Ubetinget Basis Indkomst

Farvel til industrisamfundet – goddag til velfærdssamfundet!

Det tager omkring 100 år for at nye ideer kan slå igennem og blive til virkelighed i samfundslivet. Nok vedtager vi grundloven i 1849, men parlamentarismen bliver først en samfundsmæssig realitet ved grundlovsændringen i 1953, hvor vi får ét folketing, som rummer den lovgivende og udøvende magt.

Efter 2. verdenskrig kommer ideen om et velfærdssamfund, som med tiden vinder almen tilslutning fra alle partier og i dag betvivler danskerne ikke, at vi vil have et velfærdssamfund, men vi kan ikke rigtig finde formen og bruger uendelige ressourcer på at fastsætte og kontrollere velfærdsloftet. Store Danske definerer velfærdssamfundet således: En velfærdsstat giver borgerne et socialt borgerskab, dvs. retten til et minimum af økonomisk velstand, retten til at nyde godt af samfundets sociale og kulturelle arv samt retten til at leve et civiliseret liv i overensstemmelse med samfundets standarder. Men vi hænger stadig fast i industrisamfundets normer, hvor man skal yde en fastlagt arbejdsindsats for at kunne nyde samfundsgoderne, og vi bruger megen tid og mange kræfter på at kontrollere denne ret til at nyde og pligt til at yde.
Tiden er inde til at gøre endeligt op med industrisamfundets arbejdsnormer og betragte alle former for borgernes ydelser som frie bidrag til den produktive, sociale og kulturelle udvikling i samfundet.

Hvordan ser det så ud i dagens industrisamfund? Som overførselsindkomster er skruet sammen nu, så har vi udviklet et samfund, hvor borgeren uden for arbejdsmarkedet stiller sig i den position, der kræves for at modtage en offentlig forsørgelse. Vi får 500.000 borgere på lykkepiller, som er for psykisk sårbare til at klare kravene på arbejdsmarkedet, vi får flere unge uddannelsessøgende, som er mere interesseret i SU end en ungdomsuddannelse og vi får borgere, der kæmper i årevis for at få en indkomst, der sikrer dem et liv, de nu kan klare på egne betingelser. Den offentlige forsørgelse forpligter borgerne til at have en bestemt – svag – adfærd og begrænser og kontrollerer deres aktiviteter, så vi har skabt et meningsløst hykleri og frataget mennesker deres frihed til at være engageret, skabende og hjælpsomme. Og værre endnu: vi bruger lige så mange ressourcer på at kontrollere, tildele og politisk regulere diverse ydelser, som ydelserne i sig selv koster samfundet.
En dansker, der har et almindeligt arbejde i 37 timer om ugen, forsørger således en anden dansker, som lever af en eller anden form for overførselsindkomst. Det gælder alle typer indkomster, som for eksempel førtidspension, SU, folkepension og barsel (Peter Astrup i Søndagsavisen 10. april 2016). Industrisamfundets moral om at enhver forsørgelsesret modsvares af en defineret forpligtende identitet og adfærd er endt i et absurd spild af liv. Den almindeligt arbejdende borger i dagens Danmark har ret til at være forarget og krænket, hvis den borger, som forsørges, ikke har en bestemt svag adfærd. Det medfører en ekstrem grad af passivitet og ufrihed ved kontrol og overvågning, som indskrænker livet for den forsørgelsesmodtagende borger, men rammer i realiteten alle borgere, som hæmmes i at tage et frirum til aktiviteter, som ikke lige er et almindeligt arbejde.

