Når en borger kommer i en situation, der bryder med det liv, de er vant til, har de brug for hjælp. Det gælder for eksempel hvis de bliver alvorligt syge, mister jobbet eller kommer ud for en ulykke. Det er det, man i dag forstår ved velfærdssamfundet. Samfundet tager hånd om de, der ikke magter det hele selv. Men som der skrives i Alternativets program, er hjælpen i dag forbundet med et enormt bureaukrati. Det er uoverskueligt for borgeren og der tages ikke udgangspunkt i borgerens behov, men i servicelovens paragraffer. Ubetinget basisindkomst mener jeg er en fortræffelig ide, og den vil eliminere en meget stor del af bureaukratiet. Men det løser ikke borgerens behov for hjælp. Borgeren har stadig brug for hjælpemidler, genoptræning, afklaring ift. job og bolig, krisehjælp og familien har behov for støtte.
I dag fungerer det sådan, at det er relativt nemt at få hjælp til noget, der ER, f.eks. hjælpemidler til en handikappets eksisterende problemer, eller psykologhjælp til et barn der HAR udviklet problemer, mens det kræver benarbejde (når det ikke er umuligt), at få hjælp til forebyggelse eller forbedring, f.eks. at øge en handikappets funktionsevne eller at få en familie til at fungere, så børnene IKKE udvikler problemer. Det princip tilstræber at øge borgernes modgang, fastholde dem i deres situation eller decideret at fremme problemer, og er derfor indlysende forkert.
Kommunen bør have et korps af velfærdskonsulenter, der tilbyder borgerne og deres familie at vejlede og hjælpe, straks der opstår en krise. Det skal være borgerens mand i kontakten med systemet, ligesom en beskikket forsvarers rolle i en straffesag. I dag har man en visiterende terapeut hvad angår hjælpemidler, en sagsbehandler vedr. bevillinger udover pensionen, der håndteres af en tredje sagsbehandler eller jobcenteret, hvis det er aktuelt. Og så er der trænende terapeuter, pædagoger, SoSu-personale, der tager sig af den praktiske hjælp. Det skriger med andre ord på, at én kommunal-person varetager kontakten til de relevante fagpersoner. Naturligvis skal borgeren stadig forholde sig til dem, der leverer den praktiske hjælp, men der er i virkeligheden ingen grund til, at borgeren skal trækkes med administrativt personale.
Når konsulenten så har præsenteret sig og taget frakken af, skal han/hun, sammen med borgeren, finde ud af, hvilke muligheder, der er for at forbedre situationen, og afklare hvordan situationen påvirker familien og hvilke tiltag, der kan gøres for at forhindre yderligere problemer.
Hvad angår førstehjælp, er det første punkt STANDS ULYKKEN! Det gælder også her. Det vigtigste er, at forhindre følgevirkninger af en krise. Men det punkt mangler i dag. Der kan man gå til systemet og bede om hjælp efterhånden som ulykkerne melder sig.
En afgørende forudsætning for, at det vil fungere med en tidlig indsats med konsulenter, er, at borgerne har tillid til, at de er der for dem, og ikke for at forvalte systemets ressourcer. Uden at have været kriminel, er jeg sikker på, at det problem er løst i forhold til de førnævnte forsvarere. Vi har også tillid til, at læger tilbyder os den bedst tilgængelige behandling, uden skelen til hvad det koster samfundet. Det er et politisk ansvar at prioritere midlerne – ikke et medicinsk.
Et andet aspekt, som trænger alvorligt til et alternativ, handler om, at den nuværende tilgang splitter familier og fastholder borgere i deres ufrivillige situation. Man inddeler i syge/pårørende og ramt/rask ægtefælle ol. I stedet for at sætte borgere i bås, skulle man hjælpe familier med at løse deres fælles problem. Ved at sige, at det kun er den ramte, der har fået et problem, og skal hjælpes, sætter man i virkeligheden lighedstegn mellem problemet og borgeren. Borgeren er problemet. I hjørner af hospitalsvæsenet er det faktisk ved at gå op for enkelte, at man bliver nødt til at se på den syges nærmeste også. Men det er mildt sagt længe om at brede sig til de andre hjørner, men det spirer. Det bør der sættes fart på, og det bør sættes i system, hvordan man gør. Alle indlagte skal også have afdækket sine øvrige forhold omkring familie, job, bolig osv. og have et tilbud om konsulentbistand, hvis det halter med et eller andet.
I hospitalsvæsenet er der en ting mere, der kan gøres bedre. I rigtig mange tilfælde, er det op til en enkelt læge og en (måske intimideret) patient, hvad der skal ske. Så sker der fejl. Lægerne har i nogen grad forsøgt at imødekomme det problem med konferencer, men for det første holdes de mig bekendt ikke for ambulante patienter, og for det andet er en konference ikke en garanti mod fejl. Det er jeg selv et eksempel på.
Hvad om alle hospitalspatienter havde en medicinstuderende som bisidder ved udredningen? Måske kunne man selv træffe nogle bedre valg, hvis man sparrede med en, der havde blot en smule faglig indsigt i sygdommen. Sagen er jo, at selvom lægen vil dig det bedste, er det ikke særligt mange, der selv føler sig i stand til at vurdere sagen, og følgelig er det ikke altid den mest gavnlige vej, der vælges.
Så jeg foreslår tre tiltag på socialområdet:
- Velfærdskonsulenter fra kommunen, der hjælper med at mindske effekten af kriser.
- Kommuner og sundhedsvæsen skal tage udgangspunkt i HELE borgerens situation i stedet for kun at fokusere isoleret på krisen.
- Patienter skal tilbydes at blive tilknyttet en medicinstuderende, der sætter sig ind i sagen, og bisidder ved samtaler.
Lige nu er det alt for ressourcekrævende for folk i “kriser” overhovedet i første omgang at standse ulykken - i langt de fleste tilfælde bruges der for store mængder energi på at holde div. forvaltningerne opdateret på situationen frem for i virkeligheden at bruge ressourcerne på at få “det bedre”. Som en tilføjelse til forslaget ville jeg derfor foreslå at psykologhjælp integreres som et lige så tilgængeligt (gratis og i samme hus) element som det at gå til læge. Således at velfærdskonsulenten ligeledes vil kunne henvise til noget psykisk førstehjælp o.e.lign. på den måde vil det system som der henvises til kunne være indtakt i forhold til at anse udfordringerne ud fra en bio-psyko-social forståelsesramme. Især den store “epidemi” af stressramte vil kunne hjælpes gevaldigt ved at være tilknyttet en velfærdskonsulent. Når den kognitive funktionsevne er nedsat kan det i visse tilfælde være direkte umuligt selv at varetage de administrative ting der skal ordnes. Endvidere skal det nævnes at der forekommer at være mangel på steder hvor folk får mulighed for at “bryde” det mønster som i første omgang har fået sygdommen til at opstå. Derfor lyder mit forslag at der burde være flere rehabiliteringssteder med plads til ro, reflektion og fordybelse - bemyndet på direkte behandling og fokus på bedring uden bekymring om at varetage administrative forhold og leve op til de såkaldte “fremdriftsreformer”. I såfald vil kriser anses for at være det de er, nemlig en naturlig og berigende del af livet dog en proces der er tidskrævende. Men noget som vil berige samfundets plan om livslang læring. I en anden tråd betegner en person dette som en såkaldt “hvilestilling”.