ALTERNATIVETS TREDJE HALVLEG
I fodboldens verden er tredje halvleg, når det tabende holds fans bagefter går ud og banker det vindende holds fans. Da valget af ny politisk leder var afsluttet med Josephine Fock som klar vinder faldt følgende ord i en lukket kreds af folk, der følte, de var på det tabende hold: “Bare vent til 3. halvleg…”
Tredje halvleg behøver ikke være et slagsmål; en krig. Da jeg stod på den tabende side i Alternativet København ved kommunalvalget i 2017 og Niko Grünfeld & Co havde sat sig på hele magten, var min beslutning at bakke op om ham, og tilbyde mit fulde samarbejde. Det var først efter et halvt år, hvor jeg og andre blev ignoreret, tilsidesat og fælles aftaler brudt, at vi var en mindre flok, der alle vurderede, han ikke var en værdig spidskandidat, og som derfor forsøgte at vælte ham før selve valget – uden held. Da hans ensidige topstyring fortsatte blev kritikken af ham også offentlig i forbindelse med hans valg af kulturborgmesterposten – med fokus på sagen og ikke hans person og karakter. Den del fik han selv afsløret en del om, da han senere blev afsløret i CV-løgne og fik gravet den lille skandale om borgmesterkontorets indretning dyb nok til, at den blev hans politiske grav.
Derfor ved jeg lidt om, hvordan det er at stå på den tabende side. Hvilke overvejelser, jeg har haft hver gang, om hvilke konflikter, der var værd at tage og om hvornår presse eller offentlighed er eller ikke er en mulighed. Ligesom jeg har set gruppen af unge, der etablerede Alternativets Ungdomsnetværk stå som tabere, da Uffe & Co forærede magten til at etablere et formelt ungdomsparti til nogle andre. På trods en klar uretfærdighed og sabotage af en planlagt fælles afklaringsproces blandt de unge om deres fremtid, tog de tabende – driftige, ansvarlige unge – den modne beslutning ikke at føre krig, men lade dem, som ville etablere et formelt ungdomsparti, få fred til det arbejde.
Som filosoffen Ranciere siger, så er politik altid en form for krig. Alene fordi nogle altid vil søge at dominere andre. Og dermed følger nemt, at man antager at ens egen person og position er de andre overlegen. Derfra er der ikke langt til, at se det godtgjort at lukke munden på eller udrydde modstandere. Det man ihvertfald må anerkende er, at der selv internt i partier er klare interessekonflikter, der både kan handle om værdier, politik og især de personer, som skal stå på mål for dem. Det skulle Alternativets ambition om en ny politisk kultur være et opgør med. Desværre har stort set ingen ledende personer erkendt, hvor svær en opgave det er og taget ansvaret for at skabe en anden ramme – formelt og uformelt – for afklaring af konflikter.
I mine år i Alternativet har jeg set utallige eksempler på adfærd fra formelle og uformelle ledere, som fuldstændig strider mod enhver idé om en ny politisk kultur. Nogle gang meget tydeligt for enhver, langt flere gange mindre tydeligt, men ikke mindre skadeligt. Det handler ikke om, hvorvidt man taler pænt, men grundlæggende om man søger dominans (og dermed i princippet søger at udelukke oppositionen). Lad mig give et par eksempler.
Det blev efterhånden tydeligt for mange menige medlemmer, at daværende pressechef Magnus Hasslebo ikke var en vanvittig god praktiker af Alternativets debat-dogmer, når de igen og igen oplevede ham på Facebook i debat med medlemmer, som han forsøgte at lukke munden på. Det var måske ikke tydeligt første gang, fordi Magnus ikke nødvendigvis sagde noget helt forkert eller grimt. Men hele hans tilgang var altid, at han havde ret og som den intelligente, stærke debattør, han er, så er det ikke vanskeligt for ham, at ‘vinde’ en debat over menige medlemmer. Hans praksis handlede om at vinde – også når det kom til at føre valgkamp. Den som har som formål at vinde, er altid klar til at ofre værdierne.
Det mærkede vi især i København i forbindelse med kommunalvalget i 2017. Her var vi mange frivillige, menige medlemmer som i lang tid havde engageret os i at forberede os på det valg. Alt skulle jo bygges op fra bunden. Der var mange alternative, nytænkende forslag i luften – både politisk og organisatorisk. Skulle der overhovedet være en spidskandidat? Skulle vi droppe valgplakater? Det som stod klart, var, at vi satsede på en meget åben og bred medlemsinddragelse i politikudvikling, som især Trine Hertz tog et stort ansvar for at realisere. Vi mærkede dog inden længe, at der var en kreds af folk inde på Christiansborg, som ville noget andet.
Personligt stod jeg for at introducere idéen om at gå til valg som et ensemble – altså et hold af ligeværdige aktører uden udnævnte stjerner øverst på plakaten – og her taler vi ikke bare om kandidaterne, men også om kampagnefolk – som et reelt arbejdende fællesskab. Det var samtidig en plan for, hvordan vi begyndte at skabe rammer, som ville kunne rumme konflikter på en anden måde. Der var i begyndelsen mange, som fandt de tanker og den plan ret tiltrækkende. Derfor brugte jeg en del tid på, at inddrage folk med møder og workshops. Lavede åbne møder for alle, der måske havde lyst til at være kandidater eller kampagnefolk. Men pludselig hørte jeg fra folk, at de var bange for at komme i unåde på Christiansborg. Jeg havde også fået underlige, kryptiske kommentarer fra et par folk derindefra.
