Forslag (Politisk Forum): En Alternativ forsvarspolitik

Dette forslag er fremsat til behandling af Politisk Forum 22.03.15.

Titel på forslaget
En Alternativ forsvarspolitik

Stillere
Josephine Fock, Torsten Gejl, Helle Engelbrechtsen, Alexander With, Jesper Lentz, Anders Viborg, Martin Sejr Hansen, Thomas Huulbæk, Kathrine Lauritzen, Juma Kruse og Kennith Nielsen.

Type af forslag
Konkret målsætning

Forslag
Alternativet mener, at Danmark i de interventionskrige landet har deltaget i, har fokuseret for ensidigt på den militære del af konflikten, og at politikerne har forsømt deres ansvar for, at hjælpe krigens ofre gennem først nødhjælp og siden genopbygning af funktionelle stater i de krigsramte lande.

Det er vigtigt, at uddele nødhjælp til civile der lider under krigens vilkår. Dels for at redde menneskeliv, men også for at undgå den radikalisering af lokalbefolkningen, der ofte følger i kølvandet på død og lidelse, og som kan i sidste ende kan true freden, når landet skal stabiliseres igen.

Krigene i Irak og i Libyen er eksempler på, hvordan man brugte mange ressourcer på at fjerne et regime, men forsømte at efterlade en fungerende stat i dets sted. I Irak drog de danske soldater hjem, på et tidspunkt hvor sikkerhedssituationen var kritisk, og hvor den irakiske regering ikke havde kontrol over landet. Danmark efterlod Irak i det kaos, som Islamisk Stat senere skulle fødes i.

Alternativet mener derfor, at såfremt Danmark vælger at engagere sig militært i en konflikt, så bør der som udgangspunkt afses lige så mange penge til nødhjælp og genopbygning af en funktionel stat, som der bør afses til den militære del af konflikten.

Genopbygningen bør prioritere fred, sikkerhed og stabilitet, med henblik på at skabe forudsætningen for yderligere genopbygning af landet. Dette kan indebære politi, retssystem, sikkerhedsstyrker og infrastruktur mm. Genopbygningen bør inddrage lokale eksperter i tilrettelæggelsen og lokale aktører i udførelsen.

Princippet om at koordinere alle midler, herunder civile og militære, mod et fælles mål, kaldes samtænkning. Regeringen redegjorde i 2013 for, at samtænkningen i Danmark er uhyre vigtig for at skabe stabilisering. Alligevel er det er mest blevet ved de flotte ord og der mangler stadig bevillinger.

Danmark bør øge Freds – og stabiliseringsfondens midler, samt undersøge, om man bør styrke den af Forsvarsforliget i 2010 vedtagne Samtænkningsstyregruppe, der forvalter disse midler.

Alternativet mener, at Danmark ved at lytte til Samtænkningsstyregruppens anbefalinger, og ved at øge dens midler, vil kunne undgå at skulle oprette et ekspertråd fra bunden ved hver eneste nye konflikt, men i stedet drage på erfaringer fra tidligere konflikter.

Baggrund for forslag
Danmark har deltaget i en lang række konflikter, hvor det erklærede mål har været, at skabe en mere fredelig verden. Men i flere af disse konflikter har Danmark negligeret nødhjælp og genopbygning, med det resultat af det var lettere at vinde krigen, end det var at vinde freden.

Både i Irak, Libyen og Afghanistan har Danmark brugt langt flere penge på den militære del af konflikten end på nødhjælp og genopbygning. Det samme har været tendensen for de fleste medvirkede lande, og dette har været medvirkende til at forlænge konflikterne. Eksempelvis gik 84,6% af omkostningerne ved krigen i Afghanistan til militære operationer.

Hvilke andre politiske tiltag forsøger at løse samme problem?
Der er ingen politiske tiltag, der direkte prøver at løse samme problem, men der er tiltag der prøver at løse en del af det.

Samtænkningsstyregruppen arbejder allerede med, at koordinere og finansiere forskellige stabilitetsfremmende områder. Regeringen underskrev også i 2013 et dokument kaldet ”Danmarks samtænkte stabiliserings indsatser i verdens brændpunkter” hvor man forklarer vigtigheden af at samtænke militære og civile midler. Problemet er bare, at det mest er blevet ved en masse flotte ord, og ikke så meget handling. Meget kunne være nås, hvis man implementerede det fuldt ud og styrkede Danmarks civile interventionsberedskab. Dette ville dog kræve øgede bevillinger til Justitsministeriet mm.

