Kommunikationsstandard i offentlig kommunikation

forslag→politiskforum

(Steen) #1

4.4. Styrkelse af Borgerrettighederne.
(Føjes til Partiprogrammet under 4. Social bæredygtighed)

4.4.1. Mærkesag: Det er enhver Borgers ukrænkelige ret at kunne forstå formuleringerne fra det offentlige af de love, cirkulærer, vejledninger og regler der berører vedkommende, eller såfremt borgeren ikke er i stand til at varetage egne interesser, at disse kan forstås af den udpegede værge/partsrepræsentant.

4.4.1.1. Forslag: Indførelse af en Kommunikations-standard for al offentlig information i Danmark.
Alternativet foreslår at der udarbejdes en kommunikations-standard for al offentlig information i Danmark, og at man bruger alle de nødvendige kommunikationsformer som middel til dette, således at alle borgere, eller deres udpegede værger/partsrepræsentanter, i landet har adgang til, og mulighed for, at kunne forstå lovgivning og bestemmelser der berører borgernes liv.

4.4.1.2. Forslag: Fremtidig udarbejdelse af lovtekster formuleres i et nutidigt og letforståeligt sprog, for at fremme forståelsen og udelukke fortolkningsmuligheder.

BAGGRUND
Administrationen af vort samfund er til for borgernes skyld, derfor må det ikke kunne forekomme, at der administrativt opstår fortolkningsdivergenser mellem lovgiverne, og de der skal administrere de vedtagne regler i praksis ude i regionerne og kommunerne, således at det er lovenes bogstaver og ikke lovenes ånd der efterleves. Det er altid borgerne og de enkelte sagsbehandlere der kommer i klemme, når lovgivningen giver plads til fortolkninger.
Vi vil gerne være det bedste land i verden og for verden, det kræver at vi er opmærksomme på ikke at overtræde Menneskerettighederne, her tænkes især på Artikel 22:

Enhver har som medlem af samfundet ret til social tryghed og har krav på, at de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, der er uundværlige for hans værdighed og hans personligheds frie udvikling, gennemføres ved nationale foranstaltninger og internationalt samarbejde og i overensstemmelse med hver stats organisation og hjælpekilder.
Verdenserklæringen om Menneskerettighederne
Vedtaget den 10. december 1948 af De forenede Nationers Generalforsamling

Debat
Forslaget har været behandlet på POLA d. 20. september 2015, videreudviklet i en arbejdsgruppe til udvikling af Socialpolitik i Alternativet under Torsten Gejls ledelse, og på facebook gruppen ’Udvikling af Socialpolitik i Alternativet’.

ANDRE PARTIERS HOLDNING
Hvad mener de andre politiske partier på netop dette område?
Så vidt vides har ingen andre partier en holdning til dette emne, det er første gang en sådan standard bliver foreslået. Deres fokus har udelukkende været på digitaliseringsproblematikken.

FORDELE OG ULEMPER / ARGUMENTER FOR OG IMOD?
Ulempen vil være at det er et stort og omfangsrigt arbejde at udarbejde en sådan standard, men ikke dermed unødigt. Når standarden engang er udarbejdet, kræves der kun opdateringer.
Fordelene er evidente og indlysende for demokratiet og sammenhængskraften i samfundet. Det vil spare en hel del timer og bureaukrati, når alle ved hvad kommunikationen går ud på, og hvad den betyder.

FORSLAGSSTILLER
Tanja Schjellerup - tanja@schjellerup.com

FORSLAGSSTØTTER
Navn og mailadresse på de 12 medlemmer der støtter forslaget.
Lea Lie - Lea.lie@alternativet.dk
Ulla Manel Berghagen - uberghagen@hotmail.com
Torsten Gejl - torsten.gejl@ft.dk
Michael Bonnesen - michael@bonnesen.com
Annika Martins - martinsannika@gmail.com
Janne Madsen - janne2madsen@gmail.com
Eddy Madsen – eddy.madsen@get2net.dk
Poul B. Nielsen – paul@aeblehave.dk
Bente Thode Andersen – benteandersdatter@gmail.com
Anne Tølbøl Sigaard – anne.sigaard@gmail.com
Sighrid Marie Hansen - stjerneaux@live.dk
Birgit Holm-Petersen – birgit.holm@mail.dk


(Mads Ringblom) #2

Synes forslaget beskriver en vigtig udfordring, som sagtens kunne være en sag for Alternativet, idet manglen på forståelse af regelsættet er med til at skabe øget kløft mellem system og borger.

Dog er jeg ikke overbevidst om de foreslåede løsninger og har i hvert fald brug for nogle afklaringer før jeg kan stemme ja.

Ift. 4.4.1.1. om “Indførelse af Kommunikations-standard…”

  • Er der nogen erfaringer med at indføre en sådan fra andre lande?
  • Hvilke konsekvenser vil det f.eks. have for de offentligt ansatte i
    kommuner og styrelser? (Har forslagsstillerne inddraget
    sagsbehandlere eller andre embedsmænd i research-arbejdet og hvad
    siger de evt. til forslaget?)
  • Hvordan spiller det sammen med nogle af
    alle de mange initiativer som taget f.eks. i kommunerne for at opnå
    bedre formidling?

