Et nyt vækstbegreb

5.1.1 FORSLAG | Vækstbegreb, der måler på trivsel og livsglæde såvel som graden af miljømæssig og økonomisk bæredygtighed.

Mange økonomer er enige om, at skal vi have gang i væksten, skal forbrugerne have tegnebogen op af lommen. I Alternativet vil vi opgøre vækst på en ny og mere nuanceret måde. Vækst skal handle om vores evne til at udvikle samfundet til det bedre. Derfor skal vækst handle om bedre menneskelig trivsel og livsglæde og mere miljømæssig og økonomisk bæredygtighed.

Hidtil er samfundsøkonomisk fremgang blevet opgjort med udgangspunkt i økonomisk vækst gennem øget produktion. Dette er blevet målt ved stigende bruttonationalprodukt (BNP). Denne anskuelse vil Alternativet gøre op med. Produktion må ikke stå i centrum for vores visioner for samfundet, for det er måden, vi producerer og skaber vækst på, som er vigtigst. Vi skal finde meningen med det vi gør og måle på det, der giver mening. Alternativet anser ikke BNP som en god målestok for fremgang. Vi mener, at BNP målinger alene ikke giver et retvisende billede af samfundets reelle tilstand. Det, vi skal vide er, om vi som borgerne trives. Om vi passer godt nok på naturen og miljøet, og om vores økonomi skaber lighed og sørger for, at pengene bliver investeret i de rigtige bæredygtige initiativer.

Alternativet vil derfor indføre et nyt vækstbegreb med nye mål for bæredygtig fremgang.

5.1.1 FORSLAG | Vækstbegreb, der måler på trivsel og livsglæde såvel som graden af miljømæssig og økonomisk bæredygtighed

Alternativet ønsker at nedsætte et udvalg, der undersøger, hvordan et nyt vækstbegreb kan skrues sammen, så det er med til at understøtte en seriøs bæredygtig omstilling. Dette kræver en ændring, så der ikke udelukkende måles på økonomi, men også på den sociale og miljømæssige tilstand. Vi kan blandt andet måle på trivsel og livsglæde, men også på andre vigtige parametre såsom høj beskæftigelse, lighed, stigende fritid, fællesskabsfølelse, opfyldelse af basale behov og deltagelse i demokrati. Det er alle sammen elementer, som bidrager til en social retfærdighed og en meningsfuld tilværelse.

Det nye vækstbegreb skal som nævnt også måle graden af miljømæssig bæredygtighed i samfundet. Dette kan f.eks. ske ved hjælp af allerede kendte metoder såsom ”det økologiske fodaftryk”; en målemetode, der udregner, hvor stor en del af Jordens ressourcer en person i et givent land forbruger.

5 Likes

PROBLEMERNE MED BNP

Kritikken af den gængse måling af et lands markedsværdi / produktivitet — BNP — er ikke ny. Den tidligere franske præsident Nicolas Sarkozy har kaldt det en ‘talkult’, og de prominente økonomer Joseph Stiglitz og Amartya Sen udsendte for nogle år siden en rapport, der fastslog, »at en af grundene til, at finanskrisen kom bag på os, var, at vores målemetoder fejlede ved ikke at fokusere på det rette sæt statistiske indikatorer. En lang række regeringer og mellemstatslige organisationer har da også endeligt erkendt at, det gode liv ikke kan aflæses ud fra BNP, og retter nu øjnene væk fra de økonomiske vækstkurver og hen imod andre metoder til måling af menneskers velbefindende.

De fleste økonomer er enige om, at vækst i BNP ikke uden videre kan benyttes som et udtryk for øget velstand og velfærd. Selvom der er bred enighed om en del af problemerne med BNP begrebet, ser neoliberale økonomer alligevel vækst i BNP som en central målsætning. I modsætning hertil taler økologiske økonomer, som f.eks. Herman Daly, om ’uøkonomisk vækst’, når ulemperne ved fortsat vækst overstiger fordelene.

