9 år.
Forklaringen på den misere er, at borgerligheden frygtede for sit kære, elitære gymnasium, som af samme grund mistede sit elitære præg og blev en alt for opreklameret fortsættelse af den faglige ensidighed, der præger folkeskolen, der af samme grund er blevet belastet af en voldsom konkurrencekultur, som videreføres i gymnasiet - til skade for de unges alsidige udvikling og almene dannelse.

Snuptagsløsningen findes, og det har den gjort i over fyrre år.
Den kunne have været virkeliggjort, men det langvarige politiske mudder, der blev følgen af jordskredsvalget 1973 ,umuliggjorde det stabile uddannelsespolitisk flertal, der kunne have båret løsningen igennem. I stedet blev uddannelsespolitikken til markeringsfelt for politikere på jagt efter billige point, og efter 1982 blev uddannelsespolitikken offer for Bertel Haarders ideologisk bestemte påfund og finansministeriets økonomistiske vildfarelser af nyliberalistisk aftapning.
De uddannelsespolitiske særinteresser blomstrede. Det gør de stadig; man kan altid enes om én ting: Der findes ingen snuptagsløsning, for gjorde der det, var den grebet for længe siden.

26/1-2016 satte V-regeringen tal på miseren.
”Unge, der hverken er i uddannelse eller i arbejde, koster statskassen milliarder.”
Skønnet var 15 milliarder årligt.
Endnu engang kunne en fremtrædende politiker finde de store ord frem. Social- og indenrigsminister Karen Ellemann erklærede:
”Vi står på en brændende platform. Vi har som samfund ikke råd til, at så mange mennesker står udenfor. Det er en enorm økonomisk og menneskelig pris, vi betaler.”
Det menneskelige kommer med på en flot andenplads - efter pengene.

Og hvilken løsning præsenterede ministeren?
Hør blot:
“Nu må forældrene tage ansvar!”

Ministeren befandt sig åbenbart godt på sin brændende platform, som hun gav videre til efterfølgeren.

Der er ingen nem løsning, ynder politikere, eksperter og kommentatorer at sige. Men løsningen ligger lige for, selv om politikerne har brugt over 40 år på at overse den. De foretrækker at bruge tiden på at beklage de mange symptomer på et dårligt fungerende ungdomsuddannelsessystem og rette hist her med ”reformer”.

Jævnligt er der fokus på, at erhvervsuddannelserne savner status:
”Forældre presser unge i gymnasiet. Der er mere status i gymnasiet end i en erhvervsuddannelse,” skrev Politiken 16/11 2012.
Politikernes påfund var at bruge karakterkrav til at vanskeliggøre adgangen til erhvervsuddannelserne og dermed øge tilgangen til restgruppen.

Hvis vi skal løse problemet, må vi finde en vej uden om uddannelsessnobberiet.

Alle ungdomsuddannelser må sikres samme status.
Gymnasiets attråværdighed har sin rod i dets historiske funktion som eliterekrutteringens hovedvej. Men i dag, hvor gymnasiet ikke rummer ca. 2 % af en ungdomsårgang som i begyndelsen af det 20. århundrede eller ca. 8 % som i 1960’erne, men ca. ½ af en ungdomsårgang, er situationen en anden. Gymnasiet forsyner os med et uddannelsesproletariat, som havde været bedre hjulpet med en erhvervsuddannelse.

En ny skolestruktur med en 12-årige uddannelsespligt ville sikre, at langt færre faldt ud. Det ville ikke være nødvendigt at fremtvinge tidlige erhvervsvalg til skade for især de usikre og svage.
I ungdomsårene skal fagudbuddet være bredt, valgene skal være glidende; det skal være muligt at skifte retning uden postyr og tab af tid.

Forældres gymnasieambitioner vil få sværere ved at hindre en ung i at sigte mod en attrået erhvervsuddannelse.

Når 12. klasse er afsluttet vil langt flere end i dag være godt i gang med en erhvervsuddannelse; andre vil være pænt studieforberedte, og flere vil kunne gå videre med et solidt fundament af selvtillid, kunnen og almen dannelse.

Med den 12-årige uddannelsespligt kan al ungdomsuddannelse samles under én og samme studenterhue.

Valget kan falde på den med størst prestige.

Kald bare det hele for gymnasiet, hvorved ordet nærmer sig sin oprindelige betydning: en træningsplads med vægt på fysiske færdigheder.