Karakterafvigende skilsmisser

skibbild · 31. August 2016, 10:33

Af Bruno Skibbild Christensen
Familiefar og Esoterisk psykoterapeut

Det er på tide at få ændret den gældende diskurs, der siger, at de såkaldte højkonflikte skilsmisser kan løses ud fra et ligestillingsperspektiv mellem forældrene. Den gældende diskurs dikterer, at forældrene skal være ligestillede uanset adfærd. Dette massive fokus på ligestilling mellem mor og far er til stor skade for de børn, som befinder sig i krydsfeltet mellem mor og far, men som også er under pres fra myndigheder, der ifølge forældreansvarsloven skal tilstræbe denne forældrelighed. Det fjerner desværre fokus fra, hvad der egentlig er barnets bedste.
Faktisk burde man slet ikke benævne de stormombruste skilsmisser, som værende højkonfliktsager. I stedet burde man benævne dem som ”skilsmisser hvor en eller begge forældre udviser karakterafvigende adfærd” eller blot ”karakterafvigende skilsmisser”. Derfor er der brug for en hurtig og klar screening af forældre, når der er tegn på karakterafvigelse. Og derpå er der brug for, at myndighederne bliver bedre til at drage de nødvendige konsekvenser og effektivt beskytte det involverede barn imod den karakterafvigende adfærd.
En ”karakterafvigende skilsmisse” kan eksempelvis spottes når den ene af forældrene fremsender anklager til offentlige myndigheder om eksempelvis psykisk vold, fysisk vold, misrøgt eller overgreb imod barnet og/eller imod den anden forælder. Hvis man fremsender en sådan anklage vel vidende, at der er tale om det pure opspind, så er det en handling der bunder i mangel på empati og et tegn på en karakterafvigende adfærd, der ikke er til glæde for noget barn. I det tilfælde er det den anklagende part man bør sætte under lup og lave en tilbundsgående psykiatrisk undersøgelse af. Denne vinkel har Foreningen Far gennem de senere år fokuseret meget energi på at fastslå, i en grad så diskursen vel nærmest har været, at ”alle anklager om karakterafvigende adfærd er pure opspind” eller i bedste fald påstand imod påstand. Det er et stort problem for Foreningen Fars troværdighed.
En ”karakterafvigende skilsmisse” kan også spottes når den ene forælder hele tiden ændrer påstande til det diametralt modsatte som dagen før. Det er i denne sammenhæng ikke at forveksle med almindelig ubeslutsomhed, men en fuldstændig omskiftende skriftlig adfærd. I samme boldgade er et tydeligt tegn, når den ene forælder ikke blot forsøger at ”vinde” en sag om forældremyndighed, men reelt forsøger at ødelægge elementer i ”modpartens” liv ved eksempelvis at henvende sig til modpartens arbejdsplads for at få sin X fyret og dermed miste sit indtægtsgrundlag. Det samme gælder henvendelse til foreninger og sammenslutninger som X er medlem af. Her kan man spotte en skruppelløs adfærd, der intet har at gøre med stridens kerne, nemlig barnet. Barnets tarv er i disse tilfælde ude af syne, og man kræver blot sin ret fordi man har den. Denne chikane af X privatliv kan også følges op med en meget konfliktoptrappende adfærd, hvor der klages til alle tænkelige offentlige myndigheder. Det er ikke usædvanligt for en karakterafviger, at anmelde til både kommune, politi, ombudsmand, Folketinget, ministeriet allerede i første ombæring. Den karakterafvigende adfærd genkendes også i, at man omhyggeligt som indledning i sine breve fortæller den myndighed som man henvender sig til, om alle de andre myndigheder som man har anmeldt sagen til uden i øvrigt at oplyse om de pågældende myndigheders svar.
En karakterafvigende adfærd kan naturligvis også spottes når det pågældende barn fortæller om oplevelser, som er af særligt bekymrende karakter. Desværre lyttes der ikke nok til børnene i det danske skilsmissesystem. Børnenes ord har langt hen ad vejen ingen validitet og på denne måde bliver barnet i praksis retsløst. Hvis et barn eksempelvis fortæller, at barnet er blevet låst inde i et bur om natten, så bør man lytte til det barn. Og man bør hurtigt og effektivt beskytte dette barn, også selvom den ”anklagede” påberåber sig forældrefremmedgørelse og manipulation fra X side. Hvis en forælder udøver hjernevask (forældrefremmedgørelse) på sit barn bør der skrides ind. Det er særdeles skadeligt for barnet. Men man må ikke falde i samme fælde som Foreningen Far gør omkring emnet ”falske anklager”, og dermed gå ud fra at ALLE børn, der fortæller om vold, overgreb og misrøgt er udsat for hjernevask af X. Det efterlader alt for mange børn i en forsvarsløs og retsløs tilstand, hvor de ikke opnår nogen form for beskyttelse.

