Vedrørende ytringsfrihedsdebatten i dagens Danmark

Ad ytringsfrihedsdebatten i dagens Danmark

Set ud fra mit synspunkt kommer etikken før ytringsfriheden. Vi skal helt overordnet behandle hinanden ordentligt, og herfra kan vi tale frit.

Ytringsfrihed eksempelvis vurderet i forhold til Muhammed-tegningerne:

Hensigten er afgørende:

  • Hvis tegningerne er blevet lavet for sjov og for at få folk til at trække på smilebåndet, er det i orden.
  • Hvis hensigten har været at latterliggøre og håne troen på Muhammed/Isalm, er det ikke i orden.

Hvis man er imod den islamiske tro, skal man argumentere sagligt for sit synspunkt.

Jeg har ikke hørt det sagt på den måde her, men måske er det en selvfølge for andre også, at etikken kommer før ytringsfriheden.

Jeg mener at man må skelne mellem private moralske/filosofiske overvejelser, og jura.

I min egen filosofi kommer min egen etiske vurdering før ytringsfriheden og lovgivningen i øvrigt. Dette går begge veje - hvis jeg mener at jeg bør undlade at ytre mig, g’ør jeg det (for det meste) - også selvom det er lovligt, og i nogen tilfælde selvom jeg har lyst. Mener jeg omvendt at min ytring er etisk i orden, kan jeg finde på at fremsæte den, selvom den er på kant med lovgivningen.

Der hvor det bliver problematisk, er når der forudsættes en fælles, objektiv etik, som vi kan bruge som målestok for andres ytringer. Der foretrækker jeg helt klart lovgivning - omend denne også opererer med gummiparagraffer.

1 Like

Tak for din respons, Nis, som jeg ikke er færdig med at tænke over, men jeg går lidt videre med mine synspunkter:

I racismeparagraffen (herunder) kan jeg læse, at man ikke må håne og nedgøre andre mennesker på grund af deres tro:

§ 266 b. Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.

Om det har været hensigten med Muhammed-tegningerne at håne og nedgøre anderledes troende, ved jeg ikke, men at det er blevet oplevet som en forhånelse og nedgørelse af de Muhammed –troende mennesker, har der jo ikke været tvivl om.

Kunne det have været forudset? Ja!

Vi lever i et overskudssamfund, der kan rumme satiren. Vi er så demokratisk sikrede, så vi kan bære satiren. Det er en del af vores kultur. Vi kan f. eks. godt latterliggøre Jesus i kunsten. Det kan give lidt forargelse et stykke tid, men så er det ovre.

Anderledes i andre kulturer. Her kan det satiriske udtryk være fuldstændigt uantageligt og dybt krænkende. Og det skal vi da respektere. Vi skal da ikke bare ”tromle frem” med vores ytringsfrihed, uden først at stikke en finger i jorden.

Desuden har det da også vist sig at være dødsens farligt, fordi det i den grad har skærpet modsætningerne mellem den vestlige kultur og Islam. Det har gjort mig og sikkert også mange andre utryg. Hvad er det for en ”ret” at have?

Jeg synes der er en vigtig skelnen mellem at beskytte mennesker og at beskytte idéer, hvilket også er det jeg læser mellem linjerne i racismeparagraffen…

Jeg kunne aldrig finde på (ok, jeg er blot menneske: jeg gør mit allerbedste for ikke) at nedgøre eller latterliggøre en person på grund af vedkommendes holdninger og overbevisninger, men jeg forbeholder mig retten til at kritisere idéerne i sig selv. Som @Nis siger, får min egen etik og moral lov til at diktere om jeg så ytrer disse holdninger.

Jeg synes personligt det er farligt at begynde at beskytte idéer. Historisk har kritik af forskellige idéer bidraget enormt positivt til vores samfund. Omvendt frygter jeg at beskyttelse af idéer vil starte en glidebane lige lukt mod russiske/kinesiske tilstande, og det er vi nok allesammen foruden.

Tak for din respons også.

Jeg er helt enig med dig i, at der skal være åbenhed for kritik. Det er overhovedet ikke det, jeg anfægter. Hvor læser du det? Jeg påpeger kun, at kritikken skal gives på en ordentlig og saglig måde, som det også er Alternativets intension.

Alternativets politik hviler på et etisk grundlag i kraft af Alternativets vedtagne debatdogmer.

