Et nationalt (og EU-) kompromis i flygtningespørgsmålet?
Den fastlåste flygtningedebat.
Det er forstemmende at følge hvorledes de to fløje i flygtningedebatten vedbliver at presse hinanden ud i hvert sit hjørne uden at komme i nogen egentlig dialog.
Her sidst personificeret i DR’s flygtninge-diskussion fra Sønderborg ved lederne fra Enhedslisten og Dansk Folkeparti. Den første påpeger det urimelige i den måde hvorpå flygtninge p.t. behandles i EU og i Danmark. Den anden påpeger det uholdbare i tanken om at problemet kan løses gennem integration af disse mennesker i Danmark / EU.
De har jo ret begge to! Men de slår hinanden i hovedet med hvert sit synspunkt i stedet for at prøve at forstå den andens synspunkt og nå frem til et kompromis.
En uetisk flygtningepolitik.
Alt imens kører midten af dansk politik videre med en urimelig og hyklerisk flygtningepolitik, som groft sagt hedder: Vi fortsætter integrations-politikken, men vi gør vilkårene for integration i Danmark så lidt attraktive som overhovedet muligt i håb om at flygtningene så foretrækker andre lande. Hvad de jo så også gør i stort omfang.
Nogen vil måske mene, at dansk flygtningepolitik så er lykkedes. Vi bliver ikke løbet helt over ende som Tyskland og Sverige. Nej vel, - men det er en umenneskelig politik over for de flygtninge, som så skal integreres i Danmark under elendige vilkår. For ikke at tale om de flygtninge, som må sætte livet på spil i forhindringsløbet op gennem Europa. Og det er en usolidarisk politik over for nabolande, som viser større rummelighed og human-etisk holdning end vi selv. Lige som det er usolidarisk over for EU’s grænselande ved Middelhavet, som i forvejen kæmper med vaklende økonomier.
Kompromis-muligheder?
Hvordan man overhovedet forestille sig et kompromis imellem de to fløje i flygtningedebatten i Danmark – og i EU, som jo p.t. virker totalt handlingslammet og tæt på at falde helt fra hinanden i dette spørgsmål?
Det burde kunne lade sig gøre, - hvis parterne i debatten kunne formås til at tænke nyt, utraditionelt og uhildet af de hidtidige fastlåste positioner. Grundlaget for et kompromis kunne være:
- Flygtninge skal behandles ordentligt. Mennesker med behov for beskyttelse og sikkerhed skal have dette så længe, de har brug for det, jf. flygtningekonventionerne og erklæringerne om menneskerettighederne. Og de skal have det hurtigt og effektivt uden at skulle risikere liv, lemmer og værdighed.
- Ordentlig behandling er ikke nødvendigvis lig med hurtig integration i EU-landene. Flygtninge kan godt behandles ordentligt i flygtningecentre med henblik på hurtigst mulig tilbagevenden til hjemlandet eller nærområdet - eller, - hvis dette ikke viser sig muligt i løbet af nogle år -, langsom og velforberedt integration i modtagerlandet.
Flygtninge-landsbyer.
Det element i et sådant kompromis-grundlag, der kræver størst nytænkning og fantasi er nok forslaget om flygtningecentre, eller flygtningelandsbyer. Der er mange negative erfaringer og mange negative ord for dette, som nok for mange blokerer for nytænkning og kreativitet: flygtningelejre, ghettoer, interneringslejre og endnu værre ord.
Jeg tænker på steder - større eller mindre samfund opdelte efter kulturelle / nationale / religiøse skillelinier, - hvor flygtninge får ophold under gode materielle vilkår, og hvor de kan fungere på deres hjemlands præmisser sprogligt og kulturelt. Hvor de selv kan inddrages i styring og ledelse ud fra demokratiske grundprincipper. Hvor de hurtigt ville kunne beskæftiges med relevant arbejde / beskæftigelse uden at skulle lære modtagerlandets sprog først. Og hvor uddannelse og øvrige aktiviteter ville være rettet mod en indsats til fordel for genopbygning af hjemlandet. I stedet for det intelligens- og initiativ-dræn fra hjemlandet, som jo p.t. er en alvorlig negativ bivirkning af integrationspolitikken.
Altså: velforsynede samfund af mennesker med harmonerende kulturel og sproglig baggrund, - gerne med åbenhed og udveksling med det omgivende samfund – men uden et integrationssigte. Samfund, som disse mennesker gerne vil opholde sig i, hvis de er reelle flygtninge. Men som nok vil være mindre attraktive for de mennesker, hvis primære drivkraft ikke flugt fra noget, men et ønske om integration i et rigere samfund, end deres eget.
Den nærmeste model finder vi måske i de nordamerikanske indianer-nationer, eller –reservater. Disse har jo også en negativ historisk bagage med sig i rygsækken. I vore dage fungerer de dog mange steder, f. eks. i New Mexico, som selvstændige kulturelt og sprogligt definerede enheder, som indbyggerne bebor med stolthed og værdighed. Og som samtidig er en del af det amerikanske stor-samfund og i nært samspil med det.
Prisen – har vi råd til at lade være?
Prisen for en fortsættelse af den nuværende handlingslammelse og kaotiske skubben ansvaret rundt mellem landene i EU kan blive meget høj. Der er en høj økonomisk og menneskelig pris på borgerkrigsagtige tilstande!
Og der er en høj pris på den aktuelle given køb på den elementære medmenneskelighed, vi normalt ellers betragter som et adelsmærke for vores civilisation.