Jeg søger med lys og lygte efter frivillige til plakatopsætning – og nedtagning til det nært forestående folketingsvalg
Kære du!
Som folketingskandidat for Alternativet med fokus på Dragør og Tårnby, søger jeg frivillige til at hjælpe mig med at hænge Alternativets plakater op og tage dem ned igen. Som frivillig vil du blandt andet blive inviteret til at deltage i Alternativets valgfest efter valget. Vi regner med, at plakatophængningen i Tårnby kan klares på ca. 3 x 2 timer og det er udenfor normal arbejdstid. Normalt vil det være kl 12 den 3. lørdag før valgdatoen at vi må hænge plakater op, men da Lars Løkke ikke har udskrevet valget endnu, er det lidt usikkert hvornår det bliver.
Hvem er jeg?
Mit navn er Mette Rose Nielsen. Til hverdag arbejder jeg som skolelærer og læsevejleder på Dragør Skole, så jeg kender til og holder meget af det lokale miljø.
Mine mærkesager:
Skole, fritid og børneområdet:
Disse områder prioriteres højt ressourcemæssigt:
Sikre voksne nok til at tage sig af vores børn og tid til at lege, vokse og udvikle sig til hele mennesker med gode sociale kompetencer, nysgerrighed og livsmod.
Faglig fordybelse i folkeskolen - Afskaf de nationale tests og læg fokus på lærernes feedback til eleverne i stedet.
Værdig inklusion hvor kommunerne skal tilbyde særligt udfordrede børn ordentlige og værdige skoletilbud.
Handicapområdet:
Ressourcer til udvikling af et Nationalt Center for inklusion og fysisk og psykisk handicap for børn og unge.
Styrkelse af overgangen fra det fyldte 18. år til voksenlivet med fokus på uddannelse, arbejdsmarked og mulighed for så selvstændigt et voksenliv som muligt.
Styrkelse af støtte til forældre, pårørende og værger for voksne mennesker med handicap.
Handicapboliger, der er til at betale.
Sikre, at STU-forløbene fastholder deres almen dannende formål.
Modarbejde fordomme på arbejdsmarkedet ved at påvirke private og offentlige virksomheder til at tage mere socialt ansvar.
Klimalov:
Vi skal have stemt klimaloven igennem - ved reduktion af vores CO2 skal vi imødegå stigende vandstande, tørke og tab af biodiversitet – bare for at nævne nogle områder.
Udbyg klimavenlig offentlig transport. Der skal indsættes ringbusser mellem Tårnby og Dragør til tog- og metrostationer.
Kærlige og alternative hilsner fra
Mette Rose Nielsen (Koordinator for valgplakater i Dragør og Tårnby)
Kontakt mig på mail: metterosenielsen@yahoo.dk, eller til taarnby@alternativet.dk
PS Har du spørgsmål er du velkommen til at kontakte mig på tlf. 60291972