Hvad skal være Alternativets politik for forholdet mellem religion, kirke og stat?

Andersmanden skriver:
“Så en præsts teologi og overbevisning kan per definition ikke påvirkes af noget udefra? Forstår jeg dig ret?”

Juma svarer:
“Nej, du forstår mig ikke ret.
Jeg har også bevæget mig siden jeg startede på teologi i 1999 (dog ikke på de nævnte to områder). SELVFØLGELIG PÅVIRKES MAN AF DET OMGIVENDE SAMFUND. Men du kan ikke indføre noget i folkekirken, hvis et stort flertal er lodret imod.”

Ser du mig måske i et lidt for fjendtligt lys, når du kan skrive to så modsatrettede ting så kort tid efter hinanden?

Hej Helle

Jeg synes, du foretager en sort/hvid fejlslutning, hvor du uhensigtsmæssigt sætter viden overfor værdier.

  1. Hvorvidt noget fanger menneskers opmærksomhed er ikke afgørende for, hvorvidt dette er sandt.

  2. Værdier - også de bløde - er ikke tættere på religiøse værdier end videnskab. Håb er en værdi, vi er mange der baserer på også videnskabelige betragning om både verden og eksistensen.

En “reduktionen af vores (uudgrundelige) eksistens til evidensbaserede kendsgerninger i sin konsekvens må føre til at alle humanistiske fags endeligt.” Den frygt deler jeg slet ikke. Igen: Humanistisk fag har overlap med videnskaben - det er ikke sort/hvidt.

Netop vores udveksling om sådan noget er så vigtigt - derfor nedad. Ellers risikerer nogle fejlslutninger at stå for stærkt.

mvh
Anders

1 Synes om

Jeg kan se, jeg skulle have formuleret mig mere præcist.

Det er dit “per definition”, jeg skrev imod. Det er klart, at de mennesker, der lever i et samfund, er påvirket af de bevægelser, der måtte være. Og vice versa. Men det standpunkt, man har på et givet tidspunkt, vil man jo kæmpe for indtil det sidste.

Min egen grønne tilgang til verden er ret ny. I dag synes jeg det er indlysende, at første artikel i trosbekendelsen må få store konsekvenser for forholdet til dyr, miljø og natur. Det har jeg skrevet om i “Den almægtige kærlighed”. Ligesom tiende bud (som jeg læser den) må have stor betydning for os som etiske forbrugere. Det har jeg skrevet om i “Du skal ikke præstere!” og i et indlæg til altivisten.dk Ikke mindst inspireret af teologen Ole Jensens bøger.

Jeg kender teologer, som synes at homovielser er problematiske, men for hvem det ikke er særligt vigtigt. De vil i udgangspunktet være imod, men nu hvor det er blevet vedtaget, vil de sandsynligvis sige ja, hvis de får henvendelsen.

Nu har netop homovielser været en af mine egne mærkesager, selvom jeg ikke selv har haft en henvendelse. Og jeg synes, at tilstanden før 2012 stred så meget mod min kristne overbevisning, at jeg jublede, da loven kom.

Så ud fra mit personlige perspektiv, så har disse ændringer i folkekirkens indre anliggender ikke betydet noget for mit personlige standpunkt. Jeg var der i forvejen.

Jeg har et problem med denne afstemning, og vælger derfor ikke at stemme.

Hvorfor kan man ikke stemme “status quo”? Hvorfor har dem, der ikke ønsker ændringer, ingen stemme i denne debat?

Jeg ved godt hvor jeg står. Men deltager ikke, da det ser ud til at mange er udelukket, da det kun er muligt at stemme for en ændring eller “ved ikke” (ved ikke kan ikke bruges, af dem der ønsker at fortsætte som nu).

Der er jo ikke nogen, der forhindrer dig i at lave et POLA-forløb, hvor præmissen er status quo.

Her er præmissen, at der skal ske en eller anden form for ligestilling.

Der er intet særlig “autoritativt” over dette forløb. Som alle forslag - uanset, hvor den ender - skal dette som andre forslag igennem i Politisk Forum.

Så vidt jeg forstår er der ret solid konsensus (eller har været ved polaerne) om at det ikke er rimeligt for Folkekirken og andre trossamfund at de forskelsbehandles.

Når det er sagt, så kan jeg egentlig meget godt følge dig.

Jeg ville selv sagtens kunne leve med status quo.

