Organ donation


(Lena Brendstrup) #1

Jeg kan læse at Alternativet endnu ikke har en politik på området, men at Carolina Maiers der har ordføreskabet på området er tilbøjelig til at gå ind for formodet samtykke og automatisk gøre alle til organdonorer fra fødslen.
Ud fra egne erfaringer vil jeg gerne sætte spørgsmålstegn ved den praksis og debattere emnet med jer andre her inde.
Mine erfaringer er fra den gang jeg blev enke og stod tilbage med to børn på 3 og 5 år. Hele processen med at få mine børn nogenlunde helskindede igennem det at miste en forældre var svært. En af de ting jeg gjorde var, at lade dem være helt tæt på deres far, så døden ikke forblev et abstrakt begreb men konkret, sanselig virkelighed. En af de stærkeste måder børn lærer på. Det betød at vi kunne tale konkret om døden. Vi kunne referere konkret til hvordan en død far ser ud, hvordan han føles, vi kunne være sammen om at lægge ham i en kiste … Jeg er overbevist om at det hjalp dem til at håndtere situationen. De skulle ikke gætte sig til hvad der skete. De havde oplevet det.
Hvis man fratager børn den mulighed, kan man komme til at forværrer den i forvejen vanskelige situation det er, at skulle sige farvel til en forældre. Ved et formodet samtykke vil man lettere kunne komme til at overse børnenes behov. Derfor mener jeg ikke at forældre til børn under 15 år skal være organdonorer. Men jeg hører gerne andres meninger og overvejelser


(Jørgen Folkvang) #2

Kære Lena
Det er en barsk oplevelse, du har været ude for. Jeg er transplanteret - ellers ville jeg have været død for længst, så jeg har naturligvis også stærke følelser for emnet. Jeg er også informatør, hvilket vil sige, at jeg tager rundt og fortæller om organdonation. Jeg kan godt forstå, at man gerne vil sige et ordentligt farvel til dem, man har mistet; det er der dog intet til hinder for, selvom der er fjernet organter til brug for transplantation. Det foregår som ved en almindelig operation, så der bliver lukket på samme måde bagefter, og der er ikke noget til hinder for, at man kan tage afsked med den pårørende på helt almindelig vis, efter at evt. organer er fjernet; det vil ikke umiddelbart kunne ses.
Jeg hælder mest til formodet samtykke; en afdød kan redde 7 andres liv, og det synes jeg vejer tungt. Det vigtigste er dog, at man tager stilling, mens man er i stand til det, uanset om det er for eller imod
Jørgen Folkvang


(Lena Brendstrup) #3

Vi har åbenlyst haft vores stærke oplevelser angående “liv og død” og vi skal selvfølgelig ikke træffe beslutninger på basis af private oplevelser. De oplevelser er blot rigtig gode til at illustrere de dilemmaer og etiske overvejelser man må gøre sig, når liv og død bliver sat på spidsen.
Selvom man er alvorlig syg, har man ingen rettigheder over for andres død.
At man kan beslutte sig for at donere sine organer må altid være et privat anliggende. Hvis man ændre lovgivningen fra tilsagn om at ville donere organer til formodet samtykke, mener jeg man overskrider den grænse.
Man kan ikke underkende en families behov for et godt farvel med en døende, for eventuelt at stille en anden familie i en bedre situation. Så din påstand om at man ikke hindres i et ordentligt farvel i forbindelse med organdonation gælder kun, hvis man ikke har behov for at være sammen med den døende til det sidste åndedrag.
Du fortæller, du er informant. Gennem mange år er der ført kampagner for organdonation, for at få flere til at melde sig som organdonorer. Hvorfor er der aldrig ført kampagner hvor både fordele og ulemper er beskrevet. Hvorfor skal alle kampagner føres for, at kun tilsagn om donation er det bedste udfald. Måske kan du fra din position få åbnet debatten, så både fordele og ulemper fremover kan beskrives?


(Mathias Ottesen Nielsen) #4

Jeg vil starte med at sige, at jeg synes det er en interessant vinkel du rejser, som jeg ikke havde overvejet før (da jeg er noget for ung til at have børn selv).

Jeg vil så til gengæld spørge, om der ikke stadig er samme valgfrihed for den enkelte person som før bortset fra, at man skal vælge fra og ikke omvendt. I en situation som den du beskriver, har alle forældre med børn jo selv haft mulighed for at vurdere, om lige præcist det du beskriver er vigtigere for dem, og så kan de vælge at takke nej til at være donor.
Men med det i mente, kunne man godt fra Alternativets side lægge op til at en eventuel ændring i lovgivningen skulle følges af en oplysningskampagne om ulemper/grunde til at vælge det fra? Det virker måske paradoksalt, men jeg ser det som en handling i good faith - det skal ikke handle om at snyde sig til flere organer, men få flere, der gerne selv vil donere til også at gøre det.