Mit ærinde er nok at løfte Alternativets debatdogmer/etik op på højeste niveau i dansk politik, apropos den megen snak om, at tonen har været hård i valgkampen, og nogens konklusion gående på, at sådan er politik. At politik er magtkampe, hvor det gælder om at bekæmpe hinanden også med ufine metoder: fordrejninger af sandheden, talmanipulationer og personangreb.

Med Alternativet`s ordentlige tone i debatten, skal Alternativet vise en alternativ vej til en verden i fordragelighed.

Jeg ved godt, at det en drøm, men hvem i Alternativet kan bebrejde mig at drømme?

2 Likes

Jeg mener det er vigtigt at beskytte ytringsfriheden. Især upopulære ytringer er det efter min mening vigtigt at beskytte.

Nogle provokatører går så tæt på grænsen. Her er det vigtigt, at man siger fra, uden nødvendigvis at forbyde ytringerne. Hvad muhammed-tegningerne angår, er det for mit vedkommende måske gået lidt hårdt ud over telefonsælgere der ville sælge mig Jyllands-Posten, som temmeligt tydeligt fik at vide hvorfor jeg ikke længere vil købe den avis.

Selv er jeg glad for, at Nazistpartiet er tilladt her i landet, og har lov til at udtale sig. Jeg anser dem for nyttige idioter, for deres udtalelser giver lejlighed til at forklare andre hvorfor deres holdninger er så farlige. Hvis man forbød deres ytringer ville de bare blive fremsat i det skjulte i stedet, og så kunne man ikke så let imødegå dem.

Åbenhed omkring holdninger er efter min mening meget bedre end forbud mod holdninger.

1 Like

Jeg synes, du giver en god argumentation for den fulde ytringsfrihed, men jeg synes stadig, det er svært at få hold i begrebet.

Må jeg spørge dig, hvordan du tænker racismeparagraffen (herunder) sammen med det, du skriver.
Racismeparagraffen må vel ses som et indgreb i ytringsfriheden. Det er altså ikke alt, man må sige.

Du skriver, at du er glad for, at nazistpartiet er tilladt her i landet, men forbyder racismeparagraffen ikke partiet?

Og ligeledes forbyder racismeparagraffen ikke udgivelsen af Muhammed-tegningerne?

Jeg er selv i tvivl om svaret på de spørgsmål, jeg stiller.

Racismeparagraffen

§ 266 b. Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.

Jeg bryder mig ikke om racismeparagraffen, selvom jeg tror den er indført i en god mening. Ud fra en rent moralsk vurdering synes jeg den er god.

Men efter min mening duer den ikke som en del af lovgivningen: Jeg synes mere den har været brugt til at stoppe upopulære og politisk ukorrekte holdninger end til at stoppe reel hetz mod bestemte grupper.

Vi kan efter min mening ikke stoppe hetz mod bestemte grupper ved lovgivning. Hvis vi prøver det, opnår vi kun at ytringerne i stedet bliver fremsat privat, hvor vi ikke så let kan imødegå de skadelige ytringer med de gode argumenter vi ellers har. Ordet er efter min mening det stærkeste våben vi har, men det er et våben vi ikke kan bruge for alvor uden grund.

Racismeparagraffen forbyder ikke nazistpartiet som sådan. Men jeg tror det forbyder nogle af de ytringer de ellers gerne ville fremsætte. Problemet med at de ikke kan fremsætte de ytringer i offentligheden er så, at vi andre ikke så let kan argumentere imod dem.

I Tyskland, hvor nazismen har været forbudt siden anden verdenskrig, har de langt større problemer med nynazistiske grupperinger. Det skyldes efter min mening især, at deres ytringer på grund af forbuddet for det meste har været rent private, så mere fornuftige mennesker ikke så let har kunnet argumentere imod.

1 Like

Havde ikke troet, at nogen kunne være imod racismeparagraffen som lov, men din argumentation (herunder) har absolut givet mig noget at tænke over. Tak for det!

Du skriver: "Vi kan efter min mening ikke stoppe hetz mod bestemte grupper ved lovgivning. Hvis vi prøver det, opnår vi kun at ytringerne i stedet bliver fremsat privat, hvor vi ikke så let kan imødegå de skadelige ytringer med de gode argumenter vi ellers har."

1 Like

Jeg synes at ytringsfriheden er noget af det mest fantastiske vi har - og omend den begrænses i forhold til ulige adgang til medierne, er den vel en af de vigtigste faktorer til fremme af global mentalhygieine?

