Hej, jeg har et forslag.
Jeg synes det er ærgerligt at der er unge mennesker der har en diagnose som de har fået i en ung alder, og som de i nogle tilfælde har fået fordi deres forældre har overtalt dem til det. Når man er teenager er man skrøbelig, og at få en diagnose i den alder kan påvirke ens selvopfattelse meget negativt, og give problemer ind i voksenlivet.
Derfor er mit forslag at den person som står for udredningen af diagnosen sikrer sig at barnet ikke på nogle måder er blevet overtalt eller tvunget af nogle mennesker, til at blive udredt, men at de udelukkende gør det fordi de gerne vil det selv. Og hvis et barn bliver udredt uden det har lyst til det, vil det være lægen/psykologen/psykiaterens eller hvem der nu står for udredninger af diagnosens ansvar.
Folk med diagnoser er meget forskellige, og konsekvensen ved at give dem til især unge mennesker, er at deres selvopfattelse bliver meget sterotypt, og det samme kan voksnes opfattelse af barnet blive. Hvis et barn har problemer skal barnet og forældrene selvfølgelig have hjælp, men løsningen behøver ikke at være en diagnose, medmindre barnet selv ønsker det. Hvis man ikke har nogle diagnose på barnet, tror jeg det vil tvinge psykologen og forældrerne til selv at finde ud af hvem barnet er, og hvad deres specifikke vanskeligheder er, i stedet for bare at antage at de har præcis de samme vanskeligheder som flertallet af andre børn med samme diagnose har. På den måde får unge og børn mulighed for selv at skabe deres egen identitet, hvilket jeg tror er enormt vigtigt at kunne gøre, særligt i en ung alder.
Jeg mener ikke det skal gøres til lægernes ansvar, at skulle vurdere baggrunden for udredning. De skal gøre det, de er uddannet til, nemlig at udrede patienter. I øvrigt er det et umuligt valg, for nok er en diagnose stigmatiserende, men den giver samtidig mulighed for at behandle rigtigt, og giver omgivelserne mulighed for at tilpasse sig korrekt. For det er jo i virkeligheden omgivelsernes reaktion, der er problemet, og ikke selve diagnosen. Skal man problemet til livs, skal man derfor arbejde med samfundets rummelighed, empati og accept, i stedet for at slå ned på diagnosticeringen.