Hvilke vigtige interessenter findes der og hvordan er de kommet i spil i udformningen af forslaget?
Forslaget er blevet læst i gennem og kommenteret af Peter Viggo Jakobsen, der er lektor ved Forsvarsakademiet. Han pointerede, at meget af det vi vil allerede er vedtaget, det er bare aldrig rigtigt blevet til implementeret. Hans ekspertise er blevet lyttet til, og forslaget er blevet revideret på baggrund af denne.

Hvad mener de andre politiske partier på det område?
De andre partier nøjes som regel med, at være enten for eller imod en intervention. Deres holdning til konflikten synes nogle gange afstedkommet af ideologi eller grundopfattelse, og ikke en grundig analyse af den aktuelle konflikt. Derfor bliver udslaget også, at de stemmer om hvorvidt Danmark skal deltage i konflikten, men ikke taler nok om de forskellige outcomes, afhængigt af hvordan Danmark deltager i konflikten.

Vi savner at de andre partier, i højere grad overvejer både for eller imod, men også hvordan. For uden en debat om hvordan, har man ikke det rette beslutningsgrundlag når man skal sige for eller imod. En konflikt kan således udvikle sig meget forskelligt, afhængigt af hvordan man vælger at gribe ind. Og det siger sig selv, at spørgsmålet om hvorvidt man overhovedet skal gribe ind, afhænger af, hvordan man forudser resultatet af indgrebet bliver.

Dette ses blandt andet i interventionerne imod først Libyen og senere Islamisk Stat. I begge tilfælde faldt valget på kampfly uden særligt meget diskussion eller analyse. Og i begge tilfælde lå fokus på den militære del af konflikten, mens den humanitære blev nedprioriteret.

Hvilke argumenter er der både for og imod forslaget?
Alternativet får realistisk set ikke den store indflydelse på forsvars, sikkerheds eller udenrigspolitikken, hvis vi bare er endnu en lille stemme, i et kor der enten synger for eller imod. Hvis vi virkelig vil have indflydelse og gøre verden et bedre sted, bliver vi nødt til at foreslå noget nyt – et alternativ. Dette vil også markere os fra de andre partier.

Bruger man Danmarks seneste krige som eksempel på en mulig fremtid, kan der tegnes følgende billede:
Stemmer vi bare for en krig, er vi blot endnu et af mange partier der stemmer for. Stemmer vi bare imod, bliver vi blot nedstemt sammen med Enhedslisten. Men foreslår vi, at hvis krigen skal føres, så skal det også gøres på en måde, der mindsker de civile tab, hjælper krigens ofre og genopbygger landet efterfølgende, så har vi en chance for rent faktisk at have en positiv indflydelse.

Vi kan også bringe inspiration ind i en debat, der som regel er præget af for eller imod. Argumentet om, at man også skal satse på nødhjælp og genopbygning for at vinde freden, er så stærkt, at det er svært at argumentere imod. Gør de andre partier det alligevel, vil vi fremstå som et bedre alternativ.

Imod forslaget taler, at konflikter nogle gange kan opstå meget pludseligt, eller eskalere hurtigere end man havde forventet. I sådanne tilfælde er det ikke sikkert, at der er tid til at nedsætte ekspertudvalg og diskutere for eller imod. Eksempelvis blev 500.000 mennesker slået ihjel i Rwanda på meget kort tid. I sådanne tilfælde må Alternativet undtagelsesvist gå imod forslaget, eller beslutte sig for at stemme imod ud fra, at man ikke har et tilstrækkeligt beslutningsgrundlag.

Imod forslaget taler også, at der kan være konflikter hvor det primært er enten den militære eller den civile del, der er behov for bliver prioriteret. Det kan f.eks. være en konflikt som er ved at ebbe ud, og hvor en mindre militær styrke er tilstrækkelig, og fokus bør være på genopbygning, for at sikre freden eller omvendt. Dette er der taget højde for i forslaget ved, at sige at man kun som udgangspunkt bør have en ligelig fordeling mellem de militære og de humanitære midler.

Hvilke udfordringer ses i forhold til realiseringen af forslaget?
En udfordring er, hvis Alternativets folketingsmedlemmer er uenige om konflikten. Spørgsmålet er så, om de skal stemme forskelligt eller om nogle skal acceptere at stemme for en beslutning de er imod. Dette spørgsmål skal behandles i et andet forslag til partiprogrammet, så det er afklaret på forhånd.

Hvem kan forslaget, hvis det realiseres, evt. have positive/negative konsekvenser for? Hvilke?
Det kan have positive konsekvenser for krigens ofre, der får mere hjælp.

Det kan have positive konsekvenser for det krigshærgede land, der bliver genopbygget.

Det kan have positive konsekvenser for Alternativet, der adskiller sig synligt fra de andre partier, med et meget stærkt argument.