Ift. 4.4.1.2. om lovtekster


(Maj Baltzarsen) #3

Jeg synes, at det er et rigtig vigtig problem i belyser her. Men jeg er i tvivl om jeres konkrete forslag vil løse det problem, som i søger at løse. Har der været inddraget sagsbehandlere, jurister osv. i udarbejdelsen af dette forslag? Det er et rigtig kompleks område, som jeg er på ingen måder ekspert i, men nogen af de udfordringer jeg kan se med foreslagene er:

ifht. 4.4.1.2
Lovtekster er jo fagsprog, som har til hensigt at konkretisere loven bedst muligt og udelukke (for mange) fortolkningsmuligheder. Og det er ret problematisk at ændre dette fagsprog, da det bruges af jurister til at sikre borgeres retssikkerhed. Derfor er problemstillingen snarere knyttet til formidlingen af lovteksterne. Og her er det de enkelte ministerier, kommuner og offentlige myndigheder - og langt hen af vejen de enkelte sagsbehandlere som har kontakten til borgerne (og dette knytter sig til det andet forslag - 4.4.1.1)

Ifht. forslag 4.4.1.1.
Skal standarden være lov - eller er det en slags “good practise” som kommuner og andre offentlige myndigheder kan bruge i deres kommunikationsarbejde? Det første er jeg meget skeptisk overfor, men det andet kan der måske være god mening i.

God og forståelig kommunikation fra offentlige myndigheder er super vigtigt, og det er jo et område som mange offentlige myndigheder arbejder med, men måske der mangler mere struktureret viden på området - og måske skal vi snarere foreslå, at dette hul lukkes?

Jeg faldt over denne her forskningsartikel, som netop undersøger om omskrivninger af tekster fra det offentlige påvirker borgeres forståelse - og hvordan. En af hendes konklusioner er: "I Danmark arbejder ganske mange offentlige institutioner løbende på at gøre deres tekster lettere at forstå og mere imødekommende for “almindelige borgere”, altså borgere uden særligt indblik i de fagområder teksterne handler om. Denne type bestræbelser er imidlertid primært baseret på praksis og savner i vidt omfang forskningsmæssigt belæg. "

https://www.google.dk/url?sa=t&rct=j&q=&esrc=s&source=web&cd=10&cad=rja&uact=8&ved=0CFQQFjAJahUKEwjmj7Hs1OXIAhUhMnIKHYanBQk&url=https%3A%2F%2Fwww.journals.uio.no%2Findex.php%2Fsakprosa%2Farticle%2Fdownload%2F793%2F1199&usg=AFQjCNEFZw1Pr3__u_2M6Rc6Ix2WyQQ8lg&sig2=o6I-r9GLd-v3vc1hYwTa5g


(Birgit Holm Petersen) #4

Ift. 4.4.1.1. At der ikke er en kommunikations-standart i andre lande er ikke ensbetydende med at det ikke er en god ide. Nogen skal jo begynde. Vi har talt med folk som bruger lovgivning i praksis, og de ville være meget, meget glade hvis var en sådan, og hilser initiativet velkomment.
Jeg har selv arbejdet med lovtekster, og ved hvor kringlede de er.
Kommunerne forsøger med mere eller mindre held at ‘oversætte’ lovteksterne til dansk, problemet er bare at, den måde lovteksterne er udfærdiget på, efterlader alt for store muligheder for fortolkninger - lige præcis dét som forslaget går ud på at ville gøre op med.

Jeg tror at mit svar også dækker 4.4.1.2.

Luther var også den første til at oversætte Bibelen til tysk - han mødte lignende modstand. Selvfølgelig kan lovtekster da være forståelige - alt andet er da noget vås.


(Birgit Holm Petersen) #5

Igen syns jeg at argumenterne mod forslaget er noget tynde. Bibelen blev først skrevet på Græsk (formodentlig) og siden hen på Latin. Da Luther ville gøre Bibelen til hver mands eje, ved at oversætte den til Tysk så menigheden selv kunne læse teksterne, vakte det vild furore. Hvad skulle man så bruge præsterne til?

Det er lidt det samme her. Selvfølgelig kan lovteksterne udfærdiges i et letforståeligt sprog - det er Grundloven. At påstå lovtekster skal skrives på et særligt kancelli sprog, som ingen andre end djøffer, advokater og jurister forstår, fordi det styrker retssikkerheden, er ganske enkelt forkert. Tværtimod bliver den kringlede masse, som lovene nu udgør, fortolket til for godt befindende af hvem der har lyst og magt til det.
Ydermere er der opdelinger i Love, Bekendtgørelser og Vejledninger som bidrager yderligere til forvirringen.

Kommunikations-standarten skal være lov, for at den kan blive ens for alle. Som det er nu, er loven ikke ens for alle i dette land - det kommer an på hvor man bor henne, i alt fald når det gælder Sociallovgivningen, for dén bliver tolket vidt forskelligt af kommunerne.