Hvordan er visionen så om et velfærdssamfund? Ideen er, at hvad der ikke kommer frivilligt, det er ikke effektivt eller udviklende. Så velfærdssamfundet skal sikre alle borgere – nyfødte, børn, unge, voksne og gamle, rige og fattige – en basisindkomst på eksempelvis 10.000 kr. om måneden uden krav om modydelse eller forpligtelse. Denne sikring af et minimum af økonomisk velstand for hver enkelt borger afskriver fuldstændigt industrisamfundets normer. Borgeren bliver frisat til at lægge tid og kræfter og engagement i aktiviteter, som synes værdifulde og fornuftige for den enkelte – og dermed også for almenvellet. Det afskriver samtidig alle kendte former for overførselsindkomster: børnepenge, SU, kontanthjælp, barsel, førtidspension, folkepension… Denne borgerløn vil frisætte borgerne til frivillige aktiviteter båret af evner, engagement og skabende ideer. Vi kender det fra de frivilliges indsats i dag, som giver medmenneskelige og udviklende ressourcer til den professionelle indsats og har en enorm betydning for fritids- og idrætslivet, som vi mener har stor værdi for børn og unges udvikling. Den ulønnede indsats er ligeledes grundlaget i den kunstneriske og kulturelle udvikling. Nabohjælp og omsorg for syge og døende vil ukompliceret og ureguleret få optimale muligheder i velfærdssamfundet. Borgere vil uhindret og uden at skulle foregive en interesse kunne tage en uddannelse, når de har et mål og en lyst til at udvikle nye færdigheder og evner. Iværksættere kan uden bekymring bruge tid på at udvikle nye produkter og markeder. Kunstnere kan frit arbejde med skabende ideer, og borgere, der har brug for et frirum fra arbejdslivet, kan ukompliceret koble af og lade op til et nyt engagement i et arbejde. Med en omvæltende reform har vi afskaffet begrebet svage borgere.

Så er vi kommet frem til det brændende spørgsmål: er der overhovedet nogen, der vil have et almindeligt arbejde? Borgerlønnen – eller den ubetingede basisindkomst – ville sikre en familie med to voksne og to børn (hvis vi tager udgangspunkt i eksemplet) en månedlig indkomst på 40.000 kr. Det sikrer et værdigt eksistensminimum, men det er ikke en herregård, så der er stadig en økonomisk gulerod at hente på arbejdsmarkedet. Men økonomien er slet ikke den eneste tilgang til arbejdslivet. Mennesket lever ikke af brød alene, og med et arbejde følger et fællesskab, en identitet og en oplevelse af at gøre en forskel enten medmenneskeligt eller økonomisk eller begge dele. En stor del af det moderne menneskes identitet er forankret i arbejdet, ja ofte er det en befrielse at komme hjemmefra og være på arbejde. Det er i mange tilfælde kun i en skæv situation med fysiske skavanker eller psykiske følger af en dårlig ledelse, at der er behov for at være uden for arbejdslivet – eller deltage i mindre doser.
På den anden side er det moderne platformsliv ikke gearet til det samme, faste arbejde hele livet. Kultur, samfundsliv og arbejdsliv udvikler sig hurtigt og skiftende i takt med de tekniske og digitale muligheder. Det går utrolig stærkt, så menneskeligt har vi brug for pusterum og eksistentielle frirum som regel i relation til de store og omvæltende begivenheder i livet: fødsel, udvikling og død. Men de skabende og udviklende rum kræver også frihed – det tager tid at formulere nye ideer eller kunstnerisk at skabe nye værker eller iværksætte selvstændige virksomheder. De frirum skal borgerlønnen sikre, så samfundet altid vil have et optimalt udviklingspotentiale.