Problemer med BNP er eksempeltvist at:

  • • BNP måler ikke den samlede produktion. BNP måler kun den formelle
    økonomi, det vil sige, at for eksempel husarbejde og alle de ting, vi
    hjælper hinanden med, ikke tæller med. Således er vigtige sociale
    roller, herunder både pasning af børn og ældre og husligt arbejde
    generelt udelukket – med andre ord, er de ikke tillægges nogen
    økonomisk værdi, medmindre de er betalt for. Vigtige
    samfundsbevarende aktiviteter som fx frivilligt foreningsarbejde,
    husholdning, selvforsyning og pasning af syge familiemedlemmer tæller
    således ikke med i BNP. Uofficiel økonomisk aktivitet som
    byttehandel, vennetjenester eller egentligt ulovlige aktiviteter, som
    fx sort arbejde, rufferi eller narkotikahandel, medregnes typisk ikke
    i BNP, så lande med store naturaløkonomier eller økonomisk
    kriminalitet vil have større uregistrerede værditilvækster end lande
    med mindre økonomisk kriminalitet og mere formelle pengeøkonomier.

  • • BNP måler alle formelle økonomiske aktiviteter. Uanset om de er udtryk for
    en gevinst eller omkostning ved udviklingen, tælles aktiviteterne
    positivt med i BNP. Således tæller aktiviteter som militærparader,
    jordskælv, trafikulykker, regnskovsfældning og afbrænding af fossile
    brændsler, reklamer og fængselsvæsen positivt med i BNP. Det er i
    sandhed et specielt regnskab, og det forklarer, hvorfor lande med
    BNP-vækst udmærket kan nå et punkt med negativ netto marginal nytte,
    en udvikling som den amerikanske, økologiske økonom Herman Daly
    betegner som uøkonomisk vækst.

  • • BNP begrebet siger intet om fordelingen af værdierne i samfundet.
    En nation kan således godt have et højt BNP og en fattig befolkning.
    BNP begrebet fortæller fx ikke hvis de rigeste 10 procent af borgerne
    råder over 90 procent af samfundets værdier, imens de resterende 90
    procent på kæmpe om de resterende værdier for at overleve.

  • • BNP og menneskelig trivsel/ velfærd hænger ikke nødvendigvis sammen
    og begrebet måler ikke kvaliteten af liv, de sociale fremskridt,
    udryddelse af fattigdom, menneskelig udvikling og miljøkvalitet. Øget
    rigdom giver bedre velfærd og større lykke i meget fattige lande, men
    betyder meget lidt for trivslen i rigere lande og kan her have reelle
    negativ indvirkning på borgernes velfærd. Medicinsk behandling,
    behandling af ofre for forbrydelser eller oprydning efter olieudslip,
    bidrager for eksempel til vækst i BNP, selv om de kan afspejle en
    forringet livskvalitet. Kommer flere på sygehuset, vil væksten i BNP
    ligeledes stige.

  • • BNP tager ikke højde for, negative miljø- og klimamæssige
    påvirkninger som konsekvens af øget vækst i BNP. Det er især tydeligt
    i udviklingslande, at man undergraver sine fremtidige økonomiske
    muligheder for at skabe vækst i BNP nu og her. Gennem historien har
    det vist sig, meget vanskeligt at adskille vækst i BNP fra stigende
    miljøproblemer, og hvis hele verdens befolkning skal leve og forbruge
    som fx danskerne, har vi brug for godt fire jordkloder.

Der er altså gode grunde til at forsøge at opstille et – eller måske hellere flere – bedre mål for fremskridt og velfærd. Og der er absolut ingen grund til at fortsætte med at bruge det misvisende BNP, indtil vi har vi har fundet den „perfekte“ afløser.

Der er ingen nemme snuptagsløsninger, når vi skal udvikle alternativer til BNP. Men vi har brug for et meningsfuldt mål at styre efter. BNP begrebet må og skal erstattes med et mere effektiv, retfærdig og bæredygtig økonomisk vækstindikator, der indikerer reel menneskelig trivsel, og som kan sættes i forhold til de deraf afledte miljøpåvirkninger. Kun herved kan vi skabe et troværdigt og produktivt økonomisystem, der kan fremme sit overordnede mål, nemlig:

At opfylde den størst mulige andel menneskers basale trivselsbehov gennem en retfærdig fordeling og bæredygtig udnyttelse af så få af jordens begrænsede ressourcer som muligt.

