Sagsbehandlerne har budgetter (måltal), de skal overholde, når de visiterer borgere til hjælp. Men er det ikke i virkeligheden en ledelsesopgave, at holde styr på pengene? Velfærdsdirektionen bør ud fra budgettet fastlægge, hvilke tilbud kommunen kan tilbyde, og så er det dem, sagsbehandleren har at forvalte. Han/hun skal ikke tage stilling til, om en visitation er for dyr, men om borgeren har brug for det. Hvis direktionen ud fra budgettet kan se, at der ikke er råd til flere kørestole, må sagsbehandleren referere til direktionen i stedet for selv at sidde i klemme. Det bør være vores politik, at der ikke må stilles økonomiske rammer for sagsbehandlerne. Når de tvinges til at prioritere ud fra økonomi, gør man dem til dommere for, hvem der er værd at hjælpe, og hvem der må sejle i sin egen sø. De skal slet ikke prioritere. De skal alene tage stilling til behovs-spørgsmålet.