Danskerne, altså. Nationalbank for alvor!
Hvad siger du?
Her beskrevet af Sven Sandø:
ANGÅENDE PENGE
Vi er vokset op i et samfund, hvor penge er et selvfølgeligt fænomen, men det er formentlig de færreste der tænker på, at stort set hver eneste krone i landet stammer fra en eller anden privat bank, der har fremstillet den ud af den tomme luft, har lånt den ud og nu påfølgende kræver renter af den.
I følge loven er det kun staten der må fremstille penge, og Nationalbanken er da også den eneste institution, der må trykke pengesedler og lave mønter. Men de fysiske penge udgør i dag kun 6% af vores samlede pengemængde, mens de resterende 94% står opregnet i digitale datalagre, hvorfra de kan kaldes frem som lysende tal på en skærm, og disse penge er skabt af de private banker. Ingen har givet bankerne lov til denne lukrative trafik - danmarkshistoriens største privatisering er foregået ganske ubemærket.
Når en kunde henvender sig i en bank for låne f.eks. 1 million, skal bankassistenten ikke først kigge i pengeskabet for at se om der ligger kontanter. Han tager sit keyboard og taster et ettal efterfulgt af 6 nuller, og vupti lyser tallet op på kundens konto. Naturligvis bliver der samtidig noteret en gældspost på den samme million, og lånebeløbet og gælden vil følge hinanden som siamesiske tvillinger, der begge vil forsvinde ud i den tomme luft, som de kom fra, den dag lånet er betalt tilbage.
Men så længe lånet løber, skal kunden betale renter, og den samlede rentebetaling har i reglen nogenlunde samme størrelse som det oprindelige lånebeløb. Låner man en million, skal man tibagebetale to.
Det gælder også hvis det er staten der låner, og det er rigtig dyrt for skatteyderne. Men i USA af alle steder, i staten North Dakota har staten taget højde for problemet ved ganske enkelt oprettet sin egen bank, og når samfundet har brug for penge, så kan man låne dem der. Når man nu tilbagebetaler et sådant lån, så betaler man godt nok renter, men de drysser bare ned i statskassen og kan bruges igen. På den bliver lånet i realiteten rentefrit.
Er dette nu ikke bare symbolpolitik? Har det nogen praktisk betydning?
Ja det tør svagt antydes - North Dakota er den eneste gældfri stat i USA. Den har også den laveste arbejdsløshed og de færreste tvangsauktioner.
Et par artikler om Bank of North Dakota
http://www.motherjones.com/mojo/2009/03/how-nation’s-only-state-owned-bank-became-envy-wall-street
http://www.alternet.org/corporate-accountability-and-workplace/why-socialism-doing-s
Uffe Madsen, civiløkonom og tidliger direktør i Folkesparekassen i Silkeborg i 28 år har en glimrende kronik om bankernes pengefabrikation.
Renter:
Den samlede pengemængde i Danmark ligger omkring 800 milliarder. Det skal altså forstås sådan, at den danske befolkning har taget disse 800 milliarder som banklån, der skal forrentes og afdrages. De erhvervsdrivende kan vælte renterne over på varepriserne, og på den måde kommer vi alle til at betale - uanset om vi øvrigt er fuldstændig gældfri.
Økonomen Ellen Hodgeson Brown forklarer i nedenstående artikel, at 35-40% af samtlige varepriser består af renter. Det er ikke mærkeligt, at hun er stærk fortaler for, at staten skal fremstille vores penge gældfrit.
http://www.webofdebt.com/articles/itstheinterest.php
Men det er ikke kun et spørgsmål om penge - det handler også om magt, og her er de grådigste bankfolk fuldstændig enige med deres hårdeste modstandere.
Baron Nathan Mayer Rothschild - Bankdirektør. Omkring år 1800
“Jeg er ligeglad med hvilken nikkedukke der er anbragt på Englands trone for at herske over imperiet, hvor solen aldrig går ned. Den mand der kontrollerer Englands pengeforsyning kontrollerer det britiske imperium, og jeg kontrollerer Englands pengeforsyning.”
James Garfield - amerikansk præsident. 1880
Hvemsomhelst, der kontrollerer pengemængden i et hvilketsomhelst land, er den absolutte herre over al industri og handel … Og når du er klar over at hele systemet nemt kontrolleres på den ene eller anden måde af nogle få magtfulde mænd i toppen, behøver man ikke at fortælle dig, hvordan perioder med inflation og depression opstår.
William Lyon Mackenzie King. Kanadisk premierminister 1935.
Indtil kontrol med pengeudstedelse og kredit er ført tilbage til regeringen og betragtes som dens mest fremtrædende og hellige ansvarlighed, vil al tale om parlamentets suverænitet og om demokrati kun være løs snak.
Josiah Stamp - Direktør for Bank of England, 1940.