Andre forslag, som vi bør også bør udfærdige med tiden er:

  1. Såfremt en intervention sker uden et FN mandat, skal det være med et flertal på 2/3 af folketinget, så man undgår en situation som irakkrigen, hvor et lille flertal uden om FN går i krig.

  2. Alternativet mener også, at det at gå i krig er så alvorlig en beslutning, at hvert enkelt folketingsmedlem bør foretage sin egen vurdering, baseret på en grundig analyse og sin egen moral, inden vedkommende stemmer for eller imod.

5 Likes

Det afgørende argument for at gå i krig er at man vinder. Og for at vinde så skal man have et klart krigsmål. Der er ikke noget klart krigsmål med Danmarks krige, så derfor er de tabt på forhånd.

Hvad er hensigten ved at gå i krig for at tabe krigen?! Det er jo det man gør igen og igen uden at blive klogere.

Hej. Rigtig godt arbejde. Hvis det bliver vedtaget af Poltiks Forum, hvornår kommer det så til afstemning hos medlemmerne? Mvh Richard

Jeg synes at der er mange positive ideer i forslaget. Her mine mere negative/kritiske reflektioner:

  • Der er problemer med i for høj grad at samtænke og koordinere civil og militær indsats: At de civile projekter bliver mål for militære
    angreb, fordi den ses som i ledtog med den militære strategi. Dette
    kan være en gyldig analyse, eller et propagandatiltag - men
    sammenblandingen ER et problem for de civile medarbejderes sikkerhed.
  • Det kan være svært at prissætte en militær indsats, og dermed hvor meget der skal afsættes til den civil indsats (der som oftest vil være nemmere at beløbssætte).
  • Der kan været tale om områder, hvor
    forholdene på jorden er for farlige til at humanitære organisationer
    umiddelbart vil/kanarbejde der. Fx en del steder der hvor Danmark
    har deltaget med luftstyrker. Vi har ikke et korps af humanitære
    kræfter, der har det som arbejdsopgave at sætte livet på spil. En
    humanitær delegation kommer derfor nemt til at sidde “fanget” i et
    sikkert område, væk fra der hvor problemerne er. Eller de kommer til
    at være afhængige af militær opbakning - og bliver dermed selv til
    et militært mål, se ovenfor.
  • Ofte er formen på den militære operation givet af NATO, FN eller USA. Vi kan så vælge at “være med eller ej”. Det er for nemt at
    kritisere folketinget for at “nøjes med at tage stilling til om de er
    for eller imod en intervention”. Det er, på det tidspunkt hvor det
    bliver en folketingssag, ofte det eneste der bliver spurgt om. Så kan
    partierne have der egne grundige analyser af konflikterne - eller
    lytte på forskellige eksterne analytikere - men når FN eller NATO er
    fremkommet med en plan, er det svært at komme til at diskutere
    implementeringen.
1 Like

Jeg har tidligere været med til at tænke disse tanker

Den internationale indsats
Danmark er den del af den internationale verden, og det ønsker vi at forblive. Vi ønsker derfor forsat medlemskab af NATO og vil overholde de forpligtelser, der er forbundet med det. Danmark skal som udgangspunkt ikke være et krigsførende land, men vi vil deltage i verdens brændpunkter under udvidet FN mandat for at beskytte civilbefolkninger mod overgreb.

Den nationale organisering
Værnepligten skal fastholdes og gælde for både mænd og kvinder, så det altid er muligt at udskrive folk til værnepligt, hvis der ikke er nok frivillige. Værnepligten er med til at skabe en sammenhængskraft i samfundet og giver grundlag for rekruttering til de professionelle styrker.

Vi erkender, at hjemmeværnet løser mange samfundsmæssigt vigtige opgaver, samt at der leveres mange arbejdstimer af de frivillige. Det begrunder imidlertid ikke en bevæbning i en tid uden trusler rettet mod dansk jord. Derfor vil vi, hvis det ikke strider mod vores NATO forpligtelser, nedlægge hjemmeværnet som bevæbnet enhed og overføre opgaver og resurser til beredskabsstyrelsens frivillige afdeling. De bevogtningsopgaver, som hjemmeværnet har haft, overgår til forsvaret.

Mærkesager

  • Udsendte soldater skal ikke lades i stikken ved hjemsendelse. Der oprettet et veterancenter, hvor al hjælp samles og styres fra. Veteraner skal kun henvende sig et sted uanset, om de har behov umiddelbart efter hjemsendelse eller efter flere års hjemsendelse.

  • Forsvaret skal have det relevante udstyr for at kunne udføre de opgaver, de pålægges nationalt og internationalt.