Men hvordan finder vi et begrænset sæt af sammenfattende indikatorer, som kan sige noget om, hvorvidt vi kommer tættere eller længer væk fra dette mål?

4 Likes

En fornuftig erstatning for BNP?

De fleste forslag til et bedre velfærdsmål tager udgangspunkt i BNP og forsøger så at luge de værste tidsler ud, bl.a. ved at skifte fortegn til minus for omkostningerne, f.eks. ved udskiftning af nedslidte, varige goder eller ved oprensningen efter de miljøødelæggelser, som økonomien skaber.

Her følger en kort beskrivelse af nogle at disse foreslåede alternativer til BNP:

  • • General Progress Indicator (GPI) eller den såkaldte „Sande
    Fremskridtsindikator“ tager afsæt i BNP begrebet og supplerer det
    med bl.a. mål for ulighed og miljø- belastning. GPI er ment som et
    alternativ til bruttonationalproduktet og måler, hvordan befolkningen
    klarer sig økonomisk og socialt på det nationale, regionale niveau.
    Således måler GPI bl.a. indkomstfordeling, husarbejde, frivilligt
    arbejde, højere uddannelse, kriminalitetsniveau, ressourceforarmelse,
    forurening, langsigtede miljøskader, levetiden for større
    forbrugsgoder og offentlig infrastruktur, og afhængighed af
    låntagning i udlandet.

  • • FN’s Udviklingsprogram, UNDP, præsenterede som en del af Rio+20
    konferencen grundlaget for et Sustainable Human Development Index,
    som skal kunne opfange omkostningerne for kommende generationer
    ved vor tids økonomiske udvikling. Det nye bæredygtighedsmål er et
    resultat af en FN-ledet undersøgelse af alternativer til de rent
    økonomiske mål for national og global vækst og fremgang. Kilde:
    UNDP

  • • OECD har erkendt at, det gode liv ikke kan aflæses ud fra BNP,
    og retter nu øjnene væk fra de økonomiske vækstkurver og hen imod
    andre metoder til måling af menneskers velbefindende. Better Life
    Indeks omfatter elleve måleenheder: indkomst, job, boligsituation,
    sundhed, balance mellem arbejde og liv, uddannelse, sociale
    relationer, samfundsengagement og sikkerhed, miljøforhold, tryghed
    og subjektiv trivsel. Modsat måleenheden Human Development Index
    (HDI), der også er en udvidelse af BNP-måleenheden, er pointen med
    Bedre Liv Indeks ikke at dømme, hvordan man opnår en god
    tilværelse. HDI bygger på ti års statistisk arbejde fra OECD og
    indsamlet data fra 40 forskellige lande. Kilde: OECD

Hvis vi skal tage velfærdsmålet et skridt videre, end f.eks. GPI begrebet, hvor udviklingen fortsat måles i penge, så må vi springe til økonomiens ultimative nytteværdi, som bedst kan udtrykkes ved befolkningens lykke. Forsøg på at registrere menneskers velbefindende har længe været holdt i baggrunden, fordi det ikke er en indikator, der umiddelbart er let at måle objektivt og sætte tal på. Menneskers velbefindende har mange dimensioner, og det er svært at sammenligne forskellige livssituationer.

Økonomi handler i bund og grund ikke om penge, som det ofte er opfattelsen i dag, men om at holde hus med de ressourcer vi anvender. Kun en del af vores daglige virke, men en voksende del, mener økonomer at kunne værdisætte i penge. Denne del, som her betegnes den formelle økonomi, bidrager til BNP og dominerer derfor i dag noget ufortjent den politiske opmærksomhed.

