Emnet her hører måske lige så meget ind under IT-politikken, da meget af masseovervågningen sker ved hjælp af IT, eller ved overvågning af hvad borgerne gør på nettet. Men efter min mening er problemet retspolitisk, og derfor kommer dette emne her.
Selvom ikke mange er klar over det, sker der en stigende overvågning af almindelige lovlydige borgere, og de overvågede data gemmes stort set for evigt i diverse registre.
Nogen husker overvågningen fra STASI i det gamle Østtyskland, og de fleste er enige i at det var for galt. Desværre overvåges vi her i landet endnu mere i dag. Dengang i Østtyskland var det besværligt og dyrt at overvåge alle, men med den teknologiske udvikling er det blevet let og billigt. De afsløringer vi har set fra Edward Snowden og WikiLeaks de senere år viser hvor langt overvågningen er kommet, og det er efter min mening desværre kun toppen af isbjerget.
Et konkret eksempel her i landet er logningsbekendtgørelsen: På baggrund af et EU-direktiv blev det ved lov indført, at alle metadata om kommunikation (hvem ringede til hvem, hvem sendte SMS til hvem, hvor befandt en mobiltelefon sig på et givet tidspunkt, hvem besøgte hvilke hjemmesider og hvornår, etc.) skulle registreres og gemmes. Da loven blev indført lovede justitsministeren højt og helligt, at oplysningerne højst skulle gemmes i eet år. Men hvert år skulle brugen af de gemte data gives til EU (offentlig information), og det blev hurtigt klart, at oplysningerne blev gemt langt længere. Undskyldningen var så, at oplysningerne måske kunne bruges ved tvivl om regningen fra teleselskabet, og at de derfor ifølge regnskabsloven skulle gemmes mindst fem år. Siden er direktivet blevet underkendt af EU-domstolen, da de mener det er en krænkelse af de europæiske menneskerettigheder. Men der har ikke været nogen forslag fremme i Folketinget om at stoppe en lov der nu er kendt i strid med menneskerettighederne.
Artikel 8 i de europæiske menneskerettigheder omtaler privatlivets fred: “Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance”. Privatlivets fred, og specielt brevhemmeligheden blev indført i vores grundlov som §72 (i juni-grundloven fra 1849 som §86), da man allerede for 160 år siden kunne se, at det var et demokratisk problem, hvis staten kunne krænke privatlivets fred.
Desværre bliver disse grundregler mere og mere udvandet. Ingen af de gamle etablerede politikere gør noget for at fjerne love der krænker dem, selvom de er kendt i strid med menneskerettighederne.
Efter min mening bør borgerne ikke overvåges med mindre der er en konkret mistanke om kriminelle forhold, og en dommerkendelse har godkendt overvågningen.
