Denne post er oprindelig postet p åFB: Bæredygtig omstilling | Facebook
OM FILOSOFI, LIGESTILLING OG EN AFGØRENDE KLØFT
På Politisk Forum i søndags behandlede vi et forslag til en ligestillingspolitik som kan ses her: Vision for ligestilling og mangfoldighed - indsendt til PoFo
Forslaget blev mødt med generel anerkendelse, men der var også et mindretal på ca 1/3 som fandt det mangelfuldt.
Essensen i kritikpunkterne var:
- “Præciser hvilke strukturer man ønsker at forandre.”
- “Præciser hvilken filosofisk grund visionen står på.”
- “Der er en udbredt diskrimination imod folk at spirituel overbevisning i det offentlige og samfundet generelt som ikke er medtaget.”
Resultatet blev at oplægget skulle modificeres med henblik på at inkorporere denne feedback og derefter forelægges pofo igen.
Jeg synes dog at oplægget trænger til en lidt bredere debat idet optikken på ligestilling er en betydningsfuld social markør, hvilket fx kan ses af at det suverænt mest omstridte emne i vedtægsdiskussionerne er kønskvotering.
Jeg ser følgende mangler i den hidtidige ligestillingsdebat:
- Oplægget har ikke været særligt bredt debatteret. Der har været nogle polaer i Kbh og Århus. Dernæst har det været på dialog hvor 8 (otte) personer har bidraget med deres meninger.
- Som pkt. (2) ovenfor siger, så savnes det at tydeliggøre hvilket filosofisk fundament dokumentet står på.
- Som punkt 3 så er der en udbredt diskrimination i samfundet som oplægget slet ikke nævner: diskrimination mod spirituelle. I min post på:
Redirecting... redegør jeg for to konkrete oplevelser af diskrimination fra hhv. undervisningsministeriet og Odense kommune som jeg anser for grove eksempler på en praksis som er ret udbredt - men usynlig fordi spirituelle mennesker ingen institutionel magtbase har i samfundet.
Vedr. filosofi.
Det formulerede ligestillingsoplæg hviler ret tydeligt på det man kan kalde en sekulær humanisme. Det er en filosofi af god vilje men den rummer en præmis som i relation til det spirituelle som er meget problematisk. Den rummer nemlig den præmis (grundbetragtning) at “Gud er en social konstruktion” (lidt firkantet sagt). Forestillingen om en åndelig kraft i universet, er med andre ord noget mennesker SELV har opfundet for at trøste sig selv i nødens stund. Der er intet virkeligt ved det, men det er en forestilling som man kan acceptere så længe den holdes privat og ingen indflydelse har på politiske og samfundsmæssige prioriteringer.
Jeg bryder mig i parantes bemærket meget lidt om begrebet “Gud”, et begreb hvis oprindelse formentlig skal findes i de hebraiske begreber Gomer = skønhed, Oz = styrke og , Dabar = visdom - sat sammen til GOD og oversat til GUD.
Men med tiden er det blevet til et billede af en gammel mand i himlen inspireret af den romerske gud ZEUS og siden gennem en ufattelig lang serie af misfortolkninger blevet et begreb som mange intelligente mennesker vånder sig over at skulle forholde sig til, hvilket jeg godt forstår. Men det er slet ikke den slags åndelige forestillinger som har relevans her.
Over for denne sekulære humanisme står nemlig i min optik det vi kan kalde en “universel spiritualitet”. Det er en filosofi som er enig med humanismen i mangt og meget, men som mener at der bag sløret gemmer sig noget EGENTLIGT. Det er den vigtigste forskel på de to traditioner. Bag universets tilsyneladende vilkårlighed gemmer sig i denne optik en højere orden - et nærvær og en kraft som forbinder alt levende og hvis natur vi med vores sløve sanser kun dunkelt aner, som Einsteins så fint formulerede det.
