Med indlægget nedenfor ønsker jeg at begynde en intern diskussion om dels by- og trafik mm. planlægningen i hovedstadsområdet, dels fremtidens politisk-administrative struktur i og omkring København.
KØBENHAVNS KOMMUNE ER BÅDE FOR LILLE OG FOR STOR
Sophie Hæstorp Andersen fortjener ros for at lægge op til en debat om, hvordan København kan styres bedre i fremtiden. De store udfordringer, som klima- og naturkrisen stiller os overfor, konflikterne om byudviklingen og By & Havn og de mange problemsager i forvaltningerne viser tydeligt, at der er behov for at gentænke byens styre.
Desværre tager Socialdemokraternes forslag om at ændre styreformen på rådhuset ikke fat om de grundlæggende spørgsmål. Forslaget synes alene begrundet i et ønske om øget effektivitet og et ikke nærmere udfoldet opgør med ’silotænkningen’. I sig selv fornuftige formål, som dog ikke opnås ved blot at overgå til et udvalgsstyre, hvor partiet med overborgmesterposten reelt bliver chefpartiet for det hele. I en situation, hvor mange af os i forvejen synes, at københavnsk politik er blevet for centraliseret og de folkevalgte for enerådige, forekommer det ikke at være den oplagte vej at gå.
I stedet burde byens måske kommende overborgmester sætte sig i spidsen for en åben diskussion af, hvordan vi bedst bringer det københavnske demokrati ind i fremtiden. Her på tærsklen til en omfattende grøn omstilling er jeg overbevist om, at københavnerne er mere end klar til den samtale.
I Alternativet er vi født med en ambition om at ville styrke vores folkestyre. Vi er optaget af, at rammerne om vores demokrati fremmer reel borgerinddragelse, gennemsigtige beslutninger og et fagligt informeret samarbejde om langsigtede planer. Anvendes disse principper på København, bliver konklusionen hurtigt, at Københavns kommune både er for lille og for stor. For LILLE til at kunne sikre et velfungerende og legitimt demokrati for en hovedstadsregion, som i flere henseender er én sammenhængende storby. Og for STOR til at kunne sikre lydhør borgernær velfærd, som formår at bringe medarbejdernes faglighed og lokalsamfundets styrker ordentligt i spil.
Ved den seneste strukturreform i 2007 sprang den daværende borgerlige regering let hen over behovet for en koordineret planlægning i hovedstadsområdet. Fokus var på effektivisering ved at sammenlægge mindre kommuner til større og at skabe mere spillerum for markedskræfter og ’new public management’. Her 14-15 år efter står vi unægtelig et andet sted. Vi kigger ind i en periode med et behov for gennemgribende omstilling af den måde, som vi producerer, forbruger, arbejder, bor og lever på. Ændringer og udfordringer, som vedrører trafik, energi, vand, affald, klimasikring, boligforsyning og erhvervsstruktur mm., og som kun kan løses sammenhængende og effektivt på regionalt niveau.
Den demokratisk tilfredsstillende løsning på dette styringsbehov er at skabe et politisk niveau for hele hovedstadsregionen med eget politisk mandat og de nødvendige ressourcer og faglige kompetencer. Hvordan det kan organiseres i praksis, kan der være mange bud på – fra den enkle løsning, hvor region Hovedstaden tildeles ansvaret og opgaverne, til opbygningen af et nyt organ, som måske endda kunne dække hele Sjælland. Man kan passende tage afsæt i erfaringer fra Hovedstadsrådet fra 1974 – 1989.
Det andet problem – at København er for stor til at levere de bedst mulige kommunale velfærdsydelser – er lige så påtrængende et problem. Københavns kommune er vokset med over 150.000 indbyggere siden 1990 og er med over 630.000 indbyggere suverænt den største primærkommune i landet. De københavnske forvaltninger har på trods af kommunens sunde økonomi i årevis kæmpet med svigtende kvalitet og manglende evne til dels at forny opgaveløsningen, dels at inddrage borgerne i den. Det er tydeligt, at alene størrelsen af forvaltningerne skaber en afstand fra toppen til de udførende niveauer, ofte i form af ekstra organisatoriske lag, som er særlig for København. De store enheder understøtter en silotænkning, som blokerer for, at der tænkes innovativt og på tværs af forvaltningerne. Den politiske fokus svækkes ydermere af, at kommunen samtidig skal hævde sin rolle som hovedstadens fremmeste repræsentant, både herhjemme og internationalt.
Løsningen er ikke bare at ændre til udvalgsstyre – det bringer ikke velfærden tættere på borgerne. Løsningen er at dele kæmpekommunen op i et antal bydelskommuner, som varetager de (primær)kommunale velfærdsopgaver. Også her kan der trækkes på tidligere erfaringer. Forsøget med bydelsråd fra 1997-2001 var ganske vist halvhjertet tænkt og kun af begrænset omfang, men der er vigtige erfaringer at trække på fra den gang. Forsøget, som kun omfattede 4 bydele, blev stoppet efter en folkeafstemning, hvor 2/3 stemte nej til at gøre bydelsrådene permanente. Et resultat, som dog i høj grad afspejlede de skandaler og voldsomme politiske stridigheder, som især prægede et enkelt bydelsråd.
Lad os glæde os over, at København er ved at vokse ud af det areal, som kommunen har haft lige siden 1902. Men lad os også erkende, at det er på høje tid, at de rammer, som er over 100 år gamle, nu skal tænkes ind i en ny tid. En tid, hvor vi har brug for et inddragende, transparent og handlekraftigt demokrati på alle niveauer.