Et par spørgsmål af de lange…
Jeg bruger lige denne artikel til at spørge om et par ting jeg har tænkt over længe. I forhold til at vi som samfund måske mangler en god basisviden i hvad psykisk sygdom er, på linie med viden om for eksempel førstehjælp.
De fleste af os ved jo hvordan vi sætter plaster på et skrabet knæ. Vi lærer det af forældre, i skolen, af samfundet omkring os. Hvis naboen klipper en finger af ved en uheld under hæklipningen, ringer vi til 112 og vi lærer at svømme, eller at være opmærksomme nær vand, de fleste af os, så vi kan bade sikkert.
Men ved vi nok om psykisk sygdom, hvem det rammer, hvad der skal til og hvem man ringer til, hvis naboen pludselig opfører sig meget anderledes? Og ved vi nok til ikke at være bange for at træde ind og hjælpe?
Ville det hjælpe hvis vi vidste mere om alt fra personlighedsforstyrrelser og skizofreni til fødselsdepressioner og panikanfald og højdeskræk - og hvornår man skal være opmærksom, tilbyde et mentalt lille plaster og hvornår man skal ringe efter hjælp? Ville det hjælpe til stille og roligt at afvikle berøringsangsten hvis vi lærte lidt mere konkret og udramatisk om psykisk førstehjælp (og at kalde på en voksen/ autoritet/ hjælpecenter) samtidig med at vi lærte at sætte plaster på sår?
Det er ikke noget nyt at man som psykisk syg ikke har samme garanti for hurtig og effektiv, eller oven i købet helbredende, behandling som hvis man brækker benet eller lider af lungebetændelse. Og ud over det lider hele det psykiatriske område under en masse tabuer og misforståelser, manglende forskning og resourcer.
Ville det måske gøre ondt værre, eller skabe unødig angst?
Ville det skabe endnu mere tendens i retning af at vi allesammen er hinandens terapeuter og coaches?
Ville det skabe mere diskrimination og misforståelse?
Der er jo ingen der resten af deres liv ER det brækkede ben. Men jeg ved at nogen føler at de ER deres diagnoser i kontakten med psykiatri, læge, sagsbehandler mv.
Eller ville en større almen uddannelse måske ligefrem skabe bedre forhold, så der for eksempel kan forskes mere i helbredelse fordi også politikere kan stemmes ind med psykiatrien som mærkesag? Fordi det med tiden bliver lige så selvfølgeligt at behandling af sygdomme i sindet skal have samme ressourcemæssige grundlag som somatikken?
Jeg har valgt artiklen fordi det er et meget godt eksempel på hvor mange ting går galt ind i mellem og onlinedebatten synes jeg her og der bærer præg af hvor svært det kan være for udeforstående at tro på at en sygdom kan få nogen til at gøre “den slags”. Det er alligevel også sjældent at et brækket ben får en til at gøre noget helt vildt.
Og ja, lad os endelig ikke piske en stemning op 
Citat fra Politiken.dk: "Brandstiftelsen ved Islamisk Trossamfund blev omtalt som et angreb på alle muslimer i Danmark, og det blev flittigt diskuteret, om der var tale om terror. I weekenden blev der dannet en fredsring rundt om området på Dortheavej i sympati med Islamisk Trossamfund.
Initiativet kom, efter at en mand blev fængslet for på sociale medier at ytre støtte til brandstiftelsen og opfordre til en forbrydelse. »Godt. Respekt. Brænd kamellortet af«, skrev han blandt andet.
Ifølge Københavns Politi var ildspåsættelsen på ingen måde udtryk for et angreb på alle muslimer.
»Det skal man glemme alt om. Nu skal vi ikke piske en stemning op, vi skal ikke have en eller anden religiøs krig. Det handler om en psykisk syg mand, som har gjort et utjenligt forsøg på at sætte ild til. Det meste af benzinen havnede i øvrigt på ham selv. Hvis han havde været lidt mere uheldig, var der gået ild i ham. Det var et rent held, at han ikke blev en levende fakkel, som kom gående ned ad Tomsgårdsvej«, siger René Nielsen, politikommissær ved Københavns Politis afdeling for personfarlig kriminalitet." Politiet: »Det var et rent held, at han ikke blev en levende fakkel« - politiken.dk
