Skal vi uddanne hinanden i hvad psykisk sygdom er?


(Delenn Gadgaard Ribes) #1

:raising_hand: Et par spørgsmål af de lange…

Jeg bruger lige denne artikel til at spørge om et par ting jeg har tænkt over længe. I forhold til at vi som samfund måske mangler en god basisviden i hvad psykisk sygdom er, på linie med viden om for eksempel førstehjælp.

De fleste af os ved jo hvordan vi sætter plaster på et skrabet knæ. Vi lærer det af forældre, i skolen, af samfundet omkring os. Hvis naboen klipper en finger af ved en uheld under hæklipningen, ringer vi til 112 og vi lærer at svømme, eller at være opmærksomme nær vand, de fleste af os, så vi kan bade sikkert.

Men ved vi nok om psykisk sygdom, hvem det rammer, hvad der skal til og hvem man ringer til, hvis naboen pludselig opfører sig meget anderledes? Og ved vi nok til ikke at være bange for at træde ind og hjælpe?

Ville det hjælpe hvis vi vidste mere om alt fra personlighedsforstyrrelser og skizofreni til fødselsdepressioner og panikanfald og højdeskræk - og hvornår man skal være opmærksom, tilbyde et mentalt lille plaster og hvornår man skal ringe efter hjælp? Ville det hjælpe til stille og roligt at afvikle berøringsangsten hvis vi lærte lidt mere konkret og udramatisk om psykisk førstehjælp (og at kalde på en voksen/ autoritet/ hjælpecenter) samtidig med at vi lærte at sætte plaster på sår?

Det er ikke noget nyt at man som psykisk syg ikke har samme garanti for hurtig og effektiv, eller oven i købet helbredende, behandling som hvis man brækker benet eller lider af lungebetændelse. Og ud over det lider hele det psykiatriske område under en masse tabuer og misforståelser, manglende forskning og resourcer.

Ville det måske gøre ondt værre, eller skabe unødig angst?
Ville det skabe endnu mere tendens i retning af at vi allesammen er hinandens terapeuter og coaches?
Ville det skabe mere diskrimination og misforståelse?

Der er jo ingen der resten af deres liv ER det brækkede ben. Men jeg ved at nogen føler at de ER deres diagnoser i kontakten med psykiatri, læge, sagsbehandler mv.

Eller ville en større almen uddannelse måske ligefrem skabe bedre forhold, så der for eksempel kan forskes mere i helbredelse fordi også politikere kan stemmes ind med psykiatrien som mærkesag? Fordi det med tiden bliver lige så selvfølgeligt at behandling af sygdomme i sindet skal have samme ressourcemæssige grundlag som somatikken?

Jeg har valgt artiklen fordi det er et meget godt eksempel på hvor mange ting går galt ind i mellem og onlinedebatten synes jeg her og der bærer præg af hvor svært det kan være for udeforstående at tro på at en sygdom kan få nogen til at gøre “den slags”. Det er alligevel også sjældent at et brækket ben får en til at gøre noget helt vildt.

Og ja, lad os endelig ikke piske en stemning op :smile: :sunny:

Citat fra Politiken.dk: "Brandstiftelsen ved Islamisk Trossamfund blev omtalt som et angreb på alle muslimer i Danmark, og det blev flittigt diskuteret, om der var tale om terror. I weekenden blev der dannet en fredsring rundt om området på Dortheavej i sympati med Islamisk Trossamfund.

Initiativet kom, efter at en mand blev fængslet for på sociale medier at ytre støtte til brandstiftelsen og opfordre til en forbrydelse. »Godt. Respekt. Brænd kamellortet af«, skrev han blandt andet.

Ifølge Københavns Politi var ildspåsættelsen på ingen måde udtryk for et angreb på alle muslimer.

»Det skal man glemme alt om. Nu skal vi ikke piske en stemning op, vi skal ikke have en eller anden religiøs krig. Det handler om en psykisk syg mand, som har gjort et utjenligt forsøg på at sætte ild til. Det meste af benzinen havnede i øvrigt på ham selv. Hvis han havde været lidt mere uheldig, var der gået ild i ham. Det var et rent held, at han ikke blev en levende fakkel, som kom gående ned ad Tomsgårdsvej«, siger René Nielsen, politikommissær ved Københavns Politis afdeling for personfarlig kriminalitet." http://politiken.dk/indland/ECE2813064/politiet-det-var-et-rent-held-at-han-ikke-blev-en-levende-fakkel/


(Delenn Gadgaard Ribes) #2

… Og så en opløftende nyhed! Det går fremad :slight_smile:


#3

Jeg mener at de fleste psykiske sygdomme opstår når en person ikke længer er i stand til at håndtere de følelse og tankemæssige belastninger vedkommen bliver udsat for. Når man læser folks journaler viser der sig et mønstre, at det netop drejer sig om traumatiske følelemæssige belastninger på den ene eller anden måde. Ligesom vi kan træne og håndter vore fysiske legeme så det har det godt, kan man også træne ens følelser og tanker. Jeg mener at børn og unge mennesker allerede i folkeskolen skal lære at håndtere deres følelser og tanker.