Og nu kommer det næste brændende spørgsmål: hvem skal nu betale? Hvordan skal velfærdssamfundet finansieres? Det kræver nok en venlig revolution! Hvis vi tager lønningerne først, så starter alle månedslønninger i minus 10.000 kr. – for det er jo den sikrede basisindkomst. En gymnasielærer, som i dag får udbetalt 26.000 kr. efter skat, får således udbetalt 16.000 kr. Eller hvis vi regner med timeløn, så er basistimelønnen – med et årsværk på 1924 timer, som vi bruger det i dag – 62 kr. i timen. Så et eksempel med en timeløn i dag efter skat på 162 kr. vil således blive til en udbetaling på 100 kr. i timen. Det er jo ikke så farligt anderledes og vil få en enorm betydning for erhvervslivet med lavere lønninger. Konkurrenceevnen vil blive væsentligt forbedret, og det er meget vigtigt, når vi kommer til spørgsmålet om skat – statens indtægter, som bl.a. skal finansiere borgerlønnen.
Det er slut med skat på arbejde – det hører til i industrisamfundet, men ikke i velfærdssamfundet. Får gymnasielæreren i eksemplet 16.000 kr. udbetalt, så er det skattefrit. Vedkommende har altså inklusive borgerløn 26.000 kr. til disposition om måneden. Velfærdssamfundet lægger skat på merværdi og finansielle transaktioner. Så med forbedret konkurrenceevne kan der produceres og sælges mere, men der skal betales skat af virksomhedernes profit. En profit på 5 millioner vil skulle aflevere 50% i skat, altså 2,5 millioner kr. Aktionærerne får mindre ud af overskuddet, så det finansielle marked skal levere en stor del af statens indtægter. Det får også betydning for den enkelte borger. Ligesom det er slut med skat på arbejde, så er det også slut med bolig- og ejendomsskat, men køber du hus for 2 millioner og sælger for 2,3 millioner, så skal du betale 50% af gevinsten – og du får ikke noget erstattet ved tab.
I velfærdssamfundet er enhver form for tilskud og fradrag afskaffet, og statens indtægter kommer fra skat på merværdi, finansielle transaktioner og afgifter, som vi kender det i dag. Men er vi så ude i et totalt liberalistisk samfund, hvor enhver er sin egen lykkes smed? Nej, skoler, uddannelser, sundhed og infrastruktur er stadig statens opgave, som vi kender det i dag – gratis eller delvis gratis for borgerne. Da vi har afskaffet kontrollen med borgerne, så kan vi bruge ressourcerne på at hjælpe de borgere, som har problemer med misbrug og levevis eller er udsat for overgreb og mishandling. Her vil socialrådgiveren virkelig komme til sit rette virke, for nu skal der ikke mere udfyldes kontrolskemaer og vurderes, men snakkes og rådgives og henvises. Og selvfølgelig skal en handicappet have hjælpemidler, som ikke kan finansieres af en borgerløn – den skal der jo leves for, ikke behandles for. Med lavere lønninger bliver det muligt at ansætte flere hænder på plejehjem og børnehaver. En stor del af dette skulle kunne finansieres af den skat, vi i de senere år har foræret væk – i sandhed en venlig revolution.

Dette er utopien om det gennemførte velfærdssamfund. Nu kan politikere og regnedrenge tage over, men fri os fra flere lappeløsninger på industrisamfundet. Denne velfærdsmodel giver borgeren den fulde frihed og er i sit grundprincip liberalistisk – du bestemmer selv, hvornår og hvor meget, du vil tjene af penge, og du bestemmer selv, hvornår du vil udvikle og bruge tid på at uddanne dig. Men den er også socialistisk i sit fordelingsprincip: alle borgere skal have gratis/delvis gratis adgang til sundhed, uddannelse, kultur og infrastruktur. Alle borgere skal have lige muligheder og hjælp, hvis evnerne svigter.
Tænk, hvis vi kunne komme videre med disse visioner. Det bliver spændende – og sikkert mere lykkeligt.

Ulla Munksgaard
Gymnasielærer og kasserer i Alternativet Storkreds Sjællands bestyrelse

6 Likes

Hej Ulla!
Hvor er det dejligt, at du er gået på Dialog. Du sammenfatter så flot fordelene ved en UBI og forklarer en økonomisk model så godt. Jeg ser frem til, at vi får lagt de øvrige økonomiske modeller fra FB- gruppen “Debat om Borgerløn” ind her, og at debatten kan starte her også.

Glæder mig til at mødes og snakke med dig :blush:
:green_heart: Ulla

Hej Ulla

Tak for et spændende og uddybende indlæg omkring borgerløn!

Mvh
Mikkel Klysner

Tak for et fint indlæg. Nu er jeg blevet klogere. Sikke en spændende idé. Lyder fantastisk, koste hvad det vil!

Mvh Matias

Hej Ulla

Tak for et godt indlæg. Jeg vil meget gerne diskutere borgerløn til bunds med dig og resten af Alternativet på et tidspunkt.

