ALTERNATIV PARTISKAT
Alternativets værdigrundlag og Alternativets organisation bør ses i sammenhæng. Ud fra Alternativets grundlag er den voksende sociale ulighed, som også er nået til Danmark og som
alle regeringer siden 2001 har bidraget til, i strid med målsætningen om et
bæredygtigt samfund.
“Vi skal have større lighed i
samfundet” (Josephine Fock 8. jun. 2015)
Fortalerne for ulighed fremstiller den som fundamentet under “den nødvendige politik”. Spørges der til begrundelser præsenteres de ny(=gammel)liberalistiske læresætninger, som lægges
til grund for den økonomiske politik og fordelingspolitikken. Det er lykkedes
leder- og toplaget systematisk at øge afstanden mellem egen indkomst og
indkomsten for den øvrige befolkning. Symbiosen økonomisk og politisk elite har
etableret en opadgående indkomstudvikling for de bedst stillede, mens resten af
befolkningen står stille eller går tilbage i indkomst. (Jvf. økonomerne
Krugman, Stiglitz, Piketty). Denne udvikling er international, men er også nået
til Danmark, hvor skiftende regeringer og folketing befordrer denne udvikling,
også når de forhøjer den almindelige pensionsalder. Det er tungt for de hårdest
arbejdende med beskedne lønninger at skulle arbejde ud over segnegrænsen;
toppen bevilger sig selv høje lønninger, der muliggør så stor en
pensionsopsparing, at de reelt kan gå eller nedtrappe, når de vil.
Alternativet vil en anden vej end ulighedssamfundet og har mulighed for i sin egen organisatoriske indretning at betræde den.
Disse konstateringer har affødt dette forslag om at vise det gode eksempel ved at Alternativet indfører obligatorisk partibidrag/partiskat omfattende de personer, hvis indkomst beror på
Alternativet: folkevalgte og udpegede. Hertil kommer Alternativets ansatte, hvor der foreslås enhedsløn.
Endnu er Alternativet i sin vorden;
derfor kan det endnu være muligt at lægge en linje, som er på plads, før
folketinget endnu engang måtte løfte egne lønninger, og før Alternativet f.eks.
skal stille de første borgmestre eller ministre, og før Alternativet får
højtlønnede medlemmer af Europaparlamentet.
For at kunne bestemme partiskattens størrelse må der fastlægges et rimeligt indkomstniveau for alle. Indkomsten bør fastsættes ud fra de menneskelige behov, hvilket principielt taler for samme
løn til alle, som kan gradueres efter forsørgerforpligtelser og andet.
Hvad kan en partiskat anvendes til?
Den kan selvfølgelig indgå i Alternativets kasse, men der kan også peges på andre muligheder:
-
en valgfond, så Alternativets kandidater ikke skal være henvist til at finansiere valgkamp af egen lomme.
-
delvist frikøb af valgte, f.eks. hovedbestyrelsesmedlemmer.
-
?
Forslag til ny bestemmelse i
Alternativets vedtægter:
Personer, der er valgt eller udnævnt til lønnet tillidshverv for Alternativet, indbetaler
obligatorisk partibidrag/partiskat. Til beregning af partiskatten fastsætter
Politisk Forum et behovsbestemt indkomstniveau gældende for en valgperiode.
Aflønning herover, fraregnet skat og arbejdsmarkedsbidrag, indbetales til
Alternativet. Enhver bidragspligtig kan ansøge hovedbestyrelsen om ændring i den beregnede partiskat. Ansøgningen skal være behovsbegrundet.
Hovedbestyrelsen disponerer over partibidrag/partiskat til valgfond og frikøb af valgte og evt.
andre formål, som der er enighed om. Frikøb behandles på grundlag af ansøgning.
Der indgås overenskomst med Alternativets ansatte om enhedsløn fastsat efter princippet om
behovsbestemt indkomstniveau.
Forslaget om partiskat bygger på et samfundssyn, som skitseres her:
Hvorledes anerkender og belønner vi hinandens indsats og arbejde?
Svaret på dette spørgsmål findes i to hovedudgaver. Den ene er incitament-teorien; den anden er værditeorien.
Incitament-teorien har rod i den liberalistiske, økonomiske skole, hvis menneskesyn er, at mennesket er økonomisk, dvs. at det motiveres af egen økonomisk vinding. Den teori er ret ny
– den har ca. 200 år på bagen – men har langsomt underlagt sig verden. Måske
findes der nogle få lommer, hvor den ikke er styrende/enerådende (Bhutan?) Det
er først fornylig (de sidste 30 år), at den har fået en dominerende position i
Norden. Anerkendelse og belønning er hermed blevet et økonomisk spørgsmål, og
det indgår i denne teori, at der er et ligefremt forhold/proportionalitet
mellem økonomisk belønning og indsats: Hvis skatten sættes ned, arbejder folk
mere; hvis skatten sættes op arbejder de mindre. Denne teori holder ikke i det
virkelige liv (jf. f.eks. professor Jørgen Goul Andersen og en række studier),
hvor mennesker også er motiverede af værdier som anerkendelse, nysgerrighed,
virke- og skabertrang og ønsket om at gøre noget for andre. Det er dette
sidstnævnte menneskesyn, der ligger til grund for Alternativet, der vil gøre op
med den økonomistiske forestilling, der har skabt de skader, som Alternativet
vil reparere.
Incitament-teoriens teoretiske karakter (dvs.at den ikke erfaringsbaseret) har dog ikke svækket dens fremgang.
Bestemmende økonomer lægger den ind i deres modeller som en indiskutabel forudsætning.
(Der er den særlige krølle på incitament-teorien, at det primært er folk med gode indkomster, som motiveres af en endnu højere indkomst. Folk med de laveste indkomster motiveres bedst af negativ økonomisk belønning; de rubber neglene, hvis man berøver dem indkomst.)
Ud fra værditeorien er mennesket ikke endimensionalt. Virketrang og anerkendelse spiller en større rolle for ønsket om at yde mere end flere penge på lommen. Det er dog vigtigt at have for øje, at årtiers incitament- teoretiske prædikener kan få den virkning og måske allerede har fået det, at mennesker påvirkes og rettes til efter modellen: Hvad får jeg for det? Hermed kan teorien blive selvbekræftende.
Hvis Alternativet skal lykkes, må denne tendens brydes.
Indkomst og indsats kan ses som tilhørende hver sin samfundssfære, som to forskellige samfundsaspekter, hvor indkomstens størrelse er behovsbestemt, mens indsatsen er afhængig af kultur, nysgerrighed, virketrang, ønsket om at udrette noget/skabe noget, som andre mennesker værdsætter.
Nyligt afdøde Nils Christie undrede sig over, at han som professor skulle tjene mere end gennemsnittet: ”Jeg har et arbejde, som jeg elsker. Hvorfor skal jeg belønnes yderligere? Hvorfor skal jeg have højere indkomst end den, der udfører et måske ubehageligt, nedslidende arbejde? Hvis der skal være forskel, skal det så ikke snarere være omvendt?”