(Kim Bach) #4

Det er en rigtig god idé, og det er noget jeg prøver på at gøre som frivillig ambassadør i EN AF OS ( http://en-af-os.dk ) projektet, jeg synes der er en sigende forståelse, men der er lang vej igen, specielt på arbejdsmarkedet, hvor uhyggeligt mange giver udtryk for at de ikke kunne tænke sig en kollega med en psykisk lidelse.


(Kim Bach) #5

Det er komplekst og der er langt fra enighed om hvad der forårsager psykiske lidelser, og sund levevis, specielt at sove normalt samt at bevæge sig, er vigtig, men i mit eget tilfælde har jeg også brug for medicin.

Noget der nok hjulpet mig mest har været Depressionsforeningens selvhjælpsgruppe samt at jeg er tilbage på arbejdsmarkedet.

Men HELT klart! Sæt empati på skoleskemaet!


#6

Ja jeg vil give dig ret i at det er mere kompleks end det jeg beskrev, men det er en af siderne i en tyk bog. Jeg tror det er meget vigtig at alle lærer sig selv at kende, både de god side og de sider som der kan udvikles mere. Jeg har haft en dyb depression efter arbejdsulykke. Den arbejdede og fjernede jeg med meditation. Ja, det var hårdt men jeg lærte mig selv bedre at kende. Derfor er det en god ting hvis det at arbejde sig selv kommer på skoleskemaet og i sidste ende vil det gavne vore samfund.


(Delenn Gadgaard Ribes) #7

Jeg er enig i at det vigtigt at lære sig selv at kende, for mange, men jeg vil vende den om Ingrid, og sige at der i utroligt mange familier hvor børn bliver skrøbelige eller udvikler sig til udsatte voksne, der er der “noget” andet galt end at man ikke kan mærke/ rumme/ udvikle sig selv. Det kan være mange ting - psykisk sygdom, udviklingsfortyrrelser, neurologiske skader - og det er måske derfor der er mange i de familier der ender med et misbrug, at være voksne uden de rigtige redskaber, osv. Der er ikke nogen der fuldstændig sikkert kan sige med alt hvad der er arv og hvad der er miljø. Og så vil jeg også sige at jeg ikke er vild med tanken om selvudvikling for børn - det er ikke barnemad så at sige.

For mange år siden kaldte man mødre til autistiske børn for køleskabsmødre - de var følelseskolde og derfor skyld i deres børns autisme. I dag ved vi at det ikke er rigtigt og jo mere vi ved om mange andre tilstande også, jo mere må de forklaringer revurderes.

Det betyder ikke at terapi, meditation osv ikke kan hjælpe, eller at det psykiske ikke kan blive sygt - der er nogen typer af terapi der har virkeligt gode resultater. dokumenterede og vel belyste resultater. Nærvær og empati er vigtigt og det er mange slags indsigt og overblik og forskning også.

For 6 år siden mens jeg var dybt begravet i et alternativt miljø, havde jeg muligvis været enig med dig. Men så blev jeg gradvist mere rask ved hjælp af behandlinger af kroppen, efter at have været igennem en terapeutisk ørkenvandring af den anden verden. Til gengæld får jeg mere ud af min terapi nu, hvor jeg er 1) fysisk behandlet og stabil det meste af tiden og 2) har en terapeut der accepterer at kroppens rolle er så stor som den er. Ud over det er hun rar og skarp - jeg er virkelig glad for hende :smile:
Men det krævede mange lange omveje forbi læger der glad og gerne kaldte mine smerter og søvnproblemer for “psykisk” og psykolger der gjorde det samme. Jeg gjorde det også selv. Jeg gentog det til hvem som helst der gad høre på det: “Det er noget psykisk”.

Som jeg ser det nu, er krop og sind ikke specielt adskildt. Og vejen til et godt liv er lidt ligegyldig, så længe den er gyldig for dem det drejer sig om. Men i virkeligheden er det især ligegyldigt hvad jeg mener når det gælder sundhedssystemet eller lign - der skal kolde facts og masser af forskning og praksiserfaring til. Og penge, så det hele kan lade sig gøre.