Jeg er glad for at du nævner sænkningen i lønniveauet, jeg er skeptisk ift fjernelsen af indkomstskatten og (særligt) boligskatterne - og jeg savner en diskussion af, hvordan vi forestiller os at borgerlønnen skal forholde sig til ind- og udvandring (personer der flytter til Danmark, og personer der ønsker at modtage borgerlønnen og bo et andet sted).

Sidst men ikke mindst savner jeg en dybere diskussion af problemet med folk der går i hundene. Vi kan hurtigt blive enige om, at der er rig mulighed for at gå i hundene med de nuværende systemer. Men et borgerlønssystem kan virke som en fuldt statsautoriseret mulighed for at gå i hundene.

Til sidst et hurtigt spørgsmål, du skriver:

Er det noget du har en kilde på?

Nis https://dialog.alternativet.dk/users/nis

Nis Jørgensen https://dialog.alternativet.dk/users/nis

Medlem

  1. Januar

Hej Ulla

Tak for et godt indlæg. Jeg vil meget gerne diskutere borgerløn til bunds
med dig og resten af Alternativet på et tidspunkt.

Jeg er glad for at du nævner sænkningen i lønniveauet, jeg er skeptisk ift
fjernelsen af indkomstskatten og (særligt) boligskatterne - og jeg savner
en diskussion af, hvordan vi forestiller os at borgerlønnen skal forholde
sig til ind- og udvandring (personer der flytter til Danmark, og personer
der ønsker at modtage borgerlønnen og bo et andet sted).

Sidst men ikke mindst savner jeg en dybere diskussion af problemet med
folk der går i hundene. Vi kan hurtigt blive enige om, at der er rig
mulighed for at gå i hundene med de nuværende systemer. Men et
borgerlønssystem kan virke som en fuldt statsautoriseret mulighed for at gå
i hundene.

Til sidst et hurtigt spørgsmål, du skriver:

ullalolland:

Og værre endnu: vi bruger lige så mange ressourcer på at kontrollere,
tildele og politisk regulere diverse ydelser, som ydelserne i sig selv
koster samfundet.

Er det noget du har en kilde på?

Kære Nis,
Hvad angår folk, der går i hundene, så skriver jeg til sidst: Da vi har
afskaffet kontrollen med borgerne, så kan vi bruge ressourcerne på at
hjælpe de borgere, som har problemer med misbrug og levevis eller er udsat
for overgreb og mishandling. Her vil socialrådgiveren virkelig komme til
sit rette virke, for nu skal der ikke mere udfyldes kontrolskemaer og
vurderes, men snakkes og rådgives og henvises
. Altså langt mere fokus på
hjælp end vurdering af, om man er berettiget til understøttelse/bistand.
Men dertil kommer, at jeg ikke er så sikker på, at folk går i hundene,
hvis de har deres frihed. I det hele taget er begrebet “de svage” en
opfindelse, som skaber job til mange offentligt ansatte. Måske er folk
svage, fordi det er en indkomstmulighed, men fik de deres fulde frihed, så
ville mange måske udfolde evner og et liv, som var aktivt og havde glæde i
sig. Jeg kender da flere, som bare ønsker “at gå i fred” for at være aktiv
og hjælpsom og have sort arbejde hist og pist.

Og nej, jeg har ikke kilder, men det kunne være sjovt sammen med en
regnedreng/pige at dykke ned en hel dag i Danmarks Statistik - jeg tror,
man vil blive overrasket. Det er i hvert fald et faktum, at det næsten er
fifty/fifty med erhvervsaktive og folk på overførselsindkomster - se Peter
Astrups artikel i Søndagsavisen 10. april 2016).

Ideen til skatteomlægningen fik jeg såmænd fra Alternativet - jeg har bare
radikaliseret den. Det skal der selvfølgelig også regnes på, men noget
tyder på, at der er væsentlig flere milliarder at hente her (jvf. Skattely
og Skats skandaleudbetalinger). Skat fra f.eks. offentligt ansattes er jo
en underlig frem og tilbage udveksling. Hvis man derimod tager folk, der er
ansat i private virksomheder, så er de jo ansat til at skabe merværdi
(gammelt Marx-begreb), og det er her staten skal hente reelle indtægter. Og
jeg kan ikke se andet, end boligskat og ejendomsskat er en håbløs affære.
Der er flere økonomiske transaktioner i boligsalg, som lettere og mere
retfærdigt kunne beskattes.

