Ny måde at organisere åndslivet på

Støtten fra Tyskland er passe for år tilbage. Bispedømmet er i økonomisk krise og laver nedlæggelser af menigheder under 300 mennesker. For få medlemmer betaler den frivillige kirkeskat.

Flere af os er modstandere af kongehus og kirke. Monarken er øverste myndighed for kirke og stat. En formel rest af enevælde. Jeg er tilhænger af et gennemført demokrati med alt det besvær, det indebærer.
Man må ikke glemme alle de ‘gode’ grunde til det tætte bånd mellem stat og religion. Det går igen i alle samfund, og der er evig ballade. Hvem skal være nr. 1, magten eller kraften?

Det minder mig lidt om Alternativet som både parti og bevægelse: Magt og kraft. Uforenelige, men intet (godt) uden hinanden. Det er derfor disse religionsdebatter er så vigtige - vi skal finde det rette forhold.

Flere er inde på, at “kirkens” ritualer og sociale arrangementer er vigtige. Ja, livets højtider og det sociale liv betyder meget for os alle, men ikke specielt kirkens. På en anden geografisk plet i verden, ville det være en anden religion, men markeringerne nogenlunde de samme. Derfor synes jeg, at vi skal tænke “ukirkeligt” men socialt/kulturelt og inkludere alle. Der er et hav af kirkebygninger ud over landet. Man anslår, at 200 bør nedlægges. De skal da ikke sælges til spillecasinoer, men gøres til medborgerhuse efter behov og dermed styrke det lokale sammenhold.

1 Synes om

NielsSimon
Jeg er også modstander af monarki og statskirkeordning. Vedrørende salg af kirkebygninger foretages det allerede i nogle stifter. Salg af kirker er udbredt i Europa, bl.a. i England. kirkesogne i Danmark lægges sammen fx på Vesterbro i København. Enkelte kirkebygninger bliver en slags socialcentre, hvorfra kirkens diakoni(sociale arbejde) ombefatter socialt udsatte grupper i området. I Vejle er fx et fhv. kapel taget i brug, som diakonikirke og kan benyttes, hvis man er uden for det gode selskab, og har det er svært at møde op til gudstjeneste i sognekirken søndag formiddag. De udsatte har et behov for et sted, hvor de føler sig velkommen. Menigheden i diakonikirken er alkoholikerne og narkomanerne, dem som sidder på Korshærens varmestue, på værestederne og under højbanen, som er de udsattes mødested i byen. Der er folkekøkken, gudstjeneste, samtalerum og meditationsrum forskellige kirkelige og kulturelle arrangementer. Andre nedlagte kirker kan benyttes som aktivitets/borgerhuse som du nævner. Vedrørende dit syn på kirkens ritualer vil jeg give dig medhold i de ikke for alle i enhver situation er nødvendige. Dog er der erfaringer fra sygehuspræster og sygehuspersonale, at patienter i rigt mål benytter sygehuspræsten til samtaler om eksistentielle og religiøse spørgsmål. Også mht at bede Fadervor og et ritual fx omkring død. Måske det at stå med et dødsygt barn eller et dødfødt barn. Det kirkelige ritual udfylder og forløser det vi ikke kan sige med dagligdags sproget.

1 Synes om

Man kan jo håbe at vi snart bliver voksne nok til at udtrykke de følelser “naturligt”.

Jeg er helt enig i Niels Simon Larsens betragtning om at gøre kirkebygninger til medborgerhuse. Mennesker lever i fællesskaber. Det fordrer at man har noget til-fælles. Men jeg har måske ikke umiddelbart andet til-fælles med min nabo - end at jeg bor i Danmark. Traditioner og ritualer kan sammen være med til at give en oplevelse af fællesskab - om enigheden i at udføre de traditioner og ritualer som angives i det pågældende fællesskab og så ellers ikke have mere til-fælles. Den kristne kirke har i mange år opfyldt dette behov i det danske fællesskab, men kan ikke længere opfylde behovet. Dette skyldes den danske kirkes egentlige fællesskab ikke er det danske - men det kristne. Så for at støtte op om det danske fællesskab - kan vi benytte os af den viden og sammen skabe en ny tradition med borgerlige markeringer af fællesskabet og tilhørsforholdet til dette.

kimbach Tak for respons. Gid det havde noget med at blive voksen osv… Beskrevne situationer er så meningsløse, så overhovedet at beskrive sine følelser rationelt desangående er umuligt. Det at miste er prisen for at elske. Tab forekommer i flere situationer i vores liv. Det værste er vel sygdom og død. Overgange i vort liv behøver tolkninger på sin vis. Det ser vi også manifesteret i sekulære sammenhænge fx nationale festdage, politik og sport. Der hvor vi taber mælet er i det meningsløse og gruefulde. Det religiøse sprog har udviklet en sans for det uforståelige, dybe og den eksistentielle sfære, ( også det umådelige smukke i vort liv) hvor symbolikken:riten kan bevirke til at gøre det uvirkelige virkeligt, så det vi ikke kan sige med dagligdags sprog bliver fortolket.

1 Synes om

“Voksne” skulle nok have været i situationstegn. Der er ikke noget der tyder på at vi er “voksne” hvis vi har behov for overtro for at kunne håndtere svære situationer som døden.

