Social Psykiatri

Vi har på nuværende tidspunkt ikke defineret en politik omkring social psykiatri. Det skal ændres.
Lad mig høre hvad I tænker omkring socialpsykiatrien i dag.
Er der tiltag nationalt / internationalt der er værd at kigge nærmere på?
Hvad fungerer i dag?
Hvad fungerer ikke i dag?
Hvilke aktører er vigtige at have med i processen, så social psykiatrien rent faktisk hjælper brugerene?
Er der nogen specielle grupper der er mere sårbare, eller nemmere falder mellem to stole?

De ovenstående spørgsmål er bare tanker, så kom med dit indspark. Alt er velkomment, så længe vores debatdogmer og værdier respekteres.

Selvom socialpsykiatri og psykiatri behandling hænger tæt sammen er det alligevel to forskellige områder, fordi det, lidt groft sagt, i vores eksisterende system er to forskellige kasser.
Så som et led i at Torsten får noget mere konkret at arbejde med inden for socialområdet, skal vi blandt andet have fat på socialpsykiatrien.
Jeg holder senere på måneden POLA omkring det, men har brug for jeres indspark til at lave et så kvalificeret POLA som muligt.
Jeg tænker at processen bliver som følger:

  1. Frem til den 20/9 vil der være mulighed for at debatere det her inde.
  2. Den 21/9 afholdes der POLA
  3. Fra den 22/9 til 26/9 får I mulighed for at kommentere på det der er kommet ud af POLA’et.
  4. Den 27/9 sender ejg det samlede materiale til den ekspertgruppe jeg får sammensat.
  5. 1/10 sendes materialet til sammenskrivning med materialet fra de andre POLA’er der har været afholdt på social området. Tanken er, at det skal fremlægges POFO i november 2015.

De bedste hilsner
Lea Lie

3 Synes om

Jeg synes først og fremmest, at det er oplagt at få sat en ramme op for psykiatrien og socialpsykiatrien, som skiller sig som følgende:

Overordnet er det psykiatriske område i Danmark inddelt i distriktspsykiatrien, sygehuspsykiatrien og socialpsykiatrien.

Distrikspsykiatrien
Distriktspsykiatrien tilbyder ambulant og tværfaglig psykiatrisk behandling. Det betyder, at behandlingen foregår enten hjemme hos patienten eller som dagtilbud i distriktspsykiatriens lokaler. Distriktspsykiatrien er tilknyttet sygehuspsykiatrien, men er etableret som lokale enheder. Distriktspsykiatri udføres af regionerne.

Sygehuspsykiatrien
Sygehuspsykiatrien tilbyder undersøgelse, diagnosticering og behandling ved indlæggelse. Sygehuspsykiatrien kan både være en afdeling på et sygehus eller en selvstændig enhed. Der findes både lukkede og åbne afdelinger på de psykiatriske sygehuse. Sygehuspsykiatri udføres af regionerne.

Socialpsykiatrien
Socialpsykiatrien tilbyder forskellige former for sociale tilbud. Overordnet handler indsatsen om at få en hverdag til at fungere, når patienten er udskrevet. Det betyder, at socialpsykiatrien blandt andet arbejder med tilbud som væresteder, støtte- og kontaktpersonsordninger, botilbud og hjælp og støtte til beskæftigelse. Socialpsykiatri udføres af både regioner og kommuner.

  1. Kan vi få skabt et langt bedre, effektivt og helhedsorienteret indsats, således at samarbejdet mellem de ovenstående instanser, arbejder henimod en tilværelse for borgere med sindslidelser, hvor øget livskvalitet og en selvkørende tilværelse fremmes. ?

  2. Kan vi forestille os, at vi skaber ‘Væksthuse’, hvor kommunale eller selvejende tilbud, understøtter sindslidende borgeres vej til en recoveryproces, hvor kreativitet, fleksible beskæftigelse, socialt samvær, fokus på sund mad og livsstil er i fokus ?

  3. Kan vi styrke peer to peer processer og forløb ?

  4. Hvordan får vi arbejdet med den høje ensomhedsfølelse, som mange brugere oplever - særligt efter afsluttet indlæggelse og overgang til eget hjem/bofælleskab ?

:sunny:

1 Synes om

Blot en hurtig bemærkning - det må være et af de vigtige punkter, at få adskilt patienter i socialpsykiatrien fra at være indlagte sammen med patienter i retspsykiatrien.

Dernæst - så har vi snak om i Borgerrettigheder om dette her; Retten om at kunne sige nej til en psykiater (og/eller psykolog).

2 Synes om

PS. Man har ikke patienter i socialpsykiatrien… Vi behandler ikke - men skaber sociale tilbud til mennesker med sindslidelser og psykisk sårbarhed. ;).