I praksis, da vi mennesker jo langtfra er rene fornuftsvæsener, kan man jo ikke praktisere den ultimative ytringsfrihed. Neocortex er ikke alene i hjernen - og tak da også for resten af grøden deroppe, der jo blandt andet er basis for at vi kan mærke verden på ondt OG godt og alt muligt imellem de yderpoler.

Og dermed tilbage til jorden med en idé: Hvad med om vi internt i Alternativet optimerer ytringsfriheden? En befriende kraft overfor fortrængninger og bevægelse (!) mod ærlig og dermed ægte, tryg sameksistens. Til inspiration! Og jeg tror ikke fremtidens unge (frit) vil vælge at være hverken religions- eller ideologislaver.

Mht. racismeparagraf - det store problem for mig her er at medier ikke balanceret udtrykker, hvad der menes i befolkningen, da pengemagt og politisk ditto her har for meget at skulle have sagt. Her kan en paragraf jo godt komme til nytte, selvom racisme selvfølgelig i sig selv er idiotisk.

Så - jeg har svært ved at tage entydig stilling. Nogen der kan bidrage i fht ovenstående?

Jeg stikker lige snotten frem med et par perspektiver.

Undskyld, hvis det virker rodet, men det bliver vist lidt “train of thought”-agtigt. Anyway, here goes …

Hvis man bevidst henvender sig til andre mennesker med det sigte at støde dem (som ikke er det samme som at provokere), så udtrykker det jo det, man kalder “ond vilje”, og det er i sagens natur ikke særligt beundringsværdigt … og ud fra det perspektiv kan jeg - på et emotionelt plan, eller åndeligt, om man vil - sagtens sympatisere med forestillingerne om, at ytringsfrihed skal underlægges etikken.

Problemet er bare, at dét ikke virker. Det er min klare intellektuelle overbevisning, at en af de største farer for et åbent demokrati er, at magthavere udøver magt over, hvornår givne udsagn udtrykker “ond vilje”. Den slags kan simpelthen ikke sættes på formel. Mantraet om, at enhver “må finde sig i hån, spot og latterliggørelse” er, så vidt jeg kan vurdere, blevet misforstået som et ønske om at blive retfærdiggjort i at sende svinere ud i æteren mod anderledes tænkende, især muslimer. Det, mener jeg ikke, der er belæg for. Det dækker snarere over den omstændighed, at forudsætningen for fri og åben meningsudveksling går fløjten, hvis vi ikke også anerkender, at den ret også tilfalder dem, vi selv mener, udviser “ond vilje”.

Menneskelige ytringer er uhyre komplekse størrelser, der ikke lader sig nedbryde til “god” og “ond” med en så umiddelbar selvfølgelighed, som fordringen om, at man “skal tale pænt til alle” lægger op til. Forskellige mennesker er udstyret med forskellige forforståelser af bestemte symboler alt afhængigt af, hvor de kommer fra. I kristendommen er den hvide due fx et symbol på Helligånden, og ses derfor i kristne kulturer som et symbol på det gode og det rene, mens en hvid due i hinduismen skulle være symbol for det onde. I Islam er svinet tabu, i nordisk mytologi er det helligt. Disse forforståelser gør al menneskelig kommunikation sårbar over for misforståelser, hvor modparter ender med at tillægge hinanden ond vilje, fordi de slet og ret ikke har fælles referencerammer.

Det har reddet debatten om ytringsfrihed som en mare!

Nogen mener, at ytringsfriheden kun handler om at kunne sige magten imod, og så tænker de ikke over begrebet magt som andet end statsmagten eller andre formelle autoriteter … men ytringsfriheden har meget bredere perspektiver end det. Magten er også de meningsdannere, der råber højest, og dermed sidder med definitionsmagten over ret og vrang, ligesom det er bøllerne i skolegården, der kalder på at få klar besked af nogen, der ikke er bange for dem.

Dertil kommer, at mennesker er uendeligt fejlbarlige, og finker kan ryge af panden for et godt ord.

Hvor vil jeg hen med alt det her? Jo, jeg vil derhen, at meningsudveksling helt naturligt og uundgåeligt indebærer risici for at tildrage sig nogle knubs. Det er lidt som med børn, der leger fysisk. De er kroppe i bevægelse, og det er en helt naturlig - og nødvendig - del af legen og dens lærende udvikling, at de ramler sammen, slår sig og lærer noget om, hvad smerte er. Sådan er det også med meningsudvekslinger. Hvis man griber ind i den proces’ naturlige flow og udvikling, med et fast sæt regler for “god tone”, så spolerer man alle forudsætninger for, at de implicerede parter rent faktisk kan lære noget - om sig selv, om sin modpart, om disciplinen at ytre sig ansvarligt - andet end, hvad der underbygger det livssyn og de magtinteresser, der har indført de til enhver tid givne sæt spilleregler for “god tone”.

