Tak for dit fine indlæg. Alle behøver ikke at uddannes til at udpege psykisk syge. Men mange kan uddannes til at undgå at blive syge selv!
Som underviser og klient kender jeg enkle, virksomme principper for: kost, motion, kropsterapi, psykisk førstehjælp, følelseskontakt og -forløsning.
Det er ikke nok at læse om det. Det skal trænes i praktiske øvelse for at virke.
Metoder som kan styrke den enkeltes psyke; som kan udvikle empati for og støtte til andre.
Start med at overføre 10% af psykiatri og medicin -midlerne til denne opgave. Længere leve empatien!
Problemet er at vi faktisk ikke ved hvorfor nogle får en psykisk sygdom og andre ikke. Vi ved at der er ophobning i familier, men ikke om det er miljøet eller arven der afgørende - faktisk ved vi en del om det, men det er meget sammenblandet. Der er ingen tvivl om, at hvis man er sviget groft som spædbarn eller i de første år af ens liv, så mærkes man af det resten af livet.
Men det er kun et fåtal af de psykisk syge der har været udsat for et sådant omsorgssvigt. Mange er blevet syge, trods gode opvækst forhold.
Da man ændrede diagnose systemet til ICD10 som vi har nu (ICD 11 forventes først klar i 2018) gik man bort fra årsagen i psykiatriske diagnoser, og til at beskrive dem med symptomer.
Det skyltes at man i undersøgelser kunne vise at personer der udviklede en depression og andre lidelser, som reglen ikke havde været udsat for værre ulykker/hændelser eller ændring i livsomstændighederne end mennesker der ikke havde udviklet psykisk sygdom.
Arv kan spille en rolle, og kun dem som har “genet” og udsættes for en voldsom hændelse udvikler sygdommen. Men reelt ved vi det ikke.
Hvad vi ved er hvilken behandling der hjælper - og så ved vi at der er meget mudder i psykose området hvor medicinen ikke er ufarlig. Der er helt klart noget som ikke stemmer, men om det Peter C. Gøtzsche fra Dansk Cochrane center betragtninger holder eller det psykiatriske fagområde der har ret, ej er jeg i tvivl omt. Så det er vanskeligt at bygge en politik på årsagerne til psykiatrisk lidelser, når man ser bort fra de helt klare skader i barndommen (hvor vi iøvrigt svigter bravt for tiden)
Men selv når vi måske ikke ved alt om hvorfor, så ved nogen vel hvordan en sygdom kommer til udtryk og hvordan man skal handle. Og det udtryk er jo også det vi møder hvis vi som ikke-fagpersoner pludselig står med en dybt nedtryk person foran os, der opfører sig meget anderledes og skævt. Vi ved muligvis ikke hvorfor, men vi står midt i det. Hvordan skal man handle? Skal vi gå videre? Skal vi tage selvmordstankerne alvorligt? Skal vi ringe efter en ambulance eller give en kop te? Skal vi blive nervøse eller grine over hvor mærkeligt det ser ud? Hvis vi stod overfor en med et brækket ben, ville vi have en chance for at vide at vi skulle ringe efter ambulancen og vi behøver faktisk ikke vide om det var en audi eller en bus der brækkede benet på vedkommende, for at konstatere at det bløder og vedkommende er i smerte.
Men jeg gentager nok mig selv. Hav en god sommer 
1 Synes om
Det er korrekt vi har handle muligheder, det har du ret i, det kan man godt undervise i. Det er en god ide.
Det er forebyggelsen som er svær, for det kræver reelt viden om årsager, og det er mere teoretisk.
Kim Rønhof
Jeg vil gerne lige dele artiklen her, hvis nogen stadigvæk læser med på emnet i tråden. Personligt er jeg p…træt af at læse psykologer og psykiatere fjerndiagnosticere børn og voksne i medierne, når en sag er løbet af sporet eller BT og Ekstra Bladet har fået nye kæpheste. Til gengæld ville jeg elske at læse mere som det herunder. Det bider og foldes ud så det rent faktisk betyder noget. Og så forstår jeg noget på et dybere plan, noget der er vigtigt.
"Retorikken omkring psykisk sygdom hænger mig efterhånden ud af halsen. For alle ved jo godt, hvordan det er korrekt at snakke om de her ting. Det hedder psykisk sårbarhed, ikke sindssyge, det er synd for de mennesker, at de skal kæmpe med de her ting, og folk skal holde op med at dømme folk udelukkende på baggrund af en diagnose.
Folk vil stikke dig denne smøre, hvornår end de konfronteres med en historie fra psykiatrien, den kommer velment, velkendt, mekanisk og automatisk som fra en støvet jukeboks, der står i et hjørne og spiller de samme slidte tandløse toner i Achy Breaky Heart, når du smider en tier i. Der er grundlæggende tre problemer med de her udsagn: For det første tør vi ikke sige andet, for det andet tror vi ikke på det, og for det tredje praktiserer vi det ikke.
