Alternativet støtter de høje ambitioner i forhold til inklusion af udsatte børn i folkeskolen, men der er brug for ressourcer til for eksempel støttelærere eller to-lærer-ordninger. Samtidig er det afgørende, at sammenhæng og koordinering af kommunens samlede indsats overfor familier med udsatte børn styrkes væsentligt – der skal blandt andet indføres en klar ansvarsfordeling og beslutningskompetence på tværs af de relevante forvaltninger.
Der er brug for en sikring af barnets tarv blandt andet ved beslutningskompetence på tværs af Børne Unge-forvaltningen og Skoleforvaltningen. Som det er nu kan alt for mange børn falde mellem to stole. Når der ikke er hjælp til de udsatte børn i skolen, kan det gå ud over lærernes relationskompetencer, fordi opgaven bliver for udfordrende. Louise Klinge Nielsen påpeger i sin forskning, at netop relationskompetencen er den vigtigste faktor for høj faglighed og trivsel.
Elever, der har ni timers (12 lektioners) støtte eller derunder om ugen, skal i dag være inkluderet i folkeskolens almindelige klasser. Det er dog værd at bemærke, at et barn i første klasse i dag er på skolen i 30 timer.