skibbild · 31. August 2016, 12:24

Af Bruno Skibbild Christensen
Familiefar og Esoterisk psykoterapeut

En afgrund mellem to forvaltninger

Mens socialministeren og hendes embedsmænd arbejder på højtryk for at finde en god løsning på, hvordan man beskytter børn i ”karakterafvigende skilsmisser” er det vigtigt at sætte lys på den afgrund der er mellem den kommunale socialforvaltning og statsforvaltningen i børnesager. Afgrunden består i hvilke parametre de to instanser lægger til grund for deres vurderinger af børns levevilkår, og dermed for de afgørelser der bliver truffet om samvær i henhold til forældreansvarsloven. Kort fortalt forholder socialforvaltningen sig til socialretslige parametre, mens statsforvaltningerne primært benytter straffeloven som parameter for afgørelser om børns levevilkår hos deres forældre. Socialforvaltningen tager sig af de familier hvor forældre er samboende, samt i nogen grad børns levevilkår hos en bopælsforælder. Statsforvaltningen tager sig af levevilkårene hos en samværsforælder. Det er altså statsforvaltningens ansvar at skride ind når et barn bliver udsat for karakterafvigende adfærd af en samværsforælder.
Problemets kerne er, at der findes elementer i det socialretslige system som ikke er omfattet af straffeloven. Der findes således elementer i det socialretslige system, som ikke i sit udgangspunkt kan tjene som en politisag. En ting er at manglen på bevisførelse gør at politiet ikke kan forfølge en anmeldelse, men blot må henvise til de sociale myndigheder. En anden ting er at socialretslige elementer IKKE er omfattet af straffeloven, og derfor må afvises af politiet. En tredje ting er at bevisførelsen i disse sager bygger på udsagn fra børn, som har oplevet karakterafvigende adfærd fra en mor eller en far. Og disse børns udsagn kan ikke stå alene.
Når man som primær parameter for afgørelser omkring børns levevilkår henholder sig til om der er foretaget en politianmeldelse, om der er rejst en sigtelse eller der er afsagt en dom i henhold til straffeloven, så er det en meget mangelfuld praksis. Det faktum, at der i en given sag ikke er afsagt en dom i henhold til straffeloven er IKKE en garanti for at barnets levevilkår er gode hos den pågældende forælder. Det faktum, at der ikke er afsagt dom i henhold til straffeloven er heller IKKE en garanti for, at der er tale om en falsk anklage. Det er heller IKKE en garanti for, at der er tale om forældrefremmedgørelse/hjernevask af barnet.
Derfor er det et eklatant fejlskud når Foreningen Far foreslår, at politiet bør have en større rolle i disse sager. Det vil blot føre til, at børns levevilkår under samvær i endnu højere grad begrænses til at omfatte straffelovens rammer. I stedet bør man gå den modsatte vej og sørge for, at de socialretslige parametre bliver mere dominerende i statsforvaltningens afgørelser end det er tilfældet i dag.