Det undrede mig – især fordi jeg fra begyndelsen havde taget kontakt til Uffe og holdt et møde med ham, og orienteret ham om planerne – ikke fordi han formelt havde noget, at skulle have sagt, men fordi han immervæk både har en del erfaring og en hel del uformel magt. Der var to ting fra det møde, som efterhånden undrede mig mere og mere. Uffe havde betonet vigtighed af at ‘sætte sig for bordenden’ – altså at tage magten, hvilket klang underligt i mine ører. Og han var gået voldsomt meget op i, at jeg burde holde to bestemte personer udenfor enhver indflydelse. Til mødet forsvarede jeg de to personer – både principielt, fordi jeg ikke vil dømme folk på baggrund af sladder, og pragmatisk, fordi vi har brug for alle frivillige, der vil arbejde for sagen og fællesskabet. Hvorfor jeg også endte med at love ham, at hvis de saboterede os, ville jeg klart ikke samarbejde med dem.
Hen under sommeren ‘16 hørte jeg fra folk, at jeg var kommet på den sorte liste eller ‘dødslisten’ hos Den Grønne Gang/‘boy-bandet’. Det som blev mere og mere tydeligt var, at der hos en kreds af folk – mf’ere og ansatte – på Christiansborg var en klar hensigt om, hvem der skulle være spidskandidat i København – Niko Grünfeld – og at alle forhindringer mod det skulle stoppes. Der var ingen lydhørhed overfor, hvad alle de aktive frivillige i lokalforeningen ønskede sig. Man havde også plantet to personer i bestyrelsen, man var i tæt kontakt med, og som kørte denne dagsorden, og ikke veg tilbage fra manipulation og rænkespil.
På et tidspunkt snakkede jeg med daværende sekretariatsleder Mikkel Kjær, som jeg havde en-eller-anden gensidig kemi med, og gav en skarp kritik af deres indblanden i de københavnske forhold. Han nægtede ethvert kendskab. Han benægtede, at de på nogen måde forsøgte at blande sig. På trods af klare tegn og beviser på det modsatte. Jeg endte med at tale med ret store bogstaver til ham, for at få ham til at forstå, at de måske nok kunne få deres vilje, men at det ville koste dem dyrt. At baglandet ville miste tillid. Der lyttede han lidt – men ikke rigtigt.
Nogle måneder senere til årsmøde for lokalforeningen forsøgte Rasmus Nordqvist og en række andre medlemmer – herunder en del andre fra Christiansborg, der var kraftigt opfordret på arbejdsmail til at møde op til årsmødet – at gennemføre et forslag, om at give hele magten over kommunalvalget til Niko Grünfeld. Det var et forslag som fuldstændig afsporede de allerede aftalte processer i foreningen, der skulle afklare netop de rammer og fordelingen af magt på forskellige roller. Det var et vel tilrettelagt demokratisk kup, som i første omgang blev stoppet i kraft af en gruppe vedtægtsnørder, der på årsmødet fik pillet lovligheden i forslaget fra hinanden.
Senere blev det dog reelt gennemført, fordi folk var bange for at gå imod Niko. Da han fik magten blev al politikudviklingen kørt ud på et sidespor, og var intet sted at se i det endelige politiske program. Enhver bred inddragelse af aktive medlemmer ophørte. Der var dømt topstyring på alle fronter – for det handlede om at vinde, ikke om at praktisere en ny politisk kultur. Derfor forsøgte nogle af os et sidste oprør i månederne inden kommunalvalget – og her sendte Christiansborg-folkene så kavaleriet. Pressechef Magnus Hasslebo dukkede op og blandede sig, og blev ved et ekstra-ordinært årsmøde valgt ind i bestyrelsen.
Når netop han nu blander sig i den verserende konflikt i kølvandet på leder-valget af Josephine Fock, når Uffe Elbæk i pressen sår tvivl om medlemmernes valg, når den tidligere Sekretariatschef Mikkel Kjær fornægter en destruktiv fest-kultur og udpeger Josephine som heksen, så bliver det meget svært for mig at se det som andet end en meget krigerisk tredje halvleg. Det meste af kredsen som offentligt og i pressen forsøger at så tvivl om Josephine Focks lederskab er folk, der står nær Rasmus Nordqvist og Uffe Elbæk. De to leder-skikkelser kunne stoppe krigen, men har af uransagelige grunde valgt at lade den udvikle sig.
Det er helt uforståeligt for mig af to grunde. Ingen vinder på denne krig. Og når fx Uffe og Magnus sætter sig op på den moralske hest og udpeger Josephine som en heks, der begår overgreb, så kan fingeren meget, meget hurtigt pege tilbage på dem selv. Uffe fordi han selv har et enormt ansvar for, hvad der er sket og hvordan konflikter (ikke) er blevet håndteret – og Magnus, fordi der sandsynligvis kan fortælles en hel del historier om hans egen grænseoverskridende adfærd.
Så hvad gør vi, som rent faktisk vil arbejde for en ny politisk kultur? Hvad gør vi, for ikke at blive slidt op i tredje halvleg og ødelagt af den krig, som lige nu føres? Det har jeg selv nogle tanker og idéer til – men er lige nu, vil jeg meget hellere høre dine mulige svar.
For der er altid et alternativ – og den smukkere verden, vi i vores hjerter ved er mulig, den nærmere vi os ikke ved at bekrige hinanden. Den skaber vi kun i fællesskab som frigjorte personer.
(ER DU FRA PRESSEN? Så er intet jeg har skrevet her til referat i pressen. Og jeg stiller heller ikke op til interviews om indholdet. Dette er et rent internt anliggende for Alternativet.)
