Jeg var kandidat for Alternativet til valget 2015, Københavns storkreds, og er formelt stadig kandidat. Nu hvor et valg måske nærmer sig, bliver et af spørgsmålene jo, hvem Alternativet peger på som statsminister.
Ved valget 2015, havde jeg intet problem med at pege på Helle Thorning - både af politiske, men også af taktiske årsager (vi var et helt nyt parti m.v.)
Hvis der kommer et valg, ville jeg dog have svært ved at forsvare at pege på Mette Frederiksen - eller Lars Løkke for den sags skyld.
Jeg ville meget hellere pege på Uffe, og derefter lade vælgerne tale. Jeg er klar over, at det vil kunne skabe forvirring, fordi vælgerne ikke ved om en stemme går til en “blå” eller “rød” statsminister, men det ville give en ordentlig fornemmelse i maven, når jeg skulle tale med folk på gaden.
Jeg mener at det vil være fornuftigt ikke at pege på hverken S eller V’s kandidater. Uffe kunne være et bud, eller en person uden for Folketinget med bred respekt. Det sidste ville sætte fokus på magtens tredeling. Det oplagte valg ville være Connie Hedegaard (jeg kan ikke lige komme på andre oplagte kandidater).
Hvis Alternativet bliver "tungen på vægtskålen - og hvis ikke vi får andre med på “vores” kandidat - bliver resultatet formodentlig at ingen kandidater får flertal i dronningerunden. Den borgerlige kandidat får formodentlig flest mandater bag sig, men vil formodentlig konstatere, at der ikke er et flertal bag en regering. Slutresultatet bliver formodentlig en socialdemokratisk ledet regering - som Alternativet tillader. Vejen derhen kan så være mere eller mindre mudret.
Spørgsmålet er hvordan vi skal “sælge” eller “frame” det. På sloganform kunne det hedde “Vi er en del af Grøn Blok”. Lidt længere: “Vi er ligeglade med hvem der er er ministre - blot de regerer i overenstemmelse med Folketingets flertal”. Og til dem der spørger til tillid/mistillid: "Vi vil ikke vælte en minister eller regering, som udviser god regeringsførelse i overenstemmelse med Folketingets vedtagelser. ". Sidst og mest krummeluret: “Vi har hidtil oftest været politisk enige med den såkaldte ‘røde’ blok. Såfremt vi har flertal med denne blok til at gennemføre en politik der ligger op ad vores på en lang række områder, vil det være naturligt at det er dette flertal der også udpeger statsministeren.”
Nu hvor Alternativet, lettere forsinket, har implementeret det meste af mit forslag, vil jeg gerne henlede opmærksomheden på sidste sætning i andet afsnit. Jeg mener at et forslag om Connie Hedegaard som statsminister (eller i første omgang forhandler ved en dronningerunde), er det helt rigtige i denne situation - både signalmæssigt og taktisk.