Uffe har bedt mig blande mig i stedet for at sidde på sidelinjen, så det gør jeg nu.
Danskernes menneskesyn er under stor forandring i disse år, godt præget af de overliggere ekstremerne i dansk politik dikterer (LA, Ø, DF). Denne tråd handler om den grundlæggende politiske vision i Danmark, og tager selvfølgelig udgangspunkt i “velfærden”. Er vi villige til et fællesskab hvor vi ser hinanden, som bidragsydere til samfundet uanset status, eller søger vi et samfund, hvor alle kun er sig selv nærmest?
At vi har et velfærdssamfund betyder at vi i fællesskab bærer hinanden. Det vil sige at at gadefejerens søn kan få en uddannelse, at direktøren der gik konkurs kan blive samlet op igen, at din mor kan få mad selvom hun bliver gammel og senil, og at kriminaliteten mindskes, fordi desperationen blandt mennesker er minimal. Det betyder at vi ser den danske statsborger, som en tilhørende brik i vores samfund, uagtet om vedkommende er milliardær, eller ludhamrende fattig.
Den anden del af menneskesynet er meget nem at forholde sig til. Enhver er sig selv nærmest, og kan du ikke overleve må du dø. Det er en sindssyg nem politik at føre, fordi du ikke tager højde for de følelser der adskiller mennesket fra dyrene, men blot skal reagere instinktivt.
Ført an af Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, og blandingen af disse to - Nye Borgerlige, er vi godt vej imod det menneskesyn, og det har jeg det meget dårligt med. Uanset om andre syntes det er rigtigt, eller forkert. De tilbage værende partier ser ikke hvad der sker, eller måske de bare ønsker den vision for Danmark?
Mit spørgsmål er, hvordan vi får det menneskesyn tilbage i det land, så mange har misundt gennem tiderne, før det har sneget sig ud af danskernes bevidsthed?
Er der en læser der sidder og trænger til lidt mere bogstav gymnastik, så gnav dig gerne igennem denne artikel: Vi taler ned til dem, der er ramt af sociale problemer - politiken.dk