Traditionelle åbne borgermøder har mange kvaliteter. Ligeså er høringsmuligheden blevet et centralt demokratisk element.
Surveys og meningsmålinger kan aflæse folkestemningen. Folkestemningen er baseret på den viden, de adspurgte har, i det øjeblik de spørges.
Men hvis ønsket er at afsøge borgernes grundigt overvejede stillingtagen til et givent emne, er der andre og mere velegnede metoder.
Den hidtidige borgerinddragelse i Københavns kommune har haft – og har stadig – sine store begrænsninger. Den københavnske praksis på området er primært fokuseret på at servicere de københavnere, der i forvejen er politisk eller aktivistisk engagerede borgere. Den tilgang har eksempelvis den begrænsning, eller i mange tilfælde den direkte ulempe, at mindre grupperinger - der ikke kan betragtes som repræsentative for den københavnske befolkning - kaprer de inddragelsesprocesser der anvendes, hvilket risikerer at give beslutningstagerne (politikerne og embedsværket ) et forvrænget, ofte uovervejet, billede af hvad, der faktisk savnes i den brede befolkning.
Som det fremgår blandt andet af Københavns Kommunes Inspirationskatalog, er der en del eksempler på udmærket borger- og brugerinddragelse (der skelnes mellem ‘borgerperspektivet’ og ‘brugerperspektivet’ i kommunens definitioner), men de er generelt meget små og alt for få. Det er spredt fægtning, og der findes i dag ingen sammenhængende strategi på området i kommunen. På det overordnede plan vedtog BR i starten af 2016 5 principper for øget københavnerdialog, som egentlig er ganske udmærket, men når det kommer til efterlevelse af dem, er det mindre imponerende.
Eksempelvis Surveys er en ofte anvendt metode i København, og i andre danske kommuner. Surveys er bestemt en brugbar metode, når den er rigtigt anvendt. Men når den metode står alene, som den meget ofte gør i kommunens virke på området, er den utilstrækkelig. Det er primært metoder som Surveys (som egentlig bare er en lidt udvidet meningsmåling), traditionelle Borgermøder, lidt forskellige Workshops, Brugerbestyrelser, og Brugerpaneler, der kaldes ‘Borgerinddragelse’.
Det er stort set disse gammelkendte metoder, der fortsat anvendes, nogle gange i lidt nye varianter. Det er stort set ‘same procedure as last year’ - hvor det alligevel forventes at et lille twist på det gammelkendte kan levere nye og bedre resultater; hvilket de sjældent gør.
Det skal dog tilføjes som et positivt træk, at erkendelsen om en tidligere og mere reel inddragelse er trængt, breder sig langsom i forvaltningerne.
Det skal også tilføjes at forandringer tager tid, store kulturelle ændringer tager lang tid – men når årsagen til at det tager lang tid er, at kommunen ikke for alvor går forrest, så er det næsten det samme som at stå i stampe.
De modeller og metoder, der har inspireret til dette forslag, har sit udgangspunkt i en nyere demokratiteori ved navn deliberativt demokrati, der har deliberation som grundlæggende element. Disse begreber er ikke alment kendte i Danmark (det er de i dag mange steder udenlands, hvorfor man også ser langt større praktisk anvendelse af dem der), men de er blevet styrende i akademiske miljøer.
Mere forståelige begreber brugt i Alternativet som Ny politisk kultur, Involverende demokrati, og Samskabelse kan med lidt god vilje dække over det samme som deliberativt demokrati og deliberation gør - problemet er dog her, at vi alle sammen i Alternativet nok har bemærket, at der kan være meget forskellige og direkte modsatrettede forståelse af hvad disse begreber indeholder.
NPK&M arbejdsgruppen har i politikudviklings processen (arbejdsmøder, workshops og politiske laboratorier) erkendt at de mindre kendte begreber deliberativt demokrati og deliberation ikke er de mest velegnede til offentlig kommunikation - selvom det er disse der er grundlaget for gruppens arbejde, og deraf er den underliggende baggrund for de politiske forslag der er udviklet.
Det kræver uddybende forklaring og argumentation, hvis ‘almindelige’ mennesker skal forstå essensen i gruppens politiske forslag. Det der foreslås, er ikke nyt i Danmark, flere af de modeller og metoder har været og bliver stadig brugt; nogle af dem er endda opfundet i Danmark, med international anerkendelse til følge. Konsensuskonferencen er det mest iøjefaldende eksempel på en dansk udviklet - og internationalt anerkendt og anvendt – model.
Den opgave; uddybende forklaring af de modeller og metoder, der er grundlaget for dette og flere af de andre af gruppens forslag, og den bagvedliggende teori og praktiske erfaring med dem, må ikke undervurderes. Det er gruppens erfaring, særlig i fem afholdte ‘POLA-værksteder’ efteråret 2016, at det ER muligt for ‘almindelige’ mennesker at forholde sig til komplekse emner (som deliberativt demokrati er), når de gives muligheden for det. Præcis som det gør sig gældende i de modeller og metoder der er i spil. Opgaven består i at vise folk, at den slags lader sig gøre – men det forudsætter tillid til at mennesker faktisk har langt større kapaciteter, end den traditionelle borgerinddragelse og gammel politisk kultur tilsiger. Opgaven er således ikke kun ekstern kommunikation, men i lige så høj grad udvikling af en intern praksis i Alternativet København, der kan retfærdiggøre og realisere de Alternative begreber nævnt ovenfor.
Fra Stine Skot, tovholder på forslaget på vegne af Ny politisk kulturs arbejdsgruppe