Farvel til industrisamfundet – goddag til velfærdssamfundet!
Det tager omkring 100 år for at nye ideer kan slå igennem og blive til virkelighed i samfundslivet. Nok vedtager vi grundloven i 1849, men parlamentarismen bliver først en samfundsmæssig realitet ved grundlovsændringen i 1953, hvor vi får ét folketing, som rummer den lovgivende og udøvende magt.
Efter 2. verdenskrig kommer ideen om et velfærdssamfund, som med tiden vinder almen tilslutning fra alle partier og i dag betvivler danskerne ikke, at vi vil have et velfærdssamfund, men vi kan ikke rigtig finde formen og bruger uendelige ressourcer på at fastsætte og kontrollere velfærdsloftet. Store Danske definerer velfærdssamfundet således: En velfærdsstat giver borgerne et socialt borgerskab, dvs. retten til et minimum af økonomisk velstand, retten til at nyde godt af samfundets sociale og kulturelle arv samt retten til at leve et civiliseret liv i overensstemmelse med samfundets standarder. Men vi hænger stadig fast i industrisamfundets normer, hvor man skal yde en fastlagt arbejdsindsats for at kunne nyde samfundsgoderne, og vi bruger megen tid og mange kræfter på at kontrollere denne ret til at nyde og pligt til at yde.
Tiden er inde til at gøre endeligt op med industrisamfundets arbejdsnormer og betragte alle former for borgernes ydelser som frie bidrag til den produktive, sociale og kulturelle udvikling i samfundet.
Hvordan ser det så ud i dagens industrisamfund? Som overførselsindkomster er skruet sammen nu, så har vi udviklet et samfund, hvor borgeren uden for arbejdsmarkedet stiller sig i den position, der kræves for at modtage en offentlig forsørgelse. Vi får 500.000 borgere på lykkepiller, som er for psykisk sårbare til at klare kravene på arbejdsmarkedet, vi får flere unge uddannelsessøgende, som er mere interesseret i SU end en ungdomsuddannelse og vi får borgere, der kæmper i årevis for at få en indkomst, der sikrer dem et liv, de nu kan klare på egne betingelser. Den offentlige forsørgelse forpligter borgerne til at have en bestemt – svag – adfærd og begrænser og kontrollerer deres aktiviteter, så vi har skabt et meningsløst hykleri og frataget mennesker deres frihed til at være engageret, skabende og hjælpsomme. Og værre endnu: vi bruger lige så mange ressourcer på at kontrollere, tildele og politisk regulere diverse ydelser, som ydelserne i sig selv koster samfundet.
En dansker, der har et almindeligt arbejde i 37 timer om ugen, forsørger således en anden dansker, som lever af en eller anden form for overførselsindkomst. Det gælder alle typer indkomster, som for eksempel førtidspension, SU, folkepension og barsel (Peter Astrup i Søndagsavisen 10. april 2016). Industrisamfundets moral om at enhver forsørgelsesret modsvares af en defineret forpligtende identitet og adfærd er endt i et absurd spild af liv. Den almindeligt arbejdende borger i dagens Danmark har ret til at være forarget og krænket, hvis den borger, som forsørges, ikke har en bestemt svag adfærd. Det medfører en ekstrem grad af passivitet og ufrihed ved kontrol og overvågning, som indskrænker livet for den forsørgelsesmodtagende borger, men rammer i realiteten alle borgere, som hæmmes i at tage et frirum til aktiviteter, som ikke lige er et almindeligt arbejde.
Hvordan er visionen så om et velfærdssamfund? Ideen er, at hvad der ikke kommer frivilligt, det er ikke effektivt eller udviklende. Så velfærdssamfundet skal sikre alle borgere – nyfødte, børn, unge, voksne og gamle, rige og fattige – en basisindkomst på eksempelvis 10.000 kr. om måneden uden krav om modydelse eller forpligtelse. Denne sikring af et minimum af økonomisk velstand for hver enkelt borger afskriver fuldstændigt industrisamfundets normer. Borgeren bliver frisat til at lægge tid og kræfter og engagement i aktiviteter, som synes værdifulde og fornuftige for den enkelte – og dermed også for almenvellet. Det afskriver samtidig alle kendte former for overførselsindkomster: børnepenge, SU, kontanthjælp, barsel, førtidspension, folkepension… Denne borgerløn vil frisætte borgerne til frivillige aktiviteter båret af evner, engagement og skabende ideer. Vi kender det fra de frivilliges indsats i dag, som giver medmenneskelige og udviklende ressourcer til den professionelle indsats og har en enorm betydning for fritids- og idrætslivet, som vi mener har stor værdi for børn og unges udvikling. Den ulønnede indsats er ligeledes grundlaget i den kunstneriske og kulturelle udvikling. Nabohjælp og omsorg for syge og døende vil ukompliceret og ureguleret få optimale muligheder i velfærdssamfundet. Borgere vil uhindret og uden at skulle foregive en interesse kunne tage en uddannelse, når de har et mål og en lyst til at udvikle nye færdigheder og evner. Iværksættere kan uden bekymring bruge tid på at udvikle nye produkter og markeder. Kunstnere kan frit arbejde med skabende ideer, og borgere, der har brug for et frirum fra arbejdslivet, kan ukompliceret koble af og lade op til et nyt engagement i et arbejde. Med en omvæltende reform har vi afskaffet begrebet svage borgere.
