- Kunne man evt lægge nogle af de nuværende ydelser sammen, og på den måde nedbryde ydelsessektorerne som siloer, der er vandtætte skodder imellem?
Kunne man lægge eksempelvis SU og kontanthjælpen sammen og kalde det en “Basisydelse” (ikke helt uden modkrav, men dog en basisydelse) og så køre den som det system jeg forstår man bla har i Tyskland og i Sverige (Riksnormen), hvor husleje og evt. medicinudgifter betales af staten og hvor man derudover har et beløb at leve for? Her kunne der jo være et krav om, at en enlig ikke må leve for under 4000 kr, når husleje og medicin er betalt.
Man kunne kigge på grænsen for, hvad SKAT mener, at man som minimum skal have som rådighedsbeløb, og bruge det som udgangspunkt, hvilket måske endda er lavt sat.
Beløbet kunne også sagtens være højere.Ved en sammenlægning af ydelser, ville man jo også ensarte tilbud, så det ikke længere hedder SU-rabat og studieboliger, men “basisydelsesrabat” og “basis-boliger” og altså tilkommer flere, der lever på samme ydelser. - Det er vigtigt at der ikke gøres for stor forskel på unge og voksne. Vi kan læse ud af SFi-rapporterne at der er mange unge, i de voksende hjemløsestatistikker, og det er jo netop fordi at ungeydelsen er så ekstremt lav, og nu skal disse mennesker slås på boligmarkedet mod folk på integrationsydelse, plus studerende.
- For at komme det voksende prekariat i møde, skal diskursen ændres, for vi kommer med stor sandsynlighed til at se flere projektansættelser, og flere og længere pauser fra arbejdsmarkdet mellem ansættelser. Der bør ikke skeles til hvad man ejer og har af værdier, når man søger om basisydelsen - medmindre der selvfølgelig er tale om privatfly og limousiner, eller noget der ligner. Ligeledes bør kommuner heller ikke kunne tvinge folk til at bruge af deres pensionsopsparing for at kunne forsørge sig i ledighedsperioder, da dette bare vil få konsekvenser senere.
- Basisydelsen skal kunne træde i kraft forholdsvist hurtigt, så der skal ikke være en lang sagsbehandlingstid. Den skal kunne fungere måske efter max en uge, og bør måske heller ikke tildeles på månedsbasis, men måske efter hver anden uge, da der jo sikkert er mange, der må tage korttidsansættelser, som der ikke er hele måneder imellem.
- Jeg tænker at man, for at fremme livslang læring, skal afskaffe “SU-klip” og i stedet indføre en karensperiode på måske 1 år efter man har afsluttet en uddannelse, før man kan uddanne sig igen - MEDMINDRE man er arbejdsløs, hvorved det altid bør være muligt at udvikle sine kompetencer. Man bør som ledig altid have adgang til relevante uddannelser og opkvalificeringskurser, og så kunne tage sin basisydelse med mens man læser.
- Jobcentrenes rolle:
Det bør være sådan at jobcentrene bliver voldsomt reducerede, og formentlig skal hedde noget andet, da navnet “jobcenter” er dybt misvisende. Dets rolle må hernæst primært bestå i, at bistå de, der selv har svært ved at komme videre, så de velfungerende ikke skal føle sig jaget vildt, i et rigidt og inhumant system, som udelukkende begrænser folk.
Jobcentrene bør vurderes ud fra følgende 4 kriterier:
1) Brugertilfredshed, som der løbende skal tjekkes op på.
2) De ansattes frihed til at koordinere og lave langsigtede indsatser, som må tage
den tid de nu engang tager. Her er refusionsordningen et stort problem, da den
opildner til kortsigtet tænkning.
3) Effekterne af indsatserne. Virker de, eller står den netop behandlede misbruger
i døren igen i næste uge, fordi indsatsen var for kort…? Får syge den tid de
skal have til at restituere osv?
4) Er tilbuddene så gode, at folk på basisydelse vælger dem til? Er det, som
udbydes, relevant for de ledige?
Øvrige spørgsmål: Kunne man lade førtidspensionen indgå i basisydelsespakken…? I et system uden tvang, vil folk jo ikke blive presset til noget, de ikke magter, og de bliver selvfølgelig heller ikke straffet for at lave frivilligt arbejde, i den tid de mener de kan magte.
Det skal være ulovligt at benytte økonomiske sanktioner overfor folk på basisydelse. Hjælp og dialog må være alternativet, og mht svindel og socialt bedragerei (Som de borgerlige åbenbart er så bange for), så er der jo også love for den slags, og skulle der være tilfælde af groft misbrug, må det være en sag for domstolene og ikke for sagsbehandlerne eller ydelsessagsbehandlerne - som jeg jo mener kan gå hen at være ret så ligegyldige ordninger. Sagsbehandlere bør være for folk, der har behovet herfor, og ikke noget alle på basisydelse partout skal have.
Straf for socialt bedrageri
Bestemmelserne der regulerer straf for socialt bedrageri er Straffelovens § 279 (den almindelige bedrageri-bestemmelse) og § 289, samt 289a. Mest benyttet i sager om socialt bedrageri er § 289, med følgende ordlyd:
Straffeloven § 289:
Med fængsel indtil 8 år straffes den, som for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding gør sig
skyldig i overtrædelse af særligt grov karakter af skatte-, told-, afgifts- eller tilskudslovgivningen eller af § 289a.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder kun anvendelse, hvis der i den i stk. 1 nævnte lovgivning er henvist til denne bestemmelse.
Ud over Straffeloven kan socialt bedrageri straffes efter Retssikkerhedslovens § 12b, stk. 1. Indholdsmæssigt ligner bestemmelsen formuleringen i Straffeloven, idet den vedrører uberettiget modtagelse af sociale ydelser.