Hvad angår flygtninge og folk, der er bosat i udlandet, så kan jeg ikke
lige vurdere det, men føler det nok mest konsekvent, at borgerløn går til
danske statsborgere bosat i Danmark. Flygtninge og asylansøgere må vel have
en lignende ordning som i dag.

Min pointe er, at hvis vi skal ud af den spiral af ressoucespild og spild
af liv, så skal der en venlig revolution til og det kræver i høj grad, at
vi gør op med vores vante forestillinger og bliver kulturbrydere - altså
alternative.
Det er skægt at diskutere disse fremtidsvisioner, og jeg glæder mig til at
få gang i polaerne.
:green_heart: Ulla


Besøg emnet
https://dialog.alternativet.dk/t/ubetinget-basis-indkomst/4239/6 eller
svar på denne email for at svare.

Klik her
https://dialog.alternativet.dk/email/unsubscribe/11131df60121809111765abd86251cf1bc567f820c2d08afa554e2795d305e66
hvis du ikke længere vil modtage disse emails.


:green_heart: Ulla

Hej Ulla,

Spændende indlæg, synes bestemt Alternativets flirten med UBI er en af de ting der gør dem aller mest spændende!

Et par hurtige kommentarer, de er ud fra et par hurtige opslag hos danmarks statistik så tag det med et par gran salt, og ret mig endelig hvis nogen har bedre tal
ved en UBI på 10000 kr måndligt skal der bruges ca 690 milliarder, en hel del får naturligvis allerede en eller anden form for overførsel, men vi kan anslå at der skal bruges måske 500 mia, dvs en forøgelse af statens skatteindtægter på ca 50%.

Du foreslår to finansieringskilder: 50% skat på gevinst ved salg af ejendom og selskabskat på 50%

Der sælges omkring 60000 boliger til en gennemsnitlig værdi af 2 mio pr år, samlet 120 mia, og de stiger gennemsnitligt ca 5% i pris (!) dvs denne skat ville inbringe ca (120mia*5%*50%=) 3 milliarder om året

Selskabskatten er nu 22% og indbringer 54 mia, skru denne op til 50% og det vil indbringe ca 73 mia. Hvis der ikke er virksomheder der rykker teltpælene op når danmark fården højeste selskabsskat i verden (…)

Der mangler altså endnu over 400 mia (hvis ellers tal og skøn er nogenlunde rigtige.)

Statens indtægter kommer som det er nu primært fra personlig indkomstskat (50%) og afgifter (30%), der kan rykkes lidt på den balance men du kommer ikke uden om de to poster hvis du vil rejse nært så mange penge.

Jeg vil dog til at starte med på det kraftigste at opfordre til at børn ikke får fuld UBI, det skaber nogle helt utroligt uheldige incitamenter, det bør ikke være en økonomisk byrde at få et barn, men det må aldrig være en overskudsforretning. Omkring 2500 pr barn og eventuelt lavere priser på daginstitutioner ville ikke have denne uheldige effekt.

Hvis jeg må tilføje nogle yderligere overvejelser:
Jeg synes det er vigtigt at gøre sig klart om man ønsker at UBI primært skal muliggøre lediggang eller deltid. Som Nis påpeger er der mange farer ved at mulliggøre lediggang (sikkert også mange muligheder for personlig udvikling men for rigtig mange er det rigtig hårdt at være ledig). Jeg synes målet skal være fuld beskæftigelse, men hvor andelen af deltidsarbejdere er endnu højere end de 25% den allerede ligger på. Det betyder at UBI ikke bør sættes så højt at den kan dække alle udgifter, men blot udgør en bund der sammen med en anden indtægt dækker alle basale behov og gerne med lidt tilovers til valgfrit forbrug. At starte ud med 5000 pr måned forekommer mig et mere målrettet skridt mod det samfund, end med et at give alle borgere nok midler til at leve uden arbejde fra deres første øjeblik. Det vil naturligvis skulle suppleres med en mulighed for yderligere overførsel op til det nutidige niveau for kontanthjælp og dagpenge med krav og opfølgning svarende til det nuværende system, dog gerne i en mere menneskelig og samfundsnyttig form.
Jeg er helt enig i at UBI har fantastiske muligheder for at nedsætte lønnen især på lavtlønsstillinger til gavn for konkurrenceevnen, men det er jo ikke noget staten kan befale da der jo trods alt stadig er nogle millioner i den private sektor. En UBI på 5000 kunne eventuelt sættes op løbende hvis den medførte dette fald i lav- og middellønninger og så indhentes i topskatten når de penge overføres til de højeste lønninger.