Ligestilling opad anser jeg som det næstbedste, og på langt sigt mere virkelighedsnært end status quo.

Det vil også medføre mere gennemsigtighed, og en større forståelse for folkekirkens særlige status. Forstået på den måde, at den er nemmere “at leve med”, når andre anerkendte trossamfund får samme status, relativt set.

Jeg må bare sige, at hvis Alternativet systematisk følger en ateistisk linje, melder jeg mig hurtigt ud.
Sikken en intolerance :frowning:

Som du sikkert kan se af det foreløbige resultat, så er det langt fra tilfældet.

Tværtimod vil ligestilling opad netop være udtryk for stor tolerance over for religion, og et forsøg på at udnytte religions væsen konstruktivt.

Jeg har det meget svært med rammesætningen om at det handler om et valg mellem ligestilling opad eller nedad. Jeg var også til det politiske laboratorium i Aarhus, og selvom jeg fuldt ud forstod argumentationen, havde jeg også der svært ved at skulle vælge mellem dem, som om det var to komplette pakker, man skulle have det hele eller intet af.

For mig er det allervigtigste nemlig det, der slet ikke lægges op til diskussion af med denne afstemning, nemlig de tre punkter, arbejdsgruppen er enige om. Altså: 1) at vi ikke taler om kirkepolitik eller religionspolitik, 2) vi vil understøtte et samfund præget af åndsfrihed og 3) ligestilling mellem tros- og livssynssamfund hvor folkekirken skal adskilles organisatorisk fra staten.

Det er der faktisk temmelig meget kød på, hvor den underliggende præmis tydeligt er den sidste del, nemlig at folkekirken skal adskilles fra staten. Det i sig selv er noget, der kræver både en grundlovsændring og virkelig mange forandringer hvis det skal gennemføres fuldt ud. Også i hvordan Folketinget arbejder. Medfører det at kirkeudvalget skal opløses, og at ingen partier længere skal have kirkeordførere? Det giver jo god mening i forhold til præmissen om at vi ikke vil tale om kirkepolitik. Realpolitisk må jeg sige at vi nok ikke får flertal for det med det samme. Gad vide om Carolina så kan sidde i kirkeudvalget, ikke som kirkeordfører, men som “tros- og livssamfundsordfører”?

Vi kan heller ikke undgå at blande kongehuset ind i det. Rent formelt er Danmark et konstituelt monarki hvor monarken er født medlem og overhoved af folkekirken. Monarken er sammen med Folketinget øverste myndighed, hvor lovgivning bl.a. afgør folkekirkens økonomi, valg af biskopper mv. og hvor Kirkeministeriet er øverste administrative myndighed. Altså har vi Dronningen som overhoved, Folketinget laver lovgivningen for kirken (og styrer dermed gennem lovgivning kirkens økonomi og ledelse) og kirkeministeren er øverste administrative leder af folkekirken.

I Danmark kalder vi det for en folkekirke, men de facto er det både i den formelle forfatning og administrativ praksis så tæt sammenflettet, at jeg mener at det fuldt ud giver mening at kalde folkekirken for en statskirke. Kirkens ledelse og økonomi varetages og understøttes af statsmagten. Ved at sige at vi gerne vil adskille folkekirken organisatorisk fra staten, er det altså en enorm forandring, som nødvendigvis kræver en grundlovsændring, der også inkluderer en stillingtagen til kongehusets rolle. Skal Danmark være et monarki med en monark som født medlem og overhoved for et bestemt trossamfund? Eller skal ikke bare stat og kirke adskilles, men også kongehus og kirke? Skal alle tre måske skilles helt fra hinanden, nu hvor vi er i gang med at ændre grundloven?

Jeg er selv tilhænger af at man adskiller det hele. Altså at vi får en grundlovsændring, der fører til en ny forfatning hvor hverken en monark eller noget trossamfund indgår som en del af forfatningen. Derudover kunne jeg også godt tænke mig at vi fik oprettet en uafhængig forfatningsdomstol, men det er en længere snak :slight_smile:

Jeg mener at stat og kirke bør adskilles fuldt ud, så den lutherske kirke ligestilles med den katolske kirke, mosaisk trossamfund osv., og ikke har en politisk ledelse i form af folketinget og kirkeministeren. Men det virker som om det slet ikke er det, vi skal stemme om her, for det er en given præmis i oplægget at vi under alle omstændigheder vil arbejde for en organisatorisk adskillelse af stat og kirke:

Altså vil vi arbejde for en grundlovsændring hvor den lutherske kirke ikke længere indgår i grundloven (hvilket jeg altså også mener har indflydelse på kongehusets rolle i grundloven).