Et andet perspektiv er, at følelser findes og opstår hos det menneske, der føler dem. De bliver ikke på mystisk vis fremkaldt eller påduttet det enkelte menneske af andre mennesker, der siger noget grimt til dem. Det er en velkendt pointe, så vidt jeg er orienteret, indenfor psykologi og terapi, at det er, når man lærer at rumme og styre sine egne følelser, at man får frigjort energi, og bliver “empowered” til at handle i overensstemmelse med sine egne autentiske ønsker i stedet for at blive ført rundt i livets manege af sine egne følelser. Så når mennesker påkalder sig “krænkede følelser” som argument for at blive taget særlig hensyn til, så efterlyser de en debatkultur forankret i en manglende forståelse for både sig selv og almenmenneskelig psykologi. De efterlyser med andre ord, at der bygges på et fundament, der ikke kan holde.

Det er i nogle af disse perspektiver, at jeg ser mantraet om, at alle må være klar til at finde sig i “hån, spot og latterliggørelse”. Det er ikke et udtryk for, at alt skal være tilladt. Det er heller ikke et udtryk for, at man skal finde sig i hvad som helst. Det er et udtryk for en bevidsthed om, at det er uundgåeligt, at det i større eller mindre grad vil ske, hvis man vil en fri debat - og det er et udtryk for, at de konflikter, der opstår i processen, skal ordnes ved ord, ikke ved vold eller ved indskrænkninger i modpartens ret til at ytre sig i overensstemmelse med egen samvittighed og livsforståelse.

Og selv om jeg finder De Konservatives kampagne om “naziislamisme” dum og usmagelig, så foretrækker jeg så klart dét fremfor det svenske alternativ, hvor man smider plakatkunstnere i fængsel, fordi de provokerer den gode smags selvforståelse af ret og vrang. Særligt, fordi jeg også føler MIN ret til at TOLKE NOGET ANDET end racisme ind i de forbudte billeder, krænket! Et perspektiv jeg naturligvis må udvide til alle andre individer. Igen er det her retten til at tænke anderledes, der er på spil!

Jeg kan kun få øje på to rimelige indskrænkninger af ytringsfriheden i det almene offentlige rum: injurier og opfordringer til vold o.lign. mod andre. Både blasfemi- og racismeparagraffen må dø under det hensyn; selv om jeg anerkender de gode intentioner bag racismeparagraffen, så kan jeg ikke få den til at give mening. “Befolkningsgrupper” er ikke personer med en fælles mening om, hvad der er krænkende eller god tone, og de kan heller ikke stilles til ansvar for misbrug af magten til at foretage den slags domme.

Summa summarum: jeg mener ikke alene, at vi skal stå vagt om den såkaldt “totale” ytringsfrihed, jeg mener også, at vi skal udvide den. Den er hjørnestenen for alt andet. Enhver god viljes forudsætning. Det er i hvert fald ikke lykkedes mig at komme frem til andet endnu.

Nå. Nu fik jeg muligvis forbrudt mig mod dogmet om at “gennemsigtighed” er lig med “korte indlæg” (den forstår jeg ikke helt), men det var, omsider, mine 25-øre.

Rant off!

3 Likes

Jeg er til overmål enig i ovenstående indlæg. Menneskelig kommunikativ adfærd kan aldrig entydigt opdeles i god/ ond, selvom ytringsfrihed anvendt til fx at sige “Muhammed er en gris” eller “din mor er en &^^¨#¤¤&!&!!!” må forventes at få konsekvenser af diverse ubehagelig art.

Men jeg elsker tanken om - og tror på - at åbenhed på både meninger og følelser simpelthen er vejen frem; chancen i vor heftigt kommunikerende nutidsverden for at at skabe en dybere og bedre forståelse mennesker imellem.

Intet mindre.

1 Like

I Danmark har vi ytringsfrihed, fordi der ikke på forhånd kan censureres om, hvad der kan og vil blive ytret om.

Derimod er der intet til hinder for at straffe et menneske for, hvad det eller dets påtagede ideologiske “karakterrolle” udøver af ytringer.

