Uddannelse - Socialpolitik

[Tanja_Schjellerup]

Under socialpolitik hører også Uddannelse til at arbejde indenfor socialområder. Her er teksten, som jeg gerne vil have jeres hjælp til at kvalificere samt formulere tekst til.

I Danmark har vi som borgere pligt til at lade os uddanne i mindst 10 år, via grundskoler eller hjemmeundervisning. De videregående uddannelser er derfor ikke en pligt, men udelukkende mulighed for at specialisere sig inden for bestemte områder. Uddannelse er derfor et bredt område.

Hvordan sikres det, at medarbejdere i kommune, regioner og stat har kompetencerne til at udføre jobbet?

Hos Alternativet ønsker vi, at komme omkring hele området, men i første omgang sættes der ved dette POLA primært fokus på uddannelse inden for arbejde i socialforvaltning og dermed på pligten for staten til at sørge for, at den rette uddannelse findes, samt at kompetencen hos medarbejderne i sociale forvaltninger er til stede.

• Hvis sagsbehandlere, socialrådgivere, ledere etc. skal have kompetence i at vurdere efter skøn, skal der være større faglig viden, med andre fagpersoner som sparring
• Det skal altid være faglig, saglig (gerne evidensbaseret) viden fra fagpersoner (fx egen læge) der er den endelige vurdering. En sagsbehandler/socialrådgiver må aldrig vurdere eller skønne, da denne ikke har kompetencerne dertil
• Dybdegående undervisning i Forvaltningsret, samt LAS (Lov om Aktiv Socialpolitik) og LAB (Lov om Aktiv Beskæftigelse)
• Lov om Aktiv Beskæftigelse forsvinder når Basisindkomst uden modkrav bliver en realitet
• Anderledes tilgang til børn og unge, som byder på ekstra udfordringer
• Fx lokalcentre for børn og unge, hvor der ansættes folk med indgående kendskab til området i lokalsamfunds job, på fuld eller deltid, for at støtte målgruppen
• Husk alle ’grupper’ – de med sociale problemer, men også de som ikke får opmærksomhed, fordi de rent faktisk er for dygtige
• Forebyggelse er en nødvendighed (af både sociale og økonomiske grunde)

Det er et meget stort ansvar at arbejde med myndighedsopgaver, hvor ”skøn” og ”konkret, individuel vurdering” spiller en central rolle. Det kræver kompetente, veluddannede medarbejdere, gerne socialrådgivere. Men det kræver også, at de kommunale forvaltningers indsats bygger på tillid til både borger og medarbejder. Det ultimative mål må altid være at sikre borgerens retssikkerhed og finde gode, holdbare løsninger på de problemer, borgeren henvender sig med.

Konkrete forslag (som der også skal formuleres tekst til)

• Basal uddannelse for alle individer (social samfundstjeneste/social værnepligt)
• Være sammen med både børn, ældre, handicappede etc.
• Grunduddannelse (fra hvilken alder?) (I form af at lære om de sociale aspekter i livet, fx også at være i nærheden af børn, ældre, handicappede)
• Specifikt fag i socialrådgiver/sagsbehandler uddannelse – fx vil man arbejde men B&U skal man specifikt studere i socialforvaltningsret/lov, eller som sagsbehandler i beskæftigelseslov
• Krav om uddannelse for plejefamilier, dagplejer, aflastningsfamilie mangler reel uddannelse.
• Adskille økonomi fra det sociale. Altså at individet, familien har to forskellige sagsbehandlere – en der sidder med ydelsen, og en der sidder med det sociale
• Menneskets mentale kredsløb – fysisk + psykisk (skal læres på uddannelse)
• Hvornår skal en kommunal ansat tage ansvar fra “borgeren” - skal den kommunale ansatte overhovedet det? Det giver mere arbejde og kan skabe usikkerhed og ubalance.
• Arbejdsmiljøet - en del af uddannelsen?