Bankvæsen blev undfanget i uretfærdighed og født i synd. Bankfolk ejer verden. Tag den fra dem, men lad dem beholde magten til skabe penge og kontrollere kredit, og med et pennestrøg vil de skabe penge nok til at købe den tilbage igen. Tag denne store magt fra bankfolkene, og alle store formuer sådan som min vil forsvinde, og de burde forsvinde, for det ville blive en bedre og lykkeligere verden at leve i. Men hvis du ønsker at fortsætte som bankernes slave og betale omkostningerne ved dit eget slaveri, så lad dem fortsætte med at skabe penge og kontrollere kreditten.
Pengenes funktion.
Penge giver mulighed for aktivitet i et samfund. Man kan købe råvarer, ansætte arbejdskraft, producere og fordele færdigvarer. Alt dette kræver penge og helst i en mængde, der modsvarer værdien af de varer og tjensteydelser, der er i spil.
Vi er almindeligvis meget opmærksomme på at for mange penge i forhold til varerne kan give inflation, men langt færre tænker på det modsatte: at for få penge får varestrømmen til at standse og dermed skaber depression.
Gennem 1800 tallet var der stadige kampe mellem stat og banker i USA om hvem der skulle have magten over økonomien.
Magten til at skabe krise er et våben, der ganske åbenlyst blev brugt i USA i 1833. En direktør for Second Bank of the United States, Nicholas Biddle, havde ikke fået sin vilje med præsident Andrew Jackson og erklærede derfor højlydt, at han ville skabe en krise ved at standse alle udlån og kræve udestående lån indbetalt. Han gjorde det, og krisen blev en realitet, hvorefter han skød skylden på præsidenten. Det gik nu galt for Biddle til sidst, ikke mindst fordi han havde været så åbenhjertig. Hvis bankfolk senere har lavet kriser med vilje, så har de i det mindste ikke pralet med det først.
Forløbet er beskrevet her. http://www.iamthewitness.com/books/Andrew.Carrington.Hitchcock/The.History.of.the.Money.Changers.htm
Det er en lang tekst, men den er kronologisk så det er nemt at finde frem til tiden omkring 1830.
Selvom bankerne altid var meget ivrige efter at holde staten borte fra pengeudstedelsen, var der alligevel enkelte, der tog magten i egen hånd.
I 1862 var Abraham Lincoln i økonomiske vanskeligheder på grund af borgerkrigen. Bankerne var mere end villige til at låne ham penge, men de krævede renter fra 24 til 36%, og det ville senere have ruineret USA. I stedet lod han trykke 450 millioner dollars, som staten garanterede værdien af.
De store banker plejer ikke at forsømme nogen anledning til at fortælle, at såfremt staten overtager udstedelsen af sine egne penge, så vil man hurtigt ende i en voldsom inflation. Men det var ikke de bekymringer, der plagede den internationale finansverden med hensyn til Lincolns penge. The Times of London offentligjorde følgende kritik:
Hvis denne skadelige finanspolitik, som havde sin oprindelse i den Nordamerikanske Republik, skulle blive fast forankret, så vil denne regering skaffe sine egne penge uden omkostninger. Den vil betale sine gældsposter og være uden gæld. Den vil have alle de nødvendige penge til at udføre sin handel.
Den vil blive blomstrende udover alt, hvad man tidligere har set i historien om verdens civiliserede regeringer. Alverdens hjerner og rigdom vil strømme til Nordamerika. Den regering må ødelægges, eller den vil ødelægge ethvert monarki på kloden.
Hvorfor finder vi os i bankernes tyranni?
Bankerne repræsenterer en enorm og stadig stigende magt. For 50 år siden var verdens største firmaer nogle, der producerede varer - f.eks olieselskaber og bilfabrikker - men i dag har bankerne overtaget føringen gennem et væld af uigennemskuelige spekulationsfiduser.
Det påstås at alene Danske Bank har en økonomi, der matcher det danske nationalbudget, og det er ikke underligt at folketingets partier viger tilbage fra at kaste sig ud i en kamp, som de sandsynligvis vil tabe.
Et parti - selv det rødeste - er afhængig af at stå sig godt med den borgerlige presse (og der findes ikke rigtig andet), og man kan ikke forestille sig, at nogen avis vil vove pelsen for andet end overfladisk kritik af bankerne - gebyrgribberi o.lign. Og får man pressen imod sig, kan man hurtigt nærme sig spærregrænsen.
Man hører ofte politikere fra store dele af det politiske spektrum, der taler om “Den nødvendige politik” - mon ikke det er den politik, som bankerne forlanger af dem?
Hvis man ønsker en grundlæggende kritik af bankernes rolle, må man lægge den i hænderne på en græsrodsbevægelse. Den behøver ikke bekymre sig om meningsmålinger - der helt givet vil være dårlige i starten - og den er derfor immun overfor pressens magt. Det vil give partierne mulighed for at træde vande, indtil de ser hvilken vej vinden blæser.
Det vil ikke blive nogen skovtur, men et forbitret årelangt slagsmål, og man kan være forvisset om, at såfremt den danske befolkning begynder at vise interesse, så vil udenlandske storbanker følge sagen med udelt nysgerrighed.