En anden overvejelse man bør gøre sig er om man ønsker UBI fordi den er et bedre alternativ til ydelser der træder istedet for arbejde som dagpenge, pension og kontanthjælp, eller et middel til at omfordele indkomst. Den kan for så vidt gøre begge dele, men ideen bliver unægteligt sværere at sælge hvis de to kædes sammen og det ville være tragisk for UBI er det helt rigtige modsvar på de udfordringer arbejdsmarkedet tår overfor i de næste årtier.
Jeg ville derfor foretrække en finansiering gennem indkomstskatten der var så nogenlunde fordelingsneutral:
en forøgelse af arbejdsmarkedsbidraget på ca 10-15%, og en nært tilsvarende nedsættelse af topskatten ville finansiere de 5000 pr måned, men kun medføre en lille forskydning af fordelingen af indkomst til fordel for de laveste indtægtsgrupper, der så kunne forventes at gå ud med faldende eller stagnerende løn til disse grupper.

UBI burde være et projekt ALLE partier kan støtte. Det forbedrer konkurrenceevnen for virksomheder med lavtlønsarbejdere, det muliggør en lang bedre tilknytning til arbejdsmarkedet for deltidsledige, og det lægger op til en langt mindre omkostningsfuld og langt mere værdig understøttelse.
Efterhånden som digitaliseringen tager fart vil UBI og det deltidsarbejdende samfund den mulliggør være en helt nødvendig respons.

Men de fleste danskere trækker stadig på smilebåndet når snakken falder på borgerløn. Hvis de skal tage ideen til sig må den præsenteres i sin mindst omvæltende form.

1 Like

Hej Ulla.
UBI - Om de hundrede år og den uheldige betegnelse “borgerløn”.
Siden du I manchetten indleder med at konstatere, at store forandringer tager lang tid - ca 100 år, vil jeg pege på en artikel i dagens Weekendavis om Kahnemann og Tversky, som har forsket i menneskers naturlige tendenser til at tænke fejl. De to forskere gør bl.a. op med ideen om, at den der ikke kender historien er dømt til at gentage den. Deres forskning viser, at det forholder sig omvendt: Den som tager udgangspunkt i fortiden, tager helt sikkert fejl af fremtiden.
Vi kan ikke være tjent med at tage for givet at væsentlige politiske forandringer tager så lang tid som 100 år, bl.a. fordi vi dermed accepterer at de kommer stadig mere ud af trit med virkeligheden, som forandrer sig stadigt hurtigere.
Som jeg sagt tidligere er Alternativet ikke bare nødt til at skabe nye politikker. Alternativet må ændre både den politiske kultur OG det politiske system, bl.a. fordi det er så langsomt. Alternativet er nødt til at bruge sit eget interne demokrati som forsøgsobjekt for at udvikle et bedre demokrati som fungerer både hurtigere, mere sikkert og giver bedre beslutninger.
Dette emne er i grunden meget mere radikalt end UBI, og jeg nævner det kun fordi du har valgt at indlede med at tage langsomheden for givet.