Forskere har længe efterlyst en mere ensartet kommunikation mellem det offentlige og borgerne - det er jo, trods alt, os det går ud over - og hvis man skal have en chance for at overholde loven - så kræver det da som minimum at man forstår, hvad loven går ud på.
Loven indholder jo også beskyttelse for den enkelte, men det er meget ofte at den side aldrig kommer frem, fordi lovteksterne er så svære at læse, at den enkelte borger er nødt til at hyre en advokat eller betale en privat socialrådgiver for at få sin ret -
er det rimeligt ?
Er det kun forundt de der har råd, at få de rettigheder som loven rent faktisk har sikret dem?


(Per Roholt) #6

Jeg synes forslaget er sympatisk, men muligvis unødvendigt. Der findes fx allerede en vejledning, som man kan tage udgangspunkt i, Justitsministeriets Vejledning om sproget i love og andre retsforskrifter. https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=60796

Det er for mig vigtigere at tage initiativer, der sikrer at man lever op til god kommunikationsstandard end at vedtage en lov, som kan være vanskelige at gennemføre.

venlig hilsen
Per Roholt


(Birgit Holm Petersen) #7

Det var da dejligt at få at vide den vejledning fandtes.
Nu er den fra 1969, og meget er sket siden !
Det vort forslag sigter til er, at kommunikations-standarten skal anvende alle de hjælpemidler der findes - det vil sige, internet, apps, tegnsprog, video og audio og kommunikations hjælpemidler - som der står i Menneskerettighedernes artikel 22:…i overensstemmelse med hver stats organisation og hjælpekilder.

Dette forslag er ikke vanskeligere at gennemføre end at sikre at man lever op til god "kommunikationsstandard " - det ord findes slet ikke i den nævnte vejledning.

Når man skaber grundlaget for ethvert projekt eller firma, er noget af det første at sikre der er en kommunikations-standard, som alle er informerede om - dette her ville ikke være meget anderledes. Men ja, selvfølgelig vil det give en del arbejde i starten - men ikke mere end hvis alle love skulle analyseres og gennemgås i overensstemmelse med den vejledning du henviser til.


(Maj Baltzarsen) #8

Jeg synes klart, at vi som parti skal gøre noget for at forbedre forståelsen og kommunikationen mellem borgere og myndigheder og styrke borgeres retssikkerhed. Så jeg bakker fuldt op om hensigten med denne mærkesag. Og jeg vil klart opfordre til, at der bliver arbejdet videre med denne mærkesag.

Grunden til at jeg tvivler på de lovforslag, som bliver stillet her er, at en af de allerstørste udfordringer med vores lovgivning (særligt på social-, beskæftigelses- og integrationsområdet) er, at den er så kompleks (og fuld af fejl fordi flere reformer bliver hastet igennem og der laves et utal af særlove), at ingen forstår den og det bliver tolket meget forskelligt i kommunerne. Det skader ikke kun borgeres retssikkerhed, men binder også offentligt ansatte på hænder og fødder. Og vi vil jo netop sætte den offentlige sektor fri og styrke retssikkerheden. Derfor synes jeg også, at vi altid skal overveje om vores lovforslag gør eksisterende lov endnu mere kompleks til skade for borgeres retssikkerhed og de offentligt ansattes arbejde. Om disse konkrete foreslag stillet her gør det ved jeg ikke med sikkerhed, men mener, at der er en stor fare for det, og mener derfor at det er mere interessant og formegentligt også med bedre resultat, hvis vi som parti i stedet foreslår, at der bliver arbejdet målrettet med emnet, og at der er ressourcer til at gøre det - f.eks. ved at lave et nyt slags Mindlab (eller et sekretariat) som arbejder på tværs af ministerier og forvaltninger og som skal undersøge og styrke den offentlige kommunikation. De kunne være dem der udarbejdede nationale stadarder og metoder, og som hjalp myndighederne med at implementere det. Så kunne det sagtens være at et udfald af deres arbejde er konkrete standarder, der skal gøres til lov. Men kun hvis det var den bedste måde at gøre det på.


(Maj Baltzarsen) #9

Altså er jeg enig med Per i, at vi skal på at finde initiativer, der kan afhjælpe problemet snarere end at komme med lovgivning på dette område - og mener derfor, at det vil være bedst, hvis der bliver arbejdet videre med mærkesagen.


(Mads Ringblom) #10

Det var heller ikke det jeg sigtede efter. Men når vores politikere skal stå for skud for et nyt forslag skal de kunne svare på det meste. Hvis en journalist fx finder ud af at de har prøvet noget lignende i Belgien og det skabte en masse udfordringer. Så skal vi vide det FØR vi vedtager forslaget som officiel politik. (Det betyder ikke nødvendigvis at vi ikke skal vedtage det men vi skal være forberedte) Derfor spørger jeg også kritisk ind til fx researchen bag forslaget. Det er faktisk lige præcis det der er mit job som medlem af politisk forum. Så jeg håber ikke du tager det personligt :slight_smile:

En af mine hovedanker som tidligere kommunal ansat er at jeg frygter endnu en stor tvungen opgave til de offentligt ansatte som i forvejen er helt pressede og går ned med stress i hobetal. Hellere finde en måde at støtte som andre også foreslår.


(Birgit Holm Petersen) #11

Jeg kan sagtens forstå dit argument.
Jeg har det bare sådan at alt vi kan gøre, for at sikre borgerne deres ret, er meget, meget tiltrængt.
Jeg ved, fra alle de kommentarer dette forslag har fået på fb, at de der arbejder i systemet ville hilse en sådan kommunikations-standard velkommen.
Jeg undrer mig lidt over at både dit, og Mads’ indslag overvejende handler om at vi skal tage hensyn til Djøfferne - de der udarbejder teksterne, og ikke hensyn til de der skal omfattes af dem og leve med konsekvenserne af en uforståelig lovgivning.
Og ‘lets face it’ der sker intet m.h.t. borgernes rettigheder med mindre der bliver lovgivet om det.


(Birgit Holm Petersen) #12

Der er ingen tvivl om at vi har sat fingeren på et ømt punkt. Hvis man googler det, kan man se at der har været tilløb til det længe. I årevis har man diskuteret, henvist, anvist og forsøgt at få lovteksterne til at blive forståelige. Problemet er bare at man intet når ved frivillighedens vej - der skal lovgives om det, hvis det skal lykkedes. Goder hensigter bliver lynhurtigt tabt i fortidens tåger. - Bare rolig jeg tager absolut ikke kritikken personligt.

Med dette forslag skal man lige huske på at det ikke er den kommunalt ansatte der skal ‘opfinde’ kommunikationen, det er de der udformer lovteksterne - djøfferne - der skal på arbejde. Et arbejde, som alt at dømme, har været forsømt længe.
Se bare dette link:
"Man kan i det lys med sindsro fastslå, at den statslige sektor i årevis har forsømt sine fortællinger. Med den strategiske kommunikations ordvalg: Man har forladt det kendte, traditionelle brand om velfærdsstatens særligt “danske” tradition " - men man har ikke opbygget nye, troværdige brands. Politiet? Folkeskolen? Sundhedssektoren? De faglige fortællinger blæser i vinden. " http://journalisten.dk/offentlig-kommunikation-hvad-blev-der-af-statens-fortaelling
Og dette:
http://m.djoefbladet.dk/nyheder/2014/2/der-er-kludder-i-den-offentlige-kommunikation.aspx


(Tanja Schjellerup) #13

Jeg har i dag skrevet et modsvar til artiklen i Information - her er lidt af mine ord og en grund til, hvorfor jeg er forslagsstiller til ovenstående forslag indgivet til Politisk Forum

Er loven virkelig så svær at læse, forstå og forvalte?

Man kan i Information læse at der endnu engang falder kritik på kommunernes måde at forvalte socialsager på. Professor i forvaltningsret, Michael Gøtze påpeger, at ”det (er) først og fremmest kommunerne, der er hovedårsagen til, at borgernes retssikkerhed er under pres, for det er dem der tænker kreativt og tænker uden om juraen.”

Der er over de seneste år kommet beviser på, at kommunerne bevidst prøver grænser af med deres afgørelser – i særdeleshed gøres dette grundet ønsker fra politisk og administrativ side af fordi der skal findes besparelser på beskæftigelses- og socialområdet. Økonomien sættes dermed højere end lovgivningen. Økonomien sættes højere end det enkelte individ. Økonomien sættes højere end et stærkt samfund. Og økonomien taber i samme slag, samtidig med at de enkelte individer trampes på, loven udhules og gennemtæskes for smuthuller og er hullet der ikke, så findes det pludselig alligevel, fordi loven er svær at forstå?

Når chefkonsulent for KL, Ulrik Petersen udtaler, at ”når der så oven i købet kan være tvivl om, hvad lovgivningen betyder, så må man prøve af hvor grænsen går”, så bevidner det, at det ikke er respekten for det enkelte individ der er fokus på, men tvært imod kommunernes muligheder for at fastholde individer i systemets laveste ydelser, kontanthjælp og jobafklaringforløbsydelser som er på niveau med kontanthjælpsydelsen.

Noget tyder på, at økonomi spiller en stor rolle – hvis ikke den eneste rolle - når det kommer til fortolkninger og dermed forvaltning af lovens ord. Det kan vel ikke passe, at vores lovgivende magt er så ringe til at formulere love, vejledninger, bekendtgørelser og reformer at de kan fortolkes så bredt og være så uforståelige som Ulrik Petersen her giver forståelsen af?

Med socialforvaltninger der vrider lovene velvidende og meget bevidste om, at de prøver grænser af og dermed også går over grænserne er det på tide, at indse, at vores system ikke fungerer optimalt.

Det kalder på en forenkling af de skrevne ord, når kommunernes landsforening bevidst påpeger, at lovgivningen ikke er til at forstå. En forenkling til gavn for de enkelte individer og samtidig også til gavn for kommunernes socialforvaltninger, som dermed vil spare ressourcer ved at undgå fejlene og dermed også spare ressourcer på at forsvare fejlene med flere fejl. En forenkling med respekt for lovens ord. En forenkling med respekt for de enkelte individer samfundet består af og er afhængig af.

Alt i alt en win-win opdatering af lovgivningerne, således at vores samfund igen kan bevæge sig i en retning der i det mindste blot har snerten af et velfærdssamfund. Et samfund uden så mange lykkepiller." - Det hele kan læses her, hvis man har lyst.


(Mikkel Schjøtt Kristensen) #14

Jeg er nyligt medlem af Alternativet, men mit engagement og indignation ift hvordan landets ledes politisk er bestemt ikke ny!

Jeg deler til fulde synet på den beskrevne problemstilling, at de svageste ikke hjælpes men i høj grad trynes af afgørelser inden for socialområdet m.fl… Men jeg vil mene, at en kommunikationsstandard som løsning er den forkerte vej at gå.

I argumentet for forslaget står der blandt andet at standarden skal “udelukke fortolkningsmuligheder” - i sin yderste konsekvens vil det jo betyde, at den enkelte medarbejder i kommunerne blot kan læse på et stykke papir, hvad hun/han må gøre overfor en borger, der har brug for hjælp iht sociale indsatser eller serviceloven…

Problemet ligger for mig at se et andet sted. Så længe at kommunerne presses på økonomien som det er tilfældet og styres så hårdt på økonomien, så drypper det pres hele vejen ned på de medarbejdere, der rent faktisk er sat i verden for at hjælpe borgere med behov. I dag umuliggør den økonomiske tænkning og den stramme budgetstyring (fx 1 årige budgetter, der skal balancere) at der for alvor kan arbejdes forebyggende - altså at gøre det, der er i borgerens interesse - at komme på fode i eget liv - også over tid er i kommunens/samfundets interesse - netop at borgere lever et liv med mening og egenindflydelse frem for at være pisket i det sociale hjælpesystem. Før vi finder løsninger på det, så vil kommunikationsstandarder blot være symptombehandling.

Jeg vil henlede opmærksomheden på denne fantastiske TED-talk:

Mvh
Mikkel


(Catharina Damgaard) #15

ØV, at jeg ikke var opmærksom på det afholdte POLA.

Jeg er jurist fra 89, arbejdede 3 år som sagsbehandlende studerende i Socialministeriet, har været juridisk fuldmægtig i Ankestyrelsen/De Sociale Nævn i 20 år.

Forslaget er tiltænkt at sikre, at flere borgere kan forstå loven og røre ved spørgsmålet om, hvordan man implementerer lovgivningen på et givent administrationsområde.

Fortolkningsdivergenser mener jeg ALDRIG man kan lovgive sig ud af. Hvis man skulle prøve at undgå muligheden for fejlfortolkning, så ville man få en kilometerlang (uoverskuelig) lov. Forslaget indebærer et ønske om at røre ved/ændre det “regelsæt” der eksisterer for udarbejdelse af love. Et regelsæt der er udviklet så længe vi har haft lovgivning, men som nok også har sin begrænsning m.h.t. i hvor høj grad der kan bruges ord i loven, som enhver “bonus pater” (almindelig (og hvad betyder almindelig) borger) kan komme til at forstå den. Retssikkerhed ligger også i termer, der kan virke uforståelige.

Der blev ikke svaret på spørgsmålet om, hvorvidt der har været folk med forstand på udarbejdelse af love og lovanvendere (fx. fra ankeinstanser) involveret i processen før fremsendelse til PF. Hvis det ikke har været tilfældet, så mener jeg, at det er en svaghed ved forslaget.

Selv om der givet vis kan strammes op på lixtal m.v. under formuleringen af love, så mener jeg ikke, at man ved at ændre det kodex der findes for lovformulering, kan nå det mål der efterspørges: Vel i sidste ende en bedre retssikkerhed. Retssikkerhed mener jeg, at vi skal nå ad anden vej - ved at se på administrationen af loven eller manglen på samme, ved fx. udstikning af ulovlige ordre fra kommunale politikere (Odense og mange flere kommuner) og ved tilbagevenden til hæderlige klageinstanser, således at det at få sin ret ikke skal indebære, at man skal føre retssager.

Det store problem i de senere år har været, at der har været politisk flertal for, at så megen magt som muligt skulle lægges ud til kommunerne. Derfor har man politisk valgt at formulere lovteksterne så løse og rummelige, at kommunernes adgang til at lægge deri, hvad de måtte have lyst til, langt hen ad vejen er imødekommet/lykkedes. Det har selvfølgelig været underforstået (af nogle politikere), at kommunerne ikke måtte lave decideret ulovlig forvaltning. Men det har vi så set, at kommunerne har gjort i hobetal. Og DET mener jeg er dybt betænkeligt.

Kommunernes lovforvaltning kan bl.a. styres gennem et ordentligt ankesystem, hvad vi ikke mere har.

