Det er efter min mening fornuftigt, at vi i Alternativet lige nu peger på os selv som regeringsledere.
Som forventet har udmeldingen medført voldsom kritik fra andre partier, især på venstrefløjen. Kritikken går især på, at Alternativet ved ikke at støtte S som regeringsleder nærmest per automatik støtter en V-ledet regering. Sådan ser jeg ikke selv på det.
Da S sidst sad i spidsen for regeringen førte de efter min mening en politik, som var mere borgerlig end de borgerlige regeringer vi havde inden og efter. Retorikken (hvad de sagde) var fortsat socialistisk, men den førte politik (hvad de reelt gjorde) var borgerlig. Da jeg betaler topskat kan jeg nok ikke brokke mig over de væsentlige lempelser af topskatten, som den seneste S-ledede regering (i modsætning til diverse borgerlige regeringer) fik gennemført, men er det retfærdigt?
Vi kan finde elementer i de fleste andre partiers politik, som har vores sympati. Et eksempel er LA, som har en iværksætterpolitik der er tæt på vores egen politik på området. Derfor synes jeg det ville være dumt at gøre politikken en-dimensionel ved at gøre den kommende valgkamp til en kamp mellen en rød og en blå blok. Der er så mange nuancer i politik der går tabt, når det alene er et spørgsmål om rød eller blå blok.
Selv kan jeg ikke støtte nogen af de to andre statsministerkandidater. Derfor er jeg glad for, at Alternativet nu er kommet med samme udmelding. At Uffe stiller op som kandidat ser jeg mere som en god provokation der hjælper til at gøre op med blokpolitikken end et reelt ønske om en post som statsminister. Men skulle det ende sådan, ville jeg ikke brokke mig.
Nu da partiet - lidt forsinket - har gennemført det meste af mit forslag fra 2016, vil jeg da gerne endnu engang reklamere for den del der handler om at pege på Connie Hedegaard som statsminister (eller i første omgang forhandlingsleder). Hun er grøn, hun er borgerlig, hun er humanist, hun er internationalist. Hun er kompetent, og virker som et ærligt og sympatisk menneske. Med den rette mandatfordeling ville hun være de borgerlige partiers eneste mulighed for en borgerlig statsminister.
Først blev jeg rigtig glad, da jeg læste Uffes nyhedsbrev. Næste valg er afgørende for om vi kan bremse klimakrisen. Nu er det alvor. Jeg kunne ikke være mere enig. Konklusionen er i nyhedsbrevet, at derfor skal Alternativet pege på sig selv, dvs. Uffe som statsministerkandidat. Hov, hvad skete der lige der. Præmissen for at nå til den konklusion er, at der ikke er forskel på Mette og Lars, hvad angår miljøpolitik. Det er jeg ganske enkelt ikke enig i. S med SF, RV og Ø til at bide sig i haserne er en bedre alliance på miljøområdet end den nuværende borgerlige regering.
Alle kommentarer til vores udmelding har gået på politisk spin om hvem vi i givet fald så vil pege på, hvis og hvis… Ikke et ord om klima og miljø. Frem til valget vil Uffe kun blive spurgt om hvem han støtter, ikke om de politiske tunge emner. Og vi ligger som vi selv har redt. Det er showtime for politiske kommentatorer og vinderen er DF. Nu bliver S nødt til at være rigtig søde overfor dem, hvis de vil have regeringsmagten. Og det vil de.
Hvad skulle vi ellers have gjort? Uffe har selv tidligere lanceret en rigtig god strategi. En omvendt DF, så at sige. Det betyder: Vi skal støtte S som forhandlingsleder og statsminister. Men prisen er at vi får vores krav igennem på miljø og klimaområdet. Når vi har fået det, strammer vi skruen og stiller endnu flere krav. Ellers kan S forberede sig på et klima- og miljøvalg. Det er præcis det, DF har gjort med succes på flygtninge- indvandrerområdet. De kan gøre det, fordi flertallet af danskerne er med dem på det område. Vi kan gøre det på miljøområdet, fordi flertallet af danskerne et med os her.
I min erhvervskarriere har jeg lært, at man aldrig skal true med at gå. Man skal true med at blive. Det gør jeg hermed.
Kærlig hilsen
Jens Wiene
God ide ide med Connie Hedegaard.
Men vil hun rilbage i politik ?
Jeg bakker fuldt op om Uffe Elbæks statsministerkandidatur, og efter min mening kan vi slet ikke finde en bedre statsministerkandidat end Uffe!
Connie Hedegaard er, så vidt jeg ved, stadig medlem af Det Konservative Folkeparti, og har i flere perioder været minister i en regering ledet af enten Anders Fogh Rasmussen eller Lars Løkke Rasmussen.
Ikke alle medlemmer af Å kommer fra borgerlige partier eller kan tilslutte sig en udpræget borgerlig politik. En væsentlig del af Å’s medlemmer vægter også den sociale bundlinje meget højt. De medlemmer vil næppe stemme for Connie Hedegaard.
Bedste hilsener
Lisbeth Søndergaard Raun.
Skal statsministeren (som eneste minister) ikke være valgt til Folketinget?