Mit andet punkt er, at jeg indtrængende vil bede om, at man en gang for alle afskaffer ordet “borgerløn” som betegnelse for UBI, ubetinget basisindkomst eller de tilsvarende begreber. Betegnelsen forekommer i en kommentar til din tekst. Jeg støtter mig her på den danske UBI-organisation “BIEN-Danmark”: Betegnelsen “borgerløn” giver misvisende associationer til UBI. Den stærkeste grund til at undgå betegnelsen “borgerløn” er, at UBI ikke er en løn for noget arbejde. Desuden af mange indviklede grunde, bør UBI heller ikke forbindes med “borgerskab” - hverken i borgerlig eller i statsborgerlig forstand. Så drop venligst betegnelsen i den spand, hvor bl.a. ordet “neger” er havnet.

Kære Andreas,
Dejligt med dine refleksioner, som jeg lidt kort giver respons på, fordi jeg har meget på jobbet lige nu.

  1. Der skal selvfølgelig regnes omhyggeligt på tallene. Føljeton skrev i uge 1: Hvis Skat blot formåede at få 80-90 procent af pengene i statskassen, ville der i dag være solidt overskud på statsbudgettet. Men nej: Skat er brudt sammen. Senest har det vist sig, at Skat mangler at inddrive en skattegæld på over 100 mia. kr. – et beløb, som skal lægges oveni i de 95 mia. kr, som er blevet udbetalt for meget i negativ moms og de 12,3 mia. kr., som den ensomme HK’er Sven udbetalte for meget i udbytteskat-refusion. Plus andre sivende huller.
    Stat, kommuner og regioner har altså nu tæt på 100 milliarder kroner til gode i form af bl.a. ubetalte parkeringsbøder, skattegæld, fejlagtige børnepenge, SU-lån og manglende moms.
    Vi skal tænke virkelig anderledes. Der ligger milliarder i erhvervslivet, men skat på arbejde er det nemmeste, fordi alle lønarbejdere er inde i et cpr-system, som næsten kører af sig selv.
    Jeg har tre indtægtskilder til Staten: Skat på merværdi, skat på finansielle transaktioner og afgifter (moms m.m. som vi kender i dag). Ved skat på merværdi, tænker jeg allerede indbetaling ved ansættelsen af en medarbejder, som man jo ansætter for at skabe merværdi. Hvis en arbejdsgiver udbetaler en månedsløn på 16.000 kr. skal der straks indbetales 50% - 8.000 kr. - til Staten i foreløbig merværdiskat.

  2. Det er meget muligt, at vi skal beholde boligskatten - jeg kan bare ikke se et fornuftigt vurderingssystem.

  3. Du skal ikke være så hurtigt ude med at afskrive børnene. To voksne og et barn vil give familien 30.000 kr. i basisindkomst. Derfor skal en enlig mor med to børn kunne opnå det samme. Vi skal ikke ud i nye indviklede undtagelser og tilskudsordninger. Det skal være enkelt og retfærdigt. Jeg vil godt gå med til, at barn nummer 3 får halv borgerløn og barn nr. 4 og opad får ingenting. Men det bliver et problem med delebørn osv.

  4. Vi skal virkelig gøre op med den forældede moral fra industrisamfundet, at lediggang er roden til alt ondt. Mennesker er af naturen virksomme, hvis de kan se et formål med det eller ikke bliver hæmmet af regler. Kig på frivilligindsatsen - den har et betydeligt omfang i dagens samfundsliv. Se også på arbejdsløse - flere er enormt aktive med sort arbejde og nabohjælp.
    Vi skal se bredt på menneskers arbejde som en indsats på mangfoldige niveauer i samfundet. Det er ikke kun produktion i en virksomhed, som gavner samfundet, det gør sport, kultur, frivillighed, iværksættereksperimenter … og lediggang også.

Jeg tænker UBI, fordi den nuværende form for regulering og kontrol af overførselsydelser forkrøbler mennesker og indskrænker samfundet i et rent ressourcespild. Se Ken Loachs nye film “Jeg, Daniel Blake” og bliv rystet!

  1. Ja, folk vil trække på smilebåndet og alt skal være spiseligt, men kvinderne havde aldrig fået stemmeret, hvis der ikke var sat nogle mål op, som var uspiselige for samtiden. Alternativet skal stå for en politik, der rykker - så skal de andre partier nok få pragmatikken i gang.