Normalt finder man fra tilblivelsen af lovene et sæt såkaldte “sortebøger”, som består af 1) Loven 2)bekendtgørelser på området 3)vejledninger og opklarende skrivelser fra ministeren på området (fx. “hyrdebreve” til kommunerne 4)folketingets forhandlingsprotokoller om den enkelte lov. En trinfølge, hvor man kan sige, at det mest uforståelige er ad 1)loven (der fx. kan indeholde ordene “god forvaltningsskik” som kodex). Hvis man vil forstå, hvad god forvaltningsskik dækker over, må man søge i forvaltningsretten (eget sæt regler). ad 2)Bekendtgørelser er udfyldning af loven, som ministeren af lovgiverne er blevet bemyndiget til at beskrive. Når vi kommer til ad 3) vejledninger m.v., så begynder “almindelige” borgere at kunne forstå noget mere. Her har ministeriernes embedsmænd forsøgt at nedfælde hovedpunkterne fra forhandlingsprotokollerne ved lovens tilblivelse. De hovedpunkter folketingets partier,der vedtog loven var enige om, skulle gælde. Ud over disse hovedpunkter indeholder vejledninger henvisninger til hidtil gældende regler på lovområdet, som ikke er ændret med en lovændring. Således afføder en lovændring ikke en helt ny vejledning, men en ajourføring af hidtil gældende ret på området (herunder for en vis del indholdet af anke-og retsafgørelser, hvor de har kunnet komme lovens “sandhed” på enkelte punkter nærmere).

Når der er tvist om et eksempel fra det virkelige liv hører ind under en bestemmelse eller ej, så kan det altså nogen gange være nødvendigt at gå helt tilbage til beskrivelserne fra Folketingets forhandlinger for at finde ud af, hvad meningen med en bestemt lovformulering har været og derfor er “gældende ret”.

Man må som borger forvente, at ankeinstanserne i deres arbejde inddrager “lovens ånd”, d.v.s kender til lovforarbejder m.v. Desværre har vi en del år set en nedadgående slidske m.h.t. anvendelse af lovens grundlag. Ankeinstansen er presset og har ikke mere tid nok til at “kulegrave” og der anes holdepunkter for, at de heller ikke synes, at det er deres opgave (måske er jeg ude på lidt dybt vand med sidstnævnte).
I hvert fald vælger kommunerne de løsninger, som passer deres pengepung.

Denne kommunale mulighed for “frit fald” sammenholdt med, at ankemuligheden på det sociale område er beskåret, således at man som borger alene har én ankeadgang mod tidligere to: 1) Sociale Nævn 2) Ankestyrelsen har efter min mening udhulet retssikkerheden i en meget betænkelig grad.

Ad ovenfor: Ønsket om at “gøre noget for at forbedre forståelsen og kommunikationen mellem borgere og myndigheder” er således blevet sat op imod en politisk dagsorden, der nok slet ikke er så interesseret i at nå dette ønske, da økonomiske interesser er blevet afgørende. Sågu om der ikke i nogle bestemmelser er indført, at ankeinstansen også skal skele til kommunens økonomi, når de træffer afgørelser. D.v.s en nærmest accept af, at man ikke har råd til at gribe ind med det der måske er forskningsmæssigt påvist virker ved anbringelser, hvis kommunerne mener, at de ikke har råd dertil og måske heller ikke råd til flere anbringelser i indeværende år. Hvor grænsen går afgør kun retten.

Jeg hilser ovenstående forslag MEGET velkommen i sin gode mening, men jeg mener også, at der skal arbejdes meget mere og nok på flere fronter, for at vi kan nå et/nogle forslag, der kan få vedtagelse.

Jeg synes, at der bør være flere POLA`er m.v. derom, hvor man inviterer nogle fagfolk udefra ind for at beskrive den verden, som vi ønsker at ændre. Juridiske termer kan ikke ændres med en frisk ny tilgang alene.


(Tanja Schjellerup) #16

Tak for dine gode ord - vi har tovholderteam møde i næste uge - inden det kommende POLA. Her vil jeg drøfte det med blandt andet Torsten Gejl om vi bør tage ovenstående forslag igennem endnu en omgang drøftelse om, hvorledes meningen bedst formuleres.

Jeg byder dine ord og i særdeleshed din viden velkommen :slight_smile: Tak.


(Mikkel Schjøtt Kristensen) #21

Hej Tanja

Da du er forslagsstiller og tager de input, der kommer her på Dialog med videre, så retter jeg mit input til dig.

Jeg synes denne dialog er super vigtig. Bag det hele om retssikkerhed og kommunikation ligger jo en grundlæggende tænkning om det samfund vi ønsker. Jeg arbejder som konsulent i en kommune med at indarbejde udefra og ind tænkning med afsæt i en systemisk, holistisk forståelse af organisationer.

Meget af det, der bliver adresseret i dialogen om forslaget, fokuserer på en lang række symptomer ved den nuværende måde at lede og designe arbejdet - særligt på socialområdet. Men hvad er årsagen? og det er de årsager vi skal fokusere på!