  • Værnepligten omfatter forsvaret og beredskabsstyrelsen. Det skal være muligt at melde sig frivilligt til begge dele, og det skal være muligt at vælge begge dele, hvis man til session ikke trækker frinummer.

  • Værnepligten sættes op til minimum 6 måneder og op til 22 måneder alt efter værn og opgavetype.

  • Udsendelse til internationale opgaver kan være såvel under FN mandat til væbnede konflikter som til internationale natur-, miljø- og samfundskatastrofer.

  • Antallet af officerer uden ledelsesansvar i forsvaret skal nedbringes.

  • Vi ønsker at luftvåbnet og søværnet øger deres miljøovervågning.

  • Vi ønsker at forsvarets aktiviteter flyttes fra storbyer til vandkantsDanmark.

  • Opgaverne i de arktiske egne skal opprioriteres vedrørende miljøovervågning og øget patruljering.

  • Der skal være åbenhed om vore soldaters behandlingen af civile og fanger, således at det ikke sker igen at fanger overleveres til enheder der anvender tortur eller civile overlades til sanktioner fra modparten. (F.eks: Støtter danske soldater afbrænding af opiumsmarker, skal de også sikre at Taliban efterfølgende ikke tager familiens børn og udsætter dem for det værste, da familien nu ikke kan betale deres gæld til Taliban)

  • Genetablere Shirbrig, Multinational Standby High Readiness Brigade for UN Operations.
    SHIRBRIG var en multinational brigade i FN-regi med deltagelse af 16 lande og med hovedkvarter i Danmark. Formålet med brigaden var, at den altid var klar til at blive indsat med kort varsel i de fredsskabende eller fredsbevarende missioner, som FN’s sikkerhedsråd vedtog resolutioner om. Brigaden blev til, efter at ingen lande i verden ville bidrage til en FN-styrke, der skulle standse folkedrabene i Rwanda. Brigaden nåede at være indsat i alt syv gange, herunder som fredsbevarende styrke på grænsen mellem Ethiopien og Eritrea, som var en bragende succes. Så vidt jeg husker, var alle SHIRBRIG’s missioner i afrikanske lande. Den blev afviklet, da den Afrikanske Union selv begyndte at tage ansvar for fredsbevarende og fredsskabende missioner i Afrika.

  • Forsvarsbudgettet skal stå i forhold til de trusler vi bidrager til f.eks terrortrussel, cybertrussel, industrispionage og de opgaver vi deltager aktivt i rundt omkring i verden.

Realpolitik
Cyberkrigsstyrken styrkes med henblik på at beskytte og forsvare danske interesse i cyberspace.
Vi vil gerne sammenlægge tjenester på tværs af forsvaret. Det kunne være en fælles helikoptertjeneste. En tjeneste det står for alt helikopter flyvning i hele forsvaret samt ambulanceflyvning.
Omrettelse af en kystvagt til at stå for miljøovervågning, eftersøgning og redning til vands. Herunder med en frivillig gren.

Mvh
Henrik Halle
Listekandidat for Alternativet - Storkreds Fyn

Jeg er enig med dig i, at man skal have et klart krigsmål. Men jeg synes ikke det giver mening, at generalisere og sætte samme label på alle Danmarks krige. De er simpelthen for forskellige.

Jeg er ikke sikker. Måske til årsmødet?

Gode refleksioner.

Jeg anderkender argumentet om, at man i nogle konflikter kan få problemer med nødhjælpsarbejderes sikkerhed, hvis man samtænker civile og militære værktøjer. Men i mange konflikter er den civile indsats allerede mål for en af parterne uanset hvad. Islamisk Stat angriber f.eks. gladeligt alle civile vesterlændinge. Jeg tænker, at det er meget misionspecifikt, og i de tilfælde hvor det skaber et problem, skal man selvfølgelig overveje for og imod meget grundigt.

At prissætningen er svær, er et argument for at man har en stående ekspertgruppe der tager stilling til det. De kommer selvfølgelig alligevel til at gætte forkert, men jeg synes ikke det er et argument for, ikke at prioritere genopbygning højere.

I de områder hvor sikkerheden er for dårlig til, at de humanitære organisationer kan rykke ind, er der ofte randområder med store flygtningekoncentrationer man kan hjælpe, mens militæret skaber sikkerhed i konfliktens kerne.

Det er sandt, at den militære operation ofte er givet på forhånd af større kræfter end Folketinget. Men den civile er ikke. Hvis Danmark beslutter sig for, at donere nogle hundrede millioner til f.eks. Røde Kors og Folkekirkens Nødhjælp med henblik på, at de skal bruges til at hjælpe flygtninge fra Islamisk Stat, så har jeg svært ved at se hvad der skulle stå i vejen for det?

