Jeg stikker lige snotten frem med et par perspektiver.
Undskyld, hvis det virker rodet, men det bliver vist lidt “train of thought”-agtigt. Anyway, here goes …
Hvis man bevidst henvender sig til andre mennesker med det sigte at støde dem (som ikke er det samme som at provokere), så udtrykker det jo det, man kalder “ond vilje”, og det er i sagens natur ikke særligt beundringsværdigt … og ud fra det perspektiv kan jeg - på et emotionelt plan, eller åndeligt, om man vil - sagtens sympatisere med forestillingerne om, at ytringsfrihed skal underlægges etikken.
Problemet er bare, at dét ikke virker. Det er min klare intellektuelle overbevisning, at en af de største farer for et åbent demokrati er, at magthavere udøver magt over, hvornår givne udsagn udtrykker “ond vilje”. Den slags kan simpelthen ikke sættes på formel. Mantraet om, at enhver “må finde sig i hån, spot og latterliggørelse” er, så vidt jeg kan vurdere, blevet misforstået som et ønske om at blive retfærdiggjort i at sende svinere ud i æteren mod anderledes tænkende, især muslimer. Det, mener jeg ikke, der er belæg for. Det dækker snarere over den omstændighed, at forudsætningen for fri og åben meningsudveksling går fløjten, hvis vi ikke også anerkender, at den ret også tilfalder dem, vi selv mener, udviser “ond vilje”.
Menneskelige ytringer er uhyre komplekse størrelser, der ikke lader sig nedbryde til “god” og “ond” med en så umiddelbar selvfølgelighed, som fordringen om, at man “skal tale pænt til alle” lægger op til. Forskellige mennesker er udstyret med forskellige forforståelser af bestemte symboler alt afhængigt af, hvor de kommer fra. I kristendommen er den hvide due fx et symbol på Helligånden, og ses derfor i kristne kulturer som et symbol på det gode og det rene, mens en hvid due i hinduismen skulle være symbol for det onde. I Islam er svinet tabu, i nordisk mytologi er det helligt. Disse forforståelser gør al menneskelig kommunikation sårbar over for misforståelser, hvor modparter ender med at tillægge hinanden ond vilje, fordi de slet og ret ikke har fælles referencerammer.
Det har reddet debatten om ytringsfrihed som en mare!
Nogen mener, at ytringsfriheden kun handler om at kunne sige magten imod, og så tænker de ikke over begrebet magt som andet end statsmagten eller andre formelle autoriteter … men ytringsfriheden har meget bredere perspektiver end det. Magten er også de meningsdannere, der råber højest, og dermed sidder med definitionsmagten over ret og vrang, ligesom det er bøllerne i skolegården, der kalder på at få klar besked af nogen, der ikke er bange for dem.
Dertil kommer, at mennesker er uendeligt fejlbarlige, og finker kan ryge af panden for et godt ord.
Hvor vil jeg hen med alt det her? Jo, jeg vil derhen, at meningsudveksling helt naturligt og uundgåeligt indebærer risici for at tildrage sig nogle knubs. Det er lidt som med børn, der leger fysisk. De er kroppe i bevægelse, og det er en helt naturlig - og nødvendig - del af legen og dens lærende udvikling, at de ramler sammen, slår sig og lærer noget om, hvad smerte er. Sådan er det også med meningsudvekslinger. Hvis man griber ind i den proces’ naturlige flow og udvikling, med et fast sæt regler for “god tone”, så spolerer man alle forudsætninger for, at de implicerede parter rent faktisk kan lære noget - om sig selv, om sin modpart, om disciplinen at ytre sig ansvarligt - andet end, hvad der underbygger det livssyn og de magtinteresser, der har indført de til enhver tid givne sæt spilleregler for “god tone”.
Et andet perspektiv er, at følelser findes og opstår hos det menneske, der føler dem. De bliver ikke på mystisk vis fremkaldt eller påduttet det enkelte menneske af andre mennesker, der siger noget grimt til dem. Det er en velkendt pointe, så vidt jeg er orienteret, indenfor psykologi og terapi, at det er, når man lærer at rumme og styre sine egne følelser, at man får frigjort energi, og bliver “empowered” til at handle i overensstemmelse med sine egne autentiske ønsker i stedet for at blive ført rundt i livets manege af sine egne følelser. Så når mennesker påkalder sig “krænkede følelser” som argument for at blive taget særlig hensyn til, så efterlyser de en debatkultur forankret i en manglende forståelse for både sig selv og almenmenneskelig psykologi. De efterlyser med andre ord, at der bygges på et fundament, der ikke kan holde.
Det er i nogle af disse perspektiver, at jeg ser mantraet om, at alle må være klar til at finde sig i “hån, spot og latterliggørelse”. Det er ikke et udtryk for, at alt skal være tilladt. Det er heller ikke et udtryk for, at man skal finde sig i hvad som helst. Det er et udtryk for en bevidsthed om, at det er uundgåeligt, at det i større eller mindre grad vil ske, hvis man vil en fri debat - og det er et udtryk for, at de konflikter, der opstår i processen, skal ordnes ved ord, ikke ved vold eller ved indskrænkninger i modpartens ret til at ytre sig i overensstemmelse med egen samvittighed og livsforståelse.
Og selv om jeg finder De Konservatives kampagne om “naziislamisme” dum og usmagelig, så foretrækker jeg så klart dét fremfor det svenske alternativ, hvor man smider plakatkunstnere i fængsel, fordi de provokerer den gode smags selvforståelse af ret og vrang. Særligt, fordi jeg også føler MIN ret til at TOLKE NOGET ANDET end racisme ind i de forbudte billeder, krænket! Et perspektiv jeg naturligvis må udvide til alle andre individer. Igen er det her retten til at tænke anderledes, der er på spil!
Jeg kan kun få øje på to rimelige indskrænkninger af ytringsfriheden i det almene offentlige rum: injurier og opfordringer til vold o.lign. mod andre. Både blasfemi- og racismeparagraffen må dø under det hensyn; selv om jeg anerkender de gode intentioner bag racismeparagraffen, så kan jeg ikke få den til at give mening. “Befolkningsgrupper” er ikke personer med en fælles mening om, hvad der er krænkende eller god tone, og de kan heller ikke stilles til ansvar for misbrug af magten til at foretage den slags domme.
Summa summarum: jeg mener ikke alene, at vi skal stå vagt om den såkaldt “totale” ytringsfrihed, jeg mener også, at vi skal udvide den. Den er hjørnestenen for alt andet. Enhver god viljes forudsætning. Det er i hvert fald ikke lykkedes mig at komme frem til andet endnu.
Nå. Nu fik jeg muligvis forbrudt mig mod dogmet om at “gennemsigtighed” er lig med “korte indlæg” (den forstår jeg ikke helt), men det var, omsider, mine 25-øre.
Rant off!