Med den præmis på plads, giver det ingen mening for mig hvorfor der i beskrivelsen af idéen bag “ligestilling opad” står det her:

Skal det forstås sådan, at det i virkeligheden slet ikke er en given præmis at vi vil adskille stat og kirke? Så jeg læser for meget ind i sætningen om at vi vil adskille folkekirken organisatorisk fra staten? Hvordan kan vi adskille folkekirken organisatorisk fra staten og samtidig arbejde for at staten giver de anerkende tros- og livssynssamfund samme rettigheder og pligter som folkekirken?

Det virker lidt som om ligestilling opad i virkeligheden betyder at vi beholder den lutherske kirkes status som stats/folkekirke mere eller mindre som vi kender den nu, men hvor de andre trossamfund skal have vilkår, der minder mere om den lutherske kirke. Og at ligestilling nedad betyder at alle trossamfund, inklusiv den lutherske kirke, skal fungere fuldstændig ligesom almindelige foreninger. Og hvor de så kan leje sig ind i kirkerne (drevet af Kulturarvstyrelsen) ligesom en forening kan leje sig til brug af haller og offentlige pladser, eller købe og drive deres egne ejendomme ligesom spejderne har deres hytter.

Hvad nu hvis man - som jeg - mener at vi faktisk skal have adskilt stat og kirke, men også at tro- og livssynssamfund skal håndteres med lovgivning på en anden måde end normale foreninger?

De tre punkter, der nævnes at “ligestilling opad” betyder, kan jeg godt støtte, men jeg er meget betænkelig ved at folkekirken optræder i beskrivelsen, som om “opad” betyder at de andre trossamfund skal “opad” i status i retning af folkekirken, men at folkekirken dermed heller ikke tænkes adskilt fra staten. Det lugter lidt af at hvis man vil have adskilt stat og kirke, skal man vælge “nedad”. Eller at dem der mener at folkekirken fortsat bør have en særstatus skal stemme “opad” og ateister og andre, der gerne ser stat og kirke adskilt skal vælge “nedad”. Det er ærgerligt, for jeg synes diskussionen er meget mere kompleks, og der er mange positioner imellem de to yderpunkter. Jeg vil gerne have reel ligestilling mellem alle trossamfund, anerkendelse af at de har en særlig rolle, men også have stat og kirke fuldt ud adskilt. Er det opad eller nedad?

Jeg er i hvert fald meget i tvivl om hvad jeg skal stemme :slight_smile:

5 Synes om

Lad mig citere fra Lene Andersens “Baade-Og”-serie, et værk jeg varmt kan anbefale. Her hedder det bl.a.:

“Hvad var det foragtcentrifugen helt overordnet sagde?
At forretning, videnskab og religion ikke kan udstå hinanden, og når centrifugen begynder at dreje hurtigt og de fjerner sig fra hinanden, så bliver de til henholdsvis kynisme, arrogance og dumhed. - Og når de arbejder sammen, så skaber de velstand, uddannelse og fællesskab, og dermed styrker de dét inde i midten: retssamfundet, humanismen, pluralismen og demokratiet.
Og når de styrer mod kynisme, arrogance og dumhed, så falder de gode ting inde i midten fra hinanden.
Modellen viser at de tre områder hver især udgør en del af vores kultur: vores fysiske behov, jagten på mere viden samt vores søgen efter sammenhæng og mening i tilværelsen. Hos jægersamlerne og i oldtiden hang de tre ting sammen, men de seneste 2-3.000 års udvikling har gået ud på at vikle de tre områder mere og mere ud af hinanden.
Der er derfor det hedder “ud-vikling”?
Meget morsomt!” (“Baade-Og. Torsdag”)

Den fulde forståelse af citatet kræver nok, at man kender konteksten i bogen, men essensen er jo tydeligvis en konstruktiv tilgang til religionens væsen.

Og meget tankevækkende har Rane Willerslev sagt om religion, at hvis ikke religion var godt for os, så ville evolutionen for længst have gjort op med vores religiøse tilbøjeligheder.

Helt overordnet så er min tilgang til folkekirken, at jeg meget nødig vil begynde at ændre på noget, der faktisk virker. Folkekirken er sandt at sige en løjerlig konstruktion, og jeg tror ikke, man finder noget tilsvarende andre steder i verden. På den ene side har den skin af en statskirke, da det formelle overhoved er kirkeministeren (og en minister i dk behøver ikke at være folkevalgt), og staten giver et mindre tilskud til folkekirkens budget, som vist pt. ligger på 750 millioner. Det er mindre end ti procent, så vidt jeg husker. Folkekirkekirken er altså i høj grad selvfinansierende, igennem kirkeskat og andre driftindtægter (fra bl.a. kirkegårdene).

På den anden side, hvis man forholder sig til dagligdagen, den virkelighed, som både præster og folkekirkemedlemmer og andet godtfolk må forholde sig til, så er folkekirken gennemsyret af demokrati. På godt og ondt. Præster ansættes efter indstilling fra demokratisk valgte menighedsråd. Det har den konsekvens, at det ikke altid er præsten faglighed, der tages i betragtning. Den anses nærmest for givet .Til gengæld er præstens mandat i sognet som regel stærkt, da menighedsrådet efter ansættelsen må formodes at bakke op om præsten. Det gælder også ansættelse af biskopper og provster. Deres ansættelsesprocedure er gennemsyret af demokrati. Der er altså virkelig tale om en folkekirke, da det er folket (deres valgte repræsentanter i menighedsrådene, ikke mindst), som vælger forkynderne.

Og så er der plads til dem, jeg kalder “den lille mand med den lille tro”, som der i reglen ikke er plads til i frikirker. Dem, som nogen vælger at kalde for folkekirkekristne, eller kulturkristne. Som ikke har nogen formuleret tilgang til troen og kristendommen, men hos hvem, man som præst - i dåbssamtaler og ved begravelsessamtaler - kan mærke, at kirken virkelig betyder noget.

SAMTIDIG er jeg så meget pragmatiker, at jeg godt kan se, at folkekirkens status på langt sigt er uholdbar. I hvert fald, hvis det bliver en særlig priviligeret status. Derfor giver ligestilling opad klart mest mening. Så andre anerkendte trossamfund kan få samme status, i hvert fald økonomisk, relativt set.

En adskillelse af kirke og stat er jeg inderligt imod, ikke mindst fordi jeg slet ikke kan overskue konsekvenserne. Jeg skal nok selv overleve, det mest af mit voksenliv har jeg arbejdet i den private sektor, og jeg startede ikke på teologi i sin tid med henblik på at blive præst. Teologi er et akademisk studie og ikke et trosstudie.

Men der vil ikke længere være plads til “den lille mand med den lille tro”, kristendommen vil helt givet blive politiseret - amerikanske tilstande - og den værste fundamentalisme vil ikke længere blive holdt i ave.

Jeg er meget tilfreds med den nuværende ordning, men anser ligestilling opad som det næstbedste alternativ, og som det mest virkelighedsnære på langt sigt, i hvert fald, hvis man insisterer på, og ønsker at se religionens væsen som en meningsdannende konstruktiv størrelse.

2 Synes om

Kære Dennis

Tak for dine gode spørgsmål og refleksioner. Jeg er en af dem fra arbejdsgruppen, der går ind for ligestilling opad, og vil forsøge at besvare (nogle af) dine spørgsmål.

I forhold til vielsesbemyndigelsen er der for mig at se ingen forskel i de to formuleringer. Tak for at gøre opmærksom på, at vi bruger forskellige termer. Det handler begge steder om, at den vielse som anerkendte tros. og livssamfund foretager også skal være juridisk/borgerligt gyldig, og altså ikke kun gyldig i tros- og livssynssamfundet.

I forhold stat og kirke:
Som en del af statens og kirkens organisatoriske adskillelse, skal det gøres klart, hvad staten skal påtage sig af opgaver i forhold tl kulturbevarelse, og hvad den ikke skal fx i forhold til aflønning. Vi ønsker, at der skal være helt klarhed og gennemsigtighed, sådan at alle tros- og livssynssamfund er ligestillede.

Når staten administrativt inddrager medlemskontigent over skatten (som den gør i dag for folkekirken), så gøres det per medlem, så ethvert tros- og livssynssamfund får en indtægt efter, hvor mange medlemmer de her.

