Jeg har en ide om, at vi i fremtidens samfund har brug for at nytænke måden vi fra centralt hold arbejder med og støtter åndslivet.
I et samfund der både er multietnisk, multireligiøst, og hvor der findes folk der søger nye svar, både blandt de store religioner og hos diverse new age-spirituelle bevægelser, virker det lidt begrænsende, at staten har valgt at give særlig støtte til en tysk afart af en 2000 år gammel ørkenkult.
Samtidig mener jeg ikke, at en total adskillelse af stat og åndsliv nødvendigvis er svaret. Eftersom at åndsliv tilsyneladende er noget der fylder for en masse mennesker, kunne det være spændende at brain-storme løsninger, hvor vi som samfund gik ind og gav mere lige støtte og adgang til alle mulige bevægelser.
Et forslag:
Hvis nu Folkekirken ikke var mere, kunne man så forestille sig at man bevarede de lokale demokratiske menighedsråd (evt. omdøbte dem), og vedblev at stille ressourcer og rum til rådighed for det spirituelle arbejde?
Således ville lokalsamfundet fx kunne ansætte en præst der ikke nødvendigvis tror på samme måde som et ministerium mener man skal tro. Man ville kunne ansætte imamer eller rabinere. Healere og sjælesørgere eller hvad lokalsamfundet nu kunne finde på, og fandt værdi i.
Ideen er her, at man på een gang ville kunne 1) styrke lokaldemokratiet (det kan være folk ville gå op i det, hvis der var mere end eet muligt valg), 2) som samfund vise sin accept af at der er mennesker for hvem de her spørgsmål om livet, døden og eksistensen er vigtige og 3) muligvis bane vej for en sidestilling af religionerne.
Og hvad med atheisterne? Tja, jeg er selv en af dem, men jeg ville personligt ikke have noget imod at betale til en service som denne, som jeg ikke selv bruger. Det gør vi allerede. Men jeg kunne virkelig godt tænke mig at vi fra samfundets side viste en større accept af andre trosretninger. Accept, ikke nødvendigvis enighed.
Desuden piner det mig lidt når Folkekirken kritiserer præster for at tro forkert. Kirkerne står tomme i hele landet, så hvis der er en præst der kan få opbakning fra sit lokalsamfund kan vedkommende for min skyld prædike IKEA-kataloget.
Hvad tænker I?
Giver det mening at arbejde videre i den her retning, eller skal vi muligvis gøre noget helt andet?