Handicappolitisk vision efter POLA i Aarhus

Politikområder Socialpolitik og Mønsterbrydning
1

10 siders godt arbejde.

Se også:

Alternativets handicappolitiske vision [Efter POLA’et i Aarhus d. 25. marts].pdf (1.2 MB)

2

Jeg er helt enig i visionen omkring, at der skal arbejdes med rummelighed, accept, inklusion osv.
Men når jeg læser i visionspapiret ser jeg opdeling, splittelse og rubricering:

  • Der tales om kurser til søskende og forældre. Det er måske rimeligt, når der er tale om børn under forældres myndighed, men hvis det er en voksen med et handikap er det, i mine øjne, forkert at rubricere i pårørende og ramt. Der er ham/hende problemet, og alle dem der må trækkes med problemet. I stedet skal man, som visionen påpeger andetsteds, flytte fokus til hele familien. Familien har fået et problem, som den skal løse. Så kan det godt være, at de forskellige familiemedlemmer skal have forskellige værktøjer og delmål, men det er et fælles projekt og mål, at få det til at fungere.
  • Piktogrammet er også forket! Det er desværre en internationalt vedtaget bås, men Å kunne jo gå foran og boykotte det. Det viser en kørestolsbruger og symboliserer handikappede. Men handikap er meget mere, end problemer med bevægeapparatet. Så kan man sige, at det hoved saligtbruges, når der netop er en særordning til kørestolsbrugere. Et særligt toilet, en særlig bred indgang, en rampe osv., men laver et inkluderende samfund særordninger? Nej! Præcis som bygningsreglementet ikke forlanger, at der et eller andet sted er en dør, der kan forceres af en kørestol, men specificerer krav til en hovedindgang, så alle kan bruge den, skal der hverken laves særordninger eller særlige tiltag for handikappede, men fælles ordninger der kan rumme alle. Diabetes og glutenallergi er almindelige handikap. Hvis et kantinekøkken laver et bord, med særlig mad til diabetikere og glutenallergikere, sætter de dem samtidig i bås. Der er mad til de normale, og så er der en lille buffet til de unormale. Vil køkkenet være inkluderende og lave mad til alle, så sørger de for, at al maden kan spises af alle!
Visionen fokuserer meget på handikappede i skolesystemet, men der er også en stor gruppe, der erhverver sig et handikap senere, og der er problematikkerne lidt anderledes. De fleste har allerede uddannelse og erfaring med et fag, de bare ikke kan praktisere på samme måde, som tidligere. Vi skal finde bedre måder, at udnytte den erfaring, så den ikke går til spilde. Det er i virkeligheden lidt den samme problematik, som med de ældre. Vi skal finde nogle andre parametre end timeantal og alder. Timeantal er i det hele taget en dårlig parameter at måle arbejdsevne ud fra. Man kan måske arbejde 10% i 10 timer, men kun 100% i 1 time. Noget lignende skriver visionen også i et punkt, men i det samme punkt nævnes en underligger på 6 timer. Det er en selvmodsigelse. Måske skal der udregnes et tal for hvor handikappet man er på baggrund af prøver og udtalelser fra sundhedspersonale, man har været i kløerne på? Uanset hvad vil der skulle fortages en vurdering (så længe vi ikke opererer med UBI) af, om man skal have tildelt førtidspension, og det er vel bedre, at den foretages af uvildigt sundhedspersonale end af kommunale sagsbehandlere. Men tilbage til de voksne, der har erhvervet sig et handikap. Familien er ikke forældre og søskende, men hustru og børn. Det er heller ikke problemfrit at få sådan en familie til at fungere. Men udfordringen er ikke at passe ind i et uddannelsessystem. Det med at passe ind i arbejdsmarkedet for selvrealiseringens skyld, er også noget, der ligger et godt stykke oppe i Maslows pyramide. Langt det vigtigste (efter behandling) er, at stabilisere familien. Altså at sikre tage over hovedet - ingen store forandringer - børn tager ikke på vej - ægtefælle tager ikke på vej. At få familien til at fungere i den nye virkelighed. Det er dér, hvor der for alvor mangler indsats. Kommunens sagsbehandler bør ikke være en visitator, men en krisekonsulent, der dels er gjort uafhængig af arbejdsgiver (ligesom beskikkede forsvarere), og dels kan formidle den nødvendige støtte, så familien stabiliseres. Med hensyn til afsnittet om sundhed, skal jeg henlede opmærksomheden på min tråd om Rehabilitering Danmarks hvidbog. At der lægges en plan for, hvordan den med handikap (+familie) skal hjælpes (og hvad han/hun selv skal gøre), for at handikappet betyder mindst muligt, er afgørende. Som jeg ser det, er den nuværende indsats, utilsigtet, med til at fastholde borgere med handikap i deres handikap. Mentaliteten er, at man er handikappet. Man er ikke menneske med et handikap. Der er ikke en struktureret rehabiliteringsindsats, der hjælper med at minimere handikappet, men man håndterer handikappet, som det er. Hvis man sidder i kørestol, hjælper kommunen med en stol, hvor man sidder så mageligt, som muligt. Altså laver ens muskler mindst muligt, og man er ikke tilskyndet til at forflytte sig til alm. møbler. Sagsbehandleren vælger stolen i den bedste mening, men valget betyder at borgeren svækkes yderligere, og mister funktioner han/hun måske stadig har. Måske har man fået tilkendt midlertidig pension i fem år, hvor kommunen forsøger at hive ressourcer ud af en, men så får man tilkendt varig førtidspension. Man parkeres og glemmes og går lige så stille til. Og det er i den bedste mening, for det er jo umenskeligt hele tiden at tildele midlertidig pension. Men resultatet er, at man overlades til sig selv i stedet for, at der var en rehabiliteringsplan, der hele tiden blev fulgt op på og ajourført med nye målsætninger. Og, ja, naturligvis skal borgere ikke skulle fravælge nødvendig medicin af økonomiske årsager. Men den type hjælp bliver også hurtigt en hvilepude uden en rehabiliteringsplan. Visionspapiret nævner eksemplet med ADHD. Blind tildeling af økonomisk støtte vil være udtryk for tankegangen "Her har vi endnu en ADHD'er, lad os fastholde ham i hans handikap, og finansiere Ritalin". Hvis man i stedet anskuer ham (under antagelse af, at det er en dreng) som et menneske med ADHD, og har en rehabiliteringsplan (eller udviklingsplan eller ...plan), vil man forsøge at få mennesket til at fungere med mindst mulig medicin. Måske skal dagligdag og undervisning tilrettelægges anerledes? Måske skal der eksperimenteres med neurofeedback? Måske er der noget i familien, der forværrer ADHD'en. Det er ikke bare en tilfældig læges recept, der skal afgøre, hvordan samfundet skal hjælpe borgeren. Samfundet skal selvfølgelig sørge for, at alle kan få den nødvendige medicin, men det er vigtigere, at der lægges en plan for hvordan man selv og omgivelser skal udvikle sig, så handikappet bliver mindst muligt, og en indikator er mængden af medicin.
3