Håber det var nok Dialog for nu!
vh Ulla

Hej Ulla,

1 Skat er det eneste ministerie der skaber overskud for staten og det er direkte suspekt at der skæres ned i sådan en afdeling i en sådan grad at de klumrer i deres helt basale opgave. Men det er på marginalerne der snydes, de 100 milliarder er jo opbygget over en årrække, og en god del er det ikke erhvervslivet men helt almindelige borgere der skylder. Men et par ekstra % til skattekisten ville nok være nyttigt.

En mervædiskat er så nogenlunde det samme system som arbejdsmarkedsbidrag, eneste forskel er hvem der står som betaler på lønsedlen og at en merværdiskat kræver noget mere tilpasning; lynhurtigt vil medarbejdernes løn blive justeret ned så den samlede sum svarer nogenlunde til det nuværende - ellers ville langt de fleste virksomheder gå nedenom og hjem.De fleste virksomheder ligger på lidt under 10% i profit
50% er et enormt tal,10-15% kan som sagt gøre det.
De sidste 20 år har den højest indtjenende 1% i Danmark øget sin andel af nationalindkomst med 1,5%-point fra ca 5,5% til ca 7% (ca halvdelen af tilvarende andel i USA) - det 1,5%-point skulle gerne over tid bringes ned igen, men det løser ikke grundliggende nogen udfordringer for velfærdssamfundet.

2 Min pointe var blot at der skal rykkes på indkomstskat hvis der skal skaffes så store summer. Med hensyn til vurderingssystem synes jeg det er meget mystisk at der kan laves opgørelser over afvigelser på tværs af flere salgspriser, men at sådanne ikke kan bruges til at justere systemet. Men der er sikkert en god grund:)

3 Opgørelser over familieøkonomi plejer at vise at børn fylder meget mindre i budgettet. Nedsat overførelse ved 3/4 barn ville løse det mest uheldige incitament, men jeg ville hellere hæve den voksne sats end gøre det til en mulig overskudsforretning at have barn.

4 Dels er der også mange for hvem det ikke fungerer med lediggang. Men mere vigtigt er der stadig behov for at alle der kan yde gør det efter evne. Det der sker i arbejdsmarkedet er ikke endnu at arbejdsløsheden stiger, men at der rykker stillinger fra industrien til servicesektoren især ældrepleje, og nogle til “videns”-stillinger (omkring 65% oftest lavtløns servicesektor, 35% videnssamfund). Vi skal løfte de opgaver der er behov for i servicesektoren, på en måde der ikke medfører den støt voksende økonomiske ulighed vi har set de sidste årtier, gerne nedsætte arbejdsugen til 30 timer og rykke lavtlønnede og arbejdsløse ind i det ordinære arbejdsmarked - og dem der ikke kan ansættes til 30 timer skal gerne ansættes til 10 eller 20 timer om ugen.
Hvis suppleret forsørgelse hvor hele lønsummen går til borgeren, fremfor et symbolsk ekstrabeløb på et par kroner for aktivering, var en mulighed ville jeg forvente at antallet af mennesker i forsørgelsessystemet ville falde drastisk. Det samme i øvrigt med sort arbejde.
De fleste burde kunne finde et deltidsjob med mindst 10 ugentlige timer. Dem der stadig måtte have behov for fuld forsørgelse kunne så få en mere menneskelig behandling i systemet, gerne blot formidling til stillinger der kunne mulliggøre selvforsørgelse.
Målet må være at fordele både byrden og fordelene ved arbejde meget ligeligt.

5 Visioner er fint, men jeg synes også Alternativet har til opgave og målsætning at omsætte de visioner til konkret politik der her og nu kan få opbakning på tværs af de politiske skel, der bevæger sig hen imod visionen et skridt af gangen. Jeg så i hvert fald nødigt at min stemme gik til at visionere i 4 år…

Ideen er rigtig god, men det nævnte set up her er helt ved siden af. UBI skal til hver en tid dække den enkeltes eller families boligomkostninger inkl forbrug, og samtidig sikre borgerne en god fair levestandard, ellers er den usolidarisk og ulighed-skabende. Arbejdsindtægt skal beskattes med en flad skat på 50%. Gevinst ved evt salg af bolig skal være på 80%