3 Likes

Danmarks krigsindsats plejer at ligne en cykel som køre bag en amerikansk tanks.

Hvis vi havde en plan for hvad der fore gik, så var amerikanerne nødt til at følge den, fordi de ikke har nogen grundig planlægning.

Forslaget blev behandlet på Politisk Forum 22.03.15, som nåede frem til følgende:

Det blev vedtaget, at der skulle arbejdes videre med de overordnede linjer i forsvarpolitikken, før man kunne vedtage forslaget.

Jeg kunne ønske mig et meget mere ALTERENATIV forsvarspolitik. At Alternativet ville arbejde for neutralitet og ophør af den aktivistiske forsvarspolitik og krigsdeltagelse.
Jeg synes vi skulle oprette et fredsministerium og overføre flest mulige midler fra forsvaret til fredsforskning og konfliktløsning, herunder især aflyse købene af nye kampfly.
Jeg så gerne at Danmark meldte sig ud af NATO og kun deltog i fredsbevarende opgaver i FN-regi. Og at vi arbejde for en styrkelse af NATOS rolle i det internationale samfund.
Jeg kunne ønske mig at vores fredsministerium med hjælp fra efterretningstjenester og andet godtfolk lavede en omfattende kortlægning af verdens samlede våbenindustri og våbenhandel, herunder underleverandører og transport af våben. At gøre dødens købmænd synlige ville give emnet en tiltrængt international bevågenhed.
Venlig hilsen og god valgkamp. Jeg leder efter en pacifist at stemme på.
Venlig hilsen
Ellen Skjerning, Birkerød

4 Likes

Jeg kan godt lide ideen med flere midler til genopbygning, det kan vist kun opfattes som sympatisk. Ikke desto mindre bygger dette konkrete forslag på præmissen, at Danmark skal deltage i krige mod andre lande, hvorfor jeg mener det skal afvises.

Jeg har et modforslag her.

Forslag

Danmark skal undlade at deltage i ødelæggelsen af andre menneskers lande.

Dette vil reducere omkostningerne ved Danmarks krigsdeltagelse til 0 kr. De penge vi
ønsker at bruge på at hjælpe andre, kan så gå ubeskåret til dette.

I stedet kan vi søge at påvirke venligtsindede lande til ikke at føre krige mod
tredjeparter, samt ikke sælge våben til de konfliktende parter.

Baggrund for forslag

Danmark har deltaget i en række krige mod andre lande med det løgnagtigt erklærede mål at skabe en mere fredelig verden og det ikke erklærede, men faktisk eksisterende mål, at have et godt forhold til
Washington.

Det kom der ikke noget godt ud af, for befolkningerne i de pågældende lande.

Yderligere kommentarer

Jeg er ikke modstander af udsendelse af danske soldater i enhver mulig sammenhæng, men som tilfældet Rwanda netop viser os, er det ikke hensynet til befolkningerne i andre lande der driver vores allieredes trang til at smide bomber. Når der endelig er en mulighed, så sidder de stille og kigger på. Stormagternes regeringer bekymrer sig ikke om at redde mennesker rundt omkring i verden, det er ren retorik.

At man erklærer et eller andet mål, betyder ikke at man rent faktisk har det mål. Løgn/manipulation er desværre en bredt anvendt praksis og mange politikere i Danmark synes at have taget den til sig. Alternativet ville kunne udmærke sig som parti, ved netop også at udstille de andres løgnagtigheder, i stedet for blot at stemme nej til deres derpå baserede politik.

Venlig hilsen
Emil Bülow

3 Likes

Jeg vil indledningsvist lige kvittere for en helt igennem ansvarlig, fornuftig og reel Forsvarspolitik. Det var nok en af mine største hurdler ift. min proces med at overveje Alternativet som en reel option for min stemme ved det kommende Folketingsvalg.

Jeg er, ligesom Alexander (som i øvrigt er en gammel kollega), officer i Hæren. Jeg er dog for nyligt trådt ud af linjen og i reserven, blandt andet pga. de overordnet set ret urimelige arbejdsforhold der efterhånden er blevet pålagt Forsvaret. Overordnet set ift. at se samfundsøkonomien og fordelingen af kroner og ører, er jeg ikke uenig i en nedskæring af Forsvarets budget som vi har set det. Men at det gør at Forsvaret er presset, fordi Folketinget stadigvæk benytter det som en hurtig og let måde at få god medie på (“se os, vi bekæmper Islamisk Stat”) uden skelen til hvor presset både mandskab og material i Forsvaret er. Og Forsvaret tør dårligt melde det ud, for så mister man bare flere penge. Jeg tror på mange måder at Forsvaret, ligesom resten af det offentlige, føler sig som den gamle hest i stalden der er bange for at blive slagtet - nu man ikke kan løbe så hurtigt som man kunne i gamle dage. På trods af at årsagen til det, netop er en nedprioritering og ikke egentlig mangel på evner (læs: det danske Forsvar er vanvittigt effektivt pr. krone brugt).

