Personligt har jeg været med til at skrive på dette lille forslag og jeg synes, det er fantastisk, at så mange gode mennesker giver det så meget respons. Som jeg læser responsen, så er alle enige om, at der er et problem. Folk flest forstår for lidt af, hvad der står i henvendelser fra det offentlige. Ingen henvendelse nævnt ingen glemt. Det er også min overbevisning, at dette kan ændres. Man kan godt beskrive komplicerede ting på en måde, så mennesker forstår dem. Evt. bruge andre kommunikationsformer end skrift. Jeg er enig med Tanja (som er forslagsstiller) om at vi skal arbejde videre med dette forslag, ikke mindst ved at se nærmere på mange af de kommentarer, der har været her. Samt at inddrage endnu flere af de fagpersoner, der foreslås. Og hvis nogen har konkrete forslag til mere direkte handling i forhold til at løse dette problem - at ikke mindst mange udsatte borgere har svært ved at forstå, hvad samfundet vil dem - så vil det være helt i top.
Hej Torsten
Nej, det er jeg ikke. Men bidrager naturligvis meget gerne! Faldt blot over denne dialog-tråd og kunne se det handlede om udsatte borgere.
vh
Mikkel
Klart sprog som er nemt at forstå er altid en fordel. Jeg er dog i tvivl om dette forslags kvalitet og må indrømme at jeg blev slået over den sproglige kompleksitet i et forslag som har til ærinde at gøre sproget nemmere. Fx. ordet “fortolkningsdivergenser” fik mig til at overveje om det var en slags selvironi der fik forfatterne til at bruge et så svært (og for mig helt ukendt) ord i denne kontekst.
Forslaget indledes med at “Det er enhver Borgers ukrænkelige ret” at kunne forstå formuleringerne, hvilket jeg også synes er en underlig konstruktion, idet folk med lav begavelse jo generelt har svært ved at forstå komplekse emner, og at gøre det til en ukrænkelig ret at rigets dårligste begavelser skal kunne forstå enhver lovtekst er lidt af en (umulig) udfordring og også en helt forkert konstruktion som udhuler begrebet “ukrænkelige rettigheder” en hel del.
Endelig synes jeg ikke at emnet hører hjemme under social bæredygtighed,men snarere under “reform af den offentlige forvaltning” eller lignende.
Min bundlinje er: Hensigten er god, men forslaget uigennemtænkt.
Det er netop hele denne fuldstændig volapykske måde at gøre tingene på, som der trænger voldsomt til at blive ryddet op i.
Efter min mening.
Ang. den sproglige kompleksitet - ordet “fortolkningsdivergenser” ligger i begrundelsen for forslaget, og skal som sådan ikke med i den endelige tekst.
Problemer for folk med ‘en lav begavelse’ er jo netop at de føler sig underlagt et system, som de ikke kan gennemskue. Man behøver som sådan ikke at være ‘lavt begavet’ for ikke at kunne forstå sociallovgivningen. Som det er idag er mange nødsaget til at hyre private socialrådgivere, bisiddere og advokater for at få den hjælp de har brug for.
En kommunikationsstandart der fremmer forståelsen, kan der vel ikke være nogen der har noget imod - eller ?
Det hører hjemme under social bæredygtighed, fordi det netop er sociallovgivningen der berører de aller fleste mennesker, og det er hér folk virkeligt kommer i klemme.
Forslaget er meget gennemtænkt, og der er faktisk flere kommuner der netop arbejder med at gøre lovgivningen mere forståelig for borgerne.
Tak for din mail.
Hvis du er med i kredsen der redigerer dette synes jeg i hvert fald at I skal fjerne konstruktionen ”ukrænkelig ret”. Den slags bør bruges om ting som dels er ukrænkelige og dels er objektivt målbare (fx beskyttelse mod tortur). At anvende dette på en tekst forståelighed som er en meget subjektiv ting er ikke så heldigt, i min optik.