Forståelsen er det sidste, men kritiske skridt, vi mangler, for ikke bare at italesætte psykiatrien, men prioritere den og gentænke den. For oplysninger er der nok af. Overbelægning, ressourcemangel, ventetider, ventelister; krisen i psykiatrien er ofte nævnt, men aldrig løst. Vi er immune over for de tørre tal, sløve statistikker og brok over besparelser, når vi ikke har en indgangsvinkel, vi kan forstå.!
1 Synes om
Jeg ved ikke om denne debat stadig er åben - men jeg vil meget gerne være med til at arbejde for en psykiatrisk førstehjælpspakke. Det er et rigtigt godt initiativ - der er for mange stor usikkerhed om hvordan man skal håndtere sin egen eller andre psykiske lidelser - det lige fra uddannelsesinstitutionerne til arbejdspladserne og de sociale sammenhænge. En tilføjelse til vores almindelige og grundlæggende førstehjælpskurser ville være et godt udgangspunkt!
Førstehjælp burde på skoleskemaet ligesom seksualvejledning og kurser i privatøkonomi - det er med at give vore børn almendannelse og gøre dem til ansvarlige og kompetente samfundsborgere.
Førstehjælp er allerede en del af sikkerhedspolitikken på arbejdspladserne - men der bliver ikke taget højde for at forskellige grupper af mennesker har forskellige behov i forbindelse med det fysiske og psykiske arbejdsmiljø. De åbne kontorlandskaber er fx. gift for mennesker med angst eller ængstelige personlighedsforstyrrelser som ikke kan fungere med for megen baggrundsstøj osv. Men jeg glæder mig til at høre hvordan vi kommer videre
1 Synes om
Spændende opslag! Jeg tror på en måde, det at sætte mere fokus på de forskellige psykiske lidelser/differencer kan være en god ide men, det er noget nemmere at genkende en brækket arm/fod end at spotte den præcise psykiske lidelse/difference. Det kan bestemt lede til problemer da bestemte psykiske “problemer” skal håndteres meget forskelligt, ellers kan de ende meget galt for både den omtale og den hjælpende hånd. Der ligger allerede det kæmpe problem at psykiske problemer er svære at finde, selv for de virkelig dygtige psykiatere kan de være en næsten umulig opgave at finde den præcise diagnose. Man kan godt opstille en skabelon af den typiske Paranoide skizofren men, den ene fra den anden kan være fuldstændig forskellige den ene har måske massive hallucinationer der kan lede til aggressivitet, den anden er måske bare lidt svimmel og har svært ved at forstå hvor de han/hun er og laver. Vi vil jo heller ikke skræmme befolkningen ved at sige, at ham den lidt underlige og stille fyr fra klassen potentiel kunne være end blod-tørstig ondskabsfuld psykopat… så som sagt er det svært at sige. … Jeg håber vi snakkede psykiske problemer som i dem alle sammen, og ikke et præcist emne. Hvis det ikke er tilfældet har jeg taget fejl og i kan ignorere hvad jeg skrev… eller bruge det til et bedre sammenhængende emne. Yes.
2 Synes om
Måske man kunne ændre fokuspunktet til psykisk lidelse fremfor sygdom? Vi har alle en forståelse for, at man gerne vil afhjælpe eller ændre lidelse. Ordet sygdom er mere omfattende, “farligt”, potentielt smittende og kræver lægeekspertise…! Det kan afstedkomme handlingslammelse og berøringsangst. Og helt rigtigt spottet, så er der brug for mere generel folkelig viden, empati, opmærksomhed og ikke mindst førstehjælp-redskaber til personer med akutte/opbyggende psykiske smerter.
Der er brug for en bred viden og værktøjskasse, men mest af alt er der brug for, at de psykisk lidende kan få genoprettet tilliden til det system og det samfund, der har mulighed og pligt til at hjælpe dem, enten til et normalt liv uden psykisk lidelse eller et mere værdigt liv hvor de lever i kortere eller længere tid med “golfhandicap” og psykisk lidelse - på linje med de, der er mere heldige og mentalt robuste.
Vi skal som samfund genfinde vore muligheder for og evne til at rumme forskellighed, i ikke bare mht. fysiske udfordringer, men også psykiske udfordringer. Og her taler jeg ikke om almindeligt forekommende stress, vrede, tristhed og utilstrækkelighed, som vi alle kan falde i (her kunne de generelt max 30 timers arbejdsuge og no-questions-asked-borgerløn afhjælpe meget!) men jeg taler om reelt psykiske lidelser, som er invaliderende og stigmatiserende.
I min optik udspringer en stor del af konflikterne fra mangel på forståelse, respekt og ressourcer i mødet med personer, der kæmpe med psykiske lidelser. Hvis vi kan udvikle en samfundsmæssig større empati, rummelighed og forståelse vil mange problemer kunne undgået. Og så tror jeg der er en stor ressource fremfor byrde i mange af disse skønne, specielle men udfordrede mennesker.