Så er vi kommet frem til det brændende spørgsmål: er der overhovedet nogen, der vil have et almindeligt arbejde? Borgerlønnen – eller den ubetingede basisindkomst – ville sikre en familie med to voksne og to børn (hvis vi tager udgangspunkt i eksemplet) en månedlig indkomst på 40.000 kr. Det sikrer et værdigt eksistensminimum, men det er ikke en herregård, så der er stadig en økonomisk gulerod at hente på arbejdsmarkedet. Men økonomien er slet ikke den eneste tilgang til arbejdslivet. Mennesket lever ikke af brød alene, og med et arbejde følger et fællesskab, en identitet og en oplevelse af at gøre en forskel enten medmenneskeligt eller økonomisk eller begge dele. En stor del af det moderne menneskes identitet er forankret i arbejdet, ja ofte er det en befrielse at komme hjemmefra og være på arbejde. Det er i mange tilfælde kun i en skæv situation med fysiske skavanker eller psykiske følger af en dårlig ledelse, at der er behov for at være uden for arbejdslivet – eller deltage i mindre doser.
På den anden side er det moderne platformsliv ikke gearet til det samme, faste arbejde hele livet. Kultur, samfundsliv og arbejdsliv udvikler sig hurtigt og skiftende i takt med de tekniske og digitale muligheder. Det går utrolig stærkt, så menneskeligt har vi brug for pusterum og eksistentielle frirum som regel i relation til de store og omvæltende begivenheder i livet: fødsel, udvikling og død. Men de skabende og udviklende rum kræver også frihed – det tager tid at formulere nye ideer eller kunstnerisk at skabe nye værker eller iværksætte selvstændige virksomheder. De frirum skal borgerlønnen sikre, så samfundet altid vil have et optimalt udviklingspotentiale.
Og nu kommer det næste brændende spørgsmål: hvem skal nu betale? Hvordan skal velfærdssamfundet finansieres? Det kræver nok en venlig revolution! Hvis vi tager lønningerne først, så starter alle månedslønninger i minus 10.000 kr. – for det er jo den sikrede basisindkomst. En gymnasielærer, som i dag får udbetalt 26.000 kr. efter skat, får således udbetalt 16.000 kr. Eller hvis vi regner med timeløn, så er basistimelønnen – med et årsværk på 1924 timer, som vi bruger det i dag – 62 kr. i timen. Så et eksempel med en timeløn i dag efter skat på 162 kr. vil således blive til en udbetaling på 100 kr. i timen. Det er jo ikke så farligt anderledes og vil få en enorm betydning for erhvervslivet med lavere lønninger. Konkurrenceevnen vil blive væsentligt forbedret, og det er meget vigtigt, når vi kommer til spørgsmålet om skat – statens indtægter, som bl.a. skal finansiere borgerlønnen.
Det er slut med skat på arbejde – det hører til i industrisamfundet, men ikke i velfærdssamfundet. Får gymnasielæreren i eksemplet 16.000 kr. udbetalt, så er det skattefrit. Vedkommende har altså inklusive borgerløn 26.000 kr. til disposition om måneden. Velfærdssamfundet lægger skat på merværdi og finansielle transaktioner. Så med forbedret konkurrenceevne kan der produceres og sælges mere, men der skal betales skat af virksomhedernes profit. En profit på 5 millioner vil skulle aflevere 50% i skat, altså 2,5 millioner kr. Aktionærerne får mindre ud af overskuddet, så det finansielle marked skal levere en stor del af statens indtægter. Det får også betydning for den enkelte borger. Ligesom det er slut med skat på arbejde, så er det også slut med bolig- og ejendomsskat, men køber du hus for 2 millioner og sælger for 2,3 millioner, så skal du betale 50% af gevinsten – og du får ikke noget erstattet ved tab.
I velfærdssamfundet er enhver form for tilskud og fradrag afskaffet, og statens indtægter kommer fra skat på merværdi, finansielle transaktioner og afgifter, som vi kender det i dag. Men er vi så ude i et totalt liberalistisk samfund, hvor enhver er sin egen lykkes smed? Nej, skoler, uddannelser, sundhed og infrastruktur er stadig statens opgave, som vi kender det i dag – gratis eller delvis gratis for borgerne. Da vi har afskaffet kontrollen med borgerne, så kan vi bruge ressourcerne på at hjælpe de borgere, som har problemer med misbrug og levevis eller er udsat for overgreb og mishandling. Her vil socialrådgiveren virkelig komme til sit rette virke, for nu skal der ikke mere udfyldes kontrolskemaer og vurderes, men snakkes og rådgives og henvises. Og selvfølgelig skal en handicappet have hjælpemidler, som ikke kan finansieres af en borgerløn – den skal der jo leves for, ikke behandles for. Med lavere lønninger bliver det muligt at ansætte flere hænder på plejehjem og børnehaver. En stor del af dette skulle kunne finansieres af den skat, vi i de senere år har foræret væk – i sandhed en venlig revolution.
Dette er utopien om det gennemførte velfærdssamfund. Nu kan politikere og regnedrenge tage over, men fri os fra flere lappeløsninger på industrisamfundet. Denne velfærdsmodel giver borgeren den fulde frihed og er i sit grundprincip liberalistisk – du bestemmer selv, hvornår og hvor meget, du vil tjene af penge, og du bestemmer selv, hvornår du vil udvikle og bruge tid på at uddanne dig. Men den er også socialistisk i sit fordelingsprincip: alle borgere skal have gratis/delvis gratis adgang til sundhed, uddannelse, kultur og infrastruktur. Alle borgere skal have lige muligheder og hjælp, hvis evnerne svigter.
Tænk, hvis vi kunne komme videre med disse visioner. Det bliver spændende – og sikkert mere lykkeligt.
Ulla Munksgaard
Gymnasielærer og kasserer i Alternativet Storkreds Sjællands bestyrelse
Ulla