Hej Andreas
- meget forsinket og med risiko for, at debatten herude bliver rodet. Du
spurgte d. 27.6. til den mulige problemstilling i at ansætte frivillige i
OFA - side om side med ‘rigtige’ (ulønnede) frivillige.
Jeg svarer med nedenstående, som jeg skrev med det samme … men jeg
syntes, det var for langt og ikke helt klart nok og ville ændre det.
Det er ikke sket, da jeg er syg pt., så her kommer det bare, som det var: (
)
Kære Andreas
Jo, mentalitetsændring - men sådan en har vi netop set gennem de seneste
ca. 20 år, hvor der knap længere er nogen, der undres over eller opponerer
imod, at titusindvis af borgere arbejder uden løn og ordinære lønvilkår -
men i stedet modtager offentlig forsørgelse, også når de arbejder.
Med hvad dertil hører af klientgørelse og stigmatisering, mangel på
personlig frihed, lighed, rimelighed og respekt/selvrespekt, listen er lang.
Det er den aktive beskæftigelsesindsats med begrebet aktivering, der er
årsag til den glidebane, vi her har set i mentaliteten om, hvad arbejde
overhovedet er for noget.
Den offentlige forsørgelse modtages netop ikke som løn for et arbejde -
tværtimod er arbejdet betaling for overførselsindkomsten. Dette utrolige
mentalitetsskift er sket på få år gennem noget for noget-princippet. Med et
mærkværdigt omvendt fortegn.
Med andre ord: Skal man arbejde for overførselsindkomsten, eller skal man
have løn for at arbejde?
Det første har arbejdsmarkedets parter uden videre accepteret, og ligeså et
flertal af danskerne, i hvert fald, dem, der ikke selv er berørte af det.
OFA samler begge dele: Arbejde for overførselsindkomsten - men beløbet er
konverteret til lønindkomst på ordinære vilkår.
Det er grundtanken. Derudover er der masser af muligheder og perspektiver
i, hvordan de lediges ressourcer kan komme i spil som ‘win-win’ for alle
parter.
Men dit egentlige spørgsmål … om frivillige:
Ledige, der arbejder frivilligt, skal modtage løn (OFA). Frivilligt arbejde
udføres altid for et fællesskab, ligesom alt andet (lønnet) arbejde i
samfundet har værdi for samfundet økonomisk og/eller socialt.
Det er netop her, der er en (erklæret) gråzone mellem den offentlige sektor
og det frivillige arbejde, hvor den offentlige sektor samarbejder med den
civile og i høj grad værdsætter og benytter den frivillige/civile indsats.
Ægte frivillig er man dog kun, hvis man kan undvære fordelene ved det
frivillige arbejde. Dvs. at det ikke træder i stedet for et arbejde og
dermed en almindelig meningsgivende indsats og indhold i hverdagen.
Borgere uden for arbejdsmarkedet arbejder netop gerne frivilligt for at
opnå disse fordele. Det gælder både ledige borgere og pensionister.
Mens ‘ægte frivillige’ bruger deres fritid på frivilligt arbejde, og
altså som noget ekstra.
Så ja, - arbejde, der vurderes gavnligt for fællesskabet og udføres af en
ledig borger skal udløse OFA. Samtidig kan folkeskolelæreren og
pensionisten arbejde frivilligt og gratis, fordi de gerne vil yde den
ekstra indsats og tid, de har til overs efter endt arbejde eller endt
arbejdsliv.
I øvrigt behøver det ikke være fx en forening, der pludselig skal stå med
(OFA-)aflønnig af medarbejdere. Princippet om løn versus
overførselsindkomst kan varetages af Jobcentrene/ydelseskontorerne, en
slags OFA-lønafdeling (måske sammenligneligt med et vikarbureau).
Der findes mange foreninger, hvor enkelte er lønnede og flertallet er
frivillige. Der er brug for dem alle.
“Ægte frivillige” kan altid komme til at arbejde frivilligt og altså
gratis. De bør ikke generes af, at andre får en beskeden løn og derved
kommer ud af deres ledighed og ‘gæld’ til det offentlige.
Problemet opstår der, hvor den frivillige arbejdskraft består af ledige
borgere, som samtidig med at de arbejder (af behov for mening i hverdagen,
netværk osv.), alligevel teknisk set er arbejdsløse og skal stå til
rådighed for det selv samme arbejdsmarked, som de allerede bidrager til.
Her er der sammenfald mellem frivillige (ledige) og ledige, der arbejder
gratis eller støttet i ellers ordinært lønnede stillinger
(virksomhedspraktik, løntilskud osv.) i den offentlige og den private
sektor.
De arbejder. Men er samtidig ledige.
Så mentalitetsændringen er egentlig kun den at vende tilbage til det, der
for ikke så mange år tilbage blev anset for en selvfølge - at man får løn,
når man arbejder.
I dag er arbejdsbegrebet udhulet - ingen ved længere, hvad der bør udløse
løn. Noget gør, men rigtig meget andet gør ikke, selv om det er det samme
som det første.
Frivillighedsbegrebet er ligeledes udhulet, når ledige arbejder frivilligt
af nød - af mangel på lønnet arbejde.
Samlet set er der tale om en betydelig del af arbejdsmarkedet, der optages
af ledige borgere, som ikke får løn for deres arbejde, men fastholdes i
ledighed, endda også når de arbejder.
Jeg håber, jeg har gjort mig bare en smule forståelig …
Både princippet og mentaliteten er egentlig meget enkle.
OFA er et skitseret bud på løsning af nogle af de mest åbenlyse skævheder
på arbejdsmarkedet i dag, som ikke alene skaber ulighed og misbrug af ledig
arbejdskraft, men også mistrivsel og tab af ressourcer. En nytænkning af
både beskæftigelsessystemet og arbejdsmarkedet går derfor hånd i hånd.
Og da arbejde, selvrespekt, mening, etc. etc. hører uløseligt sammen med
sundhed og trivsel, er hele problemstillingen også i allerhøjeste grad
socialpolitisk.
Den 27. juni 2017 kl. 11.11 skrev Andreas Gregersen <
webmaster@alternativet.dk>: