Der er mange dialoger der skal føres med vore modstandere, vore allierede og for hver enkelt af os, med os selv. Hvis vore bidrag i de dialoger skal være troværdige, skal de være i overensstemmelse med hinanden. De skal have de samme gennemgående træk.
Det overdrevne fokus på islamisk terrorisme er led i en mere eller mindre bevidst afledningsmanøvre, som bortleder opmærksomheden fra alarmerende problemer, som terrorister intet ansvar har for (så kan de være aldrig så modbydelige). Afledning er den simpleste manipulation af alle, men ikke desto mindre meget effektiv.
Et af de træk, jeg vil fremhæve er i et gammelt udtryk: At man bør feje for sin egen dør, før man fejer for andres. Det kan og bør bruges på individuelt plan, på internt organisatorisk plan, på nationalt plan og på internationalt plan.
Vejen frem går gennem at hver part løser de problemer, som vi hver for sig har et ansvar for - enten fordi vi har skabt dem, har bidraget til dem eller fordi vi har evnerne og metoderne til at løse dem og står dem nær nok. Alene kortlægningen af problemerne og fordelingen af opgaverne er for komplekst for de fleste. Det er helt umuligt, hvis nogen presser på for at løse problemer i en rækkefølge hvor man henleder opmærksomheden på andres problemer og andres ansvar, før man tager sit eget. Så længe dén diskussion står på, står udviklingen i bedste fald stille, i værste fald forværres forholdene.
Danmark (og ethvert andet land) kan bidrage til bedre forhold i resten af verden ved at skabe løsninger i sit egen respektive rum, som er bedre end hvad andre lande har, men som kan tjene som forbillede for dem. I øjeblikket gør Danmark det modsatte - bl.a. fordi oppositionen ikke er dygtig nok.
Finland derimod, har fat i en rigtig ende: Der har de forladt det ideologiske kævl og udvikler politik gennem eksperimenter. Det virker i praksis og også i overensstemmelse med de nyeste kompleksitetsteorier.
Alternativet må gøre noget tilsvarende: Gerne se sig om for at se, hvilke problemer, der skal løses i omverden; men i stedet for at fare til at pege fingre og løse dem uden for, skal Alternativet se hvordan disse problemer optræder i Alternativet selv, løse dem der, og vinde troværdighed så det ikke bare er Alternativets argumenter, men også Alternativets eksempel, der gør indtryk.
Dermed kan vi vende tilbage til det oprindelige spørgsmål om dialog: Vi skal i dialog med alle - OGSÅ - men ikke KUN - med dem der står os fjernest.
Ved at være i ansvarlig og effektiv dialog med dem der står os nærmest, om de problemer der står os nærmest, kan vi lave løsninger, argumenter OG et eksempel for dem, der står os fjernest, og som har brug for netop denne form for indtryk: Grunden til at (islamiske) terrorister angriber vesten er nemlig ikke bare at vesten angriber dem eller nedbryder miljøet eller sunde kulturelle værdier (hvad den gør). Nogen af dem gør det også for at gøre præcis som nogen i vesten gør: Aflede opmærksomheden fra deres respektive ansvar i deres egen situation.
Det er nok både det “billigste” og mest effektive. Det som Alternativet ville kalde social bæredygtighed.