Fortsætter debatten fra #DerforUffe:
Alternativet er oppe mod store kræfter i det politiske system, så selvfølgelig kommer der mishagsytringer. Vi skal også huske det er vigtigt man starter med sig selv. F.eks fravalg af bil og flyrejser som jeg selv praktiserer. Sortering af affald, slukke lyset, hente genbrugsposer hos Coop etc. Hvis alle i Alternativet gjorde som undertegnede var vi godt i gang med at løse klimakrisen. Resten af befolkningen kan man ikke tvinge, kun håbe holdningsændringen kommer inden det er for sent. En svær øvelse med den levestandard vi har. Det er også vigtigt at tage fat i vores forurenede by København, hvor mange jo bare fortsætter bilkørslen uden at tænke på konsekvenserne. Til slut en næse til affaldssmiderne. Fy, skam dig!
De bedste hilsener fra
Flemming Michaelsen (Ikke medlem lige nu, men melder mig ind hurtigst muligt!)
3 pointer: For det første er der magtens tredeling - det er ikke regeringens opgave at bestemme hvilken politik der skal føres, men at føre den ud i livet. Dermed bør statsministerens politiske holdninger være mindre vigtige.
For det andet: Hvis vi skal gøre os fri af blokpolitikken, kræver det at vi ikke afskriver personer, på grund af deres (hidtidige) tilhørsforhold til en blok.
For det tredje: Pointen med at pege på Connie Hedegaard er, at det - i modsætning til at pege på Uffe - ikke blot er en tom gestus, men rent faktisk et konkret tilbud om at ændre på blokpolitikken - hvis de såkaldt borgerlige partier vil lege med.
Der er intet krav om at ministre - stats- eller andre - skal være valgt til Folketinget.
Hun skulle nok overtales.
Jeg synes det vil være en rigtig god ny politik, dersom Uffe udpeges som Statsminister, at så træder han tilbage som Alternativets leder og er han blevet valgt ind i folketinget, træder han ud af folketinget.
For at kunne få en så bred og folkelig regering som muligt, skulle Uffe opfordre samtlige interessegrupper (partier), at komme med maks. 3 emner til ministre, for hvert ministerium, således at Uffe har noget at vælge imellem.
Er Uffe blevet statsminister, skal han dertil også kræve, at de ministre han vælger og som er valgt ind i folketinget, at de træder ud af folketinget.
Vi skal have adskilt de 3 magtinstanser, som de faktisk burde være.
Den dømmende magt, hvor ingen lovgivere og lovudøver er dommere.
Den lovgivende magt, hvor ingen dommere og lovudøvere (ministre) er folketingsmedlemmer.
Den udøvende magt, hvor ingen dommere og lovgivere (folketingsmedlemmer) er ministre,
Det vil være en hel ny politisk kultur og som godt kan betegnes som ‘Dansk parlamentarisme 2.0’.
Det vil være første gang, dersom Uffe går med til dette og dermed bliver landets statsminister, at en statsminister ikke er partileder og at ingen i regeringen er folketingsmedlemmer.
Vil skal ikke vedblive at have et diktatur-light, hvor lovudøverne også er lovgivere og dermed stemmer om den lov de selv skal udøve.
Det er kun i diktaturer at magtudøveren også er den der laver den lov, diktatoren skal udøve sin magt efter.
Noget sådan kan vi da ikke have i Danmark, som burde være et demokrati - et folkestyre og ikke et diktatur-light.
Det er meget risikabelt at spille Uffe på banen som statsministerkandidat. Det flytter fokus væk fra indholdet i Å’s grønne, sociale og økonomiske balancepolitik. I stedet bliver det i den offentlige debat til et spørgsmål, om Alternativet vælger/fravælger Mette eller Lars som statsminister. Med “derforUffe” risikere Å, at Uffe bliver til hofnarren i spillet om kongemagten.
Å har fået udviklet en suveræn stærk grøn politik. Jeg synes den skal formidles som den bedste klimapolitik for Danmark. Og det skal ske lokalt, så vores naboer - og dem vi deler hverdagen med - forstår, hvorfor Alternativet har det rigtige politiske svar. Med en større opbakning til Å ved næste valg, vil der være en reel bedre position for den grønne politik, uanset hvem der skal være forhandlingsleder.
Alternativet skal agere meget mere som en bevægelse med lokale aktiviteter, der overbeviser tvivlernes om, at Alternativets grønne, sociale og økonomiske politik er det rette valg.
Hej Flemming - Individuelle valg og løsninger skal selvfølgelig prioriteres højt, MEN det er slet ikke tilstrækkeligt at basere en effektiv klimapolitik på individuelle valg. De store ryk skal ske i kollektive løsninger for landbrug, trafik og boliger. Den konventionelle landmand og gartner skal hjælpes til at omlægge til mere økologisk humane fødevarer. Flytrafik i fx Europa skal erstattes af el-tog, der kører hyppigt indenfor og på tværs af landende - og så skal bilparken gøres el-dreven med omlægning af bilafgiften. Boligerne skal opvarmes med grøn el-varme og brugsvandet skal genbruges. Det kan den enkelte borger ikke vælge idag. DERFOR kollektive løsninger.