Pointen kan være relevant, når vi taler om indlæggelser i psykiatrien versus retspsykiatriske indlæggelser. Ofte ligger retspsykiatrisk afdeling særskilt fra psykiatrisk afdeling - altså i fysisk adskilte lokaler.

1 Synes om

Hmm … så husker jeg forkert. Det er den pointe, som du fremhæver, som så er det der var min pointe - tak Ulla :smile:

Jeg så blot noget med en ung kvinde der var i almindelig psyk afd. men hun var indlagt sammen med en (eller flere) fra retspsykiatrien …

1 Synes om

Kære alle. Vi har talt om det på årsmødet - vi mangler helt grundlæggende at forebyggelse bliver forankret i vores sundhedspolitik - og dermed også psykiatrien. Vi symptombehandler i stort omfang uden at gøre os tanker om årsagerne. Her finder i det, som jeg skrev omkring det til årsmødet. Mange hilsener, Armin

2 Synes om

Jeg er enig i, at forebyggelse er vigtigt, ligesom efterværn for psykiatripatienter er væsentligt.

Men psykiatrien ligger under sundhedsområdet og Socialpsykiatrien under det socialpolitiske område.

Emnet for dette opslag er forbedringer i socialpsykiatrien… Herunder de sociale tilbud, kommuner og regioner tilbyder sindslidende. Lovgivningen på dette område er bla serviceloven… og har kun det link til sundhedsområdet, at en patient går fra indlæggelse på et psykiatrisk afsnit til et tilbud i kommunerne (Socialforvaltningen i KBH’s kommune)

Vi er nok nød til, i første omgang, ikke at blande to politikområder sammen - selvom det samtidig er svært at se meningen med, at skille det totalt ad. Det er to områder, der lovgivnings, ministerielt og forvaltningsmæssigt, bliver løst i to særskilte politikområder.

// Ulla.

Jeg har hørt groteske eksempler om at psykist syge skal have tilbud om at blive i eget hjem og har krav på dette pga service loven. Et tilbud blev givet til Kalundborg Kommune for ca 6 år siden. Det lød på 7 mio kr til en person pr år , idet ca 7-8 personer skulle føre opsyn og gøre andre ting. Jeg ved ikke hvad der blev af sagen.
Vi bliver nok nød til at tænke på økonomi når vi debatterer dette emne.

Jeg mener noget af det væsentlige indenfor socialpsykiatrien er at den medvirker til at undgå ensomhed og isolation. Hvis man er sensitiv person eller har været psykisk syg vil ensomhed isolation være en alvorlig trussel for tilbagefald.
For at undgå dette er det vigtigt der hjælpes med at opbygge netværk omkring psykiatribrugeren/borgeren. Det kan være venner, pårørende fagpersoner. Det kan også være tidligere brugere der er kommet sig(recovery) og kender problemerne af egen erfaring som kan virke som mentorer peer to peer. Der vil også kunne dannes selvhjælpsgrupper hvor tidligere brugere giver håb om recovery til personer der bevæger sig hen mod recovery.
Personer med brugererfaring ansat i socialpsykiatrien ville også medvirke til håb.
I det hele taget må lægge større og større vægt på aktiviteter, motion og oplevelser(både natur og kultur) i stede for at tænke i Diagnoser, Sygdom og Medicin. SE brugerens resurser frem for at fokusere på det syge.
Afgørende er det også at brugeren hjælpes mest muligt til at blive herre i eget hus og betragtes som hovedpersonen i en recovery proces og alle beslutninger bliver taget i dialog.
Altså mere brugerindflydelse og mere indragelse af pårørende samt netværk.
Metoden Åben Dialog(Laplands modellen) finder jeg meget lovende og spændende. Brugeren mødes med sit netværk og relevante fagpersoner der netop i en dialog finder løsninger og hvor alle peroner er ligestillet og brugeren påduttes ikke en beslutning/løsning men i fællesskab opstår der løsninger/besluninger! Metoden Åben Dialog praktiseres flere steder i landet bl a på afd P i Svendborg(indlæg fra kurser i Svendborg findes på You Tube). De foreløbige resultater ved brug af metoden er mindre antal sengedage, mindre antal genindlæggelser og mindre medicin!!!
Jeg er bevidst om at der er indenfor behandling psykiatrien at metoden mest bruges, men er overbevist om at metoden/principperne også kunne bruges i socialpsykiatrien.
Det er min opfattelse at civilsamfundet, foreninger, virksomheder og i langt flere tilfælde end nu socialøkonomiske virksomheder kunne medvirke til recovery.
På den måde ville det være en vision om en mere bæredygtig socialpsykiatri og set i forhold til partiets kerneværdier om åbenhed, empati og gennemskuelighed samt mindre stat og mere fællesskab/samfund; synes jeg det spiller rimelig godt sammen.