Jeg har ikke læst det helt igennem, men nu svarer jeg.
Vi kigger på handicapgruppen i hele dens bredde, men mht mange af de
fysiske ting, så er disse åbenlyse og de fleste uddannelser har eller er
ved at få elevatorer, bredde døre etcetera. Derfor fylder især de kognitivt
handicappede meget. De der mødte op til arrangementet, har i høj grad
præget produktet, og mange var forældre til børn med hovedsageligt
kognitive handicap, så ja det fylder en del, men det må du tilskrive alle
de, der ikke mødte op og sagde noget.
Jeg retter dig lige. Meget handler om uddannelse- ikke nødvendigvis
folkeskole. Den fylder faktisk ikke så meget som jeg kunne have frygtet.

4

Som du selv skriver, så var det hovedsaligt forældre, der deltog. Det kan være at de handikappede voksne ikke gad, eller det kan være, at det ikke er den rigtige måde, at få dem i tale på. Jeg slæber selv rundt på en hjernesvulst, og bare tanken om et POLA et fremmet sted med et utal af nye ansigter, transport, tonsvis af forhindringer og misforståede hensyn, høje, nye, lyde og mere end et par timers koncentration om dagen, skræmmer mig fra nogensinde at deltage i et. Men herinde, hvor der stort set ikke er nogen, føler jeg mig velkommen. Det er sådan set en lærebog i rummelighed, hvis bare det også blev brugt. Det er derfor godt, at du lægger POLA-resultatet op, så det kan være oplæg til en videre debat herinde.

5

Det er jo produktet af hvad vi lavede i Aarhus. Der kommer forhåbentlig
mere på og flere POLA’er. Med al respekt så har jeg ikke selv ressourcer
til at opsøge folk hjemme hos dem selv.

6

Der er ingen, der taler om at opsøge folk hjemme. Dialog.alternativet.dk er glimrende, hvis bare det blev brugt.

7

Så længe vi taler om medlemmer.
Jeg forsøgte VIRKELIG at reklamere for arrangementet alle stedet, og jeg
kontaktede virkelig mange, men lige meget hjalp det.

8

Ja, jeg tror alle lokalforeninger slås med engagementet hos medlemmerne. Selvom det er nyskabende, at udvikle politik gennem POLA’er, er metoden måske allerede forældet. Det er svært at få folk til at afsætte tid til at snakke politik, men alle slynger om sig med meninger på FB. Måske vi skal udvikle en mellemting?

9

Jeg prøvede altså at få folk med, der IKKE nødvendigvis var medlemmer, men
som havde problematikkerne inde på livet.
Folk skal nok mere bare vågne lidt op. Det er gammel politisk kultur, bare
at betale et kontingent, og så ellers bare gå rundt og være passivt medlem.
Det er bare ikke Alternativets ånd. Alternativet beror på at medlemmerne er
aktive, så hvis der ikke afsættes tid af til det, så dør idéen lidt.
Don’t ask what the party can do for you, but what you can do for the party.

10

Det er rigtig nok, men vi kan jo ikke bare stå i hjørnet og råbe ad folk, at de har en gammel politisk kultur. Vi bliver nødt til at møde folk, der hvor de er, og så langsomt påvirke ånden. Alternativets program er også en regulær revolution, men der er lige skubbet et ‘venlig’ ind foran. Udover at det betyder ‘uden våben’ betyder det også, at det er stille og roligt, og med udgangspunkt i det, der er. Vi laver ikke alting om på én dag, og vi får heller ikke folk til at engagere sig, ved ikke at tale på deres kanaler.