[Bodse (Bodil Sørensen)]

Hej Tanja
Jeg har været socialrådgiver siden 1984, og jeg genkender ikke helt det billede, du skaber.
Som socialrådgiver er mit arbejde at forvalte lovene. Jo skrappere love, jo skrappere socialrådgiver.
Det er ganske enkelt, også selvom socialrådgiveren personligt har en anden holdning til, hvorda det hele burde være. Og i forhold til det individuelle skøn, så tænker jeg ikke, det er her problemet ligger. Det passer også fint i tråd med Alternativets tanke gang om, at mennesker skal behandles forskelligt for at få lige vilkår.

Personligt synes jeg, at det er den generelle holdning til andre mennesker, der skal ændres, og det er allerede ved at ske i mit fag. Før skulle jeg med min faglige viden vurdere, hvad der var bedst for den enkelte borger. Nu skal jeg lade borgeren være ekspert i sit eget liv - og det er trods alt et fremskridt. Problemer er, at de fleste af de valgmuligheder den enkelte borger har, ikke er særlig spiselige for de fleste. Og her er det selve lovgrundlaget, der skal ændres. Hvem siger, at det er nødvendigt med de skattelettelser og dermed besparelser? Er det også Alternativets politik?

Er der basalt noget galt i at betale skat og dermed dele med dem, som ikke har så meget at gøre godt med?

Jeg synes, der er noget galt med selve arbejdstempoet indenfor næsten alle arbejdsgrene, for det er med til at stresse mennesker og skaber sygdom, for ingen af os er skabt til at have travlt altid. Der burde være en slags “hvilestillinger”, hvor folk kan komme til kræfter igen efter at have nikket den en ordentlig skalde i nogle år.

Hvad uddannelse angår, så synes jeg der skal mere projektarbejde og leg ind i folkeskolen. Stress og jag starter allerede der, hvor det kun er de boglige kvaliteter, der dyrkes og anerkendes, og der dermed ikke tages hensyn til det hele menneske. Kreative børn, som skulle udvikle kulturen, kommer ikke til orde og får ikke inspiration, for der er ikke fag, hvor de kan vokse og vise deres værd.

Jeg tænker, at vi skal styrke det hele menneske i vores uddannelsessystem.
Realiderings paragrafferne skal bruges i højere grad i uddannelsessystemet, så folk får en fair chance for at skifte retning i deres erhvervsliv og dermed får større indflydelse på, hvilket arbejde, de kan vælge at søge.

Som det er nu skaber samfundet syge mennesker, samtidig med at det ikke vil betale prisen, men sparer på alting - og især til de fattige.

Som du måske kan fornemme, så synes jeg du har skabt et dejligt provokerende debatoplæg - og det er vel helt godt!
Hilsen Bodil

[Bodse (Bodil Sørensen)]

Nå ja, man kunne også hæve SU, så det er muligt at leve for den, for det er også stress fremkaldende for mange at skulle have et job ved siden af uddannelsen.

[Tanja_Schjellerup]

Kun ganske kort - jeg er blot hende der lægger det op - vi er flere der har skrevet det - Jeg læser lige dine svar fuldkommen igennem senere

[Janni_O_Pippilotta_K (Janni O Pippilotta Kreikenbohm)]

Enig, det skal være til at leve for, så man ikke er tvunget til at tage studiejobs. De 8 år jeg har studeret , så behovet for højere SU dog meget forskelligt ud, og grunden til folk havde studiejobs, var ikke altid for at klare dagen og vejen. Direkte eller inddirekte hjælp fra forældre skabte store forskelle mellem os studerende, dem der ingen hjælp fik var tvunget til at tage studielån oven i arbejdet. Kunne være fint med SU afhængig af forældreindkomst, men når man først bliver myndig, så kan jeg ikke lige se hvordan man kunne fastsætte regler/metoder, så det er dem med mest behov, der får mest i SU.