Jeg er i den grad FOR en psykisk førstehjælpspakke/-undervisning. Og det kan gøres ved at vise menneskerne med lidelserne, ikke en lidelserne som en personificering.
Min baggrund er, at jeg er nær pårørende til hhv en med svær bipolar og en med depression. Den største udfordring er ikke lidelserne, men systemets og samfundets håndtering af og forståelse for lidelserne. Og så selvfølgelig deres egne evner og lyst til at anerkende og arbejde for lindring. Men igen hænger modviljen formentlig især sammen med, at stigmatisering og identitetstab til lidelsen fordrer modstand til at adressere udfordringen og lade sig sætte ud på et udsigtsløst sidespor.
1 Synes om
Hej igen.
Jeg blev lige afbrudt af livet og en fødsel 
og har ikke haft tid til at svare.
Er der nogen af jer, som mener at det er en god ide, der så har et forslag til hvordan man griber sådan en førstehjælpspakke an? Hvem man skal snakke med om det? Hvor går man, vi, hen herfra? Næsten som en meta.kommentar til emnet, så føler jeg et stærkt behov for sådan en førstehjælpspakke, men jeg føler mig dårligt klædt på til at lave en.
Det lyder fint for mig at ændre fokuspunktet fra sygdom til lidelse. Ord kan stå i vejen, og fylde for meget, men vi er jo også afhængige af at de skaber fælles grundlag.
- det gør jeg i hvert fald. Intet for stort eller for småt.
Psykisk Førstehjælp findes allerede som kursus her. Ved ikke lige hvorfor jeg ikke tænkte på det.
Psykiske lidelser (den mentale) er meget anderledes end somatiske lidelser (den kropslige).
Når et menneske får en kropslig lidelse, får mennesker brug for at dets krop får omsorg og det sker på forskellig vis, alt efter om det er en egentlig fysisk skade eller om det er en biologisk påvirkning (virus, bakterier). Derudover behøver mennesket psykisk omsorg, for derved at gøre den psykiske negative påvirkning af kroppen mindre skadelig og dernæst et behov for social omsorg, at omgivelserne er opmærksomme på om vedkommende også har det godt
Når et menneske får det psykisk dårligt, har mennesket brug psykisk førstehjælp og det sker gennem kropslig kontakt ved kram el.lign.(fysisk omsorg), gennem samtale (psykisk omsorg) eller blot gennem en social opmærksomhed, der ikke indbefatter kropslig berøring, som kram eller psykisk “berøring”, som samtale, blot at andre viser at de har omsorg for ens væren i fællesskabet (social omsorg).
Vi mennesker har behov for 3 former for omsorg, en fysisk, en psykisk og en social.
Den fysiske omsorg lærer vi hjemmefra eller gennem førstehjælp, således at vi altid kan træde til, når et menneske bliver skadet på kroppen eller blive syg på grund af virus eller bakterier.
Den psykiske omsorg kender vi kun ganske lidt til og langt mere dens modsætning, for vi lærer af konkurrere og når vi gør det, er det vigtigt ikke at vise omsorg for andre end en selv. På den måde mister vi forståelsen i at vise omsorg for andres psykiske følelser.
I skolen lærer vi om den sociale omsorg, ved at vi får indblik i den demokratiske proces, som er en af grundpillerne i den sociale omsorg.
Desværre er vi som samfund ikke udviklet til at udvise en fuldstændig omsorg for den enkelte familie i samfundet, hvorfor der kan opstå omsorgssvigt i en familie.
Den manglende omsorg i en familie kan være med til at skabe en psykisk lidelse hos et menneske, fordi menneskets psykiske velbefindende er afhængig af, om det også føler sig fysisk og socialt velbefindende.
Det er med andre ord ikke nok, blot at have en sund og rask krop og have det godt socialt, vi skal også have det godt psykisk.
Det psykiske miljø er for os mennesker - samtalen, uden den sproglige kontakt får vi ikke dækket vores psykiske behov og det vil vise sig i vores fysiske (kropslige) og sociale adfærd.
Vi skal med andre ord lære at tale sammen, vise omsorg for at vi alle kommer til orde og bliver lyttet til.
Det er gennem samtalen vi kan hjælpe mennesker med deres psykiske lidelser, for det er gennem beskrivelsen af følelserne vi kan komme til at forstå, hvorfor mennesket vi sidder over for, gør som det gør.
Det er kun ved de helt akutte tilfælde af psykiske lidelser, der skal bruges medicin ved ellers handler det om samtale, den psykiske omsorg og når mennesket er parat til det, en kropslig omsorg, samtidig med at man udviser en social omsorg, ved at vise at man er opmærksom på menneskets væren i fællesskabet.
Vi skal i skolen lære de 3 omsorgs-former og lære hvad de gør ved os, som det følelses-væsen vi mennesker er. Når vi giver børn den indsigt, giver vi dem redskaber de kan bruge i deres voksne liv, som de følelses-væsner de også er som voksne mennesker.
Håber dette giver en måde at se tingene på, for der er givet andre måder at se tingene på end lige blot denne måde.