Skåret ind til benet er forskellen på de to perspektiver:
- Er den vilkårlighed vi møder i videnskabens grundoptik (født ud af kvantefysikken) udtryk for at tilfældighed faktisk ER et grundvilkår i universet, eller
- Er vilkårligheden udtryk for at liv er uforudsigeligt, men ikke tilfældigt, og at der bag sløret ligger en kosmisk intelligens vi ikke forstår, men som er ophavet til vores evne til at tænke?
Det er på ingen måder et trivielt spørgsmål.
Alternativet bygger på værdier. Af denne grund har man kunnet navigere rundt om det essentielle spørgsmål om vores LIVSSYN indtil nu. Men afhængig af vort livssyn FORTOLKER vi værdierne forskelligt. Det er kommet meget tydeligt til udtryk i ligestillingsoplægget.
Jeg ser således to magtfulde strømninger i Alternativet:
- En sekulær humanistisk strøm født ud af oplysningstidens fokus på klar tænkning og adskillelse af kirke og stat (efter 6 hundrede års heksejagter og meget andet skidt)
- En spirituel humanistisk strøm født ud af 60’er oprøret og inspirationen fra østens traditioner og kvantefysikkens paradokser.
Disse traditioner har meget tilfælles men adskilles af fordomme og kulturelle sår fra fortiden som ofte trigger ubevidste men voldsomme følelsesmæssige reaktioner hos begge parter som vanskeliggør at man kan forholde sig neutralt til den egentlige substans.
Hvordan bygger man en bro imellem disse to perspektiver?
Måske det kan ske ved at acceptere at begge perspektiver i bund og grund er FORTÆLLINGER. Begge perspektiver er en TROSSAG. Som sådan er de ækvivalente og ingen af dem kan forlange en overhøjhed over det andet.
Hvis vi kan mødes her, i en anerkendelse af at vi ikke ønsker at tro på noget vi ikke kan forstå, samtidig med at vi forstår at der er en grænse for HVAD vi kan forstå så kan der ske noget magisk. Hvis vi i fællesskab kan anerkende at der hinsides denne grænse ligger det sted hvorfra i kunst, kærlighed og kraft strømmer og at vi har BRUG for denne kraft for at heale jorden - uanset hvad vi kalder den, så kan vi skabe en oprigtig gensidighed.
I Alternativet mødes disse to strømme og danser ind imellem akavet og lidt mistroisk med hinanden. Det spørgsmål som melder sig for mig er om tiden er inde til at finde fredspiben frem, og forene de to perspektiver i en universel humanisme, som anerkender eksistensen af det åndelige som en mulighed der skal respekteres, men som samtidig anerkender at vi ikke gider at blive bedt om at tro på noget vi ikke forstår - og slet ikke blive konfronteret med forestillinger som at vores frelse AFHÆNGER af at vi tror på noget vi ikke forstår, og som ikke giver synderlig mening.
I sin kerne er dette et ægteskab mellem fornuft og følelse og en mulighed for at føde et barn, som er en dyb og autentisk HEALING af de sår som på et dybere plan matrer menneskeheden.
Vores værdier er i min optik som seks søjler i et græsk tempel. Vores partiprogram den smukke overbygning. Nu mangler vi bare det tankemæssige og filosofiske FUDNAMENT der som granit kan understøtte søjlerne med en uomgængelig logik og universel appel så vi får en struktur som intet kan ryste.
Visionen om ligestilling var det som triggede hele dette skriv, og det er måske fordi ligestilling kulturelt især har handlet om ligestilling mellem kvinder og mænd, som jo et eller andet sted også repræsenterer fornuft og følelse - arketypisk set.
Mit forsøg med dette skriv er at pege på en modsætning som lever internt i Alternativet og på værdien af at bygge bro over den. Ideelt set kunne man måske lave en pola om filosofi, og når disse mere principielle betragtninger er nedfældet på en måde som vækker genklang hos BEGGE de skitserede fløje så vil det være enkelt at formulere en konkret ligestillingspolitik o.a. som afspejler denne filosofi.
Men måske man også kan gå den modsatte vej - fra det konkrete til det principielle. Jeg kender ikke
vejen, men det er tydeligt for mig at forløsningen af den store udfordring kræver at vi finder den i fællesskab - og på en måde så alle er med.