Et samfunds økonomiske effektivitet kan beskrives som forholdet mellem den opnåede menneskelige velfærd holdt op imod de dertil udnyttede naturressourcer. Som erstatning for BNP begrebet kunne vi i fremtiden arbejde med en indikator der tager afsæt i en brøk hvor tælleren består af et mål for menneskelige velfærd og nævneren afspejler samfundets forbrug af naturressourcerne, fx målt i „økologisk fodaftryk“.

Hvis vi skal tage velfærdsmålet et skridt videre, end f.eks. IWI eller GPI begrebet, hvor udviklingen fortsat måles i penge, så må vi springe til økonomiens ultimative nytteværdi, som bedst kan udtrykkes ved befolkningens lykke.

Happy Planet Index

En eksempel på en sådan brøk er det såkaldte Happy Planet Index, HPI. Med udgangspunkt i de seneste årtiers omfattende forskning i lykke og tilfredshed har den britiske New Economic Foundation, NEF, udarbejdet et såkaldt Happy Planet Index, for en lang række lande. Størrelsen er defineret som:

HPI = (tilfredshed med livet • forventet levetid) / økologisk fodaftryk

Her er den menneskelige trivsel registreret som et indeks på en skala fra 1 til 10 ud fra det simple spørgsmål: Alt i alt, hvor tilfreds er du for tiden med dit liv som helhed?

Listen over de mange landes HPI byder på visse overraskelser. Nok har danskerne kunnet bryste sig af at være et af de lykkeligste folk i verden, men den position opnås med en enorm omkostning i form af miljøbelastninger, som andre nulevende og kommende folkefærd må leve med i form af udryddelse af dyre- og plantearter, klimaændringer, udtømning af naturressourcer, forurening af havene osv. Alle disse omkostninger er danskerne åbenbart i stand til at fortrænge, når de udtrykker sig godt tilfredse med deres tilværelse. Når danskeres tilfredshed sættes i forhold til omkostningerne som i ovennævnte HPI, ryger vi fra en topplacering ned som nr. 105 af de 143 involverede lande. Det kan være en fattig trøst, at USA er endnu længere nede på HPI-listen, nemlig som nr. 114.

Hvem er det da, der gør det bedre? I toppen ligger en række latinamerikanske lande med Costa Rica som nr. 1. Ikke fordi de er meget lykkeligere end danskerne, eller fordi de lever meget længere. På disse områder er disse lande ca. på linje med os. Men latinamerikanerne opnår disse ultimative mål med en miljøbelastning, der er meget lavere end vores. Deres økologiske fodaftryk er kun omkring en femtedel af danskernes. I vores stræben efter drastisk at reducere miljøpresset fra Danmark og øvrige overflodslande var det måske en ide at skele til den livsanskuelse, der præger de latinamerikanske lande og visse andre såkaldte udviklingslande. Det skal bemærkes, at løsningen ikke ligger i blot at blive fattige. Nogle af verdens fattigste lande besætter bundplaceringerne i HPI-listen, ikke bare fordi folk der har et ulykkeligt og kort liv, men også fordi deres økologiske fodaftryk er betydeligt. Eksempelvist ligger Zimbabwe som nr. 143 og sidst.

Da målet for Danmark og det øvrige EU må være at reducere naturens miljøbelastning samtidigt med bevarelse af folks lykke, er det værd at kaste et blik på hele den økologiske økonomi og prøve at finde lykken og trivslen ad andre veje end via vækst i den formelle økonomien.

Den lykke, der skabes gennem den formelle økonomi, dvs. den økonomi, der hovedsageligt drives af penge, opnås primært gennem produktion og forbrug og i væsentlig grad ved materielt forbrug, som f.eks. tilfredsstillelsen ved en modestyret udskiftning af bil, tøj, køkken, osv. Det er som nævnt en miljømæssigt dyrekøbt lykke, hvilket forstærkes af, at det er en flygtig lykke, hvilket ligesom med narkotika yderligere accelererer forbruget.