(Rolf Jackson) #5

Hele den nuværende lægevidenskab har en optik som betragter mennesket som dele snarere end en helhed. Ud fra et holistisk sundhedsperspektiv kan man stille et stort spørgsmåltegn ved hele organ donations industrien som sådan? Er det den rigtige optik på sundhed, liv og død og se mennesker som en reservoir af reservedele?

Ud fra et helhedsorienteret og kredsløbsorienteret perspektiv synes jeg snarere man burde skrue ned for organdonation end skrue op for den. Og at gøre det automatisk virker mere i trit med liberal alliance og storindustriens perspektiver for effektiv levering af organer til en voksende organindustri end med en Alternativ vision om større samklang mellem menneske og natur.


(Mathias Ottesen Nielsen) #6

Men der findes jo et reelt behov for, at mennesker donerer organer - det redder mange menneskeliv!

Måden du fremlægger det på, får det til at lyde som en sort markedsplads, hvor lægerne overfalder folk i gyder og stjæler levere. Det handler jo lige præcist om frivillighed og ikke en tvang.
Men som jeg også skrev til Lena synes jeg bestemt ikke, at det skal fungere som en mulighed for at ‘snyde’ folk til at donere, men derimod oplyse om grundene (som eksempelvist den der præsenteres i starten af denne tråd) til at vælge donationen fra.

Men grundlæggende mener jeg, at det er bedre at starte ud med en forventning om, at de fleste vil donere til glæde for andre.


(Lena Brendstrup) #7

Kære Mathias
I dag kan alle voksne forholde sig til organdonation. Ønsker de at donerer eller ønsker de ikke at donerer. I tilfælde af en person ligger for døden og der ikke er taget stilling til spørgsmålet, vil personens familie blive bedt om at træffe afgørelse.
Hvis man handler ud fra formodet tilsagn skal familien (hvis den døende heller ikke her har givet udtryk for donation eller ej) i en i forvejen presset situation, stoppe sundhedspersonalet og forhindre en “donation”. Jeg har aldrig hørt sygehuspersonale forholde sig neutralt til organdonation. Derfor vurderer jeg at situationen kan blive endnu mere belastende for familien. Det er simpelt hen ikke rimeligt at de skal stoppe operationen frem for at give tilsagn.
Jeg kunne godt være nysgerrig efter at hører hvor du har dit syn på organ donation fra. Hvorfor har syge mennesker ret til at lukrerer på andres død. Er der andre perspektiver end nytte perspektivet.


(Preben Lund Foged Rasmussen) #8

For mig er det principielt : min krop og dermed også mine organer tilhører mig. Og donation er en yderst privat sag, hvis man vil donere mener jeg at det skal ske ved et positivt tilsagn.


(Britta Ramshardt ) #9

For mig at se, er der flere problematikker, end hvilken afsked de efterladte kan få med en organdonor.
Fidusen med det passive tilsagn, er formentlig, at en stor del af dem der ikke er tilmeldt nu, formentlig ikke får frameldt sig. Heller ikke selvom om deres manglende tilmelding er et bevidst valg. Man kan ikke bare tage for givet, at et for lille antal tilmeldinger skyldes manglende stillingtagen.
Det virker en smule paradoksalt, at man vil tvinge flere organdonationer igennem, med passivt tilsagn. Vi har en sundhedsvæsen, der er presset i knæ, pga. stigende udgifter især til medicin. En organmodtager skal have medicin resten af livet. Har vi råd til det, når vi ikke engang har råd til den medicin som kronisk syge har brug for?
Vi er elendige til at tage os af vores syge, handicappede og gamle. Hvor godt vil vi tage os af et øget antal transplanterede? Vil de kunne gå omkostningsfrit igennem livet, efter transplantationen?

(Jeg var tidligere tilmeldt som donor. De måtte bruge alt. Efter en bilulykke der har efterladt mig med et handicap, og mødet med sundhedsvæsenet, er det nu ændret til, at jeg ikke er donor. Intet må de bruge. Min oplevelse med det danske samfund er, at et langt liv som afhængig af det offentlige system - det er ikke værd at stræbe efter.)


(Jørgen Folkvang) #10

Lens - Jeg ved ikke, hvor du har fra, at det ikke er muligt at sidde hos en døende til vedkommendes sidste åndedrag? Det kan man sagtens. Som informatør opfordrer man først og fremmest til at tage stilling enten for eller imod; det er det vigtigste. Hvis man ikke selv gør det, kan det betyde, at ens pårørende skal gøre det.

Formodet samtykke er et vanskeligt spørgsmål; men det er dog ikke tvunget. Det vil altid være muligt at sige fra, hvis man ikke ønsker det,- ligesom man kan melde sig ud af folkekirken, hvis man ønsker det.

Jeg synes ikke, det er en farbar vej, at vi skal begynde at sortere de, der skal hjælpes i det danske sundhedssystem. Skal rygere ikke have hjælp? - Overvægtige?, det er jo “deres egen skyld” - Alkoholikere? - Alle de andre livsstilssygdomme, som er største bidragere til sygdomssystemet?

