Hvem hjælper dem, som ikke har noget sted at være
Man kan i dagspressen læse, at flere varmestuer lukker pgaCorona-smittefare, og det forlyder, at herberger er under pres, og i øvrigt ikke indrettet til at håndtere influencaramte.
Der appelleres stærkt til, at civilsamfundet træder i karakter og hjælper alt hvad vi kan, så vi undgår de store konsekvenser for samfundets svageste.
Mens de fleste af os har mulighed for at isolere os hjemme rejser spørgsmålet sig om der er tilstrækkelig hjælp til de hjemløse og svage, som vi må formode i stigende omfang vil blive ramt af virussen.
Vi skal jo forebygge med rettidig omhu, og det kan jo godt virke paradoksalt, at hoteller og pensionater står tomme, hotelansatte fyres, mens flere mangler betryggende steder at opholde sig og sove i.
Et muligt forslag kunne være at få tilvejebragt en offentlig finansieringsordning der ville sikre et antal opholds- og overnatningsmuligheder for de svage uden netværk og de hjemløse på de tomme hoteller og pensionater. Det ville på sigt kunne spare dyrere hospitalsindlæggelser, samt modvirke fyringer i hotel-branchen.
Der er mange aspekter, der skal tages i betragtning ved denne løsning, fx sikring af personalet mod smitte og at hotellet / pensionatet ikke lider nogle former for overlast på deres inventar mv, men alt sammen udfordringer, der skulle være til at løse.
Der skal handling til nu – det kan på alle måder betale sig for alle på sigt.