1 Synes om

@DialogBjarne

Super indspark - her noget om Laplandsmodellen: http://www.vendepunkter.dk/node/41

1 Synes om

http://www.peernet.dk/

Et netop nyt projekt har taget sine første skridt. Måske kender I allerede til det, men jeg linker til deres hjemmeside alligevel.

:blush:

Venligst,
Laila.

Kære alle sammen. Tak for super gode indlæg. Vi tager dem med i vores sammenskrivning inden pola’et. Og hvis I kommer på mere er det ikke for sent endnu.

Er der sat dato på POLA ?

Der er gode erfaringer i Norge. Sverige og Findland med Laplandsmodellen. Her har de erfaret sig til, at åben dialog er en god holdning til sindslidende og de har erfaring med, at f.eks. skitzofreni ikke udvikles efter den første psykose, fordi det griber til med det samme og f.eks. lader stemmerne få stemme, så de langsomt forsvinder, og der ikke kommer den anden psykose. Åben dialog er en holdning til mennesker og ikke en behandling, men det hører ind under recoverytankegangen.

Jeg vil foreslå, at psykiater Jaakko Seikkula, som har skrevet bogen Åben dialog og netværksarbejde inviteres med til POLA! Han er medskaber af Åben dialog.

Der findes en uddannelse på Universitetet i Århus, som hedder Åben dialog, og som tager udgangspunkt i Laplandsmodellen.

Efter min mening kunne den medmenneskelige holdning Åben dialog være et udgangspunkt for al dialog.
Hilsen Bodil

Hej Bodil. Tak for input. Åben dialog er kommet op flere gange, så det er bestemt noget vi skal kigge nærmere på. Og vil prøve at tage kontakt til Jaakko.

Hej Eskil.
Undskyld mit alt for sene svar. Vi havde det første POLA i september. Det næste er ikke planlagt endnu, men melder noget ud hurtigst muligt.
KH Lea

Hejsa

Mangler i gode idéer så giv DR1´s “Rebellen fra Langeland” et kig, den kører i disse dage.
Social-psykiatrien skulle jo altid have været som Ole i dokumentaren tolker den.
Der er både masser af penge at spare og langt smartere og bedre måder at gøre tingene på.
Jeg taler som bruger.

Mvh

Hej Lea
I indledningen på denne tråd spørger du bl.a. til om der er tiltag nationalt/internationalt der kunne være relevante at kigge på ift at hjælpe brugerne.

Jeg vil derfor henlede jeres opmærksomhed på projekt IPS (Indiviual Placement and Support), som har eksisteret i USA i 25 år og som vi lige nu i Danmark kører verdens største forskningsprojekt på.

Vi arbejder ud fra 7 grundprincipper:

• Ingen eksklusion – alle med lyst til at deltage er velkomne

Alle der ønsker at deltage i IPS-programmet er velkomne. Ingen bliver ekskluderet på grund af symptomer, arbejdshistorik, misbrug, hospitalsindlæggelse eller andre faktorer.

Mange tror, at mennesker med mas¬sive symptomer på psykisk sygdom ikke kan klare et arbejde, men det er forkert. Sagen er, at det er umuligt at forudsige, hvem der finder og fastholder et arbejde.

Motivation har afgørende betydning for at få og blive i et job, og undersøgelser viser, at motivation for at arbejde er så vigtig, at det kan udligne negative faktorer som symptomer, manglende arbejdserfaring og misbrug.

• IPS er en integreret del af den psykiatriske behandling

Det er afgørende, at alle omkring deltageren arbejder tæt sammen. IPS-konsulenten er tilknyttet jobcentret samtidig med at denne samarbejder med det psykiatriske behandlingstilbud. På den måde sikres fuld indsigt og integration mellem den psykiatriske viden og de beskæftigelsesmæssige forpligtelser.

Her kan man eksempelvis prøve at finde frem til, hvordan man hjælper en deltager på arbejdet, hvis han eller hun har bivirkninger pga. medicinen. Der kan også i fællesskab udarbejdes en plan, så en deltager, der skal starte i et nyt job, får ekstra støtte.

• Målet er beskæftigelse på det ordinære arbejdsmarked

Arbejde er for de fleste meget mere end bare et job. Et arbejde giver struktur i hverdagen og mulighed for socialt samvær med andre. Det giver værdighed og større mulighed for selvbestemmelse. Og det kan fremme en persons velbefindende og mindske oplevelsen af stigmatisering.

IPS-programmet er baseret på den idé, at det at have et ordinært job på en almindelig arbejdsplads kan forbedrer et menneskes tilværelse. De fleste kan varetage et ordinært job uden forudgående træning. Den bedste måde at vurdere arbejds¬funktionen og træne kvalifikationer til arbejdsmarkedet består i at få et arbejde. Erfaringen er ganske enkelt den bedste lærer.