Ift. konkrete ideer og problemstillinger i det fremstillede:

Samtænkning af civil og militær indsats

Jeg er CIMIC (Civilian-Military-Cooperation) officer i mit nuværende virke i Forsvaret. Med min uddannelse og erfaring (samt generelle viden om nødhjælpsarbejde) må jeg påpege at det virker som en stråmand at sætte op. Men jeg forstår skam godt bekymringen.

For det første er de fleste nødhjælpsorganisationer som man kender dem, dedikeret til nogle grundlæggende principper (jeg nævner kun de herfor relevante); uafhængighed og neutralitet/upartiskhed. Uafhængighed fra nationalstater og politiske interesser, og neutraltiet ift. konfliktens parter. Når vi taler nødhjælpsorganisationer (med undtagelse af FNs clustersystem) vil de fleste på intet tidspunkt, under ingen omstændigheder nogensinde samarbejde med militære styrker. Medicins sans frontiers er nok det mest ekstreme eksempel, hvilket også afbilledes interessant i Susanne Biers Hævnen (det at en læge udsendt af Medicins sans frontiers faktisk ender med at skulle stå og behandle den warlord der er skyld i resten af hans patienters lidelser). Så det er slet ikke relevant at forholde sig til umiddelbart.

De resterende, her primært dem der er forbundet med FNs clustersystem (og som altså ledes, on site, af UNOCHAs udsendinge), arbejder habitualt med militære styrker når det vurderes nødvendigt militært.

De steder hvor vi har udsendt danske styrker de sidste 20 år, har stort set udelukkende været til konfliktzoner hvor førstnævnte type nødhjælpsorganisationer har været oplagte terrormål i sig selv (og så enten har trukket sig ud eller har ændret operationsmønster så de, indirekte, har opnået beskyttelse fra NATO-styrkers operationer) og sidstnævnte typer i nogen grad har skubbet nødhjælpen frem til militære styrker (et oplagt eksempel er her hvordan Udenrigsministeriets udsendte medarbejdere i hobetal har barrikaderet sig inde bag sikre muer, og ladet CIMIC-officerer fra Hæren tage sig af deres opgaver - på deres vegne).

I egentlige FN operationer, er det slet ikke et dansk anliggende at koordinere og styre koordinationen af civile og militære anliggender - det er UNOCHA.

Derfor er min pointe altså, at medmindre vi taler om at koordinere Udenrigsministeriets nødhjælpsmidler i eksempelvis et Afghanistan-lignende scenarie, er det slet ikke relevant at diskutere. Problemet findes simpelthen ikke, fordi Nædhjælpsorganisationer meget bevidst opererer på en særlig måde, fordi de professionelle soldater der har med det at gøre er de reelle eksperter og fordi FN har et system der håndterer det i FN operationer.

Desuden, ift.

Danmark er en af de førende nationer i NATO hvad angår, på det plan man er i stand til det grundet et meget lille og mindrebemidlet Forsvar, comprehensive approach (samtænkning) ift. internationale konflikter. Danmark har, på enkeltområder, fungeret for rettesnor for senere amerikanske investeringer i konkret at udvikle evnen blandt militære styrker til at deltage.

Problematikken har, med erfaringer fra Afghanistan, Irak m.m. ikke været manglen på penge til genopbygning, men det at sikkerheden ikke har kunnet opretholdes varigt. Samtlige øverstkommanderende i Afghanistan og Irak har, med varierende konsekvenser for deres karriere, offentligt udtalt til amerikansk og international presse - at indsatsen ville kræve 2-3 gange flere militære styrker til at lykkes. Det er altså ikke genopbygningskroner eller -indsats der mangler, men en reel vilje til at investere tilstrækkeligt militært, der har manglet.

Værnepligten

Der er i tråden blevet gjort nogle meget spændende tanker om værnepligten. Formålet med værnepligten, samfundsmæssigt, er i mine øjne så absolut primært: dannelse og fællesskabsskabelse. Jeg har haft flere års fornøjelse af at uddanne værnepligtige, og har kunnet konkludere følgende:

  1. Unge danskere får enormt meget selvtillid, almen dannelse/uddannelse og forståelse for at kollektivet er værdifuldt og vigtigt - ud af værnepligten. Med institutioner og forældre der tilsyneladende ikke evner at lære de unge i vores samfund almen pli og en forståelse af at det ikke er mig, mig, mig - har jeg virkelig nydt at se effekten af bare 4 måneders fællesskabstræning. At lære at sy knapper på, stryge skjorter, børste sko, gøre rent, sove ude og respektere naturen er nogle af de små, helt konkrete praktiske færdigheder som man tit overser, men som mange unge danskere slet ikke evner længere.