Jeg håber, det gave svar på nogle af dine sprøgsmål.

Dbh
Jens

Mange gode spørgsmål! Jeg sidder i arbejdsgruppen og går ind for ligestilling opad, og vil forsøge at besvare nogle af dem og forhåbentlig råde lidt bod på uklarheder :slight_smile:

Der rigtigt, at vi har lavet en rammesætning, hvor der er nogle ting, som vi har arbejdet os frem til en enighed omkring. Det har vi prøvet at været meget gennemsigtige omkring. Men det er selvfølgelig i orden at være uenig i den rammesætning, der kommet frem gennem vores lange arbejde i gruppen, offentlige søndagssaloner og polaer.

Og så for at svare på spørgsmålene:

Først: “Ligestilling opad” indebærer en adskillelse af stat og kirke i dens nuværende form og dermed en grundlovsændring, monarken skal ikke længere være medlem af folkekirken og overhoved for den, og folkekirken får selvstyre.
Vi har i gruppen haft diskussioner, om man kan kalde “ligestilling opad” for en adskillelse af kirke og stat, men da en “ligestilling op” indebærer en fortsat særlig tilknytning mellem staten og tros- og livssynssamfund (herunder folkekirken), endte vi med at kalde det for en organisatorisk adskillelse. En “ligestilling nedad” er derimod en mere klar adskillelse, da det reducerer anerkendte trossamfund til foreninger.
“Ligestilling opad” er en ligestilling mellem alle anerkendte tros- og livssynssamfund, og en mulighed for at indkræve medlemskontingent over skattebilletten (ligesom folkekirken i dag).

Du har fuldstændig ret i, at “ligestilling opad” nok ikke bliver gennemført i morgen, men det skal ses som den retning, vi gerne vil bevæge os i, hvis man altså går ind for det :slight_smile: Der må vi gøre vi inden for den nuværende politiske kontekst, hvor der er kirkeudvalg etc., men det forhindrer os vel ikke i at have et ordførerskab for Tros- og livssynssamfund. Det kan vi spørge Carolina om (der i øvrigt støtter ligestilling opad).

Jeg håber det besvarede nogle af dine spørgsmål.

Dbh
Jens

Jeg opfatter bestemt ikke en adskillelse af kirke og stat som forudsætning for “ligestilling opad”.

Tværimod. Jeg inderligt imod en adskillelse, som jeg har udfoldet andetsteds.

Det er selvfølgelig også et synspunkt, du er i din gode ret til at have. Men i forslaget om “ligestilling opad” ligger der en adskillelse af stat og kirke i dens nuværende form. Det er tredje enighedspunkt: “Alternativet skal arbejde for ligestilling mellem de danske tros- og livssynssamfund. Det indebærer, at folkekirken adskilles organisatorisk fra staten.”
“Ligestilling opad” er at ligestille alle anerkendte tros- og livssynssamfund på en sådan måde, at man bringer dem op på folkekirkens niveau. Samtidig giver man folkekirken selvstyre, så der ikke sidder en minister og skal lovgive på kirkens vegne.

Tak for gode og kloge tanker. Jeg er også enig med Rane Willerslev. Hvis ikke religion var godt for noget, ville der da ikke være så mange mennesker på kloden, som fandt deres mening med tilværelsen her. Klodens overlevelse handler også om vore sjæles og hjerters trivsel…

Det er blot ikke nogen nødvendig præmis. Heldigvis kræver det ændring af grundloven.

Tak for svarene. Så er det en længere diskussion til et andet sted end dette forum hvordan man så i praksis laver den organisatoriske adskillelse, da bare det med præsternes løn, drift af de gamle middelalderkirker og alt muligt andet har en masse konsekvenser. Jeg kan bare nævne et emne som det at gå over til uafhængig ledelse (frygten for amerikanske tilstande-argumentet og en desintegration af folkekirken i et væld af frikirker) og helt uafhængig økonomi (som vil kræve en meget højere kirkeskat hvis de 750 mio. i statsstøtte bortfalder og gøre det ret usikkert i forhold til hvordan økonomien håndteres).

Begge disse punkter er i sig selv ret uoverskueligt for rigtig mange, som Juma også påpeger. Jeg har i øvrigt også selv været ansat i folkekirken i mange år og spiller jævnligt kirkekoncerter, som kun er mulige fordi folkekirken har pengene til det. Bliver folkekirkens økonomi drastisk beskåret, går det ikke bare ud over præster og organister, men også hårdt ud over rigtig mange musikere og kunstnere - som mig selv, så der er lidt en bias her, sorry :-).

