Kære alternativister i Storkreds København
Grønt og godt nytår
– Lad os starte 2024 med at tænke på 2025!
Forberedelserne til kommunal - og regionsvalget i 2025 er nu for alvor ved at trille i gang. Hos Alternativet i Københavns Kommune skal der være det første af to opstillingsmøder i år allerede d. 10 marts til det lokale årsmøde.
I Dragør, Tårnby og Frederiksberg kommuner er der imidlertid lige nu ikke nogen lokalforeninger. For alle jer der som borgere i de tre kommuner ønsker at engagere jer lokalpolitisk, vil vi i storkredsbestyrelsen meget opfordre jer til at skrive til os. Dels for at skaffe jer noget opbakning, dels for at kunne organisere et opstillingsmøde.
Der er EU parlamentsvalg d. 9 juni hvor storkredsen har opstillet to kandidater; Jan Kristoffersen og Karoline Lindgaard. Samtidig vil Alternativet i København mobilisere stærkt for den bæredygtige dagsorden med initiativet "Forvandling af København”. Det skal selvfølgelig også give os et godt grundlag for valgkampen i 2025. Men fremskridt vi kan gøre i København vil også have betydning og tjene til inspiration i nabokommunerne. Alle medlemmer i storkreds København må derfor meget gerne bidrage til begge dele.
2024 giver rig mulighed for at engagere sig i den grønne omstilling uanset hvor man bor i storkredsen.
FORVANDLING AF KØBENHAVN & EU
– HANDL LOKALT, TÆNK GLOBALT TIRSDAG D.23/1
Ved næste tirsdags kick-off event for vores store fælles satsning, Forvandling af København, møder du også Alternativet Københavns to seje kandidater til Europaparlamentet, som vi skal ud at føre valgkamp for op til den 9. juni:
Jan Kristoffersen, Alternativets nationale spidskandidat.
Karoline Lindgaard, Alternativets Unges spidskandidat.
Vi har nemlig med Forvandling af København har sat os den opgave at forbinde det lokale med det globale. Vi vil udvikle et større politisk udspil, der forbinder København med EU – handler det om trafficking, luftforurening eller togforbindelser?
Det er du med til at bestemme.
Så vær med på tirsdag d.23/1 kl.17-20 til kick-off i Borgerrepræsentationens Sal på Københavns Rådhus.
Læs mere her på AlleOs og meld dig til via denne mail for at få mad: kbh@alternativet.dk
Alternativet har brug for dig – Ses vi?
Nyt fra vores lokale folketingsmedlemmer
Der er ved at komme liv i Christiansborg igen efter en tiltrængt og afslappende juleferie! Som vi skrev i nyhedsbrevet fra december forsøgte Christina Olumeko til det sidste at præge aftalen om en grønnere luftfart, men desværre måtte vi i denne omgang forlade forhandlingerne, fordi aftalen ikke var ambitiøs nok.
Christina Olumeko har på det seneste haft et særligt fokus på minoriteter og deres vilkår og rettigheder. Vi arbejder stadig på højtryk for at få den handlingsplan mod racisme, som regeringen har lovet i to år. Indtil da arbejder vi på at belyse den diskrimination, som minoriteter bliver udsat for eksempelvis diskrimination i sundhedsvæsenet. Diskriminationen af etniske minoritetsdanskere i sundhedsvæsenet kaldes for ”etniske smerter”, og det kan I læse mere om her.
Og så til en god nyhed; noget der heldigvis er sket på LGBT+ området er, at Alternativet sammen med Liberal Alliance har stillet et beslutningsforslag om at gøre partnerægdonation lovligt. Hvis forslaget bliver vedtaget, vil det gøre det meget lettere for fx lesbiske par at skabe den familie, de ønsker. Forslaget bliver behandlet første gang i salen den 31. januar. I mellemtiden arbejder vi på højtryk på at få regeringens partier til at støtte op om forslaget, og indtil videre er vi faktisk optimistiske.
Franciska Rosenkildes kalender står på diverse klimaforhandlinger med regeringen. Det går stadig meget trægt med forhandlingerne om 2025-klimamålet, og det er efterhånden blevet en farce. Vi er også gået i gang med at forberede Alternativets standpunkt til forhandlingerne om CO2-afgiften på landbruget. Afgiften er blevet udskudt flere gange, og det seneste nye er, at kommissionen fremlægger sine anbefalinger i februar. Nu må vi se.
Til sidst glæder Franciska og Christina sig til 2024. Vi er, som I måske har hørt, i gang med et større udspil, som skal give danskerne mere fritid. Og det ser ud til at blive et af Alternativets helt store udspil i år. Vi håber at starte en debat om, hvordan vi får brugt vores tid på en måde, som er til gavn for vores jordklode og vores mentale helbred.
Frivillighed i EU valgkampen
Hvis du vil være frivillig i EU valgkampen for én eller begge vores kandidater i storkredsen.
For at hjælpe Jan Kristoffersen; skriv til Amelia Dahlgaard; amelia2000@live.dk
Du kan støtte Karoline Lindgaard ved at komme til en af hendes gadeevents som f. eks d. 26 januar https://alleos.alternativet.dk/events/view/5406
Bogklubben
Der var en rigtig god og livlig debat på konferencen “Hvad er værdien af nedsat arbejdstid” d. 16 januar, hvor traditionel økonomisk analyse kom meget i clinch med praktikerne for nedsat arbejdstid. Derfor er næste udgave af bogklubben d. 8 februar kun blevet mere relevant. https://alleos.alternativet.dk/events/view/5490
Denne gang diskuteres nemlig “Efter festen” hvor forfatterne præcis stiller spørgsmålstegn ved økonomernes generelle termer og hypoteser.