Ligestilling af mænd.
Det er som om, at hvis et emne om ligestilling, for alvor skal fænge, skal det tage udgangspunkt i
I noget, hvor vi kan gøre det bedre for vores kvinder, -
Som i vores promoverede holdning til, at både mænd og kvinder skal være representeret i en hver paneldebat, problemet vi vil løse som udgangspunkt var jo, at vi fandt at der var for få kvinder.
Efterfølgende formulerer vi det anstændigvis og selvfølgeligt, som gældende begge veje,
Men det ændrer ikke ved at vi alle ved, at målet og resultatet, vil være flere kvinder,
Og det er isoleret set fint med mig. Det der ikke er fint er at
Vi gør meget for at få flere kvinder ind som debattører, som forskere, som musikere, m.m.m.
Vi gør meget for at få flere kvinder ind i mandefag, med kvoter, skrevne hensigtserklæringer. Etc.
Hvis al vores tale om ligeværd er dybt funderet i vores inderste ønsker om et ligestillet samfund, ville vi da også tale dedikeret om tilsvarende tiltag for at få flere mandlige skolelærere, pædagoger, sagsbehandlere, psykologer og læger osv. Vil vi jo ende med arbejdsløshedskøer der er renset for kvinder, det lyder ikke som et lige samfund for mig. Der er allerede nu flere arbejdsløse mænd end kvinder.
Jeg tror at vi en dag vil blive konfronteret med spørgsmål, der vil være svære at svare på:
Når vi bliver bekendt med en gruppe kvinder, der finder livet så vanskeligt, at de reelt er i krise,
Rejser vi os op og opretter vi et krisecenter for kvinder.
vi gør det funderet i vores store viden om hvor vigtigt det er at tale med andre i samme situation,
samt at tale med professionelle der forstår sig på mennesker i krise.
Jeg tror, at bare det, at disse centre er der, er et rart signal til alle kvinder, om at kvinders velfærd ligger os på sinde
Når vi bliver bekendt med en gruppe mænd der finder livet så vanskeligt, at de reelt er i krise,
Sætter vi os ned og bekræfter hinanden i, hvor dårlige mænd er til at tale om deres følelser,
Og vi gør det uden at skamme os.
Hvordan og hvem fik i denne tid, skabt en fortælling om vores drenge og mænd, der har diskvalifiseret dem til at få vores omsorg.
En dag skal vi vel begrunde vore prioriteter, vi ved om denne tid:
At der er flest mandlige misbrugere
At der er flest mandlige hjemløse
At der er flest mandlige arbejdsløse
At mange mænd bliver udsat for fysisk og eller psykisk vold af kvinder
At 3 gange så mange mænd som kvinder, finder livet i Danmark så pinefuldt at de vælger at tage deres eget liv.
I en tid med disse fakta, valgte vi at fjerne det sidste statstilskud til det sidste mandekrisecenter.
Samtidig med at vi oprettede kvindekrisecenter nr 45 via med statstilskud.
Disse forhold fylder ikke meget, heller ikke i alternativets dagsorden til gengæld er vi meget klare i spyttet
Til at udtrykke vores mishag ved at opdage en paneldebat med for få kvinder.
Ligeledes er jeg ikke i tvivl om at det en dag vil være slut med at mænd bliver begrænsede i deres samværd med børn, på vore institutioner, udelukkende fordi at de er mænd, en eller anden vil anlægge en sag, som vedkommende selvfølgelig vil vinde, da det strider mod både EU-ret og dansk lovgivning…, trist vil det dog være, at se tilbage på at det ikke var vores politikeres vrede, vore juridiske profesores formaninger, vore kvindelige ansatte på institutionerne, eller de mange kvindelige undervisere, der til dagligt underviser fremtidens pædagoger, der klart markerede, at det her, vil vi ikke være med til, at vi ikke som land fandt det for pinefuldt at være vidne til.
Såret vil ikke, som man skulle tro være lægt, ved at forholdene efter en sådan dom, vil blive ændret på de danske institutioner. Når vi til den tid, sidder med dommens tekst, vil vi skamme os over, at det foregik så længe, at vi ikke havde viljen til at stoppe det med det samme.
Det sår der vil være svært at få lægt er bevistheden om at det fornødne antal kvinder, på disse artbejdspladser, som er vores mest udprægede kvindearbejdsplads, valgte ikke at råbe op, eller endnu værre, valgte at råbe så lavt, at ingen rigtigt kunne høre det.
Jeg læste engang fra en tale i USA fra 60´ erne, hvor en hvid talte om, at det faktisk var en fordel for de sorte at sidde bag i bussen, for så kunne de jo ikke blive anklaget for at gøre ondt mod de hvide forest i bussen.
På samme måde vælger vi at byde vore mænd velkommen på vore daginstitutioner, med smukke formuleringer, der kan opretholde den fuldkomne fornedrelse af mænd.
Feminismen, har med sine mange taler og tekster, lært os, hvor smertefuldt det er at bliver diskvalificeret p.g.a. sit køn. På den måde må vi vel konstatere at vi på et ufatteligt oplyst grundlag, vælger at påføre mandlige pædagoger fornedrende smerte.
Vil vi med rette også i fremtiden kunne se tilbage på denne tid, og med rette sige at vore ord og gerninger, var forankret i en dybfølt vilje til ligeværd mellem mænd og kvinder.
Det tror jeg bliver svært, jeg tror at mange mænd på et tidspunkt i fremtiden vil se tilbage på denne tid og føle sig forført.