Så det med den organisatoriske adskillelse skal nok formuleres på en åben måde i den endelige tekst, så det ikke bliver tolket som om vi vil fyre alle folkekirkens ansatte og selv lade dem rode med at finde ud af at organisere sig og samle penge ind til en halv præstelønning og en organistvikar ved festlige lejligheder. Jeg mener godt at vi kan adskille folkekirken fra staten og stadig have en folkekirke. For mig er problemet at vi har et udvalgt trossamfund, der er flettet helt ind i vores statsapparat og forfatning. Det bør vi godt kunne finde en løsning på, så landets største trossamfund stadig har god økonomi og i praksis fungerer mere eller mindre som i dag, men hvor dens øverste ledelse bliver en anden, og den ikke har en formel særstatus (og de facto er statskirke).

Så som jeg forstår denne afstemning nu, så handler det i virkeligheden om hvad der skal ske med den lutherske kirke og de andre trossamfund NÅR den lutherske kirke er blevet skrevet ud af grundloven, vi har nedlagt kirkeministeriet og opløst kirkeudvalget, men stadig skal have noget lovgivning for trossamfundene (inklusiv den lutherske kirke, tidligere kendt som folkekirken). Vi vil gerne ligestille dem, men der er to muligheder, som groft sagt er et valg mellem om

  1. staten skal tilbyde anerkendte trossamfund særlige rettigheder (som opkrævning af kirkeskat og en universitetsuddannelse i islamisk teologi) eller om
  2. staten skal fjerne alle særlige rettigheder og behandle dem som normale foreninger (dvs. ingen hjælp til opkrævning af medlemskontingent over skatten, ingen bederum, kun vielse på rådhuset og nedlæg teologi på universitetet).

Der går altså nogle nuancer tabt i mellem de yderpoler, men fair nok. Jeg mener eksempelvis at man godt kunne opfatte alle trossamfund som organisationer (bedre ord end foreninger, da der fx indenfor folkeoplysningsloven også er dækket organisationer som folkeuniversitetet, der ikke er en forening) og lave en lovgivning for dem ligesom vi har folkeoplysningsloven for de folkeoplysende organisationer. Men altså ligestille de forskellige trossamfund indenfor samme lovgivning, så der ikke er folkekirken og “andre trossamfund end folkekirken”, men bare tros- og livssynssamfund uden en særstatus til et enkelt trossamfund. Altså at tænke dem som ligestillede organisationer / foreninger under samme lovgivning. Men jeg mener samtidig at de bør have deres særskilte lovgivning, der adskiller dem fra fx de folkeoplysende foreninger, og staten bør anerkende dem (hvilket staten skal i følge FN og menneskerettighederne) og det er helt fint at give dem alle mulighed for at opkræve kontingent over skatten (hvilket bør være en meget enkelt ting at ordne).

Så jeg mener altså at det er lidt mere gråt end det sort/hvide billede, de to valgmuligheder lægger op til. Anyway, det var jo nok også mest en retning, I efterspurgte. Så må det blive opad, og jeg har svært ved at se hvordan nedad i det hele taget skulle blive en realistisk mulighed, særligt hvis det kommer til ting som at skulle fjerne bederum, nedlægge teologi på universitetet eller at dronningens nytårstale udgår, fordi hun siger Gud bevare Danmark til sidst, og public service-kanalerne ikke må forkynde. Det har jeg meget svært ved at se for mig i en overskuelig fremtid.

1 Synes om

Det er rigtigt, at man kan godt bevæge sig ret langt mod en ligestilling opad uden en ændring af grundloven.

Det er ikke optimalt, men af valgmulighederne har jeg stemt “ligestilling nedad”. Jeg anser tro og livssyn som værende et valg foretaget af individet, et valg som ikke skal påtvinges andre individer. Heller ikke selvom man vælger at samles i grupper for at dyrke sin enighed og dermed umiddelbart får magt i form af masse, skal denne gruppe kunne overtrumfe individets frihed.
Altså, jeg ønsker virkelig ikke et samfund hvor gruppers holdninger og følelser skal kunne diktere og begrænse individets frihed i det offentlige rum yderligere.