Der er masser af ting i vores system, der bør rettes op; men grundlæggende har vi et godt system, der befolkes med mange dygtige og samvittigshedsfulde ansatte, der gør et flot arbejde. Der er tilfælde, der er gået skævt; men det vil dog være ærgerligt af den grund at fratege andre muligheden for et godt liv.


(Lena Brendstrup) #11

Kære Jørgen
Organdonation forudsætter at man dør på et sygehus, så høsten kan gå i gang
umiddelbart efter døden er indtrådt = institutionaliseret. Det er jeg ikke
så stor tilhænger af.
Jeg har ikke udtrykt meninger om hvordan eller om man skal til at sortere i
patientgrupper. Det er vist også en anden diskussion, der ikke skal blandes
sammen med debatten om organdonation.
Ikke at tilmelde sig donorregistret kan være en måde at overlade
beslutningen til sine pårørende. Og uden at kunne henvise til
videnskabelige undersøgelser eller arbejde fra andre godtfolk, vil jeg mene
der er en psykologisk forskel på at skulle beslutte sig for et tilsagn -
man føler at man giver noget af det tabte liv videre - eller et forbud -
man prioriterer egne behov over andres. Den sidste situation kan være en
yderlig belastning for de efterladte. Kan du se forskellen, eller skal jeg
gøre mig endnu mere umage for at forklare mit standpunkt?


(Jørgen Folkvang) #12

Kære Lena
Jeg ville ikke blande tingene sammen, men forsøgte blot at forholde mig til flere indlæg ad gangen.
Jeg forstår ikke helt, hvad du mener med, at døden er “institutionaliseret”; det er ikke muligt at tage organer fra en død medmindre, det foregår på en operationsstue.

I al informationsarbejde, der foregår, pointeres det kraftigt, at det vigtigste er at foretage et valg - enten for eller imod og dernæst tale med sine pårørende om det. Der kan være mange legitime grunde til ikke at ønske at være donor; jeg har ikke hørt nogen, der antyder, at det er egoistisk at sige nej til donation; det bliver fuldt accepteret.
Ved tilmeldingen kan man tilkendegive hvorvidt, ens pårørende skal spørges - altså, hvis man har sagt ja - eller de ikke skal. Hvis man ikke ønsker de pårørende spurgt, og de giver udtryk for, at de ikke ønsker den afdøde skal være donor, bliver der ikke gjort noget.
Danskere har et noget tabubelagt forhold til døden, ikke mindst deres egen, desværre. Måske er det en af grundene til, at så relativt få får sig taget sammen til at tage stilling. Når man spørger folk om emnet, giver flertallet udtryk for, at de synes, det er en god ide, men har ikke lige fået det gjort


(Lena Brendstrup) #13

Det kan godt være, at det er fuldt accepteret, når nogle siger nej til organdonation. Jeg har bare aldrig oplevet et debatindlæg eller en kampagner der fremlægger argumenter for at sige nej til organdonation. Hvorfor det let kan opfattes som om, alle der taler om organdonation og opfordrer til at man tilmelder sig donorregistret, sprogligt sætter lighedstegn mellem at være tilmeldt registret og tilsagn til organdonation.
Jeg ville være rigtig begejstret for en kampagne der præsenterede argumenter for ikke at være organdonor. Hvorfor har det element aldrig været en del af en kampagne?


(Jørgen Folkvang) #14

Den organisation, jeg repræsenterer, når jeg er ude at holde oplæg om liv og død, har som fast punkt, at vi påpeger, at det vigtigste er at tage stilling - enten for eller imod, især af hensyn til ens nærmeste. Det er dog klart, at når vi selv er transplanteret, vil vi naturligvis helst have, at folk siger ja; men det vigtigste er dog, at der tages stilling
Mvh Jørgen


(Christine Madsen) #15

Jeg er fuldstændig enig med Preben!

Jeg tilhører mig selv - og ingen andre. Ingen mennesker skal reduceres til blot at at være reservedelslagre for andre. Det er en fuldstændig afstumpet tankegang.

Hvis jeg vitterlig var død, så ville jeg personligt ikke have noget problem med, at mine organer blev doneret til andre.

MEN det helt store problem er, OM jeg mon er død???

Der sker så mange fejl i de offentlige sygehuse, at jeg på ingen som helst måde ville kunne stole på, at ambitiøse (og travle) (og ikke helt så alvidende, som de tror), læger ikke ville give sig til at høste organer fra mig FØR jeg rent faktisk var død.

Der er eksempler på mennesker, som andre tror er hjernedøde - men som bare ikke var i stand til at give livstegn. Forestil jer at blive “høstet” imens man er i live!

Hvis organdonation blev automatisk, så ville jeg være dødsens-angst at lade mig indlægge på et hospital.

Hvis organdonation blev automatisk, så ville det forudsætte, at dødsens syge mennesker fik ret til hjælp til smertefrit selvmord udenfor sygehus-systemet.

Tvungen organdonation forudsætter ufejlbarlige læger!

Kender I noget menneske, der er ufejlbarligt?