Men det skyldes jo nok at alt FAKTISK er totalt meningsløst, og at vi for at kompensere for det faktum, har behov for absolut viden om noget vi først får viden om når vi selv oplever det, nemlig i forbindelse med vores egen død.

Nå, lukker for lommefilosofien.

kimbach Alt er meningsløst er næsten som Camus. Lidt lommefilosofi er ikke ueffen. Alle kulturer har haft myter og ritualer for at prøve på at forstå tilværelsens genvordigheder og glæder - Overgangsfaser i livet - i vores kontekst, som fødsel, dåb, konfirmation, bryllup og begravelse har sine ritualer. Sågar, også verdslige ritualer: fx da jeg som skibsdreng i hine tider ved ækvator blev ‘døbt’ og kølhalet. Verdslige traditioner forefindes stadigvæk i samfunds -og foreningslivet. Jeg kan ikke bifalde du taler om overtro. Ritualer er ikke rationelle. Ritualer, både de religiøse og de sekulære, er derimod symbolske handlinger. Med ritualer kan man udtrykke noget, som ellers ville være svært forklarligt med almindelige ord. Ritualernes sprog har en dimension, hvor hele følelsesregistret aktiveres, og en fornemmelse og oplevelse af en rituel handling har ofte dybere mening end dogmer og rationel debat.

1 Synes om

Jeg anerkender at religiøse grupperinger af alskens art adresserer fundamentale fælles spørgsmål for mennesker. Spørgsmål af såkaldt åndelig art.

Men hvorfor ikke gå bort fra den egentlig lidt primitive dragning mod et tilhørsforhold til konkrete kirkesamfund med hver deres dogmer om guder og andre åndelige entiteter? - ihukommende nutidens gennemgående svindende geografiske, racemæssige og kulturelle tilhørsforhold.

Altså: Hvad med en fuldstændig løssluppen religiøsitet?

1 Synes om

Kan ikke lade være med at skrive Amen! Jeg er helt enig!

1 Synes om

Jo tak, Diwali eller Holi f.eks.

Nej ikke Diwali eller Holi. Simpelthen hvadsomhelst. Og derfor er det også helt skævt at staten skal favorisere specifikke religioner. Det må være folks egen sag.

1 Synes om

Netop, jeg nævnte bare mine egne favoritter :wink:

1 Synes om

Leif: Du skrev noget, der ramte mig - om det religiøse sprog. Det er da klart, at 2000 års religiøsitet efterlader sig sproglige spor. Jeg boede engang på en b&b i Irland hos en dame, der var dybfølt religiøs og talte på en meget hjertevarm måde. Rundt i huset hang der religiøse sentenser, og der var intet vammelt over det. Jeg fik ikke spurgt hende om hendes indstilling til den irsk, katolske fortid, ej heller nutid. Der er en barsk virkelighed, der må være svær at rumme for en ærlig kristen.

2 Synes om

Annika: Enig med dig. Jeg må da også vedgå, at jeg ikke har meget med mine naboer at gøre. De er såmænd meget søde, men vi lever i hver vores verdener - indtil lyset går ud. Så har vi pludselig noget sammen. På samme måde tænker jeg om klima og miljø. Den dag, vi rammes, får vi omgående en fælles sag. Derfor burde vi være fremsynede - du ved, ligesom i lignelsen om de ti brudejomfruer. Vi bør have olie på lampen, og det har vi ikke.

1 Synes om

Så vidt jeg husker havde halvdelen det faktisk, så der er vel håb…

2 Synes om

Hej Troels
Kan du nævne mig 3 eksempler på at Folkekirken har skabt lokalsamfund ?
mvh
Henrik

Jeg vil gerne være med i en dialog om voesr åndsliv. Knus Tanja

Jeg mener, det er sundt for et samfund at have et fælles sted til fordybelse.

I den danske folkekirke oplever jeg, at det væsentlige er, at man har denne indre fordybelse, som kirken faciliterer et fælles rum til.

Det gode spørgsmål er : hvem gud? Denne søgen er individuel og transcenderer enhver form. Søg, og du skal finde. Bank på, og der skal åbnes. Vi er i færd med som mennesker og som interaktiv del af skabelsen at erkende dennes lovmæssigheder.

Vi må kende forskellen på tro og viden - og forstå, at tro kan føre til viden. Og næsten vigtigst af alt : plads til alle, der giver plads til alle i et fordomsfrit studium af eksistensen.

Hvorledes dette kan fungere i praksis, ser jeg som eet af alternativets vigtigste bidrag til den politiske samtale.

Dette spørgsmål intet verbum. :slight_smile:
Men skulle meningen være “Hvem er G/gud”, er jeg uenig i at det er “det gode spørgsmål”. Jeg er knap nok enig i at det er "et godt spørgsmål. For spørgsmålet forudsætter, i hvert fald på overfladen, eksistensen af noget som fortjener at kaldes “gud”. Og ved valget af stedordet “hvem” mere en antydes det, at denne “gud” er et personligt væsen. Vi er altså langt fra et “fordomsfrit studium af eksistensen”.