Alternativet København vil arbejde for, at der prioriteres 100 mio. kr. årligt i fire år til løft af kvalitet og udviklingsarbejde. Pengene tilføres folkeskolerne direkte som støtte til selvvalgte formål – fx pædagogisk udvikling, udvikling af nye (valg)fag, styrkelse af arbejdet med inklusion, to-sprogede elever, efteruddannelse af medarbejdere eller nyindretning af lokaler. Skolebestyrelserne godkender anvendelsen og forpligter sig til at evaluere på anvendelsen af midlerne.
Vi ønsker at give tilliden og autoriteten tilbage til folkeskolen – hvilket bl.a. betyder, at den enkelte skole skal have bedre mulighed for selv at prioritere og igangsætte udviklingstiltag, der hvor skolen selv vurderer, at det giver mest mening for dem og deres elever. Med forslaget ønsker vi at sætte gang i en ny vision for den københavnske folkeskole, hvor mod, energi og lyst til udvikling af fremtidens (bæredygtige) skole understøttes af tilførelse af nye midler.
Vi har – også i København - en skole, hvor flere og flere børn mistrives og gives oplevelsen af, at de er bagud allerede fra start. Hvor vi beder lærerne om at skabe en differentieret og engageret undervisning, der når alle elever i klassen, samtidig med at vi skærer ned i samme læreres tid til forberedelse. Hvor vi beder lærerne inkludere udsatte børn, samtidig med at vilkårene for samarbejde mellem skole og hjem og inddragelse af andre lokale ressourcer bliver forringet. Det hænger ikke sammen.