Alternativet vil, at Københavns Kommune skal agere som politisk forbruger så politiske mål og visioner understøttes af den måde, kommunens penge bruges på,
• Det skal undersøges, hvorfor det trods gode intentioner er så vanskeligt at fremme politiske mål via indkøb og drift.
• Der skal politisk og forvaltningsmæssigt prioriteres til fordel for indkøb som gør det muligt at balancere alle tre bundlinjer – den økonomiske, den miljømæssige og den sociale.
• Der skal opstilles parametre for, hvilke varer, ydelser og leveringsprocesser, som er ’bedst til prisen’, ud fra hensyn til de tre bundlinjer.
• Forvaltningen skal dokumentere, hvordan og hvornår de tre bundlinjer prioriteres. Dokumentationen kommunikeres både internt og eksternt.
• København skal evaluere sine eksisterende aftaler og udbudsformer og lægge pres på SKI(Statens og Kommunernes Indkøbsservice) for at sikre, at der indenfor alle indkøbsaftaler findes muligheder med miljøcertificering og/eller social værdiskabelse samt gode muligheder for at SMV’er kan komme i spil.
• København skal være klar til at udnytte hele det juridiske og forvaltningsmæssige råderum, når kommunen køber ind, f.eks. i forhold til udbudsdirektivet. Herunder brug af de foreliggende muligheder for at bruge sociale hensyn i forbindelse med funktionsudbud
• Det er politikernes ansvar at sikre, at indkøberne i alle dele af forvaltningen har de nødvendige retningslinjer og kompetencer til at realisere dette i praksis.