Årsagen ligger ud fra et systemisk perspektiv i den tænkning, der (fejlagtigt) sætter økonomi før menneske, der tænker i faglig specialisering før helhed for borger, der tænker i cover-my-as politik før virkelighed for borgerne…

At begrænse det kommunale råderum og styrke ankeinstansen, vil for det første gøre det endnu sværere for de kommunale medarbejdere at hjælpe borgerne og for det andet vil det bygge ovenpå et system, der i forvejen er “fejlet”.

I stedet for at arbejde med løsningsforslag, kunne man så ikke arbejde med forståelsesforslag? F.eks. prøve at forstå om det rent faktisk ikke var bedre både for borgerne, medarbejder OG økonomien om man tog udgangspunkt i borgernes behov og ikke loven, regler, økonomien, særinteresser og andet, som påvirker adfærden i offentlige systemer. Det er det afsæt, som den TED-talk jeg har indsat overfor forsøger at eksemplificere.

Med det dybeste håb om at borgernes retssikkerhed og dialog/tillid med det offentlige styrkes!
vh
Mikkel


(Catharina Damgaard) #22

Kære Mikkel,

Skønt at høre fra en, der har kontakt til det kommunale niveau. Og jeg er enig med dig i, at det er ærgerligt, at vores socialpolitik inden for de seneste ca. 10 år har arbejdet mere og mere henimod at sætte økonomi før mennesker. Derfor finder jeg det vigtigt, at vi får analyseret hvorfor/hvordan det kunne ske. (ned i tænketanksbunken for opgaver til studerende).

Du skriver:
" At begrænse det kommunale råderum og styrke ankeinstansen, vil for det første gøre det endnu sværere for de kommunale medarbejdere at hjælpe borgerne og for det andet vil det bygge ovenpå et system, der i forvejen er “fejlet”.

Hvordan skal det forstås ? Jeg mener tværtimod. Sagsbehandleren kan i et sådant system påkalde sig eksisterende standarder. Hvorfor skulle fokus på retssikkerhed for den enkelte borger gøre det “endnu sværere for de kommunale medarbejdere at hjælpe borgerne” ? Og hvad mener du med: " for det andet vil det bygge ovenpå et system, der…" ?

Jeg tænker, at vi nok netop ser økonomi før mennesket, fordi det kommunale råderum er blevet for stort og ankeinstansen er blevet svækket. Det er set, at de kommunale embedsmænd har været mere end villige til at føje deres politiske arbejdsgivere (fx Odense), og ikke har formået, der hvor det var muligt, at sætte ind med en faglig standard og retlede/belære politikerne om, hvor grænsen går for deres kreative påhit udi at beskære borgernes rettigheder. Spørgsmålet er, hvorfor dette er sket ? Angst for opsigelse (svage fagforeninger), små “konger”… eller den går nok nu hvor ankemulighederne og indgreb den vej rundt er blevet “en by i Rusland” (svar på anke, der ikke mere er lokalt funderet ved fjernelsen af “De Sociale Nævn” varer opimod et år, og kommunens afgørelse får ikke længere opsættende virkning ved anke).

For mig er der ingen vej uden om, at demokratiske rettigheder skal følges op med et aktivt ankesysten. Et retssamfund kendes på, hvordan man behandler sine svageste borgere, og det kan ikke være et spørgsmål om, hvordan hver enkelt kommune formår at gøre det godt eller skidt. Derfor må en stærk prøvelse af kommunernes afgørelser kunne tåle dagens lys.

Et samfund der bygger på lokale standarder i stedet for generelle retsstandarder, som borgeren kan regne med håndhævelse af, skaber et mega forskelligt socialt landskab. Min grundlæggende opfattelse er, at der skal gælde samme borgerrettigheder i hele landet. For syge, for handicappede, for nødlidende børn o.s.v. Dette sidstnævnte er skredet mere og mere u.h.t. lokalpolitisk råderum. Og det er ikke sådan et skævvredet samfund, jeg ønsker mig.

Min fornemmelse er, at det ude i en del kommuner halter med tilstrækkeligt fagligt påklædte sagsbehandlere. Jeg kunne godt tænke mig en statistik over, hvor mange ikke socialrådgivere, der driver socialrådgiverarbejde i kommunerne.


(Mikkel Schjøtt Kristensen) #23

Hej Eskil

Tak for din respons og dine spørgsmål. Jeg skal forsøge at tydeliggøre mit forrige indlæg. Jeg tænker vi alle er enige om, hvad det er vi gerne vil undgå sker, men der er en del forskellige bud på hvad årsagen er i denne dialog-tråd.

Fra mit perspektiv er et af de største problemer med politikudvikling i dag, at der kappes om en hel masse forskellige løsninger, men der er meget lidt forståelse af, hvad det egentlig er for grundlæggende problemer, der skal løses, for at opnå alt det vi gerne vil med samfundet. En ny form for politikudvikling er netop en af grundene til at jeg har meldt mig ind i Alternativet (mit første politiske medlemskab!)

