Pensionsopsparingen opfattes vel af de fleste, som et helt andet princip end folkepensionen. I stedet for at forvente at blive forsørget af de yngre, skal man selv spare op.
Men er det hele sandheden? Det mener jeg ikke.
Jeg vil her se nærmere på mekanismerne i ordningen, og starter med en forenklet beskrivelse af pensionssystemet, med en konstant mængde opsparere.
Den samlede pensionssektor kan ses som en kasse hvor der kommer penge ind i den ene ende, og penge ud til pensionisterne i den anden. Men på grund af tidsforskydningen på op til 50 år, vil der ophobes penge i kassen. Disse penge bliver investeret i aktier, obligationer og andre aktiver.
På et tidspunkt skulle det gerne blive sådan at der opnås en balance. At udbetalingerne bliver lige så store som indbetalingerne, fratrukket omkostninger. Jeg kender intet til selskabernes strategi, men dette må være den optimale situation.
Der vil altså ikke længere være et overskud af penge som skal investeres. Pensionsformuen vil være fuldt opbygget.
Denne balance skulle gerne fortsætte. Der kan selvfølgelig forekomme mindre udsving, men det vil jeg se bort fra her.
Nu vil systemet gøre det samme som folkepensionsordningen. Tage penge fra lønmodtagerne, og give pengene til pensionisterne. Man har vel også kalkuleret med et vist afkast fra formuen, men det er kun en detalje. Formuen kan i teorien stå uberørt så længe systemet fungerer som det skal. Men hvis formuen svinder ind, vil systemet være under afvikling, og der må korrigeres på forholdet mellem ind- og udbetalinger.
Vi vil altså "kun" have opnået at få opbygget en stor formue som er investeret i samfundet. Med penge som er trukket fra danskernes lønninger, og derved har lagt en dæmper på forbruget.
Men forbruget er samtidig blevet stimuleret ved at virksomhederne har fået tilført ekstra kapital, og derved har kunnet ansætte flere samt hæve lønningerne. Pengene som er blevet taget fra de ansattes lønninger til opsparing, bliver jo i kredsløbet. En del er selvfølgelig gået til at dække omkostninger i pensionsselskaberne, og skaffet beskæftigelse til forvalterne af opsparingen.
Jeg har set bort fra at en del af pensionsformuen er anbragt i udlandet. Men det går jo også den anden vej,- at udenlandske pensionskasser investerer i danske virksomheder. Jeg gætter på at det går cirka lige op.
Hvad har vi egentlig opnået ved dette pensionssystem? Jo,- vi har da fået beskæftiget en masse finansfolk. Og fået danskerne til at tro på en gylden pensionisttilværelse.
Men sandheden er jo at det som hidtil vil bliver de yngre som skal betale for de ældres livsførelse. Her i overgangsperioden vil der være nogen som får ekstra glæde af ordningen, men det varer ikke ved.
Vi har kun tilladt os på forhånd at lægge en stor byrde på de næste generationers skuldre.
Og pensionsformuen som mange omtaler som et stort aktiv…? Den eksisterer slet ikke. Den består jo i ejerskab af virksomheder og infrastruktur i Danmark og i udlandet. Hvis vi ser bort fra udlandet, så betyder det jo kun at pensionsopsparerne har andele i deres eget land. Og hvis formuen skal realiseres, hvor vil man så kunne finde købere? Og skulle vi sælge vores eget land?
Et tankeeksperiment kunne være at alle mennesker på vores klode skulle spare op til pensionen. Hvis alle havde samme indkomst, ville det betyde at alle skulle investere i sig selv. Eller i hinanden. Det ville kun kunne gøres ved at opbygge lagre af føde- og råvarer. Lagre til måske 20 års forbrug.
Hvis alle danske pensionsopsparere, som hører til de mest privilegerede på kloden, forventer en gylden pensionisttilværelse, så kan det kun ske hvis der tages velstand fra andre. Og det bliver måske (sandsynligvis) ens egne børn og børnebørn som kommer til at betale.