Puha, det er et stort og vigtigt valg for os. For mig at se, så er der ikke nogen oplagt arvtager til Uffe. Vi har seks kandidater, der alle kunne være den rette til at bringe os videre – eller måske den helt forkerte. Det kan ingen af os dybest set vide. Alligevel har jeg selvfølgelig tænkt en del over det de seneste uger – både kandidaternes fordele & ulemper og Alternativets korte historie og forhåbentlige lyse fremtid.
Jeg mødte Uffe første gang, da jeg som 21-årig søgte ind på første hold af Kaospiloterne (og heldigvis akkurat ikke kom ind – heldigvis, fordi jeg kort efter kom på den rette uddannelse for mig), og jeg har med fornøjelse løbende stødt på ham i mit liv. Der er ingen tvivl om, at uden ham så ville Alternativet ikke have været. Han har helt unikke kvaliteter.
Der er heller ikke nogen tvivl hos mig om, at succesen nok overvældede Uffe, og at opgaven med at skabe rammerne for en stor organisation og bevægelse ikke harmonerer godt med den projekt-tænkning og den klub-følelse, som meget af Uffes erfaring og tidligere succes bygger på. Alternativet er mere end et projekt, og det er større end en klub. Det er en af grundene til, at vi har snublet og fumlet siden den første succes ved valget i ‘15. Derfor skal vores næste politiske leder have mod og erfaring til at forløse bevægelsen.
Her er vi så i dag – den bevægelse, som Uffe fik vakt til live. Måske med lidt mindre håb, lidt mindre gejst, men også med mere erfaring og en beslutsomhed, som har stået sin prøve i modgang. Hvad gør vi nu – hvordan kommer videre? Fra mine ture rundt i landet og mange møder med alle mulige slags medlemmer, så ved jeg også, at vi er vildt mange slags mennesker. Fortællingen om Alternativet som en lukket klub for de hippe og den kreative klasse holder slet ikke vand. Vi har brug for en ny leder, der kan favne bredt – og selv udstråler noget mere jordnært.
Fra min egen erfaring med at køre valg-kampagne og fra de historier, jeg har hørt fra andre kandidater, jeg har undervist, ved jeg, hvad den største forhindring er, når vi møder vælgerne. Det er forestillingen om, at vi er krea-klasse, useriøse og ikke kan finde ud af det parlamentariske spil. Det gør det virkelig svært – som kandidat – at skulle kæmpe sig forbi de fordomme hver eneste gang. Vi har så meget behov for at vores næste politiske leder på enhver måde – i personlighed og virke – tydeligt modvirker den negative og falske forestilling.
På de interne linjer har vi haft en del problemer. Jeg været vidne til, at vi har mistet mange aktive frivillige. Ofte fordi der er blevet drevet rovdrift på dem, når projektmageriet løb for stærkt – selv meldte jeg helt fra som frivillig til et folkemøde, fordi vi blev behandlet som menige, der skulle adlyde ordrer. Den rovdrift kender jeg også fra hele den kreative branche, hvor det til nøds kan undskyldes, fordi man forsøger at få en fod indenfor i branchen. Men det dur simpelthen ikke, når vi skal opbygge en bæredygtig organisation, hvor frivillige har et andet liv, og helst skal være her i mange år.
En anden grund til tabet af aktive har været en mangelfuld konflikthåndtering. Vi er netop ikke en ensartet, lukket klub, hvor vi er rørende enige om alt, og derfor vil vi altid have konflikter. Den ledelsesstil som Uffe og hans nærmeste fik sat tonen for i praksis, havde altid som styrende mål, at ‘komme ud over stepperne’ og søgte derfor at ‘lukke ned’ for konflikt hurtigst muligt. Det betød at mange konflikter forblev uløste og derfor med tiden blev destruktive. Ingen af os kan lide konflikter, og alene derfor er det en forståelig reaktion at forsøge at undgå dem. Det er bare ikke bæredygtigt for et fællesskab. Vi har et behov for, at vores næste politiske leder sætter en tone, hvor uenighed og konflikt reelt anerkendes som en resurse. Ikke blot som noget, man siger – men i praksis. Alle kandidaterne vil sikkert sige, at der skal være rum til uenighed, men hvordan er deres praksis?
På den politiske linje er vi jo alle dybest set enige om det meste, og derfor kommer det nok mest af alt til at handle om prioriteter og strategi. Vi har en uhyre svær opgave med både at være et markant alternativ og samtidig troværdige i forhold til det normale parlamentariske spil. Der er ikke nogen nem løsning på det, kun et langt sejt træk med “walk the talk”. Det var fx. værdimæssigt rigtigt ikke at pege på Mette Frederiksen, der på det tidspunkt ikke rigtig støttede en grøn eller social bæredygtig dagsorden, men det var et værdimæssigt fejltrin med #DerforUffe – fordi det kom til at handle om Uffe, istedet for sagen: opgøret med en utroværdig blokpolitik.
Det lange seje træk handler dybest set om den sagnomspundne nye politiske kultur – der af mange er blevet misforstået som noget med kun at tale ‘pænt’ og være positiv. Det handler i virkeligheden om en bæredygtig magt-praksis. Den er vanvittig svær at mestre; alene fordi det kræver personer, der hviler i sig selv, og selv når de kommer under pres, ikke fristes til at misbruge deres formelle eller uformelle magt. Eller som et af Karen Blixens livs-mottoer lød: “J’ai respondai”, der betyder noget i stil med “Jeg svarer” i betydningen, at jeg svarer på det verden byder af udfordringer og jeg står til ansvar.
Evner vi medlemmer af Alternativet at vælge og støtte de personer, som hviler nok i sig selv til at udøve en bæredygtig magt-praksis – en ny politisk kultur – så vil vi med tiden fremstå som det troværdige alternativ til de gamle magt-partier. Derfor er dette valg af ny politisk leder så fantastisk vigtig. Selvom den politiske leder ikke har formel magt over organisationen, så bærer hun eller han uformelt den øverste magt i partiet og er toneangivende for den kultur, vi udvikler.
Jeg tror ikke, at nogen af de seks kandidater er den helt rette. Da fremtiden altid er uventet, kan ingen af os heller vide, om nogen er helt forkerte. Ønsker vi os den bæredygtige magt, hvorfra både den grønne og sociale bæredygtighed kan vokse frem, så må vi stemme på den person, der hviler nok i sig selv; den som vi har mest tillid til, ikke vil mis-forvalte sin magt, men samtidig evner at bruge magten til at fremme fællesskabet.
Det er vores opgave. Det er ikke nemt, men jeg nærmer mig et svar på, hvem af dem, jeg tror, det kunne være. Jeg håber også, at du samvittighedsfuldt vil grunde på dit valg – og ikke lade dig rive med af en stemning eller fordomme. At du også vil udøve din magt her til valget bæredygtigt og som et skridt på vejen til en ny politisk kultur.