I den formelle økonomi vil arbejdsproduktiviteten være en afgørende faktor, og processerne styres efter dette mål, f.eks. gennem aktionærernes krav om maksimalt udbytte. Derfor kan der ikke i den professionelle økonomis processer gives højest prioritering til medarbejdernes glæde og tilfredsstillelse. Medarbejderne har i den nuværende professionelle økonomi som regel ikke mange muligheder for selv at bestemme, hvad de vil lave og i hvilket tempo og omgivelser. Denne mangel på individuel frihed i arbejdstiden, som vel nærmest er en definition på arbejde, søges kompenseret med løn og forbrug, men den forklarer også det udbredte ønske om en anden balance mellem det at arbejde professionelt og det at have mere frihed til andre gøremål efter ens eget ønske.

Nå - det var et tematisk sidespring. Tilbage til vækstbegrebet.

Hvad tænker i?

Hvad ser i som et godt mål for fremskridt?
GNHI? GPI? HPI? IWI?.. Eller en kombination af flere indikatorer?

1 Like

Ud fra de ting du har sat ind her, så vil jeg finde flere oplysninger om HPI. Det lyder til at ramme de ting jeg syntes der skal indgå. dette skrevet med base i de ting du skriver her, samt den viden jeg har i forvejen.

Første reflektion

Det der er brug for, er ikke et nyt “mål” for væksten. Det der er brug for er et nyt fokus for politikken - velstand snarere end produktion.

For det første Produktionens størrelse - som ca er det BNP, og dagens vækstmål måler - er ikke en god indikator for det vi ønsker at fremme. Den er til gengæld en rimeligt god indikator for skatteindtægterne - og dermed for offentligt forbrug.

Højt BNP skal derfor ikke behandles som et mål i sig selv, men som en indikator for et samfund med en høj “beskatbar” produktion.

For det andet: Vi skal ikke fokusere på vækst i produktion, lykke, livsglæde - vi skal fokusere på den absolutte værdi. At væksten (i lykke) falder fra 2% til 1% betyder ikke at vi bliver halvt så lykkelige. Ved at fokusere på vækstraten, kommer udsvingene til at virke stærkere end de er.

For det tredje (relateret til det foregående): Vi skal ikke have som mål at være “lykkeligere” eller “rigere” end nabolandene. Målet er i første omgang en forhøjelse af lykken i vores lokalområde, og senere/parallelt at hjælpe med det samme i andre lande.

Vækst baseret på øget produktivitet (økonomisk overskud > omkostninger) har gennem generationer udviklet sig til at blive en “naturlov” for samfundets udviklingskraft. Det præger ikke alene strategierne i private og offentlige virksomheder. Det indgår også som et “naturligt” element i uddannelser og den offentlige debat. Tankegangen om den evige stræben efter BNP-vækst som “nødvendighedens lov” for samfundets velfærd er derfor svær at komme til livs,

Antallet af personer med psykiske arbejdsmiljøproblemer og dårlig ryg er steget markant i de seneste 10 år. Det medfører mange personlige, sociale og samfundsøkonomiske problemer. Selv om vi har en arbejdsmiljølov, der pålægger arbejdsgiveren at indrette sikre og sunde arbejdspladser, så er det den enkelte medarbejder, der accepterer usunde arbejdsrytmer og dårlig balance mellem arbejde og fritid. Belastninger der før eller siden fører til psykiske og fysiske skader.

Min pointe er, at hvis vi skal gøre op med det traditionelle vækstbegrebs omfattende dominans, må vi starte med at anskueliggøre, hvordan det før eller siden påvirker alle menenskers liv på langt sigt, uanset om de er håndværkere, skolelærere eller virksomhedsledere.

Alternativet til et BNP-defineret vækstbegreb må tage udgangspunkt i individuelle, sociale og kulturelle værdier. Der er brug for en bred debat på arbejdspladser, i familien og med naboer om, hvordan vi gerne ville indrette vores liv, hvis vi selv skulle bestemme.