Men ud over det, så handlede mit oprindelige indlæg slet ikke om hvorfor mennesker bliver psykisk syge - det handlede om hvordan vi skal håndtere og lære om det som samfund, når folk bliver syge foran os, så berøringsangsten forsvinder og de rudimentære forklaringer ikke får lov til at skabe angst og usikkerhed for eksempel.


(Delenn Gadgaard Ribes) #8

Det lyder fantastisk Kimbach. Hvordan mærker du den stigede forståelse? Og hvad er det der mangler på arbejdsmarkedet egentlig - er det ledere eller medarbejdere i øvrigt der er usikre på den psykisk syge og hvad det indebærer? Jeg læste for nyligt noget om at i omegnen af 20% (?) var nervøse for at få en kollega med angst for eksempel?

Jeg ved ikke så meget om EN AF OS, jeg svarer bare på nogen af deres undersøgelser ind i mellem, hehe…
Hvad går dit arbejde som ambasadør egentlig ud på?

Håber de mange spørgsmål er ok. Jeg har haft lidt for god tid til at tænker over dem :sunny:


(Kim Bach) #9

Manglerne på arbejdsmarkedet er et spørgsmål om at man ikke vil lave de små tilpasninger der er nødvendige for at kunne inkludere flere, som f.eks. nedsat arbejdstid.

Jeg er selv blevet sluset ind til fuldtidsarbejde første gennem en virksomhedspraktik på 15 t/uge, senere løntilskud og nu fuldtid på normale vilkår.

DEn øgede forståelse møder jeg på min arbejdsplads, men også i en ændret retorik i medierne, hvor der er længere mellem overskrifter om “de farlige psykisk syge”.

Tallet er desværre meget højere end 20% http://www.en-af-os.dk/Nyheder/Pressemeddelelse%20Psykisk%20sygdom%20er%20tabu%20paa%20arbejdspladsen.aspx

Jeg holder oplæg for f.eks. psykiatribrugere, personale i psykiatrien, apotekere, sikkerhedsvagter og ejendomsfunktionærer, hvor jeg bla. fortæller min personlige historie, jeg har bipolar affektiv sindslidelse https://da.wikipedia.org/wiki/Bipolar_affektiv_sindslidelse

En gang i mellem finder det også vej til landsdækkende medier.

Det er helt fint, og jeg skal nok også adressere flere af dem.


(Delenn Gadgaard Ribes) #11

I relation til det du skriver om små og nødvendige tilpasninger på arbejdsmarkedet: En af de ting jeg tit studser over, er at mange mennesker tilsyneladende tænker på psykiske lidelser som enten/ eller. Enten har man en ægte depression, eller også er man helt rask. Mens det i praksis kan være meget mere broget og meget individuelt hvad folk har af overskud.

Det samme gælder fysiske sygdomme i øvrigt. Det kan være svært at forstå at kollegaen må have et almindeligt fritidsliv med sport eller rejser, hvis vedkommende ikke kan arbejde fuld tid på grund af skavanker i skroget. I stil med, at kan man arbejde, kan man vel også arbejde til man er helt kørt flad. Og kan man tage på ferie, så har man nok ikke arbejdet alt det man kunne, hvis man arbejder mindre end en selv.

Så det glæder mig at du oplever ændringer - det er meget opløftende. Lad os håbe at det bliver ved.


(Lars Kristensen) #12

Det vil nok være godt at lære og få at vide, at psykiske lidelser, er ligesom influenza og lungebetændelse, som er lidelser der som bekendt opstår af virus og bakterier - er psykiske lidelser der opstår ved, at der kommer noget udefra og som er skadeligt for et menneskes psyke.

Alle ved, at når vi har feber, hoster og har ondt i led, at så har vi nok influenza.

Hvis et menneskes psyke har “feber”, “hoster” og har “ondt i ledene”, så ved man godt nok ikke, hvad det egentlig er et menneske lider af.

Så ja, vi mangler alle en bedre viden om, hvad det er for nogle psykiske lidelser vi kan komme til at stå over for, hos et menneske, når et menneskes psyke blive påvirket af noget der er psykisk skadeligt for det.

Hvordan skal vi forholde os over for mennesker, hvor følelserne er gået i “spåner”?

Men vi skal så sandelig også lære, ikke at sætte os selv eller andre i situationer, som kan være skadelige for den menneskelige psyke.

Vi kan fint klare et psykisk pres, indtil et vidst punkt, hvor så det hele falder sammen som et korthus og det er her vi også skal lære ikke at presse hinanden ud i situationer, hvor vi sætter andre menneskers psyke i en skadelig situation.

Vi lærer de fysiske begrænsninger, men glemmer helt den psykiske side af menneskelivet.


