Er du enig med mig i, at det er tid til et opgør også med socialdemokraternes knæfald for neoliberalismen og konkurrencestaten? Er du enig med mig i, at Alternativet offentligt skal give udtryk for, at partiet er imod neoliberalismen og konkurrencestaten?
“Konkurrencestaten som både mål og målestok
En af de mest markante og ærlige politiske udtalelser i 2013, der kaster lys over socialdemokratiets ageren i regeringen, kom i september måned fra Bjarne Corydon, da han i Politiken fastlog, at konkurrencestaten var socialdemokraternes mål. ”Jeg tror på konkurrencestaten som den moderne velfærdsstat”, lød det således fra den socialdemokratiske finansminister.”
“I konkurrencestaten er det politiske mål således først og fremmet at mobilisere nationalstatens indbyggere til at indgå i den globale økonomiske konkurrence med andre nationalstater. I velfærdsstaten var hovedmålet at skabe lighed mellem landets borgere og rettigheder var universalistiske. I konkurrencestaten står der imidlertid ikke længere en forestilling i centrum om at sikre den enkelte borgers demokratiske og sociale rettigheder, men hovedmålet er derimod nu optimeringen af virksomhedernes konkurrenceevne ved at skabe den størst mulige effektivitet og udnyttelse af den enkeltes arbejdsevne.
Borgerens eneste værdi i konkurrencestaten er evnen til at indgå i og underordne sig produktionslivets behov. Enten ved at indgå disciplineret og nøjsomt i produktionen – eller ved målrettet at forberede sig på så hurtigt som muligt at komme til at indgå i den - og ikke på nogen måde udfordre de betingelser det foregår under. Arbejdets status har forvandlet sig fra at være en økonomisk nødvendighed for den enkelte til i stedet at være en art ’moralsk pligt’ for borgerne.
Samfundet består med andre ord ikke længere af demokratisk medborgere, men af simple arbejdskraftressourcer, som staten skal mobilisere. Den konkurrencestatslige politik er således et afgørende brud med hele med den del af den socialistiske tradition (herunder væsentlige dele af socialdemokratiet), der netop fokuserede på menneskets frigørelse og demokratiseringen af hele samfundet – herunder produktionslivet.
Idealet er den sunde og ranke og disciplinerede produktive samfundsborger – der uden at kny tilpasser sig autoriteternes skiftende krav og som ikke gennem forkert livsstil gør sig potentielt omkostningstung.
Når konkurrencestaten er såvel endemålet som målestokken borgernes vurderes ud fra, så ses der selvsagt også med skepsis på de borgere, der i en konkurrencestatslig optik ikke opfattes som ’produktive nok’ ved ikke i tilstrækkelig grad at formå at kunne tilpasse og underordne sig produktionslivets umiddelbare krav. Eksempelvis mennesker med sociale problemer, mennesker med handicap, arbejdsløse og ikke mindst børnene og de unge. Netop de grupper som den siddende centrum-venstre regering målrettet har forringet rettigheder og vilkår for i løbet af sin korte levetid.”
“At konkurrencestaten netop er det samlede politiske projekt for den siddende regering og socialdemokraterne, selvom flere socialdemokratiske politikere ikke bryder sig så meget om at benytte selve ordet, understreges af et andet interview fra august 2013, som ellers ikke vakte den store opsigt. Berlingske Tidende havde således bedt Christina Antorini fremlægge sin drøm om, hvordan hun mener et drømme-Danmark skal indrettes i 2050. Den giver på mange måder et tankevækkende billede af, hvad det egentlig er topministre i den siddende regering har som deres langsigtede positive mål.”
“Den socialdemokratiske undervisningsministers drømme-Danmark er et land, hvor fagforeningerne omsider er knækket som organisationer for kollektiv interessevaretagelse, og ministeren glæder sig til at kollektive overenskomster stort set er afskaffet til fordel for ”individuelle aftaler på virksomhederne”, og hvor eksempelvis reguleringen af arbejdstid er afløst af arbejdsuger, der skifter vilkårligt fra uge til uge afhængig af de opgaver ledelsen udstikker.
I 2050 arbejder borgerne mere eller mindre til de dør, og således underviser bedsteforældre efter pensionsalderen eksempelvis i skolerne i form af den såkaldte ”Morfarordning”, som ministeren kalder det i sin vision. Daginstitutioner er fusioneret med skolerne, og barndommen er således fuldstændig skolegjort.
Samtidig er borgerne i Antorinis drømme-Danmark i realiteten underkastet et benhårdt regime af konstant optimering af egne kvalifikationer på arbejdsmarkedet. Hun ønsker ligefrem en revision af Grundloven, som udvider den nuværende undervisningspligt med en »lære-hele-livet-paragraf«, der forpligter borgerne til at søge kontinuerlig videreuddannelse gennem alle livets faser.
Eller som ministeren siger: »Hvis mine børn bidrager bedst til samfundet ved at tage en uddannelse, så har jeg som forælder en forpligtelse til at sørge for det. Hvis de kan tage et arbejde, så skal de tage et arbejde”.
Samfundets borgere (uanset alder) har således kun værdi i den udstrækning de enten indgår i arbejdslivet – og her vel at mærke er indstillet på et grænseløst arbejde underordnet arbejdsgiverens behov – eller konstant søger at (op)kvalificere sig til produktionens behov (det være sig af varer eller tjenesteydelser).
Det er påfaldende som Antorinis konkurrencestatslige vision om forholdet mellem borger og produktionsliv giver associationer til en slags bizar privatkapitalistisk udgave den totale underordning af menneskene under produktionens behov, som ellers kendetegnede den hedenfarne arbejder- og bondestat på den anden side af Østersøen.”