Et handicapudspil med konkrete lovforslag

Handicapudspil - Alternativets vej til det rummelige samfund.docx (283.3 KB)

1 Like

Hvorfor skal arbejdsmarkedet ‘rumme’ nogle? Skal det ikke bare være for alle? Ved at bruge FN’s definition (eller en definition overhovedet), laver man en kasse, som man putter folk ned i. Der er de normale, og så er der dem, der passer ind i kassen. Der er det rigtige arbejdsmarked, og så er der det rummelige arbejdsmarked, hvor dem fra kassen også passer ind med de rigtige hensyn og særregler.

Fordi disse folk har hårde kår på vores arbejdsmarked, og når man skal lave lovgivning på området, er man nødt til at inddele folk i kasser, således at folk ved hvem der er tale om

1 Like

Mange af disse folk har også hårde kår, når de skal ind i bygninger. Alligevel er der ingen kassificering af mennesker i bygningsreglementet. Man har lavet reglementet, så det tilgodeser alle uden at skrive ‘handicap’ en eneste gang. Man kan sagtens lave lovgivning uden at være nødt til at inddele folk i kasser. Jeg går ind for et arbejdsmarked for alle - uden særregler. Særregler er med til at understrege handikappet og fastholde mennesker i deres rolle i stedet for at sætte dem fri.

Har du læst FN´s handicapkonvention med alle de ting vi er forpligtet på?
I udgangspunktet har du ret, men det er nødvendigt at lave særregler for nogle mennesker, og vi er også forpligtede på det

1 Like

Nu har jeg i hvert fald - mere eller mindre. Så vidt jeg kunne se, stod der intet om, at landene forpligter sig til at lave særregler. Landene forpligter sig til at træffe passende lovgivningsmæssige tiltag, så handikappede sikres de rettigheder og vilkår som står i konventionen. I virkeligheden kan hele konventionen koges ned til een sætning: “Handicappede skal have samme rettigheder og vilkår som alle andre”. Længere er den ikke!, Så hvorfor ikke bare lave een lovgivning der gælder alle og samtidig tilgodeser de minimumskrav konventionen forpligter os til? Det er også meget enklere, end at have særlovgivning.
Særreglerne er et nødvendigt første skridt, men målet må være, at det ikke er nødvendigt med særregler.

Målet er at nedbryde barrierer.
Meget af det der står i midt udspil, handler også om ens regler for alle.

Eksemplet med evalueringsdifferentiering er jo tænkt som en mulighed for alle, men den ekskluderer ikke.

Det handler altså ikke bare om, at ensrette lovgivningen. Lovgivningen skal samtidig overholde det, der står i konventionen.

Eksempelvis har man jo ensrettet kontanthjælpssystemet meget, men det har jo nogle heftige sociale salgsider for visse grupper af mennesker - blandt andet de handicappede.

Det er rigtigt med kontanthjælpen, men problemet er ikke, at systemet har slagside. Det er, at det er der. Der burde være et meget mere simpelt system, som f.eks. UBI, som var fælles for alle. En fælles arbejdsmarkedslovgivning. En fælles forvaltningslovgivning. En fælles uddannelseslovgivning. En fælles bygningslovgivning osv. Men jeg erkender, at det er utopi de første 80 år, og til den tid har vi alligevel andet at tænke på, når havet er steget 60 meter. Så hurra for særregler og handicaplovgivning. Det er meningsløst at stræbe efter “renere”, enklere og mere inkluderende lovgivning.

Jeg har ikke kunnet læse mig til, om dette er handicapudspillet der arbejdes udfra?

Umiddelbart har jeg et par punkter i forhold til særligt den om at en sagsbehandler skal være tovholder i en persons forløb i kommunen. Det er også utroligt godt og en utroligt god vision. Der er en hage. Ved at sætte det som en vision, sikres borgeren ikke kerneretssikkerhed, nemlig selv at kunne give lov til, at der udveksles oplysninger imellem forvaltninger. Det er sådan, at ved en medarbejder som tovholder, gives der også accept til at forvaltningerne uhæmmet må udveksle oplysninger i det de idag kalder “sammenhængende borgerforløb” - og så er der ingen kontrol med, hvem der får hvilke oplysninger. En væsentlig svækkelse af borgerens retssikkerhed, hvad end man er barn eller voksen. Rigtig mange kommuner benytter denne finte.

Under sundhed, kunne det være rigtig godt, hvis retten til sundhedsbehandling blev tilføjet.
En hel del meget svært handicappede bliver rent faktisk nægtet behandling, eller lægerne fortæller de intet fejler når de rent faktisk gør - fordi de er svært handicappede. På denne måde sorteres der i A og B borgere og handicappede patienter må derved slåsse for den sundhedsbehandling de har ret og krav på. Måske der også burde indsættes retten til at blive henvist til det sygehus, der reelt set har specialiseringen til at arbejde med borgere med det handicap - og ikke blot det sygehus der er tættest på. På den måde sikres sundhedsbehandlingen gennemført, uden det føles nedværdigende for borgeren.

Punktet transport og infrastruktur.
Det er en god ting at sigte imod tilgængelig offentlig transport, men mennesker med kognitive handicap kan have mange grunde og årsager til, at de ikke kan tage med det offentlige. Det er en stor opgave at inkludere mennesker med handicap i offentlig transport - jeg tænker der burde kigges mod USA, Barcelona mm.
En anden ting der kunne tilføjes var visionen om at begynde bevillingen af eldrevne handicapbiler til de handicappede, der skal have familiebiler og ikke de store busser. Jeg har ikke set busserne som elbiler endnu. På den måde sparer vi CO2 og miljøet for en hel del.

I forhold til beskæftigelse, vil jeg gerne udfordre dit udspil. Hvad med, at man lavede regionale handicapbeskæftigelsescentre - sygekasser om du vil. Steder du tilknyttes når du har et handicap. Det udreder og er med til at finde det bedst egnede job, eller den bedst egnede ydelse fleks - førtids - førtids med eventuel skånejob. Et regionalt center, kan have udekørende funktion, der kan komme hos borgerne, se hvordan de bor, vurdere dem i deres hjem, have handicapspecialister og jurister siddende og på den måde sikrer man, at kendskabet til handicaps er væsentligt større end de er i kommunerne nu. Retssikkerheden kan også blive større. Vi så skreddet, da amterne tabte handicapopgaverne og blev nedlagt til kommunerne, hvor al specialiseringen forsvandt. Kommunerne har alt for lidt grundlag til at være specialiserede nok og kende til de her små handicaps. Ved at stordrifte regionale sygekontorer for handicappede og skille dem fra jobcentrene, giver vi respekten tilbage til mennesker med handicap og vi anerkender dem - med en fair og respektabel udredning. I nogle tilfælde er sagerne jo reelt papir sager ved det fyldte 18. år - hvor borger har været i systemet hele livet og afhængig af hjælp. Her bør vedkommende have pension.