Kære medlem af Alternativet
Der sker store ting i vores parti for tiden.
Jeg mindes med glæde, da Uffe Elbæk og jeg stod sammen og præsenterede projektet, og jeg er ked af det og ærgerlig over, at vi ikke kunne fortsætte i parti sammen alle sammen. Jeg anerkender, at de nu tidligere Å-folketingsmedlemmer har taget den beslutning, som de mener er rigtig. Jeg vil gerne sige tak til MF-gruppen for deres arbejde, og specielt tak til Uffe Elbæk for at have stiftet partiet sammen med mig og andre gode kræfter i sin tid.
Men her er en rigtig god nyhed: Torsten Gejl har i dag meddelt, at han bliver i Folketinget for Alternativet. Han er derfor nu gruppeforperson og vores politiske ordfører på Christiansborg.
Det er jeg simpelthen så glad for. Torsten var også med til at stifte partiet, og for mig er han Alternativet. Derfor glæder jeg mig rigtig meget til alt det politiske arbejde, som vi skal lave sammen. Det er rigtig stærkt for partiet at have Torsten som vores repræsentant på Christiansborg.
Torsten siger:
”Jeg bliver i Alternativet, fordi jeg tror på, at vores politik fortsat kan gøre en forskel. Jeg bliver i Alternativet, fordi det er en stærk, kreativ og aktivistisk bevægelse. Nu skal vi kigge hinanden i øjnene i partiet og samles om den fremtid for Alternativet, som vi gerne vil skabe. Det er et arbejde, som jeg både glæder mig til og er enormt stolt over at være en del af. ”
Det bringer mig videre til nogle af de planer, som jeg har lagt for fremtiden og gerne lige vil fortælle jer lidt mere om.
Noget af det, der specielt fylder i den kommende tid, er forhandlingerne om klimahandlingsplaner. Dem kommer Torsten og jeg til at deltage i, og jeg er meget spændt på, at vi får taget Alternativets grønne ambitioner så meget som muligt med ind i handlingsplanerne.
Tiden er til at nyrejse vores parti på en ordentlig måde og tage det i en ny og konstruktiv retning. Vi har så stærkt et fundament at bygge på, og nu skal vi rejse os igen.
Vi skal skabe et parti i bedre balance med sig selv. Nu skal vi skabe et nyt Å, hvor det er tillid, ærlighed og åbenhed, der råder.
Det er vigtigt for mig, at Alternativet skal være en ordentlig og velstyret organisation, der klart kan kommunikere vores værdier og politiske projekt. Vi skal kunne rumme glæden, kreativiteten og kampgejsten, men det skal også være en organisation, der bygger på ordentlighed, professionalisme og seriøsitet.
Alternativet skal være et projekt, der formes af alle niveauer – fra frivillige til folkevalgte, over bestyrelser, lokalkredse og regions- og byrådsmedlemmer. Kort sagt skal det være et projekt, der skal formes af dig som medlem, og en organisation, der kan bakke op om en stor og rummelig kultur af frivillige.
Det er en snak, som Torsten og jeg begynder at have snarest muligt, og så hurtigt som muligt åbner vi den proces, så vi kan arbejde videre om det sammen.
Til slut bliver vi nødt til lige at runde situationen med COVID-19 – coronavirus – herhjemme. I går aftes tog statsminister Mette Frederiksen de nødvendige tiltag, og lukkede store dele af Danmark ned for at prøve at begrænse smitten og spredningen af sygdommen. Det bakker vi i Alternativet selvfølgelig 100 procent op om.
Det er vigtigt, at vi alle gør hvad vi kan for at coronavirus ikke spreder sig mere end vores sundhedssystem kan følge med. Derfor vil jeg også opfordre jer til at gøre alt hvad I kan for at respektere de tiltag, som myndighederne kommer med. Hjælp gerne hinanden med børnepasning, indkøb og hvad der nu ellers kunne være brug for i det næste stykke tid. Det er vigtigt, at vi ikke bliver bange og går i panik og fx hamstrer varer i supermarkederne. Husk håndhygiejnen, følg myndighedernes anvisninger og hjælp hinanden så meget, som I nu kan. Husk, du altid kan holde dig orienteret på www.coronasmitte.dk og på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.
Udbruddet af coronavirus betyder desværre også, at mine arrangementer og besøg hos alle jer ude i landet er aflyst det næste stykke tid, indtil situationen er lidt mere afklaret. Det håber jeg I forstår, og jeg glæder mig til at se jer i fremtiden.
Tak fordi I læste med – og pas ekstra godt på hinanden derude det næste stykke tid.
Kærlig hilsen
Josephine