[Janni_O_Pippilotta_K (Janni O Pippilotta Kreikenbohm)]

Jeg er ikke i tvivl om, at jo skrappere love, jo skrappere arbejdsvilkår har socialrådgivere. Set fra den anden side af bordet, så er der stor forskel på sagsbehandlere, hvor proaktive de er for at hjælpe en, hvor informative de er om alle ens muligheder, hvor indlevende de er, hvor gode de er til virkelig at lytte, og ikke blot høre, hvor stigmatiserende eller rummelige de er, osv.

[Peter_Pehrson]

Jeg er også socialrådgiver. Og vil lige kommentere nogle af punkterne.

“Hvis sagsbehandlere, socialrådgivere, ledere etc. skal have kompetence i at vurdere efter skøn, skal der være større faglig viden, med andre fagpersoner som sparring”
Det er rimeligt enkelt. Der skal stilles krav om, at socialrådgiver/-formidlerfaget skal være autoriseret særligt til at sagsbehandle i forvaltninger. På den måde vil kommunerne ikke kunne ansætte andre i disse jobs. Vi er rigeligt kompetente til at vurdere efter skøn.

“Det skal altid være faglig, saglig (gerne evidensbaseret) viden fra fagpersoner (fx egen læge) der er den endelige vurdering. En sagsbehandler/socialrådgiver må aldrig vurdere eller skønne, da denne ikke har kompetencerne dertil”
Socialrådgiveruddannelsen indeholder mange værktøjer, der gør os kompetente til at vurdere sager helhedsorienteret, herunder inddrage lægeudtalelser. Vi arbejder også ofte evidensbaseret og efter praksis på de forskellige områder. Vi er retsanvendere og jeg skal lige gøre opmærksom på, at det p.t. er ulovligt at vurdere en sag ud fra lægelige oplysninger alene.

“Dybdegående undervisning i Forvaltningsret, samt LAS (Lov om Aktiv Socialpolitik) og LAB (Lov om Aktiv Beskæftigelse)”
Mener I, at vi skal have mere undervisning end de hundredevis af forelæsninger (jeg siger forelæsninger, fordi jeg er uddannet på AAU), som vi har fået? Vi er uddannet til at retsanvende efter blandt andet retssikkerhedsloven, forvaltningsloven, LAS, LAB, serviceloven, straffeloven, straffuldbyrdelsesloven, lov om ansvar for og styring af den aktive beskæftigelsesindsats og et antal andre plus de dertil hørende vejledninger, principafgørelser, domme m.v.

Det handler i sin enkelhed om at sikre sig, at de “sagsbehandlere”, I taler om, ALLE er uddannede specifik til at varetage deres job. Altså at de er enten socialrådgivere eller socialformidlere.
Det gør man som sagt efter min mening ved, at uddannelsen autoriseres lige som psykologer, sygeplejersker osv. bliver det.
Vores forening har faktisk været ude at snakke om det for 1-2 år siden. Der er alt for mange ansatte i kommunerne, som ingen relevant baggrund har. Og jeg er overrasket over, hvis det er lovligt at ansætte uuddannede folk. Jeg er til gengæld sikker på, at det ikke er lovligt, hvis en person, der ikke er retsanvenderuddannet, træffer en afgørelse.

[Anders_Bech]

I løbet af min karriere som senhjerneskadet, har jeg mødt adskillige eksempler på mennesker, der var uddannet til at hjælpe mig, men ikke kompetente alligevel. Og det gælder alle uddannelser. Man kan sagtens slippe gennem en lang uddannelse, uden at kunne hele pensum. Jeg er uddannet ingeniør, men man kommer til at vente meget længe, hvis man beder mig løse en differentialligning.

Det handler ikke alene om at sikre uddannede sagsbehandlere - uddannelse er en forudsætning - det handler om, at sagsbehandlere ikke sidder alene med vurderinger, så det ikke er op til tilfældigheder, hvordan borgeren hjælpes. Måske skal borgeren have en beskikket velfærdskonsulent, der kan repræsentere borgeren uden at være ansat af samme myndighed, som sagsbehandleren. Måske skal en tredje relevant person også have stemmeret ved vurderingen. Det kunne være læge, terapeut eller måske en lægmand, ligesom vi benytter lægdommere i retssystemet.