Vh, Rolf
Dette er et fantastisk vigtigt emne at forholde sig til. Og hvor er der mange og gode kompetente kommentarer. Som nyvalgt medlem af POFOteamet i Nordsjællands Storkreds har jeg anbefalet vore to repræsentanter at stemme imod forslaget og derefter bede Forslagsstillerne om at kvalificere forslaget på baggrund af alle de mange input. Jeg foreslår noget så drastisk som at stemme imod, da det jo er helt rigtigt som debatører udtrykker det: Man kan ikke lovgive om folks ret til at forstå. Man kan muligvis vende det om og lovgive om det offentliges pligt til at sørge for, at borgerne forstår. Men Forvaltningsloven skal selvfølgelig lige undersøges først. Der står måske allerede noget lignende. Ang kommunikationsstandarden vil jeg foreslå, at der udarbejdes en vision for kommunikationen i det offentlige mellem ledere og ansatte og ansatte og borgere - og for politikkere. Den kan jo tage udgangspunkt i Alternativets kommunikationsdogmer. Efterfølgende kan visionen sendes til sekretariatet til udarbejdelse af lovforslag.
Rigtig god arbejdslyst til POFO. Glæder mig til det bliver min opgave.
Kære Mikkel,
Man kan lave nok så mange fine formuleringer om at sætte den ene og den anden personalegruppe fri. Hvis der ikke er et ankesystem til at påse, at tingene går rigtigt til, kommer det alene til at ske i de “velmenende” kommuner, og dem er der langt imellem, hvorimod mange borgere ikke får deres ret.
Jeg ville så gerne have en definition af, hvad det betyder at sætte nogen fri. Du nævner flere kommunale frihedsgrader og at servicen skal tilpasses den enkelte borger.
Jeg er enig i, at socialpædagogen og socialrådgiverne er bundet for meget på hænder og fødder i dag m.h.t. åndssvage skemaer. Men når vi diskuterer fagpersonernes frihedsgrader skal vi også huske på, at en lang række af de eksisterende blanketter o.l. er indført som sikkerhedsgarantier for borgeren. Det er dog gået for vidt i en del henseende, hvor det fra at være et hjælpeinstrument til sagsbehandleren blev til en måde at styre kommunernes/statens økonomi på. Det med behovet for sikkerhedsgarantier var en nødvendighed, da kommunerne simpelthen mange steder lavede for ringe fagligt arbejde. Med hjælpeinstrumentsblanketterne kunne man så se, hvor kæden var hoppet af/hvor borgeren var blevet snydt/misforstået/manipuleret med.
Som jeg ser det dagligt (som borgerens indkøbte konsulent til at få deres sag ordentlig behandlet), så har vi at gøre med et meget bredt, forskelligt potentiale af hjælpere (socialpædagoger, socialrådgivere m.fl.), men desværre også en del, der enten ikke kan eller ikke vil (har ladet sig rive med af den ringe omgang med svage borgere) gøre deres arbejde fagligt ordentligt. Derfor kan jeg være lidt bekymret for, hvad der menes med “sætte fri”. Mange sagsbehandlere er jo slet ikke ordentligt uddannede til den store opgave det er, at stå med borgernes skæbne i deres hænder.
Jeg føler mig overbevist om, at indholdet af de punkter du skitserer og formuleringen “at servicen skal tilpasses den enkelte”, allerede er at finde nævnt som ramme eller i brødteksten for det materiale. der knytter an til de sociale love (vejlednigner o.l).
Du finder ikke ankeinstanserne så vægtige.
Vil minde om, at “Med lov skal land bygges”. Velfungerende ankeinstanser er en garantiforskrift for den enkelte borger og bør ikke anses som et snærende bånd for sagsbehandlerne.
Meget af det, vi er utilfredse med, er desværre bevidste valg af de for tiden værende politikere. Se hertil hele diskussionen om ressourceforløb. HER kan vi tale om, at sætte socialrådgiverne fri igen. Slet de rehabiliteringsteams i morgen, og lad socialrådgiverne gøre arbejdet selv, i stedet for, at de skal sidde der som duksedrenge og blive såkaldt “vejledt” af en horde af personer, der ofte ikke ved en sk… om, hvad de taler om. Meningen med dem var måske god nok, men udførelsen er efter min mening til dumpekarakter.
Rolf jeg er MEGET enig med dig i dine betragtninger.
Det er et yderst vigtigt område at gøre noget ved; der er mange interessante indlæg med et relativt højt lixtal, der beskriver sider af den offentlige kommunikation med borgerne. Som mangeårig underviser i forskellige sammenhænge, har mit udgangspunkt altid været, at hvis de, jeg formidler til ikke forstår, hvad jeg siger, er det mig, der har et problem. I det område, jeg bor i, bliver jeg ofte brugt som “oversætter” af henvendelser fra det offentlige; det er altså ikke så vanskeligt at ændre på