  2. Værnepligten skaber, modsat gamle dage, ikke soldater. Det er snarere en slags forkursus til egentlig militær uddannelse. Førstehjælp, brandslukning og miljøkatastrofehåndtering fylder omtrent det samme som skydefærdigheder og lignende.

  3. Der er en himmelråbende kønsulighed i værnepligten. Mænd har pligt, kvinder har ret. Kvinder kan vælge at være værnepligtige, men kan fra den ene time til den anden også bare ‘sige op’. Mændende har ikke de rettigheder, og jeg har oplevet stærke frustrationer over den forskelsbehandling blandt de drenge jeg har været med til at uddanne. Det undrer mig kraftigt at der kan råbes så højt om så lidt, når mænd har fordele ift. kvinder - men at det stort set ikke er noget der nogensinde bliver behandlet at en så stor offentlig institution til hverdag forskelsbehandler så tydeligt og formelt.

@Henrik Halle:

Når du skriver, “antallet af officerer uden ledelsesansvar bør nedbringes” hvad baserer du det så på?

Min opfattelse er at der generelt er en misforståelse ift. hvad en officer er. En officer er ikke, modsat hvad mange tror, en leder. Hvis man foretager en organisationsanalyse på Forsvaret, med det syn at en officer er en leder - vil man finde en meget ulige organisation hvor der er umanerligt mange ledere til relativt få ledede.

Det er dog en enormt fejlbehæftet analyse. Officerer i Forsvaret udfylder specialistroller i højere grad end ledelsesroller nu til dags. Der er, i skrivende stund, over 60 officerer udsendt i enkeltmandsmissioner af meget forskellig karakter. En officer er, udover at være ledelsesuddannet, også en akademisk uddannet specialist. At nedbringe antallet af officerer uden ledelsesansvar, er at fjerne de bedst uddannede, faglige specialister indenfor en lang række områder.

Når du skriver at forsvarets aktiviteter skal flyttes fra storbyer til vandkantsdanmark, må jeg spørge til din præmis. I skrivende stund eksisterer under 5% af Forsvarets stillinger i nogen form for storby. Og det er et meget konservativt tal. Der er stort set udelukkende tale om Forsvarsakademiet (og tilhørende officersskoler) som, efter min klare overbevisning, bør være lokaliseret tæt på det stærke akademiske miljø i København. Med den nye officersuddannelse er det også fra universiteterne der primært skal hverves.

5 Likes

Bare en lille opklaring: Alternativet har ikke en vedtagen forsvarspolitik. Det du kan læse her på siden er et forslag til en “delpolitik” - som ikke er vedtaget. Det kan nok forventes at tanker fra dette forslag også finder plads i en endelig forsvarspolitik.

Det var nok en uklarhed fra min side, det var skam også det jeg mente.

Jeg tror jeg havde frygtet realitetsfornægtelse af en anden verden :wink:

Der er mange gode ideer i det du skriver. Det er dog rigtigt mange forsvarspolitiske forslag, mens det jeg har været med til at lave, kun er et enkelt.

Jeg er enig i det meste at det du skriver. Synes dog:

  • Hjemmeværnet er en billig måde at få løst en række opgaver på. Også militære. Hjemmeværnssoldater bliver også udsendt, de holder gratis vagt og de støtter gratis Hæren på øvelser. Jeg så dog gerne, at hjemmeværnet blev rusket lidt op. Mindre kaffeklub, færre medlemmer men flere dedikerede medlemmer, mere fokus på hvordan de kan aflaste samfundet. Måske bevogtning af kaserner?

  • FN mandat synes jeg ikke er et must. Kosovo er f.eks. den af Danmarks nyere missioner der er gået bedst, og den var uden FN mandat. Afghanistan og Libyen, der ikke gik specielt godt, var med FN mandat. Jeg så hellere, at Folketinget skulle have 2/3 flertal, hvis man gik uden om FN.

  • MEGET enig i, at antallet af officerer og befalingsmænd ikke stemmer overens med antallet af menigt personel. Meget enig i, at opgaver og ressourcer skal passe sammen. Enig med værnepligten, selvom 22 måneder i mine øjne er for meget.