(Bodil Sørensen) #13

Der er rigtig mange psykisk syge i dette samfund, for vi er ikke særlig rummelige, og aksepterer ikke mennesker, som er anderledes end vi selv er. Allerførst synes jeg, at vi skal lade være med at gøre folk syge, som er mere følsomme, angste, agressive eller psykotiske, end vi selv er.
Vores psykiatriske system er fra det forrige årtysind, og det samme er lægernes gudestatus.
Hvis vi starter med at behandle mennesker ligeværdigt, er vi nået langt. Hvorfor er det læger og ikke psykologer, psykoterapeuter, coaches eller præster, der skal behandle psykisk lidelse? Som minimum kunne vi gå ind for at den enkelte patient selv kan vælge mellem en medicinsk behandling eller en behandling uden medicin. Tvang er et alt for udbredt fænomen i behandlingen af psykisk syge, de har den højeste dødelighed pga. medicinen mv.
Jeg synes ikke vi alle skal uddannes til at udpege psykisk syge og dømme dem til evigt at være anderledes end os andre.
Der er kriminelle blandt psykisk syge - men det er absolut et mindretal af alle de, som har fået en diagnose.
Lad Alternativets værdigrundlag gælde!! - også for dene gruppe.
Hilsen Bodil


(Kim Bach) #14

Det er heller ikke det der menes, sådan som jeg læser det, men der skal uddannes i at forstå og respektere handikap, jeg plejer at sige empati på skoleskemaet, men det har vi forhåbentlig allerede.


(Line Olesen) #15

Jeg mener ikke, vi behøver at være eksperter i psykisk sygdom for at kunne udvise forståelse, empati og tolerance i forhold til dem der ikke fungere som flertallet. Det er et faktum, at de fleste mennesker bliver skræmt af meget atypisk adfærd. Det er en grundlæggende menneskelig egenskab, der ikke går væk af et indgående kendskab til forskellige diagnoser.
I stedet bør vi udvide normalbegrebet, således at vi dyrker en kultur, hvor der er mange flere måder at være normal på og så hjælpe, rumme og passe på de få, der seriøst er faret vild i deres eget sind. Sindsygdom er ikke almindeligt og det er ikke en statisk tilstand.


(Kim Bach) #16

Vi er sandsynligvis ret enige her, jeg taler ikke om ekspertviden og diagnoser som sådan er relativt irrelevante, så lad mig omdefinere det til “mental sundhed” som det blev markeret i forbindelse med gårsdagens World Mental Health Day


(Bodil Sørensen) #17

Hej Kimbach.
Jeg tænker bare, at når man bliver skolet i noget, så vedtager man også, at tingene er på en bestemt måde, og så bliver det nemt til ‘dem og os’ og så sker stemplingen.
Hilsen Bodil


(Kim Bach) #18

Det har du nok desværre ganske ret i…Skal vi så tie stille? ps. er frivilligambassadør i EN AF OS kampagnen :wink:


(Bodil Sørensen) #19

Nej’ vi skal ikke.tie. Jeg tænker bare, at vi generelt skal acceptere hinanden bedre, og en vigtig måde at vise kærlighed og aksept på er ved at vise interesse overfor mennesker, som gør ting anderledes end vi selv ville have gjort - at lære dem at kende frem for at lære om dem :slight_smile:


(Delenn Gadgaard Ribes) #20

Hej, jeg kan se der har været god aktivitet mens jeg lige tænkte over livet :wink: Meget interessante svar, tak for det.

Jeg er stor tilhænger af man deler viden - også viden der handler om svære ting, for jeg mener at det er en god måde af komme fordomme til livs på. Som eksempel kan nævnes at jeg lider af tics, der er både smertefulde og virkeligt forstyrrende ind i mellem. Mange tror at det at have tics betyder at jeg råber vilkårlige sjofle ord. Det er der nogen med tics der gør, men jeg gør ikke. Så jeg forklarer. Også gerne ti gange - eller tyve, hvis det skal til. Så de ikke tror at den der arm der flyver igennem luften har at gøre med at jeg er voldeligt anlagt - at det er sygdommen, den skid, ikke mit bevidste jeg, der handler på den måde. Og fordi det fylder så meget af mit liv.

jeg forklarer det også fordi fordomme nogen gange trækker mig og os allesammen ned. Synes jeg. Og jo mere jeg forklarer, eller læger og andre forklarer, jo mere accept synes jeg også der kommer helt af sig selv. Muligvis ikke revolutionerende meget accept alle steder, sygedagpengecenteret er en verden for sig, men lidt har helt sikkert også ret.


(Delenn Gadgaard Ribes) #21

Vi bliver jo også skræmte af biluheld og listeria udbrud, men vi lærer alligevel førstehjælp eller at ringe 112?