skibbild · 31. August 2016, 12:25

Af Bruno Skibbild Christensen
Familiefar
Esoterisk psykoterapeut

Mekanisk børnesyn
Forældreansvarsloven er under lup. Statsforvaltningerne er under lup. Socialministeren og folketingets socialudvalg knokler med at finde den helt rigtige løsning på, hvordan man kan hjælpe børn i skilsmisser, hvor en eller begge forældre udviser karakterafvigende adfærd. Der er fokus på hvordan man effektivt screener karakterafvigere, så man hurtigt og effektivt kan skride ind og øjeblikkeligt beskytte børnene.
I dette arbejde glemmer man dog at tage stilling til HVORDAN man skal hjælpe børnene ud af fysisk vold, psykisk vold, overgreb og misrøgt. Man glemmer helt at se på HVAD statsforvaltningerne egentlig sætter i værk når de endelig har fået lavet den psykiatriske udredning, som viser karakterafvigelsen. Man glemmer også at se på HVORDAN man egentlig i praksis håndterer sagerne EFTER at sagen en sjælden gang er tilstrækkeligt belyst, og eksempelvis overgreb er bevist.
Sandheden er, at statsforvaltningen oftest benytter sig af det såkaldte ”overvågede samvær”. En ting er, at statsforvaltningen kan benytte overvåget samvær som et led i en børnesagkyndig undersøgelse, og som led i en screening af forældrene. En anden ting er, at man ganske ukritisk benytter overvåget samvær EFTER at sagen er tilstrækkeligt belyst, og ingen er i tvivl om at der foregår skadelig forældreadfærd under samvær.
Dette skyldes, at statsforvaltningen benytter et meget mekanisk børnesyn. Hvis en forælder har for vane at holde sine børn i fødderne ud over altanen på 2. sal, så kan man jo bare etablere overvåget samvær, for så sker den slags jo ikke. Eller hvis en forælder har for vane at låse sit barn inde i et bur hver nat, så kan man jo blot etablere overvåget samvær, for så sker den slags ting jo ikke. Hvis en forælder har for vane at overskride sit barns grænser rent fysisk, så kan man jo blot etablere overvåget samvær, for så sker den slags jo ikke.
Men dette mekaniske børnesyn er ganske enkelt forkvaklet. I denne konstruktion er der på ingen måde taget hensyn til de psykiske og emotionelle belastninger som det pågældende barn bliver udsat for ved at møde sin krænker under tvang. Det er en vildfarelse at tro, at overvågeren på nogen måde kan agere tryghedsperson for barnet. Overvågeren kender ikke barnet. Barnet kender ikke overvågeren. Det er blot en person i rummet, som ikke har nogen relation til konteksten overhovedet.
I stedet for beskyttelse er overvåget samvær en retraumatisering af barnet. Når et barn eksempelvis låses inde i et bur en hel nat træder de instinktive overlevelsesmekanismer i værk. Det er kæmp, flygt eller frys. Først vil barnet gøre modstand og forsøge, at gøre sig fri af den person som spærrer barnet inde. Herefter vil barnet forsøge at komme ud af buret, og slippe fri. Når dette ikke lykkes vil barnet falde tilbage i apati, helt paralyseret og fyldt af frustration, frygt, angst og magtesløshed. Disse følelser vil herefter være knyttet til den person som låste barnet inde i buret. Således vil disse instinktive overlevelsesmekanismer udløses ved hvert eneste fremtidigt møde med krænkeren. Samtidig vil hvert møde med krænkeren udløse frygt, frustration, angst og magtesløshed. Det er disse ting statsforvaltningen udsætter et barn for, når de etablerer overvåget samvær, eller såkaldt beskyttet samvær med deres krænker. Der er INGEN beskyttelse af barnets indre i den kontekst.
På denne måde opleves det overvågede samvær som et overgreb og en krænkelse for barnet

skibbild · 31. August 2016, 12:26

Af Bruno Skibbild Christensen
Familiefar og Esoterisk psykoterapeut

Man skal da stoppe overgreb på børn!