  • Det er ekstremt problematisk, at Forsvarets aktiviteter hele tiden skal flyttes. Det er dyrt og vi mister enorme kompetencer, fordi folk ikke flytter med, men siger op. Jeg så hellere, at nye kaserne og enheder blev placeret i provinsen, men at man ikke rykkede eksisterende.

HVAD SKAL FORSVARES?

Er det en eller anden form for politisk ideologisk system eller er det mennesker - levende mennesker?

Er det mennesker der skal forsvares, så vil brugen af dødens og ødelæggelsens redskaber være en modsigelse af at man forsvarer mennesker, da dødens og ødelæggelsens redskaber netop er skabt til at ihjelslå mennesker med - så hvor er forsvaret for mennesker henne?

Er det et politisk ideologisk system der skal forsvares, så er dødens og ødelæggelsens redskaber ikke en modsigelse, da et politisk ideologisk system allerede er dødt, så det kan ikke slås ihjel og ødelægges kan det heller ikke, da det ikke er bygget op fysisk, men derimod mentalt i menneskers hjerner, så her handler det om at slå mennesker ihjel og ikke systemet.

Derfor undre det mig, at mennesker kan gå med til at opbygge et forsvar - for hvad, et ideologisk system? - som på ingen måde er interesseret i mennesket som andet end et arbejdsredskab eller som i filmen “MATRIX”, som batterier, for systemet.

Nej, vi skal have et forsvar der forsvarer mennesker - levende mennesker også dem der gerne vil slå os ihjel, for de er også mennesker - levende mennesker - som er blevet vildledt til at slå mennesker ihjel.

Så hvad skal vi have i stedet for et forsvar med dødens og ødelæggelsens redskaber?

Vi skal selvfølgelig have et forsvar der forsvarer menneskers liv og helbred.

Nationalt kalder vi det for det civile beredskab, brandvæsen, ambulancer m.v., men hvorfor har vi som menneskehed ikke et civilt beredskab, når de store katastrofer indtræder?

Her kunne Danmark være foregangsland og omforme sit nuværende krigsberedskab til et civilt beredskab, som med kort varsel (på få timer) kan indsætte med læger, medicin, lægeudstyr m.v., ved at sende disse nødvendige ting og personer af sted med eksempelvis F16 jetfly, i stedet for bomber som i Irak.

På den måde kan Danmark være det første land der har et forsvar der forsvarer levende mennesker, når de store katastrofer indtræder, i stedet for at Danmark bruger milliarder af kroner på dødens og ødelæggelsens redskaber, så kan de samme milliarder faktisk redde menneskeliv, i stedet for at pengene bliver brugt til at fratage mennesker livet.

Så kan vi begynde at tale om at vi har et forsvarsministerium.

Det vi har i dag er et krigsministerium, for krig slår mennesker ihjel og det er jo faktisk det ministeriet er sat i verden for at få udført - drab på mennesker. Når der bliver smidt bomber i Irak bliver mennesker dræbt og så er det at udføre drab på mennesker.

Så lad os få omprioriteret vort samfunds forsvar til at være et internationalt civilt beredskab, således at det kan forsvare levende menneskers liv og helbred.

4 Likes

Det er stærke sager du skriver her Lars. Jeg kunne ikke være mere enig. Hvis man gerne vil have fred i hele verden,
bliver man nødt til at statuere et eksempel, og nytænke denne såkaldte “forsvarspolitik”. Jeg synes ikke vi skal gå på kompromis med menneskeliv.
Ved at smide en bombe i hovedet på nogle andre, siger man helt konkret. “Jeg har ret til at dræbe andre mennesker, fordi jeg mener noget andet end de gør”. Dette er det modsatte af dialog, og vil i min optik kun blusse flammen op yderligere.
Verden skal ændres RADIKALT, hvis vi gerne vil brødføde alle mennesker på moder jord. Derfor bliver vi også nødt til at have RADIKALE holdninger.
Vi må være et eksempel for verdens befolkning. Et fredeligt eksempel mener jeg. På INGEN måde synes jeg at drab af andre mennesker kan retfærdiggøres af den ene eller anden årsag. Det er jo lige netop at fratage den anden person for det, man selv udnytter i den situation man udøver drabet. Retten til at leve og ytre sig. Retten til tanker. Det er fuldstændig selvmodsigende og selvdestruktivt.

Alle krige ender med nederlag når man ikke har et krigsmål.
hvad er Danmarks krigsmål i Mali?

Godt jeg nåede ned til dit indlæg, jeg blev helt nervøs over at læse de øverste indlæg. Jeg mener at kræfterne skal bruges til freds- og konfliktforskning. Vi er så lykkelige at kunne tale sammen, brug det, at slå og skyde er ikke menneskeværdigt. KH Eli