Debatten om fx dagpengereformen er et af de nyeste eksempler på, at der er meget lidt sammenhæng mellem løsning og problem. Det handler om pisk (karensdage) og gulerod (tjen op til dagpenge, hvis du gør som vi siger), og det synes derfor som om, at det problem der skal løses med reformen er, at de ledige ikke gider i arbejde. Hvis de gad var vi jo ikke nødt til at presse dem økonomisk, må rationalet være.

Josefine Fock har fremlagt Alternativets syn på dagpengesystemet, og budskabet er, at vi har brug for et helt nyt system. ”I dag har vi et dyrt og ineffektivt system”. Hun peger på, at den enkelte ledige er den bedste til at vurdere, hvad vedkommende har brug for, for at komme i arbejde. Altså kunne man formulere problemet som at systemet i dag er rigidt, ikke tager individuelle hensyn og skubber standardløsninger om samtaler, kurser mv ud i hovedet på den ledige. Hvis det er problemet, så er løsningen noget der går i retning af større frihedsgrader for den enkelte borger, når vedkommende f.eks. har brug for A-kasser og jobcentre (kommunerne), og det indebærer, at medarbejdere og ledige kan indgå i en ligeværdig dialog, der tager afsæt i den lediges ønsker og behov.

Det var lidt en omvej, men bør den logik ikke også gælde i vores politik på socialområdet? I Partiprogrammets punkt 9 om Sundhed og helhed står der: ”Sæt sundhedspersonalet fri” – hvad med socialrådgiveren og socialpædagogen? Skal de ikke også sættes fri? De er jo uddannet til og sat i verden for at hjælpe borgere og ikke for at tolke lovgivning, træffe afgørelser og forvalte (det er blevet et nødvendigt onde i det nuværende system).

Efter min bedste overbevisning har vi et systemproblem på socialområdet – ligesom på beskæftigelsesområdet og i sundhedsvæsnet.

Tænkningen (fra Christiansborg, departementer og ud i kommunernes ledelse) fokuserer på økonomi, tilsyn, faglig specialisering og styring – det omsætter sig i et system, hvor blandt andet visitation (dem, der sidder på pengene) er adskilt fra dem, der hjælper (for der er ikke tillid til at de kan forvalte penge og gøre det, der både er i borgers og samfunds interesse). Eller at budgetområderne er alt for opdelte, hvilket betyder, at en forebyggende gevinst falder i et andet budget end dem, der bruger midler på den indsats, der skaber forebyggelse. At skulle give udsatte borgere hjælp i et sådant system er selv sagt meget vanskeligt.

Så jeg vil mene, at behovet er flere kommunale frihedsgrader. Hjælpen på socialområdet – når den virker- finder sted i relationer mellem mennesker, der har tillid til hinanden. Det kan kun foregå lokalt. Det kan kun foregå, hvis socialrådgiveren og socialpædagogen har mulighed for at tilpasse ”servicen” til den enkelte borger og familie (og netværk omkring familien).

En velfungerende ankeinstans er derfor ikke i sig selv en del af løsningen. Behovet for ankeinstansen vil altid først komme når noget ER gået galt. Men vi bør i et retssamfund til enhver tid have en velfungerende ankeinstans.

Jeg har sat ”socialrådgiver og socialpædagog” og ”udsat borger” ind i noget af teksten fra punk 9 Helbred og helhed, mærkesag 5 ’ Sæt sundhedspersonalet fri’ fra partiprogrammet. Og jeg mener derfor løsningen på socialområdet (og i velfærden generelt) også bør være:

  • Alternativet vil arbejde for at sætte personalet på socialområdet fri og få den enkelte udsatte borger (samt familien og netværket) tilbage i fokus
  • Socialrådgivere og socialpædagoger skal have mere frihed og selvbestemmelse til at udføre kerneopgaver
  • Tilliden skal tilbage til socialrådgiverne og socialpædagogerne, og vi skal sikre en bedre balance mellem fokus på den udsatte borger og dokumentation Der er behov for at forbedre relationen mellem personalet på socialområdet og borger.
  • Det er vigtigt, at socialrådgivere, socialpædagoger og det øvrige personale på socialområdet har tid til kontakt med nærvær, og at borgerne føler sig trygge og komfortable i omgangen med personalet på socialområdet

Dertil bliver ’incitamenter’ nævnt, og ligesom på sundhedsområdet er der brug for at forandre den økonomiske styring på socialområdet. En større helhedstænkning i økonomien vil gøre det langt nemmere at arbejde forebyggende og investere i en ordentlig hjælp fra starten frem for at ”gøre tilstrækkeligt, men mindst indgribende”, som fremmes af den nuværende, smalle økonomiske tænkning.

Jeg kender ikke så meget til ankesystemet og det sociale nævn, men jeg håber at kunne bidrage med en vinkel på, hvordan vi kan arbejde i retning af, at få det basale social hjælpesystem tilbage på sporet!


(Torsten Gejl) #24

Hej Mikkel. Svarer lige generelt ang. Emnet, men vil lige høre om du er tilknyttet social politikudviklingen? Dine punkter til udvikling af socialpolitik flugter nemlig rigtigt godt med detcarbejde, vi gang i, i den forbindelse.