Jeg har selv lavet lidt hjemmestudie på et BNP alternativ og som jeg ser det har HPI både fordele og ulemper:
Fordele
• Giver en tydelig indikation på om klodens/landets klima- og miljømæssig balance
• Simpel at udføre, så jeg formoder billig og kan udføres med relativ høj frekvens
• Måling af oplevet/subjektiv livskvalitet 0-10(det er ikke eksperter der definerer livskvalitet)
• Økologisk fodaftryk peger tydeligt på at det især er vores livsstil(de rige lande) der trækker ned
Ulemper
• Kan ikke stå alene, få indikatorer
• Måler feks. ikke menneskerettighedsovertrædelser, ulighed mm.

Har desuden kigget på SPI - Social Progress Index, som måler på 54 indikatorer, men efter min mening er meget svagt repræsenteret på miljøsiden, og efter min vurdering egner sig bedst til udviklingslande.

Mit første og største ønske er i første omgang bare en formindskelse af ulykken hos de mest udsatte i samfundet i dag.

1 Like

Som nyt medlem, der bidrager med sin allerførste ide til det digitale dialogforum, vil jeg starte med at citere Einstein for følgende visdomsord: ”not everything that counts can be counted, not everything that can be counted counts”.

Uanset, at det utvivlsomt er en værdifuld øvelse at udvikle et alternative til BNP, vil den nyudviklede indikator næppe heller kunne rumme livets mangfoldighed og dimensioner.

Jeg vil derfor foreslå, at vi – muligvis ikke i stedet for udviklingen af en ny indikator, men i hvert fald som supplement til sådan en – fokuserer på den frisættelse af kreativiteten, der har været helt afgørende for mit medlemskab hos Alternativet (mit første politiske medlemsskab).

Torsten Gejl skrev under valgkampen en fremragende blog ”Alternativet arbejder for overførselsindkomster uden modkrav”, hvor han bl.a. understregede følgende:

”Derfor mener vi i Alternativet, at vi skal droppe kontrol- og tvangsindsatsen. Vi foreslår kontanthjælp uden modkrav og på sigt, at resten af overførselsindkomsterne også kommer uden modkrav. Vi vil ikke længere forhindre de mange i at finde mening, retning og selvrespekt i deres liv fordi nogle få kan finde på at snyde… Men det skal være et tilbud, man kan sige nej til, hvis det ikke er relevant for de muligheder, man har i sit liv. Det vil give de ledige deres myndighed tilbage. Og deres skaberkraft og kreativitet. Og alle de andre ressourcer, som gør os alle til motiverede skabere af vores egne skæbner og engagerede samfundsbyggere, når bare vi selv får lov at vælge.”

Hvis vi for alvor skal opnå den frisættelse, der ligger i at kunne ”sige nej… hvis det ikke er relevant for de muligheder, man har i sit liv” er det for mig at se vigtigt, at man ikke skal ”kvalificere” til overførselsindkomst, inden man vinder denne frihed til at sige nej. Det må være alle borgere beskåret – uden forudgående evaluering af, om det er berettiget, eller der er tale om ”snyd”.

En basisindkomst til alle borgere ville give nedenstående demokratiske, administrative, civilsamfundslige, retlige etc. fordele - såvidt jeg kan vurdere, men jeg vil naturligvis meget gerne drøfte det. Heraf indlægget :smile:

• Vi undgår fattigdom på en ubureaukratisk og direkte måde ved at garantere et eksistensminimum for alle borgere.
• Besparelsen i administration vil i forhold til den nuværende model være ikke ubetydelig.
• Alle vil kunne overskue deres egne muligheder. Det nuværende system gør det meget svært for mange at overskue konsekvenserne af at slippe overførselsindkomsten og stå på egne ben. Et enkelt system med garanteret minimum til alle vil gøre velfærdssikringen mere transparent og overskuelig. I sig selv et fremskridt for velfærdens bæredygtighed, når mange, der i dag er afhængige af overførselsindkomst, nærmest paralyseres af angsten ved at slippe, det de kender, fordi de simpelthen ikke kan overskue, hvad de får i stedet.
• Alle vil umiddelbart kunne gøre noget for at forbedre deres situation. Eller, som det hedder i politiker jargon, ”det vil kunne betale sig at arbejde” – ikke kun for den, der lægger time 40-50 (som der altid er meget fokus på i top-skatte diskussionerne), men også for den, der lægger time 1-10. Hvis enhver indtægt er din egen – uden modregning i din basale forsørgelse – kan selv en lille indsats forbedre din situation. I sig selv en stor genvinding af kontrol og initiativ i eget liv.
• Vi undgår ydmygelsen ved at skulle ”kvalificere” til overførselsindkomst. Hvis alle får, er det ikke noget, vi behøver tale yderligere om. Og så kan vi igen møde hinanden i øjenhøjde uden at nogen føler, at de giver, mens andre tager. Man skal ikke først gøre sig til stakkel eller offer, for at kunne vinde en basal forsørgelse. Det vil give selvrespekten tilbage, hvor den med urette er forsvundet, og fjerne selvfedmen, hvor den ligeså uretmæssigt har indfundet sig. Vi vil kunne holde op med evigt at vurdere hinanden men kan i stedet udfolde os i gensidig respekt.

Basisydelsens størrelse vil med fordel kunne beregnes som en procentdel af BNP (eller hvilken indikator vi nu får udviklet). Måske det vil være en god ide at indregne basisydelsen – som en slags målestok for den sociale bæredygtighed, i den nye indikator?

Håber ikke, dette afsporer intentionen med debatstrengen? Vi kunne evt. starte en ny under overskriften ”Borgerløn/basisydelse”, hvis I gerne vil reservere denne del af debatten til mere tekniske overvejelser om den nye indikator?

2 Likes

Måske jeg líge skulle konkludere: det er ikke vækst men udvikling, som det er spændende at holde øje med. Det modsatte af vækst er jo ikke stilstand og stagnation – men man kan jo måle udvikling som en kvalitativ snarere end en kvantitativ dynamik.

Måske er det ikke et nyt vækstbegreb, der er brug for men et begreb som slet ikke rummer vækst-dimensionen - måske et udviklingsbegreb i stedet?

Jeg tænker …hvordan, og til hvad, kan vi - bruge - HPI? :confused:

…indtil nu har det, så hvidt jeg har erfaret, kun blevet brugt af medier til at legitimere den førte politik, og give folket lov til at blive ved med at skue sin egen navle og klappe hinanden på ryggen og sige - iiiiihhhh hvor er vi dog bare gode og lykkelige og bare de bedste i hele verden! :innocent:

Og det skal ses, ikke kun i perspektivet af at vi i Danmark bruger 4½ planet for at lykkeliggøre os, men også i perspektivet af at halvdelen af os æder flere lykkepiller end rugbrød per dag, og at resten af os for længst er gået ned med stress… ja, ja, overdrivelse fremmer forståelsen :grin:

Men det lange og det korte er, at i mine øjne har HPI for længst diskvalificeret sig som værende et seriøst alternativ til BNP :wink:

Jeg kender dog et andet alternativ, eller hellere komplement, til BNP, som jeg gerne vil komme tilbage til her i tråden lidt senere

Tak Annette!
Ja, det er kvalitativ udvikling, og ikke kvantitativ vækst, vi skal fokusere på.
Det vigtige er ikke at erstatte BNP, men at finde måder at komplettere det, sådan at vi får det overblik der er brug for, for at kunne styre mod et bæredygtigt samfund
…og jeg er i øvrigt også enig med dig i at Ubetinget Basisindkomst (UBI) er vejen frem, og jeg synes bestemt at vi starter en ny tråd om det :grinning:

Det er flot, at du har fået det med, at det gælder om den “størst mulige andel” og ikke størst mulig antal mennesker. Vi har som ideal at give mere plads til naturen - måske er det på tide, at vi bliver færre mennesker på kloden. Del af en udvikling af et nyt velfærdsmål bliver det at tænke over, hvor mange vi skal være i Danmark og i det hele taget. Det er det, fordi materiel og mental velfærd er knyttet til antal pba. klodens begrænsede evne til at bære liv.

1 Like