Nyhedsbrev fra Alternativet København

Kære alle medlemmer i Alternativet København.
Så er det tid til det sidste nyhedsbrev inden sommerferien.
Vedhæftet er referatet fra vores seneste bestyrelsesmøde.
God læselyst!

Sommerafslutning
Vi vil gerne i bestyrelsen invitere jer alle til en hyggelig sommerafslutning d. 27/6 kl 17-19. Vi vil gerne byde på let aftensmad, øl, sodavand og hyggeligt samvær!
Derudover vil der være mulighed for at høre, hvordan det første halve år har været for bestyrelsen, for BR-medlemmerne, samt lokaludvalgene. Der vil være god mulighed for samtaler og spørgsmål.
Tilmeld jer og læs mere her:

https://www.facebook.com/events/152465708959572/?active_tab=about

Ledig post i Christianias Beboerrådgivning
Alternativet København er blevet bedt om at finde en ny ekstern bestyrelsesrepræsentant i Christianias Beboerrådgivning “Herfra og Videre”.
Bestyrelsen består af både medlemmer valgt af beboerne og eksternt udpegede. Vi leder efter en person, som har en socialfaglig/psykiatrisk uddannelsesbaggrund og erfaring fra arbejde med udsatte børn og unge, misbrugere eller lignende.
Arbejdet indebærer deltagelse i 5 årlige bestyrelsesmøder, en sommerfest og en årlig generalforsamling. Derudover inviteres man til en række temadage.
Personen skal fungere i et samarbejde med vores BR-gruppe på Rådhuset.
Skriv en kort motiveret ansøgning til bestyrelsen på kbh@alternativet.dk mærket ”Herfra og Videre” senest 25. juni, hvis du mener, det kunne være noget for dig.

Baggrundsgrupper for BR medlemmerne
Kunne du tænke dig at være med i en politisk baggrundsgruppe for vores Borgerrepræsentanter, hvor der vil være mulighed for at dele faglig viden, og komme med politisk sparring, så meld dig ind i den gruppe, som passer bedst med dine interesser og faglige viden!
Flere ved mere og flere kan mere!

Grundlovsdag

Tak til alle, som deltog i vores arrangement på Grundlovsdagen. Vi var samlet knap 30 medlemmer i borgmesterkontoret på Københavns Rådhus. Sammen diskuterede vi demokrati, spiste danske økologiske jordbær, og skabte en grundlovstale sammen.
Her kan du se resultatet af de mange samtaler og inputs til Alternativet Københavns grundlovstale, læst op af Niko Grünfeld.

Nyt fra BR
Som det sidste giver vi ordet til Niko Grünfeld, som giver en status på Alternativets arbejde på Københavns Rådhus.

Kære alle alternativister i København
Så landede Alternativet for alvor på Københavns Rådhus! Den 31. maj havde vi næstsidste møde i Borgerrepræsentationen før sommerferien. Og vi tog i salen med en grøn ”pakke” bestående af tre forslag: red Amager Fælled, mere plantebaseret kost i kommunens institutioner og roadpricing.

Første punkt på dagsordenen var Amager Fælled. Vi stillede sammen med Enhedslisten og Dansk Folkeparti forslag om 1) at droppe alle videre undersøgelser af Fælleden som byggegrund og 2) at gå videre med undersøgelserne af en række alternativer.

Det betød, at vi med Radikale og SF kunne have dannet flertal for at redde Fælleden. Men trods musketered og utallige løfter om at redde hele Fælleden, nægtede de to partier at støtte os. I stedet vedtog de sammen med Socialdemokratiet mf. at gå videre med undersøgelsen af BÅDE Amager Fælled og alternativer.

Det er naturligvis enormt skuffende, at partier, der slår sig op på at være grønne, ikke vil være med til at redde vores resterende bynatur, når de får muligheden. Men vi giver ikke op. Der kommer en ny runde, når resultaterne af undersøgelserne foreligger, og der er vi klar til kamp som altid.

Næste grønne punkt på dagsordenen var forslaget om at øge andelen af plantebaseret mad i kommunens institutioner. Og man kan roligt side, det gik rigtigt godt. Efter en fornem motivation af Franciska endte selv Socialdemokratiet at stemme for og dermed sikre flertal for forslaget! Det er et flot resultat – uanset hvad andre siger.

Måske I har set nogle af de mindre positive kommentarer om ”tvangsvegetarisme” på de sociale medier. Til dem bliver jeg bare nødt til at sige, at vi som kommune allerede bestemmer, hvad der skal serveres i de offentlige køkkener, da vi har en målsætning om at servere økologisk mad. Det hører jeg ingen kritik af. Vores forslag er såmænd bare en udvidelse af den målsætning – for klimaet og folkesundhedens skyld. Jeg kan anbefale at læse Franciskas debatindlæg om emnet.

Sidst men ikke mindst var Fanny på talerstolen for at foreslå, at København retter henvendelse til staten for at få lov til at indføre en model for intelligent roadpricing. Roadpricing er det bedste værktøj mod trængsel. Samtidig vil det betyde mindre luftforurening og CO2-udledning samt mere plads til bæredygtige transportformer. I kan læse mere i dette debatindlæg fra Fanny og mig.

De borgerlige var – ikke overraskende – meget lidt begejstrede for forslaget, men heldigvis kunne resten af Rådhuset se pointen i forslaget og endte med at stemme for. Nu giver vi Statsministeren en mulighed for at vise, han mente det seriøst, da han sagde, at regeringen fremover ville arbejde for mindre forurening i de store byer.

Vi har endnu ikke lagt os fast på én bestemt model for roadpricing. Tværtimod har vi bedt de relevante forvaltninger give os et overblik over, hvad mulighederne er. Derefter skal vi drøfte, om det fx er muligt at differentiere prisen, så ikke alle betaler lige meget for at bruge byens veje.

Ovenstående resultater viser, hvad det er for en forskel, Alternativet kan gøre på Rådhuset med jeres støtte i ryggen. Jeg vil gerne rette en kæmpe tak til alle jer alternativister i København, der med faglig sparring og support på de sociale medier gør det muligt for os at ruske op i vanerne herinde bag de tykke mure.

Sammen kan vi udrette rigtigt meget for København – for eksempel erstatte straf og tvang i udsatte boligområder med mere kultur.
Med venlig hilsen
Niko

Med de ord vil vi gerne ønske jer alle en fantastisk sommerferie, når I når dertil.
Vi ses (forhåbentligt) den 27/6.
Kh
Bestyrelsen i Alternativet København
9. bestyrelsesmøde - 7. juni.pdf (195.8 KB)