Ytringsfrihed er et enten eller !
Enten har man det, eller også har man det ikke !
Problemet, som andre har også har hævdet, er hvem skal bestemme hvad der må ytres, hvis der er en begrænsning.
Racisme paragraffen og blasfemi paragrafferne, er begrænsninger i ytringsfrihed, og bør efter min opfattelse afskaffes.
Det er kun et sted hvor jeg har kendskab til at der fuldstændig ytringsfrihed, og det er i det Engelske parlament (i øvrigt siden 1686). Her kan man ikke retsforfølges for nogen som helst ytring. De svinder også hinanden til parlementet, men det er konsekvensen af denne ytringsfrihed vi nyder frugterne af idag.
I et frit samfund må man finde sig i hån, det er prisen. Alternativet (ingen frihed) er meget værre. Der er altid en bagside til en medalje, det gælder også ytringsfriheden.

Der er vi dybt uenige!
Jeg vil komme med et meget upopulært synspunkt, som jeg ikke har kunnet finde indtil videre:
Begræns ytringsfriheden - styrk racismeparagraffen, og gør straffene reelle.

Jeg vil ikke tale for at afskaffe ytringsfriheden, udelukkende at man forbyder al “Hate Speech”.
Hate speech-paragraffen kan f.eks. formuleres på følgende måde: “Alle offentligt fremsatte ytringer, der har til formål at nedgøre, skabe en hadefuld stemning mod, skabe unødig frygt for, eller udstille en befolkningsgruppe, baseret på generaliseringer eller minoriteter indenfor disse befolkningsgrupper, straffes med fængsel i op til otte år, samt bortfald af valgbarhed og retten til at blive optrykt i danske medier.”

Min holdning udspringer i de tendenser vi ser til facisme (og ja jeg ved godt det er en meget benyttet term, men jeg tager udgangspunkt i det historikere definerer som facisme.), i stigende grad polariserer samfundet og undergraver demokratiet gennem medierne.
For at skabe en demokratisk dialog, bliver man nødt til at kræve at folk taler pænt til hinanden. Kan du ikke sige hvad du vil, uden at bruge ord som er nedsættende, eller skabe unødig frygt for disse, bør du ikke have ret til at sidde i folketinget, eller blive trykt i dagspressen.

De gamle paragraffer (og mit forslag) er til for at sikre den gode tone i debatten, på lige fod med folketingets regler, om man ikke må bande og skal sige “Fru Helle Thorning-Schmidt”, “Statsministeren” eller “ordføreren”.
Det største problem vi har nu til dags, når det kommer til at fremmedgøre befolkningsgrupper, er at de fra magtpositioner, bl.a. Gennem blogs, klummer og fra folketingets talerstol, skal finde sig i at blive omtalt som en form for undermennesker. Dette problem er blevet forstærket af Muhammed-krisen, og ytringsfundamentalisternes korstog gennem landet. ( Med Ytringsfundamentalister, mener jeg folk der bevidst undergraver og ødelægger den gode tone, for derefter at påberåbe sig ytringfriheden.)
Dette kunne vi gøre op med, f.eks. ved at begynde at straffe magtpositionerne hårdere end den jævne borger.

Tilføjelse:

Forslaget bør sikre, at du kan sige hvad du vil.

Eksempler:
Militante islamistiske grupper begår drab og terror - men du kan ikke sige Muslimer begår drab og terror.

“Boko Haram krænker kvinders rettigheder”, er okay - men at sige “islam krænker kvinders rettigheder” er forkert.

“Jøderne begår overgreb mod palæstinenserne” - ikke okay
"Nogle jøder begår overgreb mod palæstinensere" - okay

“Katolske præster voldtager små børn” - Ikke okay
"Der har været episoder hvor katolske præster har voldtaget små børn" - okay

“Sønderjyder er racister” - ikke okay
"Som i alle samfund, er der visse sønderjyder der er racister" - okay

Det er kort sagt et spørgsmål om at anvende den rette terminologi, der udelukkende rammer de små minoriteter i minoriteterne - ikke skaber en generaliseret frygt for alle den overordnede minoritet i samfundet.

Vi er frie til at sige, hvad vi vil, men vi skal stå til ansvar for det, vi
siger. På samme måde som at vi skal stå til ansvar for det, vi gør.

Ord og handlinger kan begge slå ihjel.

På en arbejdsplads må vi ikke mobbe hinanden. Vi er frie til at gøre det,
men det skal koste.

Tale- og handlefrihed skal hvile på radikale krav om, at vi skal behandle
hinanden ordentligt.

Det er min mening.

Vh Inger

Den 26. marts 2016 kl. 00.54 skrev Peter Albert Huggler <
webmaster@alternativet.dk>:

1 Like