I forbindelse med Dagbladet Informations artikel om Foreningen Far er der flere spørgsmål, som melder sig. Eksempelvis er der i artiklen udtalelser fra Hvert 3. barn. Dette gjorde mig nysgerrig på hvad det er for en størrelse, og hvilke værdier Hvert 3. barn arbejder ud fra. Man må formode, at de værdier som foreningen arbejder ud fra og de udmeldinger Hvert 3. barn er kommet med, er en støttepille og et grundsynspunkt for Hvert 3. barns rådgivning af skilsmisseforældre. Et sted i informationsdyngen fandt jeg frem til en udmelding fra Hvert 3. barn. Jeg håber, at jeg fuldstændig har misforstået denne udmelding fra Hvert 3. barn.
Udtalelsen fra Hvert 3. barn stammer fra et interview på DR2 Morgen den 12. marts 2015 om emnet ”falske anklager” med Tanja Graabæk og lyder således: ”Jah, men i hvert fald baseret på en forældet børnepsykologisk tilgang, fordi selvom det her overgreb skulle have været sandt, så fra barnets perspektiv ville et overvåget samvær have været det bedste, fordi det handler om at sikre, at barnet får placeret det her hændte, hvor det hører til, og får nogle redskaber til at leve med det livsvilkår, som et overgreb nu er. Så uanset om det er sandt eller ej, så er det faktisk det bedste for barnet at sikre en kontakt i beskyttede rammer, selvfølgelig for barnet”. Nej, Tanja Graabæk, Hvert 3. barn.
Når et barn udsættes for overgreb træder de grundlæggende overlevelsesinstinkter i kraft. Det er kæmp, flygt eller frys. Først vil barnet kæmpe i mod, blot for at finde ud af at overmagten er for stor. Herefter vil barnet forsøge at komme ud af situationen ved at flygte, blot for at finde ud af at flugt er umulig. Til sidst vil barnet gå i frys tilstand, hvor barnet rammes af apati og paralysering. Frys tilstanden er en form for psykisk lammelse, der optræder når barnet er magtesløs.
Når et barn udsættes for gentagne overgreb vil barnet hurtigere søge hen i frys tilstanden, og overgrebene forekommer herefter almindelige for barnet, hvilket for krænkeren kan synes som en accept fra barnets side. Men det er alt andet end accept. Det er en tilstand hvor barnets oplevelser og naturlige følelser af vrede, frygt og angst træder ud af funktion. Der bliver lukket helt af til barnets krop, psyke og hjerte. Der er ingen anden flugt mulig end at flygte ud af den krop, den psyke og det jeg, som barnet har brug for at være i balance med. Det kræver ikke den store fantasi at sætte sig ind i hvilke komplikationer det kan give for barnet i hele dets levetid. For alle disse følelser og oplevelser ”sidder i kroppen” på barnet og gemmes væk i underbevidstheden, hvor det så senere kan komme op til overfladen i drømme, eller i form af regressiv adfærd, eller endda psykose.
Når et barn udsættes for overgreb kobles disse indestængte og undertryggede følelser til den person som udfører overgrebet. Hvert et møde med denne person vil sætte alle overlevelsesinstinkter i gang. Og det sker hver gang. Disse overlevelsesinstinkter bliver så kontrolleret i barnets psyke ved hjælp af endnu en frys tilstand. Hver gang, også i de tilfælde hvor der eksempelvis på grund af overvåget samvær ikke foregår et overgreb. Der er tale om en retraumatisering af barnet ved hvert møde med overgrebspersonen.
Derfor er det ikke et udtryk for moderne psykologi, når Hvert 3. barn påstår, at barnet blot skal lære at leve med sine overgreb, og fortsat mødes med personen, som har begået overgrebene. Det er derimod udtryk for uvidenhed om hvad der foregår af psykiske processer i et barn når det udsættes for overgreb. Det er skræmmende, hvis det er tilfældet, at Hvert 3. barn rådgiver sine klienter til fortsat at lade sit barn blive konfronteret og retraumatiseret med overgrebene, og det hvad enten rådgivningen gives til en forælder der begår overgrebene eller det er en forælder, som er vidne til at en anden person begår overgreb imod barnet. Naturligvis skal overgreb stoppes effektivt og samvær stoppes. Først herefter kan man begynde at sætte en behandling i gang.