IPS-programmet bidrager til, at mennesker med alvorlige psykiske sygdomme integreres i samfundet frem for at fremme et særskilt uddannelses- og arbejdsliv for disse menne¬sker.

• Vejledning om sociale ydelser og arbejde er vigtigt

Frygten for at miste sociale ydelser kan gøre nogen tøvende over for at tage arbejde. Det er derfor vigtigt, at deltagerne får præcise oplysninger og hjælp til at forstå, hvilken indflydelse et ordinært job kan have på andre ydel¬ser.
Grundig vejledning giver deltageren mulighed for at træffe kvalificerede valg om deltagelse på arbejdsmarkedet.
IPS-programmet tilbyder desuden vejled¬ning i, hvilke støttemuligheder der findes i beskæf¬tigelses- og sociallovgivningen.

• Jobsøgning starter hurtigt efter inkludering i programmet

IPS-programmet giver deltageren mulighed for hurtigt at få etableret personlig kontakt med potentielle arbejdsgivere frem for at gennemgå langvarige arbejdsprøvningsforløb.
Jobsøgningsprocessen går i gang første gang deltageren mødes med IPS-konsulenten, og de fleste del¬tagere får afdækket deres jobmuligheder i løbet af den første måned efter start i IPS-programmet. Hurtig jobsøgning viser, at der er tiltro til, at deltageren har de nødvendige styrker og færdigheder til at varetage et arbejde.

• Støtten under beskæftigelse varer så længe, der er behov for det

Den enkelte deltager får tilknyttet en IPS-konsulent, som yder individuel støtte til deltageren, så længe der er behov for det og så længe deltageren ønsker det.
Støtte skal som jobsøgningen planlægges grundigt. Ligesom der ikke er to mennesker med samme konkrete behov for støtte, er heller ikke to planer ens. Selvom IPS-konsulenten udgør en stor del af behovet for støtte, kan kontaktpersoner, behandlere og andre også bidrage.
I gennemsnit tilbydes deltageren IPS i et år efter, at de er kommet i gang med at arbejde eller en uddannelse.

• Indsatsen er baseret på deltagerens egne præferencer og valg

Det helt grundlæggende i IPS-programmet er princippet om, at det er deltagerens egne præferencer, der er omdrejningspunktet for hele forløbet.

Deltagerens mål og ønsker har stor betydning for, hvilke stillinger der søges, hvordan IPS-konsulentens støtte er tilrettelagt samt beslutningen om, hvorvidt deltageren skal fortælle arbejdsgiveren om sin psykiske sygdom eller sårbarhed.

IPS-konsulenten tror på, at deltageren er i besiddelse af kompetencer, der kan udnyttes på arbejdsmarkedet. Selvom deltageren tidligere har oplevet fiaskoer, så kan de rette omgivelser eller den rette støtte gøre en stor forskel.

Vi har god succes - 50% af alle dem vi har i eller har haft i projektet er kommet ordinært arbejde eller i uddannelse.
Jeg uddyber gerne hvis I vil vide mere

Når jeg sidder og læser de forskellige ider, får det mig til at tænke på hvor er de menneskers stemme blevet af, hvor er de mennesker der har erfaring i at mødes med de personer blevet af, det virker som om de er glemt.

Det er vigtig at de bliver mødt som de mennesker de er, har nogle problemer som de skal have hjælp til at løse

Når nu vi har debatten om Psykiatrien, så er der enormt mange mennesker der bliver afvist ved døren når de kommer ind på en psykiatrisk afd. Det er blandt andet overbelægning, og det er sådan at i systemet, bliver man enten kategoriseret som “selvmordstruet” - “til fare for andre og sig selv” eller også bliver man kategoriseret som “For rask” til at modtage den hjælp, som personen aller inderst har brug for.
jeg mener at der bør være flere muligheder for at hjælpe personer som har det så psykisk svært, det kan være foreksempel, henvisning til en psykolog. uden nogle omkostninger. Vi betaler skat til sundhed og velvære, og heri mener jeg at psykologhjælp samt andre forudsætninger ift. personens psykiske tilstand, bør overvejes, at betales gennem skat.

dernæst mener jeg at der er meget fejldiasnostigering, det vises at nogle mennesker får en diagnose som de i realiteten ikke har. det skyldes at psykiater ikke kan gennemfører de nødvendige undersøgelser, fordi at man igennemsnit ikke er indlagt så lang tid, til at man kan få den fornødne behandling.

Så fokus på bedre behandling, længere tid til at undersøge patienterne til fulde. samt bedre vurdering af helheden omkring den enkeltes tilstand.