Skændigt lovforslag L38 / ghettopakken til 2. behandling i Folketinget tirsdag 20/11/18

Kære medlemmer af Alternativet i Københavns Omegns Storkreds

Forslag L38, “ghettopakken” om de såkaldte “parallelsamfund” er sat på Folketingets dagsorden til 2. behandling tirsdag den 20-11-2018, og til 3. behandling torsdag den 22-11-2018

Lad ikke dette forslag blive vedtaget uden modstand.

Det er dybt diskriminerende. Det er dybt asocialt. Det går ud alle beboere i alle almene boligafdelinger - ikke kun dem, der stemples som ghetto.

Det går ud over ca. 1 million almene beboeres fælles sparepenge i Landsbyggefonden. Pengene bliver stjålet af Folketinget og brugt til at rive gode almene boliger ned.

Det er kollektiv straf og særskat: Alle almene beboere tvinges til at betale for fortsatte nedrivninger indtil år 2026 gennem huslejen.

Boligminister Ole Birk Hansen vil sætte beboerdemokratiet ud af kraft og ekspropriere beboernes fælles kollektive ejendom: Deres almene boliger. Til nedrivning. Det står i lovforslaget.

Op til 11.000 familier kan miste deres hjem!
Dette har BL (Danmarks Almene Boliger) beregnet.

Hvor vil de gøre af alle de mennesker?

Der er ingen sikkerhed for, at de fordrevne mennesker kan finde et nyt sted at bo, til en pris de kan betale.

I dag kan de almene boliger huse alle befolkningsgrupper i de store byer. Så byerne ikke kun bliver for de rige. Dette beundres i udlandet.
Se: BL: Det politikerne kalder parallelsamfund kalder andre paradis

Men et flertal i Folketinget vil rive beboernes almene boliger ned. Herunder også S og SF!

ulla

Problemer med mennesker løses ikke ved at rive huse ned

Internationale undersøgelser viser, at problemer med såkaldte parallelsamfund ikke kan løses ved at rive huse ned. Det har været forsøgt. Det er forgæves: Problemerne flytter bare med. Hvorefter de næste boligområder får for mange socialt udsatte beboere og bliver til “ghettoer”, nedrives - osv. - i en dominoeffekt.

L38’s nedrivninger af almene boliger er et ekstremt spild af ressourcer til ingen verdens nytte. Forslaget kan ikke løse de problemer, som det påstår at ville løse.

I nogle få af de såkaldte “ghettoer”, er der problemer med kriminalitet. Men indtil for nylig har boligorganisationer ikke kunnet opsige kriminelle beboeres lejemål. Dette er nu endelig muligt med Højesterets domme fra den 1. maj 2018 og efterfølgende. Problemet er løst af Højesteret. L38 er her unødvendig.

Vores storkreds har Danmarks største koncentration af almene boliger. Vi bliver hårdt ramte.

Snak med venner, naboer, familie, kolleger. Bed dem tale med deres politikere, hvis de er fra andre partier.

Du er velkommen til at skrive til os på storkreds.kbh.omegn@alternativet.dk

Venlig hilsen
MF Ulla Sandbæk
samt
Thomas Møller og Christine Madsen
Københavns Omegns Storkreds
storkreds.kbh.omegn@alternativet.dk


Du kan læse mere om lovforslaget på Alternativets Dialog her:
https://dialog.alternativet.dk/t/almenboligpolitik-lovforslag-l38-er-vanvittig-dyrt-og-med-tvivlsom-effekt/9325. Den blå skrift i teksterne er links til dokumentation og yderligere information.


Lovforslag L38 og tidsplan findes på Folketingets hjemmeside - her:

L 38 - 2018-19 (tidsplan): Forslag til lov om ændring af lov om almene boliger m.v., lov om leje af almene boliger og lov om leje. (Nye kriterier for udsatte boligområder og ghettoområder, initiativer til udvikling eller afvikling af ghettoområder, skærpelse af anvisnings- og udlejningsregler, ophævelse af lejekontrakt på grund af kriminalitet m.v.). / Folketinget