skibbild · 31. August 2016, 12:27

Af Bruno Skibbild Christensen
Familiefar og Esoterisk psykoterapeut

Når fædres rettigheder løber af sporet
Jeg kan blive helt træt når jeg hører de danske foreninger for fædres rettigheder udtaler sig på skilsmisseområdet. Jeg kan blive helt forbavset når disse foreninger fremturer med forslag, som har fokus på alt andet en børns trivsel og udvikling. Jeg kan blive helt forundret når mødre skriver til mig, at det er meget usædvanligt, at jeg som mand og far offentligt udtrykker kritik af en forældreansvarslov, der umuliggør beskyttelse af eksempelvis voldsramte kvinder og børn. Jeg ryster på hovedet over de danske foreninger for fædres rettigheders værdigrundlag, der har alt for meget fokus på kønskamp og ligestilling af forældrene i stedet for fokus på hvad der er bedst for barnet.
Når Foreningen Far eksempelvis foreslår, at man skal begrænse statsforvaltningens vurderinger af samvær til at følge bestemmelserne i straffeloven, så er det et fejlskud af dimensioner. Ja, foreningen foreslår endda at denne opgave overgives til at blive vurderet af politiet. Det vil være en katastrofe, idet dette forslag fuldt og helt vil udelukke de socialretlige parametre som bør indgå i enhver vurdering af børns levevilkår. Derimod bør statsforvaltningerne, som i dag håndterer samværssager, tilføres en højere grad af lovhjemmel til at følge de socialretlige spilleregler i deres undersøgelser, vurderinger og afgørelser, således at disse afgørelser i højere grad indebærer beskyttelse af børn imod karakterafvigende forældreadfærd.
Når Hvert 3. barn eksempelvis udtrykker, at det er ” en forældet børnepsykologisk tilgang” at fjerne et barn fra en forælder, der udøver overgreb imod sit barn under samvær, er det udtryk for eklatant uvidenhed om børnepsykologi. Det er skræmmende at tænke sig, at en organisation kan rådgive forældre ud fra den devise, uanset om denne rådgivning gives til forældre der begår overgreb, eller til forældre, der er vidende om, at den anden forælder begår overgreb. Ifølge Hvert 3. barn er overgreb et levevilkår som barnet må lære at håndtere. Jeg kan kun ryste på hovedet. Overgreb mod børn skal naturligvis stoppes effektivt, og barnet skal have fred og ro til at heles, og dette foregår IKKE gennem løbende konfrontationer med den forælder, der har begået overgreb. Den dør skal lukkes effektivt.
Når Foreningen Far hævder, at ligestilling af forældre i alle tilfælde og per definition er godt for alle børn, så er det et resultat af, at foreningen helt og holdent lukker øjnene for de ”karakterafvigende skilsmisser”, hvor en eller begge forældre udviser karakterafvigende adfærd. I disse tilfælde kan der ikke være et ligeværdigt forhold mellem forældrene. En sådan ”automatpilot-tankegang” er dybt skadelig for de involverede børn, der er fanget i en dysfunktionel tilværelse, når der ikke skrides effektivt ind fra de respektive myndigheders side.
Når Hvert 3. barn hævder, at uenigheden om forældreansvarsloven blot dækker over en kønskamp mellem 2 yderligtgående grupper af mødre og fædre, så er det et udtryk for, at denne organisation ikke har øje for barnets perspektiv. Man behøver ikke at lede længe for at finde sager, hvor børn bliver tvunget på samvær med en karakterafvigende forælder. Her er forældrenes køn ligegyldigt. Det er helt og aldeles uvæsentligt i denne sammenhæng om den karakterafvigende forælder er en kvinde eller en mand. Overgreb og vold skal stoppes uanset hvem af forældrene der udøver volden.
Når Foreningen Far hævder, at de repræsenterer 1,2 millioner mænd og fædre i Danmark, så er svaret nej. Det er i hvert fald 1,2 millioner minus 1. Foreningen Far repræsenterer ikke mig, og jeg føler mig ikke repræsenteret af Foreningen Far.