Peter Pehrson gør opmærksom på. at socialrådgivere er uddannede, og dermed kompetente, til at inddrage lægeoplysninger mv. Det forholder sig helt sikkert også sådan, men selv socialrådgivere er mennesker og menneskers vurderinger bliver påvirket af alle mulige tilfældigheder, og er dermed subjektive. Igen kan man skele til retssystemet. Tilfældigheden minimeres ved at der er flere til at foretage vurderinger.

[Anders_Bech]

I det hele taget kan man undre sig over forskellen mellem retssystemets principper, og principperne i socialforvaltningen. I retssystemet gør man alt for at sikre borgeren mod uretfærdighed - der beskikkes en uvildig forsvarer, der er flere dommere, og i alvorlige sager er der nævninge. Ansvaret for evt. frihedsberøvelse (altså kraftig indskrænkning af livskvalitet) fordeles, og ydermere er der en, der taler borgerens sag i forhold til systemet. En socialrådgivers vurderinger kan også i høj grad være afgørende for borgerens livskvalitet, og ofte (f.eks. i forhold til rehabiliteringstilbud) drejer det sig om livskvalitet i meget længere tid, end retssystemets fængselstilbud. Men den slags vurderinger lægger vi trygt i hænderne på enkeltpersoner.

[Kim_Garlin]

Som det er i dag er kommunerne sat til at effektuere de bestemmelser og den lovgivning der besluttes på Borgen. Ikke så meget for at sikre borgerne hjælp og service, som for at medvirke til at kommunerne ikke overskrider deres samlede budgetter. Socialrådgiverens rolle bliver derfor at citere love, bestemmelser og paragraffer i forhold til borgeren.

Derved tvinges forvaltningernes medarbejdere ind i nogle uheldige roller i forholdet til borgerne, idet de i praksis kommer til at fungere som de lovgivendes lakajer, snarere end som de støtter og rådgivere de burde være for borgerne i kommunerne.

Dette er ødelæggende for borgerens tillid til kommunernes evne og vilje til at komme borgerne i møde. Og det er ødelæggende for tilliden til systemet, skadeligt for borgernes retsfølelse i det hele taget og skadeligt for demokratiet.

Vi skal huske at forvaltningerne er regeringens og det lovgivende systems ansigt udadtil. Det er ude i kommunerne det afgøres om politikernes politik er retfærdig og om den fungerer i praksis. Derfor er det på mange måder yderst uheldigt hvis tilliden og samarbejdet mellem kommunernes forvaltninger og borgerne ikke fungerer hensigtsmæssigt.

Derfor bør kommunernes frihed og muligheder for at finde praktiske løsninger i forhold til borgerne nytænkes, ligesom kommunerne må sikres større økonomisk, organisatorisk og politisk selvbestemmelse. Dette kan ske i forbindelse med bestræbelserne på at etablere nærdemokratiet, idet nærdemokratiet alligevel, under alle omstændigheder, må etableres ude i de respektive kommuner.

[Anders_Bech]

Lad det være min påstand, at der ikke findes én kommune i landet, hvor borgerne har bare tilnærmelsesvis fuld tillid til forvaltningen. Jeg er enig med Kim i, at det er problematisk, og at man skal frigøre kommunerne fra så meget central styring som muligt, så kommunen kan prioritere, så forholdet til borgerne forbedres.
Kommunen vil imidlertid stadig have et budget, den skal have til at gå op, og kan umuligt gøre alle 100% glade. Der vil også altid være et budget, socialrådgiverne skal holde sig inden for, og borgeren vil derfor aldrig få fuld tillid til, at en afslået bevilling ikke skyldes budgetkrav.
Sagsbehandlere er grundlæggende inhabile, og det kommer man ikke ud over alene ved at øge kommunernes frihed. De fælles opgaver, vi ikke kan løfte demokratisk, bør løftes af så mange som praktisk muligt. Altså bør sagsbehandlere enten være på valg, eller være flere uvildige om afgørelserne, som foreslået ovenfor.